Sonetkransen blev, i en artikelserie om forrige årtusinds vigtigste nyskabelser, kaldt det litterære højdepunkt i europæisk kulturhistorie. Forfatteren og dramatikeren spørger i denne sonetkrans til vort århundrede bl.a.: Hvor er det 'vi', der danner front mod markedsdarwinismens barbari?


1. Vidste Darwin, da han gik fra borde og satte foden på Galapagos, at hans rejse og de fund han gjorde, ville ændre billedet af os?

Mente han - med de observationer, han med så stor pertentlighed beskrev - at det med meget få reservationer var værdifri forskning han bedrev?

Var han mon, dengang for længe siden, bevidst om følgerne det skulle få, når verden lærte om den nye viden?

Hvad tænkte han i den forbindelse? Begreb han helt, hvordan det ville gå med bogen 'Arternes oprindelse'?

2. Med bogen 'Arternes oprindelse' fastslog Darwin helt koncist og klart, at der er en tæt forbindelse mellem dyr og mennesket som art.

De der overlever er de stærke. Det så han som naturens første bud. Det andet bud blev vor tids kendemærke: At vi blev skabt, det skyldes ikke Gud.

'Survival of the fittest' blev sentensen der groft forenklet gengav hans ide om hvad det er, der styrer eksistensen.

Vi ved, hvad indtryk Darwins tanker gjorde, men forudså han selv, hvad der sku' ske? At bogen ville vække vild furore?

3. At bogen ville vække vild furore kom meget bag på Darwin, ser det ud til. De forbitrede tog vredt til orde mod tanken om, at der er ingen gud til.

De kloge reagerede fornuftigt. De godtog vores forfædre var aber. De dumme fandt det hele lidt for luftigt. De fattige - de ved de altid taber.

De rige ved, at de vil altid sejre. For dem var Darwin den moralske støtte og tanken om 'the fittest' værd at fejre.

Fra heftig harme til besindelse så bred var reaktionen, som han mødte. Fra hyldest til moralsk forblindelse.

4. Fra hyldest til 'moralsk forblindelse'. Dommen over Darwin favner bredt. Selv mente han, at den forbindelse, de rige så - den ku han tage sig let.

Ikke desto mindre blev effekten af overgrebet på hans teorier at ganske langsomt opgav man respekten for sjæl og ånd og andre livsværdier.

Højt i kurs har de vel aldrig stået - sagen er nok også for sublim - folk foretrak nu det, de havde fået.

Med de adfærdslove Darwin fandt blev jegets kamp for jeget legitim, sentensen sejrede, kynismen vandt.

5. Sentensen sejrede, kynismen vandt. Guds bud om næstekærlighed blev svækket. Man slap for de moralske bånd, der bandt. Samvittighedens krav blev kraftigt stækket.

Det faldt i tråd med industrialismen og de store klasseskel, den skabte. Der var ikke plads til altruismen, og ingen havde ondt af dem der tabte.

Man så på taberne som resultatet af Darwins lov, som jo var god og sund, den passede på proletariatet.

Overklassens syn var ligetil. De brugte samfundspyramidens bund som brikker i et grimt, men lønsomt spil.

6. Som brikker i et grimt, men lønsomt spil måtte bunden stole på sig selv. Toppens undertrykkelse tog til, den skærpede de skamløst skarpe skel.

Bundens drømme om et andet liv fik krop i form af solidarisk handling. En kamp for et solidt alternativ, en kamp, der skulle føre til forvandling.

Forener jer! Det var, hvad Marx forkyndte. Toppen svarede med arrogance. Bundens lange seje træk begyndte.

Overklassens magt var eklatant. Uden nogen form for tolerance blev underklassen undertrykt konstant.

7. Blev underklassen undertrykt konstant, så førte det dog kun til øget trods. De fælles kræfter øgedes markant, man lærte sig, hvordan man bedst kan slås.

Blokader, strejker, arbejdskampstaktik blev våbnene i underklassens hånd. Organisation og politik blev bygget op i fællesskabets ånd.

Den skammelige magtbalance vendte. Man var stolte over det man skabte: Et velfærdssamfund. - Det var det, der hændte.

Moralen var: jeg slås for det vi vil. Den sociale darwinisme tabte. Kampen endte. Der var 'lighed' til.

8. Kampen endte. Der var 'lighed' til, men bunden godtog også konsekvensen. Al den ny teknik, der kom i spil truede jo ikke eksistensen.

Tværtimod, teknikken blev en trumf i spillet om at gøre livet bedre. I den forstand blev den en stor triumf for videnskabens mange kloge fædre.

Dampmaskinen, fuld af hestekræfter, Arkwrights nye væv, der gik mekanisk, elmotorerne, der fulgte efter.

Smukke frugter af de kloges snilde. Men tempoet blev efterhånden manisk. Var det lykken? Var det det vi ville?

9. Var det lykken? Var det det vi ville? De rige samfund - USA og Vesten - blev de en fredelig og frugtbar kilde til velstand og velsignelse for resten?

Den solidaritet som kampen skabte - tilgiv at mit spørgsmål er banalt - men gjaldt den ikke også de fortabte, hvis elendighed er spredt globalt?

Vi'ets kamp for vi'et er jo glemt, og jegets kamp for jeget vendt tilbage. Hvor ligger solidariteten gemt?

Kun at kæmpe for sin egen chance er det det, vi vil? Skidt med de svage? En verden bygget op på konkurrence?

10. En verden bygget op på konkurrence helt i Darwins proselytters ånd, hvor kapitalens dulgte arrogance og dens grådighed går hånd i hånd.

Hvor næstekærligheden er et ord, der siges hviskende i tomme kirker, et ord, der aldrig sætter synligt spor, et ord, hvis budskab ikke mere virker.

En verden uden nogen hjertesag, uden harme, uden ild og glød. Den verden, som vi lever i i dag.

Hvor de rige holder evigt gilde for penge tjent på fattigdom og nød, mens vi ser de svage gå til spilde.

11. Mens vi ser de svage gå til spilde, mener kun et fåtal det er galt. Det spiller faktisk heller ingen trille, at det står endnu værre til globalt.

Hvis man søger efter en forklaring på denne onde, dyriske spiral, så ender man til sidst ved den erfaring, som Darwin gjorde: mangel på moral.

At vi har kunnet udvikles til os fra amøbestadiet i havet, det skyldes kun, at vi har kunnet slås.

Vi kender arvemassen, og vi ved, at også vores art - skønt godt begavet - mangler genet for samvittighed.

12. Mangler genet for samvittighed, kan man ikke føle nogen skyld. I stedet for at hjertet tynges ned af skamfuld anger, hersker der idyl.

Ingen ydre magter, ingen gud kan forstyrre vores indre ro. Vi følger som amøben Darwins bud: Æd de andre! Det er vores tro.

Kapitalen hersker enevældigt, kampen mod den er jo endt i stilstand. Enhver bør kunne se, det er uheldigt.

Kapitalen mangler konkurrence. Hvis vi ikke ændrer denne tilstand, vil verden aldrig få en ærlig chance.

13. Vil verden aldrig få en ærlig chance, så vi må kæmpe ligesom Sisyfos mod kapitalen og dens alliance med videnskaben - og dens syn på os?

Videnskaben taler stadig ikke om samvittighed, moral og sjæl. I stedet fejrer den med blanke blikke Darwinismens nye milepæl.

Arvemassen kortlagt i detaljer. Mennesket er nu sin egen gud dekoreret med Nobels medaljer.

Hvor finder vi en ægte mulighed for samvittighedens gennembrud. Skal skammen vare i al evighed?

14. Skal skammen vare i al evighed, så har vi lidt et endegyldigt tab. Vi må handle ud fra det, vi ved: Vi fik 'lighed' - ikke broderskab.

Vi skabtes i guds billede engang. Nu kan vi klone os i vores eget. Med troens og moralens undergang er gud nu blevet skiftet ud med jeget.

Et jeg, der med amøbens simple trang og med amøbens snævre horisont næppe vil forbedre verdens gang.

Hvor er det vi - med mod og fantasi - der kan få skabt den nye stærke front mod markedsdarwinismens barbari?

15. Vidste Darwin, da han gik fra borde med bogen 'Arternes oprindelse', at den ville vække vild furore? Fra hyldest til 'moralsk forblindelse'?

Sentensen sejrede, kynismen vandt. Som brikker i et grimt, men lønsomt spil blev underklassen undertrykt konstant. Men kampen endte. Der var 'lighed' til.

Var det lykken? Var det det vi ville? En verden bygget op på konkurrence, mens vi ser de svage gå til spilde?

Mangler genet for samvittighed? Vil verden aldrig få en ærlig chance? Skal skammen vare i al evighed?