Striden om den nye internationale Straffedomstol er blot et eksempel på, at værdifællesskabet mellem USA og Europa er ved at smuldre. Journalisten Jørgen Dragsdahl analyserer det vaklende venskab. Og parternes forskellige sikkerhedskulturer. Amerikanere er fra Mars - og europæere er fra Venus! Således opsummerer en fremtrædende amerikansk kommentator, Robert Kagan, den transatlantiske konflikt om udenrigs- og sikkerhedspolitik. USA og Europa er i dag »fundamentalt forskellige«, proklamerer Kagan, som står centralt i Bush-administrationens intellektuelle bagland. I et blændende essay, i Washington Post, fokuserer han på de afvigende holdninger til magtanvendelse i internationale anliggender - en kløft, som, angiveligt, stikker dybt, har været under udvikling længe og nok er varig. Analysen har utvivlsomt givet europæiske ledere mareridt, fordi den knuser deres ønsketænkning. Striden med USA over den nye Internationale Straffedomstol og Irak skyldes ikke misforståelser og en uenighed mellem venner, som diplomati kan glatte ud. Næh, Kagan lægger op til en strategisk konflikt mellem staters uforenelige interesser. En mere korrekt udgave af denne 'klodernes kamp' er naturligvis, at Bush-administrationens ledende folk kaldes marsmænd, som har invaderet Jorden. De vil sammen med Kagan gerne svøbe sig i flaget og henvise til USA's helt specielle rødder. Reelt er de en ideologisk drevet flok med aparte holdninger. Europæerne repræsenterer en tankegang, som ikke afviger stærkt fra mange amerikaneres, og indtil for nyligt havde opbakning fra USA's daværende præsident, Bill Clinton. Det er tilmed amerikanske ledere, der især siden præsident Wilsons tid har arbejdet for grundlæggende principper, som ligger bag EU og FN-systemet samt hyldes globalt. Nok har marsmændene erobret Det Hvide Hus, Pentagon og infiltreret udenrigsministeriet, men deres særegne politik har gjort dem stadig mere isolerede. For et år siden tog eksempelvis professor William Galston initiativ til en meget omtalt erklæring fra amerikanske intellektuelle, hvori de erklærede præsident Bush fuld opbakning i krigen mod terrorisme. Men nu frygter Galston den såkaldte Bush-doktrin, som gør forebyggende krig til grundlaget for USA's nationale strategi. Den vil medføre »enden for det system med internationale institutioner, love og normer, som USA har arbejdet for i mere end et halvt århundrede«. Fortidens visdom er imidlertid ikke nødvendigvis fremtidens løsen. Måske kan nyligt ankomne fra Mars se mere klart end os andre? Både USA og EU er på vej ind i en verden, hvor gamle principper forlades, fordi de ikke giver svar på vor tids udfordringer. USA bryder nu markant med en verdensorden, hvor den suveræne nationalstat var byggeklodsen. Det forsøger EU også. Internationale institutioner og spilleregler vil blive ændret. Årets her i landet mest oversete bog har et bud på indholdet i denne proces. Den er skrevet af Philip Bobbitt, som foruden flot akademisk baggrund også har omfattende erfaring på højeste niveau i USA's sikkerhedsapparat. Mange har påpeget, at nationalstaten er døende, og andre har fremhævet, at statens magt aldrig har været større. I 'The Shield of Achilles' giver Bobbitt sig i kast med det tilsyneladende paradoks, idet han hævder, at staten, som ofte før i historien, nu finder en ny form, som han kalder markedsstaten . Statsmagten hæver sig over det nationale, idet den leder efter redskaber, der effektivt kan håndtere sikkerhed og økonomi på den regionale og globale markedsplads. Det kan blive en meget voldsom proces. Perioden 1914-1990 kalder Bobbitt for 'Den lange krig' - et opgør mellem tre udgaver af nationalstaten, som stræbte efter legitimitet med forskellige midler og værdier. Sejren for det parlamentariske demokrati har ikke stoppet historiens gang. Vi har formentlig allerede indledt en ny epokegørende krig, og menneskeheden kan, mener han, stå foran en tragedie uden fortilfælde i historien. Fordi stater altid skabes i en voldelig proces, er hans pointe ikke, at vi skal eller kan undgå væbnede konflikter, men at vi kan bestemme, hvordan krigen skal udkæmpes. Samtidig afgør vi, hvordan den mest effektive stat indrettes. Bobbitt beskriver tre forskellige typer markedsstat. USA og EU repræsenterer to af dem. Deres evne til samarbejde, relativ magt og forskellige bud på en acceptabel verdensorden vil præge de kommende årtier. Under den lange krig udviklede USA og Europa et værdifællesskab, som blev stadfæstet med fredsaftalen, der blev underskrevet af OSCE-landene i november 1990. Men foruden Kagan og Bobbitt fokuserer adskillige forskere nu på andre værdier, som adskiller fredsaftalens parter. Professor Francis Fukuyama rejser spørgsmålet: Er 'Vesten' stadig et meningsfyldt begreb i det 21. århundrede? Og han svarer selv: Næppe. Årsagen er forskelligt syn på kilden til legitimitet for det liberale demokrati. Den aktuelle strid mellem USA og EU er altså epokegørende. Tidligere udenrigsminister Henry Kissinger anbefaler, at USA lægger mindre vægt på institutioner i det internationale spil. USA kan, påpeger han, bedre udnytte sin magt gennem bilaterale kontakter. Måske er dette råd årsagen til, at USA i forbindelse med kampagnen mod den nye Internationale Straffedomstol, efter forgæves kamp i FN's sikkerhedsråd, nu vil undergrave domstolens legitimitet gennem aftaler med dens medlemmer enkeltvis. Måske er det også årsagen til, at USA i løbet af sommeren har indledt direkte konsultationer med europæiske lande angående det såkaldte missilskjold, hvori de bliver spurgt: Vil I beskyttes? Hvad vil I selv bidrage med? Sikkert er det, at institutionerne EU og NATO, hvor USA kan støde på kollektiv modstand, bliver omgået med disse initiativer. I stedet tegner der sig en verdensorden, som ligner et hjul med Washington i det magtfulde center og så nogle pinde ud til undersåtterne. Nogle af ideologerne omkring Bush-administrationen kalder det ligefremt et imperium. Amerikanske diplomater undergraver EU's fælles udenrigspolitik, når de kontakter ansøgerlandene med henblik på aftaler, som er i strid med EU's planer for domstolen. Men manøvren er mere end det. Den er en trussel imod EU's fredsprojekt - selve den strategi, som europæerne udvikler, så 'markedet' ikke skal forstyrres af nationalisme og krig. EU ønsker en verdensorden, som kan sammenlignes med et spindelvæv. Man ønsker et netværk af forpligtelser, som hindrer de stærkes enegang. Gensidig afhængighed skal styrke det fælles bedste. Det europæiske fredsprojekt styres af nogle grundlæggende principper: 1) Det politiske står over det militære; 2) forhandling og kompromis er selve fundamentet for staternes samspil; 3) ingen stat må stille sig uden for, over eller i konflikt med international lov. Som den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, sagde i sin store tale på Humboldt-universitetet, så er det selve kernen i den nye europæiske selvforståelse, at man afviser princippet om magtbalance og individuelle staters stræben efter overherredømme. Den overbevisning kom ikke pludseligt, og den er heller ikke et fænomen fra 90'erne. I den kolde krigs slutfase brød den offentlige mening i Europa med magtbalance-princippet og så med skepsis på værdien af militær magt. Undersøgelser fra slutningen af 70'erne beretter, at nok så europæerne stadig en trussel fra Sovjet, men de afviste, at oprustning kunne løse problemet. Bush-administrationens sikkerhedspolitiske topfolk tror, at USA's militære magt i 80'erne var afgørende for Warszawa-pagtens sammenbrud. Der er andre opfattelser - også i USA. Pointen her er ikke, at den ene eller den anden part har ret, men at Bush-administrationens høge af den kolde krig er skolet i en tro på militær magt - og en oplevelse af europæernes upålidelighed, deres eftergivenhed, deres svaghed. Og pointen er også, at mens europæerne under den kolde krig var delte, når det gælder værdien af magtbalancer og militær magt, så er 'østpolitikkens' værdigrundlag i dag blevet fremherskende i Europa. Det ideologiske grundlag for konflikten er langt ældre. De amerikanske høge og deres intellektuelle bagland ser et USA, som er omringet af fjender og mulige modstandere. De henter inspiration hos den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679), for hvem menneskets naturtilstand er alles krig mod alle. I hans verdensbillede kan kun en ophøjet hersker yde beskyttelse. Modsat henter mange af USA's demokrater inspiration hos den engelske filosof John Locke (1632-1704). For dem er det muligt, at verden kan styres gennem samfundskontrakter i stedet for voldelige trusler. Europæerne står demokraterne nær, når de gør den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) til deres guru, som skal skaffe evig fred. Kant var, kan jeg oplyse ud fra talrige samtaler med USA's NATO-ambassadør Robert Hunter i 90'erne, også hovedmanden bag Clinton-årenes reform af den transatlantiske alliance. Nu håner Kagan m.fl. europæerne, fordi de for tidligt er 'trådt ud af Hobbes' anarkistiske verden og ind i Kants verden'. Det er for europæere en frygtindgydende tanke, at Hobbes har ret, og at marsmændene mere end jordboerne har ret. Hvis vi accepterer amerikanernes budskab, så er EU's fredsprojekt dødsdømt, fordi det er imod naturlovene, der styrer staters adfærd. Kagan anviser et alternativ til transatlantisk konflikt. Han påpeger, at indtil for nylig havde Europa en del statsmænd og ideologer, som forstod magtpolitik og lagde deres roser hos Hobbes. »Måske kan man stadig spille på de atavistiske (altså instinkter nedarvet fra primitive slægtsled, jd) impulser, som stadig svirrer i hovederne på tyskere, briter og franskmænd - erindringer om magt, international indflydelse og nationale ambitioner«, skriver Kagan. Han mener dog også, at hvorvidt man skal knytte håb eller frygt til denne mulighed, »er et andet spørgsmål«. Såh, er det nu det? Set med europæiske øjne er der dog en ganske reel trussel i den vision. Ifølge lederen af EU's institut for sikkerhedsstudier, Nicole Gnesotto, er »faren i amerikansk enegang det forhold, at den kan medføre, at Den Europæiske Unions mere militært indstillede medlemmer til gengæld sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt nogen institutionaliseret militær alliance kan være effektiv«. Faren, som hun peger på, er re-nationalisering af de europæiske landes sikkerhed. Det kan ske på mange måder, hvis årtiers samarbejde i NATO opløses og EU ikke udvikler et fælles alternativ. Den mest nærliggende er vel, at briterne og et par enkelte andre store lande sammen med USA i ad hoc -alliancer går til kamp mod fælles fjender. Hvis de skal yde et væsentligt bidrag, må de først opruste gevaldigt og kan naturligvis ikke føle sig bundet af EU's forsvars- og sikkerhedspolitik. Resten af EU kan så optræde i skraldemandens rolle efter konflikterne, når der skal ryddes op - selv om de ikke har haft indflydelse på krigenes start og forløb. I takt med udviklingen af nye typer statsmagt kan disse, magtpolitisk vel udrustede, stater gøre krav på overherredømme i Europa. Man kan vel også forestille sig en mere kaotisk udvikling, hvor EU opløses, og alle nationalstater opruster i et, på længere sigt formentlig forgæves, forsøg på at beskytte sig. I nogle østeuropæiske stater er der allerede nervøsitet ved udsigten til, at USA ikke længere yder dem en forsvarsgaranti. Lige nu overvejer de, hvorvidt militært samarbejde i EU, som udvides med en gensidig forsvarsforpligtelse, kan erstatte USA, men deres atavistiske impulser er ikke længere væk, end at national oprustning er en mulighed. Der er endnu en fare. Hvis europæiske stater skal ruste sig til selvstændig krig eller ad hoc alliancekamp mod ydre fjender, skal den indenlandske opinion mobiliseres, også med appel til atavistiske impulser. Det skal ske, samtidig med at vi helst skulle integrere nye etniske mindretal og finde en sameksistens med islam. Det er tvivlsomt, at begge ting kan ske samtidig. Etnisk udrensning af fremmedelementer i Europa kan blive en følgesvend, når de nye krige udvikler sig, formentlig også med terrorangreb i Europa. Men måske er Kagans analyse fundamentalt forkvaklet. Hans analyse har fået betydelig omtale i Europa, men stort set overset er et ikke mindre interessant værk af Julian Lindley-French fra EU's sikkerhedsinstitut: 'Terms of Engagement'. Han skyder den magtopfattelse, som Kagan og Bush-administrationen hylder, i sænk. Amerikanske høge fremhæver, at USA's forsvarsbudget snart er på 2,5 gange EU-landenes, men Lindley-French påviser, at E's militære og civile udgifter til stabilisering af lande, hvor farlig uro kan opstå, mindst er på højde med USA's lignende indsats. Den europæiske sikkerhedskultur er et langt mere effektivt svar på vor tids udfordringer, fordi EU kan sikre stabilitet med en bred indsats, mens USA kun kan knuse sine fjender, og det globale marked har mere vidtrækkende behov, end bomber og dødspatruljer kan imødekomme. Amerikanske ideologers imperie-drømme kan ikke opfyldes, hvis USA ikke vil påtage sig de krævende og langsigtede opgaver, som europæerne med fredsbevarende styrker og genopbygning længe har håndteret. USA er en »énarmet supermagt«, konstaterer Linley-French. USA's kolossale militære magt svækker amerikanske interesser, fordi overmagten fører til hybris og enegang. Samtidig bliver det amerikanske samfund til et mål for denne verdens utilfredse. Tilbage står et problem for europæerne: De må forsvare sig ideologisk og politisk mod udfordringen fra USA. Men EU har ikke udviklet det relativt beskedne militære beredskab, som kan sikre, at vi ikke er afhængige af USA, når militære udfordringer opstår. Den europæiske udgave af markedsstaten kan ikke være effektiv, hvis vi er en militær pygmæ. Uden et fælles ekspeditionskorps er det sandsynligt, at Europa, trods alle principielle og ideologiske forskelle, må erkende, at selv et USA med Bush i spidsen er det eneste svar, når terrorister og oprørske lande ikke vil lytte til vores fredsvision. Og det er i sidste ende effektivitet, som vil give statsmagten i dens nye form legitimitet.