»Næste år i Jerusalem fejrer vi det«. Med disse ord plejede min far, der selv er født et stenkast fra Gravkirken i Jerusalems gamle kristne kvarter, at affærdige mit spørgsmål, om jeg ikke skulle have en fødselsdagsfest. Mit fødselsdagsfest-traume blev ikke mindre af, at jeg er født natten til den dag Palæstina blev tabt, den 15. maj. Med »næste år i Jerusalem« ville min far minde mig om det savn, han havde lidt, og indgyde mig samme følelse af at være umåleligt forurettet. Og dette selv om min far var en af de heldige palæstinensere. Han var ikke blandt de tusinder, der døde eller blev såret i kampene, før Israel blev oprettet på denne dag for 60 år siden. Han oplevede heller ikke ligesom flere tusinder af sine landsmænd at miste nære familiemedlemmer. Han var af de privilegerede, der i Palæstina ’kun’ efterlod sine barndomsminder og sit hjem i Jerusalem. Andre palæstinensere oplevede deres landsbyer blive totalt tilintetgjort. Israel blev bygget på ruinerne af 400 palæstinensiske landsbyer. Min fars familie flygtede i 1948 fra deres hjem i Ny Jerusalem til familiens hus i den gamle bydel, som blev kontrolleret af Jordan. Derefter flyttede de til Betlehem for at slå sig ned i Amman. Dér voksede han op som selvsikker fagbevægelsesaktivist og byens mest ansete trykker. Hans marxistiske tilbøjeligheder sendte ham i eksil til Vesttyskland og derefter til Beirut, hvor han fortsatte sin urbane livsstil og sin flirt med radikale ideer. Først mange år efter hans død opdagede jeg, at der under den dannede og selvsikre revolutionære facade skjulte sig alle tegn på det ’flygtningesyndrom’, som de fleste palæstinensere lider af, uanset hvor privilegerede de var. Det vigtigste tegn er en kronisk følelse af at ikke høre helt til et bestemt sted. Stedet lå for altid begravet i fortiden i det uopnåelige Palæstina. Ligesom millioner af sine landsmænd levede min far hele sit liv på flugt fra sin flygtningestatus. Lige så stolt han var af sin palæstinensiske afstamning, lige så sårbar og overfølsom var han over sin status som et menneske, der ikke ejede et sted, han kunne kalde hjem. Ligesom min far var jeg en af de privilegerede efterkommere af palæstinensiske flygtninge. I modsætning til de millioner af anden- og tredjegenerations palæstinensiske flygtninge, som blev født og levede i flygtningelejre, blev jeg født i min mors hjemland, Libanon, og voksede op omgivet af hendes familie og miljø i Beirut. Ikke desto mindre voksede jeg op med en indgroet bevidsthed om, at der er noget galt ved min verden. Og dette er nok det eneste fællestræk, der samler de millioner af efterkommere efter de over 300.000 tusinde palæstinensiske flygtninge, der blev tvunget på flugt, da Israel blev oprettet og nu bor overalt på de fem kontinenter. Disse anden- og tredjegenerationsflygtningebørn – især dem der stadigvæk bor i lejrene i Libanon, Syrien, Jordan og i Gaza og på Vestbredden – ved, at deres verden aldrig vil være hel på samme måde, som den er for andre børn, hvis forældre giver dem et land i arv og ikke savn og skam. Ud over savn og skam får Palæstinas børnebørn en anden belastende arv: en hellig sag, der hverken kan vindes eller forsvinde. Er der noget, der har kostet palæstinenserne endnu dyrere i blod og tårer end tabet af deres elskede Palæstina, så er det ofrene for denne hellige sag. At genvinde Palæstina. At vende hjem »næste år til Jerusalem«. I kampen for den hellige sag har palæstinenserne, både som elite og som masser, ladet følelserne få indflydelse på deres politiske valg. Palæstinenserne har i 60 år været besat, ikke kun af Israel, men af en dyb følelse af at lide under en enorm uret, som verden ikke er villig til at anerkende. Palæstinenserne har udviklet en bevidsthed, hvor de ser sig selv som ofre for en form for kollektiv straf, der tvang en hel befolkning ud af deres hjem og gjorde dem til uønskede gæster, afhængige af andres barmhjertighed. Besat af disse følelser har palæstinenserne næsten altid valgt at undgå smertefulde kompromiser for i stedet at kaste sig ind i en principfast kamp for at gøre uret ret. Palæstinensernes lidelser, som de oplevede for 60 år siden, kunne hovedsagelig lægges på Israels skuldre, men til dels også på de arabiske regimer, der gik helt uforberedte ind i krigen mod, hvad de betegnede som ’zionistiske terroristiske bander’. Mange af de lidelser, som palæstinenserne siden har oplevet, må de selv og deres ledelse stå til regnskab for. Araberne og palæstinenserne gik i krig mod Israel for at demonstrere deres totale afvisning af FN’s plan fra 1947 om at dele det britiske mandatområde Palæstina mellem araberne og jøderne. De arabiske armeer og de palæstinensiske modstandsstyrker tabte krigen stort. Under krigshandlingerne flygtede hundredtusinder palæstinensere til Libanon, Syrien, Jordan, Egypten, hvor de troede de skulle blive en kort tid – uger eller måneder – indtil de arabiske styrker havde besejret ’de jødiske bander’. De venter stadig. Tabet af det meste af Palæstina i1948 blev kaldt ’al nakba’, katastrofen. Tabet af resten efter Seksdageskrigen i 1967 blev kaldt ’al naksa’, tilbagefaldet. Derefter besluttede palæstinenserne at overtage kampen mod Israel »for selv at bestemme deres skæbne«. Efter al naksa indtog Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), der var oprettet i 1964, scenen som den legitime forkæmper for palæstinensernes selvbestemmelse. PLO fik enorm, ubetinget folkelig opbakning, både hos palæstinenserne og araberne. PLO og ideen om modstandskampen blev ved med at nyde opbakning, selv om den anlagte strategi ikke kunne vise resultater og ikke førte til en voldelig befrielse af Palæstina eller en del af landet. I 1970 viklede PLO sig ind i en borgerkrig med den jordanske regering, hvorefter PLO blev drevet bort og måtte flytte til Libanon. I 1974 erklærede den palæstinensiske ledelse sin accept af oprettelsen af en palæstinensisk stat »på ethvert befriet område af Palæstina«, uden dog dermed direkte at anerkende Israel. PLO afviste selvstyre, som den egyptiske præsident Sadat kunne have fået Israel til at tilbyde palæstinenserne ved Camp David-fredsaftalerne i 1978-1979. I stedet, og uden at have lært noget som helst af fiaskoen i Jordan, sank PLO dybere i den libanesiske sekteriske borgerkrig (1975-1990), under hvilken titusinder palæstinensere døde. Vejen til Jerusalem tabte sin retning og skulle, som PLO’s partisaner skrev på Beiruts krigshærgede bygninger, »komme til at gå gennem Jounieh«, en kristen libanesisk by, der lå i den modsatte retning af Jerusalem. I 1982 blev PLO drevet ud af Libanon, og denne gang var der intet naboland, der vil tage imod Arafat og PLO, som fik lov til at flytte deres hovedsæde til Tunis, som ligger på et helt andet kontinent end det land, de vil befri. I 1985 erklærede den palæstinensiske ledelse, at den gik ind for tostatsløsningen. Efter tyve år, hvor palæstinenserne satte deres lid til eksilledelsen, tog palæstinenserne i de besatte områder i 1987 deres skæbne i egne hænder og begyndte et flerårigt oprør mod Israel. Det var de stenkastende unges intifada. Mens Palæstinas unge dagligt ofrede deres liv i kampen mod den israelske hær, hvis undertrykkelsesmetoder chokerede verden, føjede PLO’s ledelse i 1990 endnu en forbryderisk fejltagelse til sit brogede generalieblad. PLO’s Arafat bakkede op bag Saddams besættelse af Kuwait. Efter flere års arabisk og vestlig boykot indgik Arafat Oslo-aftalerne (1993-1995) med Israel, hvis betingelser minder om dem, som PLO stejlt havde afvist tyve år tidligere, men som nu blev accepteret efter tusinder af døde og sårede og med flere hundrede israelske bosættelser oveni. Hvis der er et mønster for den palæstinensiske ’kamp for at genvinde det tabte land’, så er det, at halvdårlige fredsudspil den ene gang efter den anden afvises, hvorefter palæstinenserne kaster sig ud i en langvarig blodig krig, der leder fra det ene sviende nederlag til det andet, for til sidst at tigge om en helt dårlig fredsaftale når det er for sent. Er mønstret et levn fra fortiden? Har palæstinenserne og deres ledelse lært af fortidens smertefulde lektier? Den anden intifada, som Arafat satte i gang i 2000, da han vendte tilbage fra Camp David-forhandlingerne med Clinton og Barak, er den seneste ’nakba’, katastrofe, hvis man skal tro Zakariya Zubeidi, som indtil for nylig var den karismatiske leder af Al Aqsa Martyrernes Brigader i den oprørske by Jenin. Han sagde i april til Avi Issacharoff fra Haaretz: »Vi har fuldkommen tabt i denne intifada. Vi har ikke fået nogen gevinst eller nogen positive resultater fra det. Vi opnåede intet. Det er et sviende nederlag. Vi dumpede på det politiske plan – vi formåede ikke at oversætte de militære handlinger til politiske målsætninger ... Vi går ikke nogen steder, vi går mod total opløsning. Det palæstinensiske folk er færdigt. Helt forbi«. Vurderingen giver genklang fra den første katastrofe. Hvordan kan en politiske elite, der har de bedste demokratiske credentials i den arabiske verden, og den bedst uddannede og mest politisk bevidste befolkning, ende i denne håbløse situation? Hvorfor vælger palæstinenserne og deres ledelse gang på gang at ignorere historiens hårde lektie og gå i krig med Israel, altid uforberedt for hver gang at blive besejret og ydmyget? Hvis der er én årsag, der kan begrunde palæstinensernes og deres ledelses selvmorderiske blindhed, er det deres anlæg for altid at lade sig påvirke af retfærdighedsretorikken. Hver gang palæstinenserne skulle vælge, om de ville acceptere eller afvise et fredsudspil, var dét centrale spørgsmål, de forholdt sig til: Imødekommer dette fredsudspil vore retmæssige krav på Palæstina? Svaret var konstant negativt. Det skyldtes ikke, at palæstinenserne ikke slækkede på deres oprindelige kompromisløse krav om at genvinde hele Palæstina eller at få alle flygtninge tilbage til deres hjem i det nuværende Israel. For det gjorde PLO, og Hamas er nu i gang med at gøre det samme. Det skyldtes, at palæstinenserne fra det ene fredsudspil til det andet og fra det ene nederlag til det andet nedjusterede deres krav mindre end til, hvad de faktisk ville kunne opnå ved forhandlingsbordet eller med vold. Palæstinenserne bliver trukket fra to sider. De er bundet af retfærdighedsretorikken til at afvise de mulige tilbud, da disse tilbud aldrig kan imødekomme deres retmæssige krav på den ene side, og på den anden side er de tvunget til at træne deres kompromisvilje for at kunne overleve politisk. Resultatet er blevet, at palæstinenserne altid har følt sig tvunget til at kræve mere af Israel end det, som de ved, at Israel kan tvinges af dem og verden til at imødekomme. Kun på den måde har palæstinenserne kunnet fastholde deres indgroede selvopfattelse som det forurettede folk, der kæmper mod overmagten for at genvinde deres ret. Til denne selvforblændende retfærdighedsretorik føjes en overvurdering af omverdenens engagement i konflikten med Israel, især arabernes og muslimernes. Selv om palæstinensernes selvstændige befrielseskamp er grundlagt på deres skuffelse over arabernes indsats, har den palæstinensiske ledelse ofte ladet de arabiske regimer hægte deres hellige sag på arabernes interne stridigheder. I 1970’erne lod palæstinenserne sig bruge af næsten alle arabiske regimer fra Syrien til Libyen, Egypten og Saudi-Arabien. I 1990’erne lod de sig forblænde af Saddams retorik og måtte betale dyrt for de få virkningsløse missiler, som diktatoren sendte mod Israel, og de tusinder af dollar, som hans agenter betalte som erstatning til familierne til selvmords-’martyrer’. Nu har Hamas overtaget hvor PLO har stoppet. Da de arabiske regimer heldigvis af bitter erfaring har lært at afholde sig fra at manipulere med den palæstinensiske hellige sag, som så ofte vendte imod dem selv i stedet for imod deres modstander, har Hamas kastet sig i armene på Iran. Nu er det Ahmadinejad, der spiller rollen som sponsor for palæstinensernes hellige kamp, ligesom Saddam og Gaddafi før gjorde med Arafat og co. Og nu som før bliver resultatet af palæstinensernes brug af makabre sponsorer ikke bedre vilkår i konfrontationen med Israel, men mere ildkraft i deres indbyrdes magtkamp. Under Arafat finansierede de arabiske sponsorer krigen mellem hans al Fatah og de radikale fraktioner, og nu finansierer Iran en krig mellem Fatah og Hamas. Hvad er det for en hellig sag, der lader sig sælge til den højestbydende på storpolitikkens basar? For at undgå flere fremtidige nakba’er, må palæstinenserne løsrive sig fra retfærdighedsretorikken. Når de skal forholde sig til det kommende fredsudspil, hvor dårligt det end måtte være, skal palæstinenserne ikke vurdere, om udspillet imødekommer et mindstemål af deres retfærdige krav. De skal vurdere, om et afslag betyder, at de atter i fremtiden vil stå over for et endnu ringere fredsudspil. Tiden og en fortsættelse af konflikten spiller ikke på palæstinensernes side. Konflikten byder kun på flere ofre, der dør for hvad Zubeidi kalder »ingenting«, og som kun fører til ringere livsvilkår for alle palæstinensere. I de besatte områder bliver palæstinensernes land udhulet af et stigende antal bosættelser. Konflikten får millioner af palæstinenseres flygtningetilværelse til at trække ud i det uendelige i stedet for at deres status i modtagerlandene normaliseres. Den palæstinensiske ledelse, i både Fatah og Hamas, må indse, at en dårlig fred nu er bedre end en fortsættelse af konflikten i håbet om bedre forhandlingsvilkår. Palæstinenserne skal lære at leve med de hårde og uretfærdige vilkår, som sådan en fredsaftale kan medbringe. Under konflikterne, volden og de uendelige forhandlinger har palæstinenserne skabt sig en tilværelse med talrige nederlag og umådelige lidelser. Det er på tide at vælge fred for enhver pris. Under freden må palæstinenserne skabe et samfund, som ikke hylder død og selvopofrelse ... et samfund der skaber vilkår som tillader, at palæstinenserne retter op på magtbalancen med Israel og kan bygge bro til den israelske fredslejr for at skabe en ægte forsoning og sameksistens mellem de to folk. Med dæmonerne fra den palæstinensiske fortid begravet kan resten af Mellemøsten få fred til at takle nutidens dæmoner: Fanatisme, fattigdom og manglende demokrati. Drømmen om ’Næste år i Jerusalem’ må vente.