0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sådan læser man Kroniken

Kronikøren, der er stud.mag., har læst kronikker, siden han blev konfirmeret. Rigtig mange kronikker, og især Kroniken i Politiken. Her fortæller han om sin besættelse.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Af VILLY MELDGAARD HANSEN

Første gang jeg hørte ordet 'kronik' var, da jeg gik i folkeskolen. Det var min dansk- og idrætslærer, Folmer Lange, som under en samtale med mig om min litteraturlæsning spurgte, om jeg også læste avis. Jeg svarede, som sandt var, at jeg næsten daglig læste i den lokale avis Vestkysten, som vi holdt derhjemme. Desuden læste jeg Fagbladet, som min far som fabriksarbejder fik. Folmer Lange sagde da til mig: »Du skal være opmærksom på kronikken. Der står mange gode ting dér«.

Jeg har vel været en 15-16 år, og jeg vidste ikke, hvad en kronik var for en størrelse. Straks da jeg kom hjem fra skolen, måtte jeg have fat i avisen for at se, om den indeholdt en kronik. Det gjorde den. Den var placeret inde i bladet nederst på en side. Typografisk skilte den sig ud fra den øvrige tekst. Teksten var sat i lige lange kolonner: samme højde, samme bredde, og teksten var foroven indrammet af en tyk sort streg. Dette var altså en kronik. Sådan så den ud.

Dette var mit første møde med kronikken. Når jeg siden læste avisen, skulle jeg altid lige se, hvad kronikken omhandlede. Og jeg begyndte at læse den. Ikke systematisk. Der var så meget andet, der fyldte dengang: venner, piger, musik, litteratur og volleyball.

Efter folkeskolen kom jeg på højskole. Hér blev min kroniklæsning efterhånden mere systematisk. På højskolen blev min daglige kroniklæsning grundlagt. Ofte sad jeg om aftenen, når det var blevet halvsent og der var blevet ro på skolen, i opholdsstuen med aviserne. Jeg fandt jo snart ud af, at langt de fleste aviser havde en kronik. Så at sige alle kronikker blev læst eller gennemset. Også i undervisningen hændte det, at vi nu og da fik udleveret en kopi af en kronik.

Men jeg var endnu ikke begyndt at klippe ud. Jeg tænkte ikke dengang på, at man kunne klippe kronikken ud. Det var jo heller ikke mine aviser. Men nogle gange tænkte jeg, at kronikken indeholdt nogle tanker, jeg senere ville prøve at undersøge nærmere. Nogle gange tog jeg notater, afskrev afsnit, og jeg noterede litteraturhenvisninger til senere brug.

Siden jeg var 17 år, har jeg næsten daglig læst en eller flere kronikker. For nu begyndte jeg selv at købe avis daglig, senere at få fast abonnement. Straks blev jeg opmærksom på, at især to aviser ofte indeholdt spændende, interessante og velskrevne kronikker: Information og Politiken. Det var altid spændende at se, hvad dagens kronik handlede om. Dengang, i 1970'erne, fandtes der ikke i Politiken oplysning om 'Kroniken i morgen'. Kronikken var i øvrigt heller ikke dengang udstyret med et foto af kronikøren.

Derfor var det hver dag meget spændende at se, hvad dagens Kronik handlede om. Jeg tog altid straks sektion 2 for at se Kronikens indhold. Ofte begyndte min daglige avislæsning dér. Som tiden gik, fik jeg en særlig forkærlighed for Kroniken i Politiken. Det var dygtige og indsigtsfulde folk, der skrev dér. Og mange Kroniker var virkelig meget velskrevne, så det ofte var en stor fornøjelse at læse dem.

På et tidspunkt havde jeg en bror, som var bosat i Odense. Han holdt Fyens Stiftstidende. Til at begynde med lavede jeg den aftale med ham, at han skulle klippe kronikker ud til mig. De skulle primært handle om historie og litteratur, men han skulle også vurdere, om der dukkede andre interessante ting op. Derfor blev der med posten med jævne mellemrum sendt en tyk konvolut til Jylland, som blev modtaget med stor spænding. Hvilke interessante emner var nu blevet behandlet i Fyens Stiftstidendes kronik?

Til sidst måtte jeg selv stå på hovedet i avisbunken. Min bror blev nemlig snart træt af at klippe ud. Når jeg så kom på besøg og havde fået overstået velkomstkaffen, måtte jeg straks op i pulterkammeret til avisbunken. Allerede i toget var jeg begyndt at glæde mig til at se, hvilke emner der kunne dukke op i kronikken. Min svigerinde sagde, at jeg havde kronisk kronik.

Engang havde jeg en kæreste, hvis veninde gik på den lokale husholdningsskole. Når vi havde været på besøg, måtte jeg, inden vi skulle hjem, lige ned i kælderen til stakken af gamle numre af Kristeligt Dagblad. Her stod jeg så og bladrede de gamle aviser igennem, hvorefter jeg drog af sted med en pose aviser indeholdende interessante kronikker.

Hvad er det, der er så indbydende ved en kronik? Først og fremmest dens korthed. Det gælder om kronikken, som Per Lange meget rammende har sagt om essayet: »En af Essayets største Charmer bestaar i at det er kort - man føler sig ikke indespærret under Læsningen, men har bestandig Friheden inden for Rækkevidde«. Kronikken er overskuelig og kan læses på tyve minutter. På kort og knap plads bliver det væsentlige fremhævet. Hvis De selv har prøvet at skrive en kronik, vil De vide, hvor meget der faktisk kan stå. Kronikker i de danske aviser er af forskellig længde, i omfang vel to-syv maskinskrevne A4-sider.

Dernæst er det dens lødighed, der gør kronikken tiltrækkende. Ofte er det forskere, der hér fremlægger deres resultater, som de har nået ved indgående studier af en masse lærde værker. De kan derved anspore læseren til selvstændige studier. De har gjort forarbejdet for os. Selv om jeg ikke nær har nået at læse alle de bøger og efterprøvet de mange teser, jeg er blevet præsenteret for i kronikken, har de alligevel på mange måder været igangsættende.

Siden har jeg bragt kronikken med overalt: ved stranden, i frokoststuen, i bussen, i toget, i flyet, på bænken, i hotelværelser på rejser i udlandet. Ofte har jeg haft en kronik liggende i frakkelommen, hvis der skulle opstå ventetid. Så tog jeg kronikken frem og læste.

Professor Sløk, som hele livet igennem var en meget flittig kronikør, har givet denne beskrivelse af kronikkens egenart: »Kroniksiden er en væltet ølkasse; grønmalet og gæstfri er den anbragt centralt, midt i avisen, på sit særlige sted; enhver er velkommen til at stige op på den og sige den forsamlede menighed aldeles, hvad han vil«.

Hvad kan der så skrives om i kronikken? Stort set alt. Herom siger Sløk bl.a.: »I kronikken kan der digtes, prædikes, snakkes, polemiseres, agiteres; man kan kaste sig ud i litterære analyser, i filosofiske overvejelser, i politiske påstande, i uprætentiøse erindringer og i alvorlige formaninger. Kronikken er det sted, hvor man aflæser, hvad der er oppe tiden, og hvilke emner man talte om den sommer. (...) Efter øl-kasse-princippet kan hvad som helst siges fra den talerstol. Det gælder ikke mange andre talestole«.

Hvad har jeg så læst i alle disse mange tusinde kronikker? Alt: 'Dannelse og uddannelse', 'Saxo Grammaticus som kvindeskildrer', 'Har vi en fri vilje?', 'Heksenes oprør', 'Kærlighed og katolicisme', 'Om at cykle', 'Kulkraftværker og miljøet', 'Politik og ideologi', 'Den oprindelige kvinderolle', 'Hitlers personlighed', 'Romanens tid', 'Den lyse middelalder', 'Stalins værk', 'Er dyr menneskelige?' og mange, mange andre. Jeg har gennem årene samlet flere tusinder kronikker, hovedsagelig fra Politikens Kronik.

Det fagblad, som min far fik, Fagbladet, indeholdt i øvrigt en rubrik, der hed Filosoffen. Den læste jeg tit. Artiklens tekst skilte sig synligt ud fra den øvrige tekst: Den var placeret nederst på en side i lige høje kolonner, og teksten hældte på skrå til højre, altså sat med kursiv. Den indeholdt generelle og almene betragtninger over samfundsspørgsmål og menneskelige forhold i det hele taget. I omfang fyldte den vel en halv til én A4-side. Undertiden klippede jeg artiklen ud og brugte tankerne som inspiration til mine danske stile. I øvrigt var jeg ofte meget optaget af disse artiklers indhold. I dag kan jeg jo se, at det var en kronik - en minikronik - jeg læste dengang, jeg blev konfirmeret. Artiklen var anonym, forfatteren gemte sig bag betegnelsen Filosoffen. Hvem skrev egentlig disse små tankestrøg, som var min første indvielse til min senere altomfattende, overhåndtagende kronikafhængighed?

Når jeg er på antikvarisk bogsalg hænder det, at jeg støder på bøger, hvori der er indlagt en kronik. Det kan være en anmeldelse af bogen eller en gennemgang af forfatterskabet. En sådan kronik har tit afgjort købet. Således købte jeg f.eks. straks S.V. Rasmussen: 'Den unge Brøchner' - som var Georg Brandes' mentor - da der var indlagt en stor kronik af Søren Holm: 'Tænkeren Hans Brøchner' (Aalborg Stiftstidende 15.12.1966).

Når jeg rigtig skal hygge mig, tager jeg en kasse kronikker frem. Med den kan jeg sidde i timevis. Langt de fleste er læst flere gange, men genlæsningens fryd er stor. Kronikker, som jeg holder særlig meget af, har jeg samlet særskilt i en stor æske. Den tager jeg undertiden frem og kigger i. Disse kronikker er efterhånden læst mange gange.

Jeg holder meget af at starte dagen med en kronik eller to til morgenkaffen. Tidligt om morgen, gerne ved fem-seks-tiden, mens der er fuldstændig ro og hovedet er klart og renset for alle andre indtryk. Da er det en stor fornøjelse at tage en kronik frem, som i alt sit korte koncentrat indeholder tanker og inspiration til senere fordybelse og betragtninger. Ikke én dag uden i det mindste én læst kronik.

Jeg har altid haft en forkærlighed for især tre former for kronikker: 1) den personalhistoriske kronik, der f.eks. kan være et forfatterportræt eller en levnedsbeskrivelse af en markant personlighed, som f.eks. Kroniken af Marie Bjerrum om sprogforskeren Rasmus Rask: 'Den lille professor' (Pol. 22.11.1987), 2) den åndshistoriske Kronik, hvor der gives en præsentation af nye tanker, nye bøger, nye strømninger i åndslivet som f.eks. Peter Kemps Kroniker om den filosofiske bevægelse, de nye filosoffer i Frankrig i Kroniken 'De nye moralister' (Pol. 12.10.1977) og den filosofiske statusrapport fra USA i Kroniken 'Filosofisk opgør i USA' (Pol. 29.3.1982) eller Ebbe Kløvedal Reichs fornemme anmeldelse - som er en hel lille afhandling om den danske historievidenskab - om historikeren Leo Tandrups bog 'Ravn' i Kroniken 'Den lyse ravn' (Pol. 4.2.1980) og endelig 3) den egentlige essayistiske kronik, som f.eks. de fremragende Kroniker af Victor Andreasen: 'Tanker om døden' (Pol. 2.5.1976), Godfred Hartmann: 'Hven' (Pol. 19.7.1983) og Hans Bendix: 'Hjemme hos Horats' (Pol. 25.6.1977). Andre kunne nævnes. Den egentlige essayistiske kronik skrives der desværre ikke mange af i dag. I dag har kronikken som regel karakter af en sagkronik.

Forfatterportrætter og anmeldelser af forfatterbiografier har især Henrik Milton Sørensen gennem årene bidraget med gode og velskrevne Kroniker om bl.a. George Bernard Shaw: 'Sonny og G.B.S.' (Pol. 26.10.1991), om Georges Simenon: 'Manden i glasburet' (Pol. 5.12.1992) og om Stephen Spender: 'En uønsket biografi' (Pol. 8.4.1993). Disse små forfatterportrætter er meget inciterende med deres skildring af liv og værk og inddragelse af forfatterens samtid. Der er tale om stor formidling. Det fornemmes helt tydeligt, at der fra kronikørens hånd er blevet kræset om sproget, og han har været omhyggelig med dispositionen af stoffet.

Filosoffen Peter Kemp har i Politikens Kronik gennem mere end 30 år givet en eminent orientering om, hvad der rører sig på filosofiens og samfundstænkningens område i såvel ind- som udland. Hans altid solide og velskrevne Kroniker om de franske disputatser: 'Kierkegaard på Sorbonne' (Pol. 29.1.93) og 'Ironiens mester' (Pol. 21.1.77). Man har tillid til, at der her refereres og analyseres med troværdighed. Kemps formidable formidlingsevner kan man bl.a. se af hans bog 'Filosofiske Portrætter' (Vintens Forlag, 1973), hvor 8 af de 12 artikler oprindeligt har været trykt i Politikens Kronik.

Peter Kemp har i Politikens Kronik givet meget fine introduktioner til franske filosoffer, som har gæstet landet, f.eks. da historiefilosoffen Michel de Certeau i efteråret 1975 holdt forelæsninger i København, Odense og Århus, gav Kemp en god introduktion i 'Mellem drøm og videnskab' (Pol. 20.9.1975), og da filosoffen Paul Ricoeur besøgte Danmark i 1979, introducerede han ham med Kroniken 'Fortællingens filosof' (Pol. 22.5.1979).

Så tidligt som 1971 blev Peter Kemp da også tildelt Rosenkjærprisen for en foredragsrække i Søndagsuniversitetet. Disse blev samme år udgivet i bogform: 'Nye franske filosoffer.1940-1970' (Vintens Forlag, 1971). Rosenkjærforelæsningerne, som blev holdt i 1972, kom også i bogform: 'Ungdomsoprørets filosofi' (Vintens Forlag, 1972, 2. oplag 1976).

Alle Peter Kemps mange kronikker gennem årene kan jeg slet ikke lovprise for højt. Kemp er virkelig en kronikør, som fuldt ud behersker en kroniks ramme. Han mestrer den vanskelige kunst at skrive klart og forståeligt uden at renoncere på det faglige. Jeg tror, at det bl.a. skyldes hans kolossale belæsthed. Kemp er uhyre indsigtsfuld, noget, han har oparbejdet gennem et langt livs forskning og undervisning i filosofiske og samfundsmæssige problemstillinger. Det har givet ham et overblik, som ikke mange her i landet er i besiddelse af. Og jeg tror, at der gælder følgende: jo større indsigt, jo lettere at formidle, det vil sige desto lettere kan man komme til at beherske den vanskelige kunst, at formidlingen når ind til læseren.

Peter Kemp har formelig i Politikens Kronik haft sit andet kateder, hvor han let og ubesværet har oplyst hele den danske befolkning, som ønskede at få besked om, hvad der rørte sig på filosofiens og samfundstænkningens område i ind- og udland. Peter Kemp er den kronikør, der ved siden af Johs. Sløk, har betydet mest for mig.

Kronikken herhjemme blev opfundet af Henrik Cavling. Han var tiltrådt som chefredaktør på Politiken 1. januar 1905. Fire en halv måned senere foretog han en omdannelse af avisens format. 16. maj 1905 lancerede han det første nummer af det lille format. Længden var beskåret med en tredjedel, men til gengæld var avisen udvidet fra fire til otte sider. Den første Kronik, som blev bragt i Politiken 16. maj 1905, var skrevet af Georg Brandes. De første 14 dage benævnedes den i øvrigt som Politikens Føljeton. Politikens Kronik kan således snart fejre 100-års jubilæum.

Hvad min kroniklæsning har betydet for min perso