Solen sank orangerød ned bag Europas største fodboldstadion, Camp Nou, som var den bestilt til lejligheden.
Forventningsfulde og næsten lykkelige satte vores fodboldglade familie sig til rette. Målet var nået. Rejsen fra København til Barcelona endte her. Sammen med 5.000 FCK fans var vi bænket på lægterne, bag ved et kæmpenet indespærrede meget stejle øverste lægter, på en af verdens smukkeste fodboldarenaer. Der var næsten tre timer til kickoff, så det var godt, at der var en smuk solnedgang at fordrive ventetiden med. Lidt længere henne af tribunen fortsatte ’de stemningsskabende fraktioner’ (FCK’s eget udtryk for deres ivrigste fans) den syngen, råben og brølen, der fra hundredvis af testosteronpumpende fanstruber dagen igennem havde gjaldet i Barcelonas gader. Der var noget gribende over det. Så stærk en entusiasme burde være smittende. Men var det mærkeligt nok ikke. Måske hang det sammen med den følelse af at være grænsekriminelle, som hele logistikken omkring kampen havde bragt os i: Knap tre timer før kampstart skulle vi altså melde os på stadion. Mødte man ikke der, kunne man glemme det. Her blev alle 5.000 ivrigt brølende og syngende (i al fald sang ’de stemningskabende fraktioner’ uafbrudt) sluset ind på det tomme stadion. Først skulle vi dog kropsvisiteres i et sikkerhedstjek, der ville få personalet i Kastrup Lufthavn til at rødme over deres efterladenhed.
