0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dobbelt dømt

Grønlands kriminelle sendes stadig til afsoning på ubestemt tid i danske fængsler. Langt fra venner, familie og hjemland. Hvornår får vi ændret denne umenneskelige praksis, spørger socialrådgiver Tine Bryld.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

FOR NOGLE måneder siden besøgte jeg en grønlandsk familie med mit barnebarn på 9 år. Længe havde jeg lovet ham denne tur med hundeslæde, snescooter, ski, isfjelde og grønlandsk familieliv. Det var en usædvanlig kærlig og harmonisk familie med et par forældre og to børn, et lejet rækkehus med stue og to soveværelser, med udsigt til isbjerge og hunde, der hylede og ventede på mad og ture ud mellem fjeldene.

Manden levede af at fiske, fange og køre turister på slæde, konen arbejdede på kontor, men inden længe skulle de rejse til Nuuk for at blive uddannet videre. Fiskeriet kunne ikke længere brødføde familien. De 13 slædehunde, optrænet af manden og familien, skulle sælges. Han kendte hver eneste en, men afsked er en del af livet i Grønland, og sentimentalitet er der ikke plads til.

Jeg kendte dem ikke personligt, men en slægtning til dem, som jeg havde besøgt i Herstedvester i de sidste mange år, var anledning til, at Jeppe og jeg blev inviteret til at bo i deres hjem. Gæstfrit, venligt, utvungent og med en stille, fælles smerte over den sorg, der var overgået familien.

Sådan var det også dengang, jeg for tolv år siden rejste rundt og talte med familiemedlemmer til de grønlændere, der sendes til Herstedvester eller andre institutioner på ubestemt tid. Jeg skrev to bøger, 'De nederste i Herstedvester' og 'Abel' om de indsatte og deres pårørende, og det var med til at rejse et krav om et lukket fængsel i Grønland. I 1994 blev der nedsat en Retsvæsenskommission.
I dag, mere end ni år efter at kommissionen begyndte sit arbejde, er der stadig ikke udkommet en betænkning. Og der er stadig mange grønlændere i danske anstalter.

HVOR MANGE ved, at der sidder 18 grønlændere i Herstedvester og fem andre i lukkede institutioner på ubestemt tid (forvaring) efter at have begået kriminalitet? En opgørelse i november 2002 viser, at der er 23 danskere i forvaring, altså det samme antal personer med en forvaringsdom i Grønland og i Danmark. Sagen er bare, at der er omkring 50.000 grønlændere i forhold til 5,3 millioner danskere.

Ud over de kriminelle på anstalterne er der 11 grønlændere med dom til behandling på Risskov ved Århus, og 112 med vidtgående handikap, mest udviklingshæmmede, er anbragt i danske institutioner. Selv om der er sket forbedringer især på handikapområdet i Grønland, er der lang vej igen. Man taler meget om at integrere de udviklingshæmmede i samfundet og få flere behandlingspladser til de sindssyge, men de kriminelle er der ikke mange, der ønsker tilbage.

I 1993 skrev Amnesty International, at det var umenneskeligt, grusomt og ydmygende at sende grønlandske dømte til Herstedvester på ubestemt tid og i strid med de menneskerettigheder, vi er gode til at erindre andre nationer om.

Langt de fleste, der dømmes efter den grønlandske kriminallov, får bøder eller dom til en åben anstalt i Grønland, men skønnes personen farlig og/eller behandlingskrævende, sendes han til Danmark, en praksis der begyndte som en midlertidig løsning i begyndelsen af 1960'erne.

Denne deportering har været kritiseret, næsten lige siden man begyndte at sende de første grønlændere til Herstedvester eller andre institutioner. De fleste blev sendt til Herstedvester, fordi det var et lukket fængsel med tilbud om psykiatrisk behandling.

Selv om det langtfra er grønlandske søndagsskolebørn, der sidder på ubestemt tid, vil jeg vove at påstå, at de fleste havde fået en tidsbestemt straf, hvis de var blevet dømt i Danmark. Så man kan sige, at oven i det nedbrydende at leve med en tidsubestemt straf, skal man også sendes til afsoning i et helt andet land.

MANGE KRITISKE røster har gennem tiden forsøgt at henlede offentlighedens interesse på disse umenneskelige forhold, men såvel de grønlandske som de danske politikere, der har hovedansvaret for miseren, har været yderst tilbageholdende med at gøre noget effektivt ved sagen. Derfor var det glædeligt, at det grønlandske landstings- og folketingsmedlem Kuupik Kleist, som en af de få grønlandske (og danske) politikere, der har besøgt de indsatte i Herstedvester, udtrykte sin kritik af de indsattes forhold. Han udtalte, at politikerne i årevis have afventet bex tænkningen fra den Retsvæsenskommission, der blev nedsat i 1994 af daværende justitsminister Erling Olsen, og hvis mandat ikke kun var at undersøge mulighederne for at bygge et lukket fængsel, men også at vurdere hele retssystemet og kriminalforsorgen i Grønland.

Kuupik Kleist fremhævede med rette, at der burde være muligheder for at løse visse opgaver, inden kommissionen barslede, og han har ganske ret i, at kommissionen for flere år siden kunne have lavet en delbetænkning om at bygge et lukket fængsel.

Hvorfor skete det ikke, når kritikken var så hård?
Formanden for Retsvæsenskommissionen, højesteretsdommer Per Walsøe udtalte i december 1998 i Deadline, at der i kommissionen ikke var enighed om at bygge det lukkede fængsel, inden kommissionen havde afsluttet sit arbejde, men at han regnede med, at der inden for tre til fem år, altså senest i 2003, ville være en lukket anstalt i Grønland. Dengang sad der seks dømte i Herstedvester, et meget lavt tal på grund af de foregående års indgående kritik af det store antal dømte grønlændere, der blev sendt til Herstedvester.

I dag er alt ved det gamle, der sidder flere grønlændere nu end tidligere. Alle venter på Godot, Retsvæsenskommissionen.
I de sidste tre år, har man lovet, at nu kom rapporten snart. Sidste melding er, at man er klar til efteråret, og herefter vil der sikkert gå et par år mere, inden alle relevante myndigheder har udtalt sig, og sagen kan fremlægges i det grønlandske landsting og Folketinget til beslutning. Mit gæt er, at med de besparelser, regeringen har pålagt kriminalforsorgen, den frivillige og fængslerne, vil det være naivt at tro, at der sker ret meget på hele området i de kommende årtier, medmindre presset udefra vokser. I forvejen er den frie kriminalforsorg i Grønland udsultet, fængslerne overfyldte og befolkningen magtesløs over for tilstandene. Mange med alvorlige personforbrydelser kan ikke afsone i åbne anstalter, fordi der simpelthen ikke er plads.

Per Walsøe udtalte i samme tv-udsendelse, at der var lavet forskellige forbedringer for de indsatte grønlændere i Herstedvester, f.eks. at de nu kunne møde op i kredsretten i Grønland, når deres sag skulle behandles. Det er sket, javel, men det ses efterhånden også, at de dømte grønlændere bliver udsat for videoafhøring i cyberspace, således at de her fra Danmark kan tale med repræsentanter for Kredsretten i Grønland. Der er kommet en bedre besøgsordning for pårørende fra Grønland og mere telefontid. Der er sket noget, men det rykker overhovedet ikke i forhold til selve den kendsgerning, at det vigtigste område: at sikre de indsattes muligheder for at klare sig bedre i fremtiden, er der ikke mange der interesserer sig for. Såvel skole- som arbejdstilbud i Herstedvester er for ringe og utidssvarende, og for de fleste er noget så enkelt som en handlingsplan, når tiden til udslusning er på tale, en by i Rusland. Tilfældigheder afgør ofte, hvordan den enkelte vurderes og behandles.

På mange måder er de grønlandske dømte retsløse, forstået på den måde, at systemet er så indviklet og kommunikationen så dårlig mellem grønlandske og danske myndigheder, at de færreste forstår, hvad de har ret til. De bistandsværger, der stilles til rådighed her i Danmark for de dømte, er elendigt aflønnet, arbejdet hårdt og trøstesløst, så der er stor udskiftning til trods for, at der ydes en stor indsats af dem, der hver dag kæmper for at forbedre vilkårene. Og de dømte, der kommer tilbage til en grønlandsk anstalt, får sjældent den bistandsværge, de har krav på.

NOGLE AF de dømte grønlændere har begået voldtægt og er dømt for seksuelle overgreb på børn. De tilbydes blandt andet behandling med Androcur, der hæmmer kønsdriften, men det er ikke alle, der kan tåle den behandling. Hvad så? Kommer de nogen sinde ud? Det er Herstedvester, der har det afgørende ord, når den grønlandske kredsret skal vurdere, om den indsatte kan komme tilbage til en anstalt i Grønland for at fortsætte sin afsoning der. Der findes andre former for behandling. En grønlandsk indsat ønskede samtaler med en ekspert fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, men fik afslag med den begrundelse, at grønlænderne ikke kunne få dette tilbud. Årsagen? At de sidder på ubestemt tid. Det er kun sexdømte med en straf under fire år, der er omfattet af det særlige tilbud, som Herstedvester tilbyder i samarbejde med Sexologisk Klinik.

Hvad er så hensigten med den behandling, der formodes at blive tilbudt i Herstedvester? Ja, indtil for nogle år siden var hensigten at gøre den indsatte »egnet til at føre en kriminalitetsfri tilværelse« (i Grønland). I dag er cirkulæret ændret til, at den indsatte skal gøres »egnet til ophold i anstalt i Grønland«, hvor han efter anbringelsen i Herstedvester skal fortsætte afsoningen på ubestemt tid. Noget at se frem til, ikke sandt? Jeg har kendskab til mindst to, der har siddet i flere år i åben anstalt efter at være blevet overflyttet fra Herstedvester.

Forholdene i de grønlandske anstalter er præget af dårligt uddannet personale, og besparelser har ramt det i forvejen yderst spartanske budget på den grønlandske kriminalforsorg, og det går hårdt ud over dem, der sendes til Grønland fra Herstedvester. De grønlandske indsatte er for det meste uuddannede og har i flere år ikke været på det almindelige arbejdsmarked. De føler sig ilde behandlet. Der er mange myter om, hvor farlige og underlige de er. Så man kan sige, at det er meget få af 'herstedvesterfangerne', der klarer at blive integreret i det grønlandske samfund, og derfor sker det ofte, at de begår ny kriminalitet og let genindsættes i Herstedvester selv for mindre forseelser.

SANDHEDEN er, at ingen kærer sig om de nederste i det grønlandske samfund. Hver gang sagen rejses, hører vi om alle de andre grupper, der skal gøres noget for: De psykisk syge, de handikappede, de forsømte børn. Alt sammen rigtigt, Grønland har hverken midler eller uddannede personer til at varetage de mange opgaver. Men det er som med musen i hjulet. Det kører bare, rundt og rundt. Det er formentlig også grunden til, at de fleste grønlændere stiltiende accepterer, at man sender de værste kriminelle væk, der er andet, der trænger sig på.

Der findes ingen enkle løsninger. Grønland består af små samfund, der ikke kan bære at have en morder gående omkring få år efter mordet er begået eller at skulle konfronteres med en person, der har misbrugt et barn. Der er en stor rummelighed i det grønlandske samfund, men der er en grænse, og den træge debat har ikke gjort det lettere hverken for befolkningen eller de kriminelle, der også er en del af det grønlandske samfund. De er mennesker, ikke affald.

Den danske regering har i dag det overordnede ansvar, når det gælder kriminalforsorgen i Grønland, men danskerne er lige så gode som grønlænderne til at frasige sig ansvaret med en henvisning til den anden parts manglende vilje til at forandre forholdene.

Nogle gange spørger man sig selv om, hvad det egentlig var, vi gjorde i den bedste hensigt. Alle brystede sig dengang af, at Grønland havde fået verdens mest moderne kriminallov. Alle roste Danmark for at lave en lov i overensstemmelse med tidligere tiders grønlandske måde at behandle afvigere på. Det er ikke helt i overensstemmelse med sandheden, men underordnet i denne sammenhæng. Spørgsmålet er, om den grønlandske kriminallov, der på en række områder fungerer ganske fortrinligt, var forældet, få år efter at man havde vedtaget den og begyndte at sende grønlandske dømte til Danmark.

Ingen havde forudset de store menneskelige omkostninger, grønlænderne måtte betale, da man havde vedtaget, at Grønland i 1960'erne skulle 'moderniseres' fra et fanger- og fiskersamfund til en kopi af de vestlige samfund. End ikke uddannelse af grønlandske bygningshåndværkere sørgede man for. Det skulle gå stærkt og tusinder af danske håndværkere og embedsmænd blev sendt af sted. Grønlænderne blev i vid udstrækning tilskuere til udviklingen, og mange mistede fodfæstet og krakelerede. De mest skæve, uregerlige og syge eksistenser blev sendt til Danmark, som det tidligere var sket i mindre omfang.

Grønland kom på listen med en af verdens største selvmordsrater (45 begik selvmord i 2002) og en voldsom stigning i alvorlig personkriminalitet som mord, vold og sexovergreb.

Lad det så være, at nogen i den bedste mening lavede en lov, der var indrettet på forholdene i Grønland i 1950'erne, men at man i 2003, 50 år efter stadig ikke har løst nogen af de mest kritisable tilstande, ligner en bevidst forhaling af påtrængende problemer, til skam ikke bare for det danske Justitsministerium og Folketinget, men først og fremmest for de mange grønlændere, der må bide smerten, skammen og ydmygelsen i sig, uden noget håb om vilje til at ændre de helt uacceptable forhold.

Nu venter vi igen på Retsvæsenskommissionen - og på jurister med interesse for menneskerettighederne.

  • Ældste