Forleden, 11. juni, afholdtes en ejendommelig konference på Aarhus Universitet. De udvalgte deltagere havde først dagen inden fået at vide, hvor de skulle mødes. De blev nøje undersøgt, før de ad en smal vindeltrappe fik adgang til et taglokale. Det foregik på Juridisk Institut. Halvdelen af de henved tyve deltagere var jurister, og de øvrige var eksperter i teologi, religion, filosofi eller historie. Emnet var Sharia-ret og dansk ret med spørgsmålet: »Kan islamiske retsregler indføres i Danmark?« Oprindelig var det planlagt som et almindeligt offentligt seminar for interesserede. Af den slags er der snesevis hver måned på universitetet. Men her var det gået galt. Nogle yderliggående højreorienterede havde fået fat i planen på et tidligt tidspunkt. De mente, at Juridisk Institut på Aarhus Universitet konspirerede om at afskaffe dansk ret og erstatte den med sharia. Intet mindre! Her havde de højreorienterede en sag, de kunne profilere sig på. ’Uriasposten’ på internettet havde hurtigt 68 hadefulde indlæg, og på Hodjas Blog så man en halshugning ud for navnene på seminarets oplægsholdere. De ophidsede på nettet var slet ikke interesseret i at diskutere sharia og dansk ret. De ville forhindre, at man overhovedet talte om det emne på universitetet. Og de havde oversat programmet til tysk, velsagtens for at tiltrække højreorienterede sydfra. Seminaret kunne ikke gennemføres uden ballade. Ledelsen besluttede at lade Politiets Efterretningstjeneste foretage en sikkerhedsvurdering. Og desuden at gøre seminaret lukket for alle andre end de inviterede. Pressen blev også afvist. Hvad kom der så ud af de sammensvornes hemmelige møde? Problemstillingen er delt i to synsvinkler. For det første spørgsmålet om, hvor megen sharia-ret man kan praktisere uden at ændre på dansk ret. For det andet, om det er hensigtsmæssigt, at mulighederne for sharia udnyttes, eller om man må advare imod det. Der er lysår mellem denne nøgterne problemstilling og ’Kvinder for Frihed’s fantasier om, at vi går ind for, at skilsmissebørn gives til faderen, forbrydere skal have hænderne hugget af osv. (Jyllands-Posten 13.5.2008). Det blev slået fast, at staten ikke kan indføre særregler for religiøse eller etniske grupper. Altså inden for socialret, skatteret, strafferet mv. Det ville være imod princippet om lighed for loven, og det ville heller ikke stemme overens med den europæiske konvention om menneskerettigheder. Ifølge artikel 14 i denne konvention må en stat ikke diskriminere borgere pga. deres religion, eller fordi de tilhører et nationalt mindretal. Derimod er der omtrent frit slag i aftaleretten. Siden Danske Lov fra 1683 har man kunnet slutte kontrakter om hvad som helst, blot det ikke strider imod »lov og ærbarhed«. Koranen forbyder at tage og give renter. Og den forbyder lotteri og spekulation (værdipapirer!). Men det kan muslimer jo lade være med eller omgå på snedige, men islamisk accepterede måder. Et andet område, hvor sharia kan praktiseres lovligt i Danmark, er arveretten. Med den ny arvelov, der trådte i kraft 1.1.2008, er tvangsarven blevet formindsket. Arveladeren kan selv råde over tre fjerdedele af sin formue. Derfor vil det være let gennem testamente at forøge sønnernes arv til det dobbelte af døtrenes. I Tyskland er der notarer, der nægter at hjælpe med testamenter, som er så urimelige over for døtrene. Men sådanne testamenter er alligevel gyldige i Tyskland såvel som i Danmark. Mest overraskende er det måske, at det er muligt at oprette en sharia-domstol i Danmark. Selv i England er ’Islamic Sharia Councils’ kun mæglingsorganer. Men i Danmark ville en sharia-domstol kunne få statens hjælp til tvangsfuldbyrdelse af sine afgørelser! Man finder reglerne herom i loven om voldgift. Helt siden Danske Lov har to parter kunnet løse deres konflikter ved at henskyde deres sag for en voldgiftsret. Og dermed har folk afskåret sig fra at benytte de almindelige domstole. Hvorfor gør nogen det? Voldgiftsretter bruges navnlig i forretningslivet. Parterne føjer en bestemmelse ind i deres kontrakter om, at problemer, som ikke kan løses gennem forhandling, skal for en voldgiftsret. Det anses for at være hurtigere og billigere end en domstolsbehandling. Og i særdeleshed kan det hele foregå diskret. Ingen aviser behøver at få noget at vide om de to virksomheders økonomi eller forretningsmoral. Det anser nogle for en fordel. Muslimer vil uden problemer kunne oprette en voldgiftsret i forbindelse med en enkelt (større) handel eller mere permanent. Der stilles ingen faglige krav til de dommere, som de udpeger. Parterne kan også selv vælge det lovgrundlag, som skal anvendes. Det kan være middelalderens internationale handelslov (lex mercatoria) eller en lov bestemt af sharia-lovskolerne. Endog det eller de sprog, voldgiftsretten skal bruge under forhandlingerne og i den skriftlige kendelse, kan parterne selv bestemme. Det kan forekomme som det rene anarki. Er der ingen grænser for udskejelserne? Jo! Der er flere samfundsvigtige områder, hvor stridigheder ikke kan bringes for en voldgiftsret. Inden for arbejdsretten har staten selv etableret ’faglig voldgift’. Heller ikke en strid om beboelseslejemål kan afgøres ved voldgift. Og vigtigst af alt: De pinagtige familieretssager er undtaget fra privat voldgift. Det drejer sig om faderskab, skilsmisse, forældremyndighed og samværsret med børnene. Voldgiftsret bruges altså overvejende i forretningsmæssige anliggender. Og for en sikkerheds skyld har man i voldgiftsloven indsat den generelle klausul, at ingen voldgiftskendelse må være »åbenbart uforenelig med landets retsorden«. Dette er imidlertid en kun sjældent benyttet paragraf. Tørklæder i domstolene? Der blev ikke gjort meget ud af det punkt under seminaret. Kvinder har selvfølgelig ret til at ’uniformere’ sig som fromme og dydige muslimske damer, når de privat bevæger sig rundt. Arbejdsgivere og offentlige myndigheder kan – lige så selvfølgeligt – bestemme, om de vil acceptere en religiøs uniform, eller de vil kreere deres egen uniform, f.eks. kappe og ubedækket hoved. I 1970’erne ønskede man på venstrefløjen, at dommerne blev berøvet deres ophøjede neutralitet og i stedet fremstod som ’klassedommere’. Nu er der åbenbart nogen, der ønsker, at dommerne skal fremstå som særligt religiøse, hvis de er det. Både dommeres og præsters ’uniformering’ er en beskyttelse af privatpersonen og en understregning af embedet og den samfundsmæssige rolle. Det var en af os, Schledermann, som på seminaret redegjorde for dette. Men En ting er, at det danske retssystem er så åbent og smidigt, at muslimer efter egetvalg kan praktisere dele af sharia-retten. Noget andet er, om det er særlig hensigtsmæssigt? Hvad er formålet med sharia i Danmark? Den kendte orientalist Jørgen Bæk Simonsen mente, at muslimerne ville føle sig mere velkomne og blive bedre integreret, hvis det danske samfund viste respekt for deres kultur og retssystem. En af os, Schledermann, gjorde igen opmærksom på, at dette var en variant af de amerikanske projekter, som skulle øge de sortes og andre minoriteters selvagtelse. Projekterne var mislykkedes. Stort selvværd kombineret med manglende resultater i skolen, på universitetet eller på arbejdsmarkedet gav tværtimod frustration og vrede. Bæk Simonsen er fortaler for en form for multikulturalisme, altså ’salatskålen’, hvor der er mange genkendelige frugter blandet sammen. Dette synspunkt er for nylig blevet voldsomt angrebet af den amerikanske filosof Harriet Baber. Som gammel feminist sidestiller hun to myter: Myten om kvindens forskellighed og mystik og myten om de etniske minoriteters forskellighed og mange gode egenskaber. Ironisk skriver hun: »Alle kulturer (hævdes at være) lige med undtagelse af traditionel amerikansk kultur, der er racistisk, sexistisk og homofobisk«. Hvorfor, spørger hun, skulle en liberal stat give autonomi til ikke-liberale grupper, så de fik lov til at ordne deres egne affærer? Blot de ikke generede medlemmerne af samfundets flertal. Hun siger, at der ikke er brug for romantisk psykologiseren, men for konkrete tiltag som skolebusser, integreret beboelse og positiv særbehandling. Hun betoner individets ambitioner og den gamle idé om samfundet som en »smeltedigel«. Her har vi måske årsagen til den underlige forvirring og lammelse, som har grebet venstrefløjen i integrationsdebatten. Man forfægter to modstridende holdninger. Indvandrerne skal beholde deres værdifulde kultur og særpræg. Men samtidig skal de tage de samme uddannelser som danskerne. Og de skal arbejde politisk og økonomisk som danskere. De fremmede skal også have et acceptabelt familieliv, dvs. med ligestilling og accept af unges selvbestemmelse. Dette dilemma rækker ud over venstrefløjen. I tørklædesagen ville domstolsstyrelsen og integrationsministeren tillade de religiøse tørklæder, men samtidig forlangte de særlig kontrol med og disciplinering af disse tørklæde-dommere. Dommerne skulle være ekstremt juridiske og danske i embedet, men de måtte godt sidde og se romantiske og eksotiske ud (Grubbe, Domstolsstyrelsen, Jyllands-Posten 27.4.08. – Rønn Hornbech, Politiken 14.5.08). Så har de to højrefløje det lettere. Yderliggående islamister kan hævde, at muslimsk liv er helt uforeneligt med vestlige ideer. Og Dansk Folkeparti kan hævde det samme. Disse fløje forstærker hinanden – medens venstrefløj og socialliberale er forvirrede og splittede. Her vil vi kun konkludere mht. sharia-diskussionen. Og vi taler ikke på seminarets, men på egne vegne. Det forekommer mest hensigtsmæssigt at undertrykke de enkelte mennesker mindst muligt. Det betyder to ting, som kan synes i indbyrdes modstrid. Voksne muslimer har lov til at anvende sharia-regler inden for eksisterende dansk ret. Samtidig bør alle være opmærksomme på uheldige konsekvenser af den patriarkalske retlige tænkning i visse muslimske miljøer. Undertrykkelse af kvinder, børn og unge må kritiseres og bekæmpes – ligesom hvis det finder sted i den såkaldte ’Faderkirke’ eller hos Jehovas Vidner. Tvang og mobning kan ikke forsvares med fromme ønsker om at ville redde de unge fra helvedes flammer! (Schledermann, s. 284 f.). Men dette vil oftest være et moralsk og ikke et juridisk anliggende.