Danmark skal være tosproget.

Engelsk skal have status som landets andet officielle sprog. Det forslag blev fremsat af Det Radikale Venstre i avisen 24timer 17. august og fik støtte af fremtrædende erhvervsfolk. Formanden for Rektorkollegiet var med på visionen om et Danmark med myndigheder der betjener borgerne på både dansk og engelsk, med dobbeltskiltning på vejene og børn der lærer engelsk fra de kommer i børnehave. Dansk har klaret sig godt gennem 1.000 år, har lånt gloser fra fremmede sprog, men tilpasset dem og gjort dem til en del af ordforrådet. Vi har også kunnet klare udfordringerne fra mere dominerende sprog som periodevis og domænevis har gjort sig stærkt gældende: tysk, fransk og latin. Nu er turen så kommet til engelsk. Det kan vi ikke få nok af, og det skal bruges til at ’fremtidssikre’ danskerne. Meget tyder på at dette projekt hverken er velovervejet eller realisabelt, og måske kan det ligefrem svække vore muligheder for at gøre os gældende. Et uprofessionelt engelsk fremmer hverken innovation eller kreative tanker. Men naturligvis skal vi være bedre til engelsk fordi vi med dette sprog i bagagen får en længere aktionsradius, og dette mål kan nås helt uden at give engelsk status som officielt sprog i Danmark. De mest truede sprog i dag er dem som ikke har noget selvstændigt skriftsprog, og som tales af folk, der er undertrykt, f.eks. de australske aboriginere og de nord- og sydamerikanske indianerstammer. Men også i områder som er tættere på Danmark ser vi at de oprindelige sprog bliver mere og mere truet, som f.eks. walisisk og gælisk i Wales og Skotland. De har tabt terræn i årevis, og det er interessant at konstatere at man for begge sprogs vedkommende i den seneste tid har vedtaget særlige love for at sikre deres overlevelse. I Wales vedtog man allerede i 1993 The Welsh Language Act som officielt ligestiller det walisiske sprog med det engelske, og hvor der specielt lægges vægt på at man skal kunne bruge walisisk i juridiske sammenhænge, f.eks. retssale. De offentlige institutioner er forpligtet til at kommunikere på walisisk og engelsk, og der skiltes på begge sprog. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvilke summer der er blevet og fortsat bliver investeret for at rette op på fortidens forsømmelighed og genskabe walisisk som et komplet og samfundsbærende sprog. I Skotland har man så sent som i 2005 vedtaget The Gaelic Language Act som har til formål at sikre gælisk som et officielt sprog i Skotland, således at det kan bruges ligeværdigt med det engelske sprog. Der arbejdes nu med en national gælisk sprogplan som bl.a. skal fremme uddannelse i brugen af gælisk på alle samfundsområder. Planen indebærer at gælisk skal genindføres som det skotske nationalsprog. Det skal ikke blot bevares som et nationalt kuriosum, men udvikle sig og vokse som en del af den nationale identitet. De keltiske sprog i Skotland og Wales var blevet minoritetssprog – og er det stadig. Også det keltiske sprog i Irland, gaelge, var i den grad i defensiven at det efterhånden kun blev talt af cirka 100.000 personer, navnlig mod syd og vest. Men viljen til at genrejse et nationalsprog som ikke er britisk har været så stærk at man systematisk har revitaliseret det gamle sprog. Elever på skoler og i børnehaver har nu gennem hele forløbet undervisning i gælisk (irsk), der udarbejdes store ordbøger mellem irsk og engelsk, og alle offentlige myndigheder skal kunne betjene sig af begge sprog. Irsksprogede radio- og tv-kanaler er kommet til. Denne proces har været dyr og krævende, men man har betalt prisen for at generobre sit eget sprog. Og det ser jo ikke ud til at have skadet den dynamiske udvikling i Irland der har den stærkeste økonomiske vækst i EU. Engelsk er ikke den eneste vej til øget konkurrencekraft i det globale videnssamfund, for nu at tale Helge Sandersk. Engelsk har i årtier været det fremmedsprog vi herhjemme har prioriteret højest – og med god grund. Meget af det der har omformet det danske samfund efter Anden Verdenskrig er præget af udviklinger der er sat i gang i USA. Det gælder brede områder inden for samfundslivet som underholdning, teknik, medier, livsstil og så videre. Det har ført til optagelse og udbredelse af en lang række engelske ord og udtryk: ’computer’, ’reality-tv’, ’jetset’, ’management’, ’design’, ’weekend’, ’o.k.’, ’jeans’, ’job’ og så videre; en meget stor del af de nye ord i dansk kommer direkte fra engelsk eller er dannet efter engelsk mønster. Flere og flere danskere har fået brug for engelsk for at klare deres arbejdsopgaver. Man kan ikke være pilot, it-ekspert eller ansat i en virksomhed med aktiviteter uden for landet uden at kunne engelsk. Det er derfor ikke så mærkeligt at skolen har gjort engelsk til det dominerende fremmedsprog og at elever med valgmuligheder mellem flere fremmedsprog i stigende omfang vælger at sikre sig et fundament i engelsk. Store dele af mediebilledet er præget af engelsk. De fleste danske kanaler tekster fremmedsproget tv, men mange, især unge, ser udsendelser fra andre stationer der af gode grunde ikke tekster til dansk. Så engelsk står stærkt: For et mindretal som aktivt talt og skrevet sprog, for et flertal som et sprog, der forstås så nogenlunde, men ikke beherskes aktivt på noget tilfredsstillende niveau. Lad os nu forestille os at et flertal i Folketinget ville gøre engelsk til Danmarks andet officielle sprog. Det vil, hvis budskabet skal tages alvorligt, kræve at alle tekster fra regering, regioner, kommuner, fra offentlige styrelser, fra udvalg og nævn skal udsendes på to sprog. Det må også indebære at alle har ret til at henvende sig til offentlige myndigheder både på dansk og engelsk og til at få svar på samme sprog som de selv har anvendt. Begge konsekvenser er uhyre udgiftskrævende. Det officielle Danmark udsender hver dag så mange dokumenter, både i papirform og digitalt, at udgifterne til oversættelse hver eneste dag ville løbe op i uhyre summer. Og hele det lovgrundlag man henholder sig til, må naturligvis også oversættes hvis de engelsktalende skal forstå de gældende regler. Det er mere end en femårsplan. Tusindvis af offentligt ansatte må på efteruddannelseskurser i engelsk i årevis for at klare den opgave, og om man så udkommanderede samtlige Danmarks engelsklærere og indforskrev undervisere udefra, ville det blive en langstrakt og kostbar proces. Engelsk så tidligt som muligt, ja allerede i børnehaven, har været et forslag gennem flere årtier, i øvrigt også fra radikal side. Hvis det skal gennemføres og føre til andet end cirkusengelsk, må også børnehavepædagogerne på sprogkursus. De har i forvejen rigeligt at gøre med at tilpasse sig de nye bestemmelser for det mere og mere strukturerede arbejde i børnehaver og børnehaveklasser, herunder de krav om stimulering af børnenes sproglige udvikling der er stillet af det offentlige. Dertil kommer den meget store sproglige og sociale opgave pædagogerne har med at gøre de mange små individualister til sociale væsener; det er ikke blevet lettere i de senere år. Virkeligheden er jo den at de fleste børn vokser op i hjem hvor man kun taler dansk. At man hører engelsk i tv, at computerspil ofte er engelsksprogede, at det moderne ordforråd er engelskpåvirket, indebærer jo ikke at man på nogen måde behersker engelsk i de danske hjem, eller for den sags skyld på ret mange arbejdspladser. Man kan blot forestille sig hvordan det ville gå i Folketinget, hvis man skulle føre forhandlingerne på engelsk. Men tilbage til børnene: De vokser op i et dansktalende miljø og skal så, midt i sprogudviklingen og den vanskelige erobring af skriftsproget slås med indlæringen af to sprog. Det er ikke let, og gevinsten ved at begynde meget tidligt er beviseligt svær at dokumentere. Man må jo ikke sammenligne børnenes situation med den der foreligger i familier hvor der rent faktisk tales to sprog, f.eks. hvis én af forældrene er dansk og den anden engelsk. Børn med disse opvækstbetingelser har i almindelighed ingen problemer med at håndtere to sprog, men kommer man som de fleste børn her i landet fra dansktalende hjem, er opgaven vanskeligere, ikke mindst hvis det engelsk de hører omkring sig, er usikkert. Hvis målet er at dansk erhvervsliv og dansk forskning skal kunne gøre sig stærkere gældende i den globale konkurrence, må det være mere effektivt at uddanne og efteruddanne de mennesker der er i gang med deres faglige karriere og har brug for at kende til fagudtryk og udtryksformer inden for deres område. Hvilket formål tjener det at prøve at gøre en hel nation generelt tosproget når der i virkeligheden er brug for mere specialiseret kompetence på engelsk og andre fremmedsprog? Vi kan ikke vide noget præcist om hvordan dansk sprog under pres vil klare sig over for engelsk, men det ikke usandsynligt at en marginalisering af dansk kan få dramatiske følger. Mange af de ansvarlige ved ikke hvad de gør, og man bør ikke læne sig tilbage og vente et par hundrede år med at tage stilling til problemet eller bevidstløs følge det, der kaldes ’udviklingen’. Tværtimod burde det give anledning til alvorlige overvejelser at man i traditionelt engelsk-dominerede lande kæmper for at genoplive de oprindelige sprog, mens man i Danmark tilsyneladende frivilligt – i hvert fald sprogligt – er ved at gøre sig til en engelsk koloni. Om ikke andet kan man blot tænke over de ikke ubetydelige økonomiske og samfundsmæssige resurser som nu bruges på at reetablere gælisk og walisisk på De Britiske Øer. Sprog og sprogpolitik diskuteres i stigende grad ikke kun i Danmark, men i hele verden. Der arbejdes med sprogdeklarationer i Unesco og i EU. Fælles for disse er: 1. at der i stigende grad værnes om de nationale sprog der skal bevares som aktive og kulturbærende sprog i alle domæner 2. at engelsk anerkendes som arbejdssprog i visse sammenhænge som en praktisk foranstaltning 3. at alle borgere skal kunne lære de fremmedsprog de har mest brug for 4. at uddannelserne skal fremme mangesproget kommunikation og interkulturel bevidsthed. Politikerne i Norden har i stigende omfang fået blik og øre for sprogets betydning for uddannelse, kultur og forskning, og her i september har de nordiske regeringer vedtaget en deklaration der angiver nogle fælles sigtemål for sprogpolitikken i Norden. Det slås fast at Nordens befolkninger har brug for en flerstrenget indsats: Man skal udvikle og sikre færdigheder på sit modersmål, og alle, uanset baggrund, har ret til at udvikle deres modersmål. Der er også behov for at styrke nabosprogsundervisningen så vi opnår en domæneudvidelse og kan kommunikere ubesværet med de 20 millioner mennesker som lever i Norden. Endelig skal vi tilegne os mindst to sprog med længere rækkevidde end de nordiske. Deklarationens underskrivere forpligter sig til at arbejde for at realisere disse mål. Deklarationen vil fremme det nordiske sprogfællesskab; sådan set har det i årtier været et krav til skoler i alle nordiske lande at give solid indføring i skandinaviske nabosprog, men skolerne lever i almindelighed ikke op til disse krav. Nu vil der komme fokus på dette, og det er da også blevet lettere at motivere eleverne, f.eks. ved at bruge de moderne medier. Deklarationen lægger også stor vægt på at de nordiske sprog fortsat udvikles i undervisning og forskning på universiteter med videre. Der udtrykkes tilslutning til parallelsprogsstrategien som indebærer at man arbejder aktivt for at fastholde og udvikle fagsprog og terminologi på modersmålene, men samtidig bliver bedre til at indgå i det internationale forskningsmiljø. Det er på tide at lægge planer for hvordan en parallelsprogsstrategi sektor for sektor kan virkeliggøres i Danmark, så man ikke svækker det danske sprog og vanskeliggør formidlingen af faglige indsigter til befolkningen. Det ureflekterede råb på ’mere engelsk’ skal erstattes af en egentlig sprogplanlægning der styrker befolkningens sprogkundskaber, sådan som der lægges op til i den nordiske sprogdeklaration. Endvidere skal man ikke nedprioritere undervisningen i andre sprog end engelsk. Danskerne skal fortsat kunne tilegne sig især de store europæiske sprog som fransk, tysk, italiensk, spansk og russisk; det er store markeder hvor man sikkert godt kan klare sig nødtørftigt på engelsk, men hvor beherskelsen af de lokale sprog og kendskab til kulturerne i stigende grad giver et forspring når man skal sikre sig en aftale i konkurrence med andre. Og så er der i mange sektorer behov for større kendskab til arabisk, japansk og kinesisk. Der er brug for en generel og kvalificeret debat om hvordan vi herhjemme kan leve op til den nordiske sprogdeklaration som i øvrigt harmonerer fint med regeringens sprogpolitiske rapport ’Sprog på spil’. Men mange af dem der ytrer sig, har en begrænset forståelse af hvad et sprog er, og tror at man uden videre kan erstatte dansk med engelsk som man erstatter en rød blyant med en blå. I virkeligheden mister man ikke blot en smuk farve – man mister væsentlige dele af både sin identitet og kreativitet – og dermed muligheden for at levere originale bidrag til verdenssamfundet.