Bare rolig nu, det er ikke kommunismens spøgelse, der atter skal ud at gå, men et af de største paradokser i vor tid er dog, at vi - selv uden vild kapitalakkumulation i kraft af stigende boligpriser - på den ene side er blevet så ufattelig rige og på den anden side er så besat af at spare. Både i privathusholdningen, hvor jagten på tilbud eliminerer mange frie og fornuftige valg, og i den offentlige økonomi, hvor der igen og igen skæres ned og efter fedtlaget skæres ind til benet. Den fikse idé, som den siddende regering kom til magten på og fik fornyet sit mandat qua, er noget så banalt, rigidt og fantasiløst som skattestop, endda sminket op med lidt frynser af skattelettelse og gyldne løfter om mere af den slags. Det var til at forstå, hvis landet som i 1813 havde været igennem en voldsom statsbankerot, eller hvis det som mange andre i 1930'erne var ramt af alvorlig økonomisk krise og tilbageslag. Men sådan er det ikke, tværtimod, pengene fosser ind i statskassen på grund af øget omsætning (moms), lønstigninger (skat) og diverse afgifter, stempelpenge, bøder osv. - alt sammen uden for skattestoppets rækkevidde. Og pengene fosser ind i privatøkonomien på grund af gode lønninger, værdistigninger på fast ejendom, gunstig aktiespekulation og en stabil produktion og beskæftigelse - samt som følge af dette skattestop, der rent ud forkæler alle boligejere og dermed dramatisk øger den økonomiske ulighed i samfundet. Så hvad er den højere mening med såvel skattestoppet som de mange nedskæringer, besparelser og serviceforringelser, som plager næsten alle led i den offentlige sektor uanset mange politikeres og servile administratorers forsikringer om det modsatte? Overalt tales der om kvalitetsløft, mere service for pengene, mere faglighed og kompetenceudvikling, mere synergieffekt osv. osv. i dette uendelige og ulidelige managementsprog, eller rettere orwellske nysprog, hvormed man mener at kunne forvandle vand til vin og beruse befolkningen med begejstring over alle de kære penge, der bliver i borgernes egne lommer. Noget er drevet af en stålsat ideologi om minimalstatens fortræffeligheder - mindre bureaukrati, mindre formynderi, færre slavenaturer - og om fordelene ved privatisering og frie valg, hvor den enkelte gennem forsikringsordninger, brugerbetaling, egenpension og investeringsbeviser som sin egen lykkes smed kan erstatte det gamle samfunds fælles goder og forpligtelse til omsorg, uddannelse, ældrepleje osv. Det skulle give mere ansvar, hedder det, men det giver kun mere kontraktpolitik: Så kan de lære det! - det vil sige lære at tage den økonomiske og velfærdsmæssige afklapsning som selvforskyldt. Det er ren ideologi, skræddersyet til dem, der allerede flyder ovenpå og kan drage fordel af kun at skulle tænke på sig selv. Men det er en ideologi, der legitimerer, at man slanker på alle offentlige institutioner og funktionssystemer: hvis ikke selektivt og målrettet - som afviklingen af miljøindsats og ulandsbistand - så ved hjælp af det gamle bondepartis snilde grønthøster, der modsat forne tiders selvbindere ikke udfører produktivt arbejde, men alene fungerer som en plæneklipper eller skægtrimmer, hvis knive kan indstilles til forskellige højder. Det er den slags stille finansdiplomati, som år efter år udhuler forskellige serviceinstitutioner og nedjusterer deres arbejdsmål. Det viser sig med al tydelighed i togdriften og postvæsenet, hvor henholdsvis skinner og bude er slidt ned, med ganske forudsigelige og bestemt ikke ubetydelige forsinkelser, fejl og forringelser til følge. I USA kom sårbarheden som følge af denne politik i uhyggelig grad til udtryk under det fraværende, kaotiske og materielfattige hjælpearbejde i New Orleans, og herhjemme venter vi kun på en virkelig stor og katastrofal afsporingsulykke, før det står klart, at man ikke via udsultning af Banedanmark kan spare sig til flere motorvejsanlæg og broforbindelser. Vi har ganske vist set gentagne tilfælde af misrøgt i ældreplejen på grund af nedskæringer og stopurstyranni, men som spredte enkelttilfælde - små, uhyrlige skæbnehistorier - fortoner den slags sig hurtigt, og de ansvarlige lover altid snarlige forbedringer, vel vidende at midlerne hertil er sparet væk. Nej, der skal lig på bordet - mange lig - og med blødende ofre direkte i tv, der i gråd kan berette om, »hvordan de har det med det« ... Noget er som sagt ideologi, der driver en system- og materielslitage frem og parrer den med en menneskeforagt og risikovillighed på andres vegne, man ville have forsvoret eksistensen af for blot få år siden. Arriva-eksperimentet i Midt- og Vestjylland var et eksempel herpå, i den hellige udliciterings navn, hvor illusionen var mere service og billigere billetter, men hvor kaos afslørede, hvad der sker, når man prikker hul på en stor, selvregulerende organisation: Ansvaret forflygtiges - og borgerne må sejle deres egen sø. Det gælder også udliciteringer i sundheds- og plejesektoren, og det vil gentage sig, når turen kommer til fængselsvæsnet og hele undervisningsområdet. Men det vil - efterhånden som skaderne sker og forskellighederne i service/faglighed bliver tydelige - kunne beskæftige et kæmpe evalueringskorps og en masse testoperatører. Først dumping, derpå en vred minister - og endelig de rige borgeres selvforvaltning gennem privathospitaler, privatskoler osv. Alt er nu ikke kun liberal ideologi, men primært markedsliberal pragmatik eller en slags markedsnødvendig tilpasning. Meningen med de mange flere penge i borgernes egne lommer er nemlig, at de hurtigt skal op igen til et svimlende forbrug, der dels kan forkæle kapitalen med gode profitter (til lav selskabsbeskatning), dels opretholde en omfattende gesjæftighed og handels- og virksomhedskultur (der kan målorientere alle uddannelser, så vi undgår spild på dannelse og omsætningslav kultur) og dels øge statens indtægter via moms og afgifter (så man ad den vej kan holde minimalstaten kørende selv ved skattestop). Vi skal vænne os til at nyde, ikke blot solen og andre gratis glæder, men al den frås og luksus, der ligger lige for vore fødder og byder sig til - deraf naturligvis den omfattende spareiver. Betingelsen for at nyde (hedonismens endelige sejr) er dog stadig at yde, så for at opretholde et langt, stort og kapitaltungt forbrug - dét, der holder hjulene i gang! - gælder det om at komme ud, effektivisere sin indsats og blive længe på arbejdsmarkedet: Ikke noget med at fise den af på overførselsindkomster eller ved at geare ned og nyde sit otium med blot at læse bøger og dyrke sin køkkenhave. 'Arbeit macht frei', og derfor pukler og stresser vi til den store guldmedalje, og når gejsten ikke desto mindre daler, hyrer vi nogle coacher og managementkonsulenter til at peppe illusionerne lidt op, så vi kan begynde på en frisk - kreative, omstillingsparate, innovative, positive osv. Tidens smarte ord er allervigtigst her, hvor vi skal lære det vanskeligste af alt: at elske et arbejdsliv, hvis udbytning, absurditet og kynisme har nået nye, sofistikerede højder siden gamle Marx. Det er i orden, at vi sparer op til vores egen pension (læs: alderdommens forbrug) og selv via forsikringer af alle slags tager os af det eventuelle/uundgåelige behov for sygehuse, pleje, købesex, hospice og begravelse. Det emmer af frie valg og holder samfundet fri for omkostningstunge opgaver, og opstår der splid om de forsikrede ydelser, vil domstolene knopskyde med nye kontorer, hvor den slags kan afgøres mod klækkelig betaling. Retfærdighed bliver at få ret ved en domstol, så den forsigtige gør klogt i også at tegne en forsikring mod ubehagelige retsafgørelser - man har vel lov til at flotte sig, så rige, som vi er! I december 2002 døde den amerikanske filosof John Rawls (f. 1921), og i den anledning gav jeg mig til endelig at få læst hans hovedværk, 'A Theory of Justice' (1971) - hvilket snart førte til, at jeg som forlægger fik nogle gode fonde med på den idé at få bogen udgivet på dansk: 'En teori om retfærdighed' (Det lille Forlag 2005). Her er ikke tale om en revolutionær pamflet, men et kæmpe værk på 500-600 sider, akademisk stringent, men også omstændeligt, da Rawls - som Immanuel Kant, en af hans inspirationskilder - gerne vil opsummere og sammenfatte det væsentlige i en enkelt sætning. Igen og igen, så man ikke taber tråden, om end virkningen undertiden er den modsatte, fordi tråden bliver alt for lang. Siden Platons dialog 'Staten' har en af filosofiens store og vanskelige opgaver været at finde ud af og derpå fastslå, hvad retfærdighed er. Her er tale om et af de store normative begreber - som det gode og det skønne - som man længe troede, man kunne indholdsbestemme ved at iagttage virkeligheden, gøre erfaringer og tænke sig fornuftigt om. Det går altid galt, for de centrale normer og idealer lader sig ikke logisk udlede af en samling kendsgerninger, men alene fastsætte og præge gennem vilje og brug - opretholdt gennem magt eller konsensus, tradition eller fantasiløshed. Værdier i betydningen normer/idealer fastsættes lidt som værdier i betydningen penge, nemlig ved at man præger en mønt og bringer den i anvendelse, det vil sige anerkender dens værdi. Det er det, Nietzsche peger på med sin konstatering af, at »også den moralske jord er rund« ('Den muntre videnskab', par. 289). Sokrates og hans samtalepartnere i 'Staten' har endnu ikke forstået dette vilkår, men mener, at man ved fornuftens hjælp kan slutte sig frem til, hvad retfærdighed er - sådan er i sig selv. De er dog klar over, at det er en svær opgave at løse, og derfor griber de til det middel at indkredse, hvad retfærdighed er, ved at opstille rammerne for en fornuftig og ideal stat: Har man først fat i en sådan model, kan man overlegent pege på, at i denne stat hersker der overalt retfærdighed - for ellers var den jo hverken fornuftig, ideal eller lykkelig. Som bekendt endte tankeeksperimentet i en konstruktion, de fleste vil have sig frabedt - et samfund med eugenik og strengt forbud mod kunst - og det hang sammen med, at antikken ikke havde udviklet den humane værdi om menneskets værdighed og derfor kunne formulere en idealstat, der gør mennesket til middel og ikke til mål. Jeg nævner dette som forudsætning for Rawls' projekt om en teori - eller plan - for retfærdighed, idet Rawls er helt på det rene med, at man ikke kan deducere rationelt og logisk bevise sig til, hvad retfærdighed er, og at vi i dag ikke vil kunne tænke retfærdighed uden at inkludere eller forudsætte respekten for det enkelte menneskes liv og værdighed. At vi i praksis ikke altid lever op til denne respekt, hænger sammen med, at der netop er tale om et ideal - på samme måde som med retfærdighed, der næppe nogensinde bliver en varig tilstand, men et stadigt mål at pejle efter og være forpligtet af. Skal retfærdighed ikke drukne i ideologier og religioner, som grundlæggende gør retfærdighed til en relativ sag - altid afhængig af den pågældende overværdi eller overmyndighed - er det af afgørende betydning, at det er en størrelse, vi kan blive enige om og således fastsætte og anerkende i enighed. Det er her, Rawls sætter ind med sit tankeeksperiment for at kunne tegne omridset af en teori om retfærdighed og studere dens praktiske følger. Vi forudsætter, at retfærdighed er noget, vi bliver enige om og således sætter, hvorfor vi må forestille os en optimal situation, hvor vi alle vil tænke og slutte principielt og ikke være hængt op på en eller anden særinteresse (strategi) eller fiks idé (ideologi). Dette er, hvad Rawls kalder denoprindelige position og karakteriserer ved uvidenhedens slør. Man skal forestille sig en situation, hvor vi alle er oplyste og rationelt godt informeret om samfundsforhold, økonomiske og psykologiske mekanismer og forestillingerne om det gode liv. Vi ved på en måde alt, hvad der er værd at vide, for at skønne kvalificeret om retfærdige principper, blot er vi holdt uvidende om vor egen position: Det være sig økonomisk og med hensyn til køn, alder, etnicitet, ideologi og praktiske evner. Kort sagt: Vi ved ikke, hvilken rolle vi selv vil kunne spille og turde satse på i det samfund, vi nu skal fastsætte de retfærdige og styrende principper for. Antag som sagt, at vi er ved vore fulde fem og ikke handler som en desperado, der er parat til at spille russisk roulette med sin egen fremtid: Hvilke principper vil vi da vælge? Ifølge Rawls så oplagt nogle, der vil sikre den størst mulige frihed og lighed og dermed give os et samfund med et fundamentalt fællesskab ( broderskab). Lige grundlæggende friheder giver, idet vi ser bort fra de personlige træk, lige adgang til mulige positioner og ytringer i samfundet - under respekt for andres tilsvarende frihed. Lighed i økonomisk forstand vil ikke sige permanent eller garanteret lighed, men et retfærdighedsprincip om, at adgang til ulighed skal være begrundet i, at forskellen skal indebære en fordel for de svagest stillede - altså kun mere i løn til chefen, hvis han derved trækker de lavestlønnede med op. Det sidste princip giver ikke et broderskab, hvor alle har lige meget, men sikrer et broderskab, hvor udsving skal begrundes i det fælles bedste, især en klar forbedring for de svagest stillede. Oversat til almindeligt dansk hedder det fordelingspolitik, vel at mærke en klar og konsekvent samfundsindsats for, at den økonomiske værditilvækst, der skaber øgede uligheder, altid og målrettet også kommer de svagest stillede til del - altså fordel. Det er, hvad Rawls kalder retfærdighed som fairness, og mere skal en teori om retfærdighed egentlig ikke sigte efter, for det er sikkert, hvad vi alle, når vi tænker os om - vel at mærke bag 'uvidenhedens slør' - vil og kan blive enige om. Bagefter og ude i praksis handler det blot om politisk at huske på, hvad dette indebærer, og ikke lade sig forblinde af ideologier, personlige interesser og en eller anden system-anonymiseret kynisme, der henholdsvis mingelerer egne fordele og legitimerer andres deroute ved at pege på det individuelle ansvar og friheden til at gå i hundene. Om end det just er, hvad der sker i skyggen af skattestoppets velsignelser og den besparelses- og nedskæringspolitik i offentligt regi, vi er vidne til i disse år. Et samfund baseret på en omfattende fordelingspolitik - gerne også en mental fordelingspolitik, så vi undgår hetz mod og stress af bestemte befolkningsgrupper (ingen nævnt, ingen glemt) - vil nemlig give os det almene indtryk af retfærdighed og erfaring af samme, som både mindsker misundelse og reducerer de spændinger, der let fører til vold, kriminalitet og - terror. Et samfund - og en verden - der på den anden side ikke vil en betydelig fordelingspolitik, men hellere udstiller sin formidable ulighed og kynisme, må være forberedt på, at manglen på retfærdighed og menneskelig værdighed har det med at svare voldsomt igen. Derfor: Omfordeling af alle værdier! - eller i det mindste: Meget mere omfordeling af temmelig mange værdier. Argumenterne herfor er jo enkle.