20-året for Murens fald er ikke kun anledning til at fejre kommunismens sammenbrud. Også konservatismen og liberalismen er det på tide at afsige dødsdommen over. Som den eneste sejrherre fra det 20. århundredes store ideologiske slag står den demokratiske socialisme – socialdemokratismen. I 1989 kunne man se østtysk tv i et yngre bofællesskab i Greve. For dem, som ikke har prøvet at se østtysk tv, er det nærmest umuligt at forklare. På den ene side urkomisk og på den anden side dybt tragisk. Statspropaganda, når det var værst – med ideologiske udsendelser, der hyldede deres dødssyge samfund, og kulturelle indslag, som fik os unge studerende til at vræle af grin over deres teknologisk forældede samfund. I de dage, hvor Muren faldt, sendte østtysk tv konstant historiske dokumentarudsendelser, som skulle retfærdiggøre dannelsen af den østtyske stat. Pointen var, at folket havde krævet en sådan, og at opbakningen var aldeles og total – ligesom Vesten blev fremstillet som forarmet og fordærvet. Det hjalp heldigvis ikke, og folket fik omsider sin frie vilje og vendte kommunismen ryggen. Den folkelige legitimitet var ikke og havde aldrig været til stede – sandheden om kommunismen er, at den var undertrykkende og indført mod folkets vilje. Det har Socialdemokratiet aldrig været i tvivl om. Fra kommunistpartiets opståen i 1919 i Danmark og frem til dets opløsning har socialdemokrater kæmpet mod kommunister. Indædt og målrettet. Der kan ikke sættes en finger på Socialdemokratiets historie i den retning. Ude på arbejdspladserne, i fagforeninger, ungdomsorganisationer, byråd og Folketing kæmpede socialdemokrater mod kommunister. Hvor dybt afskyen for kommunister stak, kan bl.a. læses af H.C. Hansens skrifter og biografier om ham. Om, hvordan de socialdemokrater fra Østeuropa, som han personligt kendte, blev ofre for Stalins og kommunisternes udrensninger. Det var Hans Hedtoft, som formulerede, at »hellere demokrati uden socialisme end socialisme uden demokrati« – og det havde han så evig ret i. Ud over Hedtoft og H.C. deltog titusinder gennem Socialdemokratiets historie i at bekæmpe kommunisterne. Der blev afholdt studiekredse og oprettet socialdemokratiske klubber på arbejdspladserne, og der blev drevet omfattende efterretningsvirksomhed for at forhindre kommunister i at få fodfæste. Når man i 1970’erne i Odense mødte op som ung lærling på en arbejdsplads, blev der kæmpet om hver en sjæl og med overvældende socialdemokratisk succes. En kæmpe indsats, som sikrede, at DKP aldrig blev en betydelig faktor i Danmark. Alle disse tillidsfolks indsats er det værd at fejre og se tilbage på med stolthed på 20-års dagen for kommunismens sammenbrud. Kommunismens sammenbrud var hel og aldeles. I den store verden findes der enkelte vanvittige stater som f.eks. Nordkorea, som stadig hævder at basere sig på en afart af marxismen-leninismen, men derudover er lande, som stadig kalder sig kommunistiske, f.eks. Kina, langtfra og har intet at gøre med den kommunistiske idé. Kina er et ganske almindeligt diktatur med markedsøkonomi. Forud for kommunismens sammenbrud var fascismens 45 år tidligere. Der skulle en blodig Anden Verdenskrig til at lægge den i graven, men der er den heldigvis blevet siden, når der ses bort fra Spanien og Latinamerika, der måtte døje med diktatorer i den retning en del årtier frem. Det totalitære højre vinder kun meget lidt folkelig grund rundt om i den demokratiske verden. Liberalismen og konservatismen Og hvordan er det så gået for konservatismen og liberalismen? Blev de to ideologier retningsgivende for tiden efter 1989? Det blev de delvis, men det blev også deres død. Liberalismen – ideen om, at summen af markedet og det enkelte menneskes frie valg går op i en højere enhed, så længe staten holder sig mest muligt væk – havde stærke vilkår og fortalere i 1989. Thatcher i Storbritannien og Reagan/Bush i USA dundrede imod ’big government’ og af- og deregulerede af hjertens lyst og blev bistået af Friedmann og kumpaner, som anbefalede monetaristisk økonomisk politik, hvor kontrol af pengemængden afløste den keynesianske finanspolitik. Resultatet var en dundrende fiasko. I USA skabte Reagans administration et gigantisk hul i statsfinanserne og øgede uligheden og den sociale nød på det skammeligste. Senere Bushregeringer har forsøgt lidt af det samme med lignende fiasko til følge. I dag er USA’s liberalister kørt effektivt ud på et sidespor, mens Obama halser efter at skabe et velfærdssamfund efter årtiers ødelæggelser. I Storbritannien er de konservative ikke til at kende igen. Der er ikke meget Thatcher over David Cameron, når han fortæller, at han og de konservative elsker de offentlige sygehuse. Heldigt for ham, at demensen angiveligt har ramt den gamle Jernlady.

Også herhjemme forsøgte Anders Fogh Rasmussen i bogen ’Fra socialstat til minimalstat’ at følge liberalismens vej, men opgav hurtigt den vej. Det var under ham, at Venstre indrykkede annoncer, hvor de pralede af flere offentligt ansatte. Liberalismen forsøgte, men fejlede. Ingen steder i den demokratiske verden kan denne samfundsform finde folkelig opbakning. I praksis viste den sig at være ineffektiv og uretfærdig – dødsklokkerne må bimle højt på Chicagoskolens gange. Og konservatismen? Ja, hvad er egentlig dét? Udsprunget af de forrige århundreders herskende klasser til fordel for at bevare egne privilegier og med smag for klassisk værdipolitik. Hvad er der tilbage af den ide? Værdipolitikken har de for længst afskrevet, mens lysten til at fastholde egne privilegier selvfølgelig stadig er til stede. I nutidens kontekst går det så ud på at få nedsat skatterne i toppen af indkomstskalaen uden nogen nærmere ide til, hvordan samfundet i øvrigt skal indrettes. Konservatismen som ideologi er så langt fra sit udspring, at ingen har formået at løfte den til en bærende samfundsmæssig ide i det 21. århundrede. At have konservatismen som vejviser er som at have en gps uden satellitforbindelse – det giver ingen mening. Tilbage, som den eneste absolutte sejrherre fra de store ideologiers arne, står den demokratiske socialisme – socialdemokratismen. Den demokratiske socialisme Ud over hele den demokratiske verden er det i stræben efter et velfærdssamfund med frihed for den enkelte, social retfærdighed og et stærkt fællesskab, at den politiske fremtid formes og tegnes. Målene er mere og bedre velfærdsservice – ikke det modsatte. Målene er bedre social indsats – ikke mindre. Målene er øget regulering af markedskræfterne – ikke mindre. Alle kernesocialdemokratiske værdier udsprunget af vores ide: den demokratiske socialisme. Den demokratiske socialisme bygger på den franske revolutions paroler om frihed, lighed og solidaritet. Frihed som forståelsen af værdige valgmuligheder i tilværelsen for den enkelte. Lighed som forståelsen af løftestang til retfærdighed for alle. Og solidaritet som forståelsen af praktisk næstekærlighed. Disse indbyrdes og uadskillelige begreber definerer den demokratiske socialisme. Disse begreber og deraf afledte værdier summer hovedparten af befolkningernes stræben. Men kan konklusionen så blive, at det er lige godt, hvilket nutidigt parti der administrerer den demokratiske socialisme? Svaret er nej – definitivt nej. For hvis instinkterne og forståelsen ikke er ægte, kører samfundet af sporet. De borgerlige mangler social drivkraft, forståelse for regulering af markedet og retfærdighedens sikre sans. Da Louis Pio skrev til Karl Marx og dannede det danske Socialdemokrati i 1871 og tilsluttede sig Internationalen, var hans politiske afsæt ikke mindst en social indignation over de forfærdelige sociale forhold, som arbejderklassen levede under. Den sociale indignation på vegne af de undertrykte var og er en hjørnesten i forståelsen af at være socialdemokrat. Dengang blev han fængslet og forfulgt, og i opbygningen af velfærdssamfundet har de store borgerlige partier ihærdigt modsat sig sociale fremskridt.