Der er forbavsende få mennesker på gaden denne februarsøndag i Harare i Zimbabwe.
Jeg sidder i en bil sammen med FN’s særlige torturrapportør, Manfred Nowak, på vej ud til et center for torturofre. Ved rattet sidder centrets leder, Frances Lovemore. Hun fortæller om nogle læreres faglige aktion. Mens de uddelte løbesedler ved rutebilstationen, blev de overfaldet af en gruppe mænd fra præsident Mugabes parti. I hovedkvarteret blev de gennembanket i timevis. Seks af de ni lærere venter på os. Der er to kvinder og fire mænd. De fortæller tøvende, og frem vokser billedet af en gennembankning, som virkelig har rystet nogle ganske almindelige mennesker. Deres aktion var ikke partipolitisk, og de kan stadig ikke helt forstå, hvorfor de pludselig lå på gulvet i partihovedkvarteret og blev slået over hele kroppen og specielt på balderne med knipler og stokke. Frances Lovemore spørger, om der er nogen, som i et separat lokale vil vise deres skader frem. Først trækker en mand bukserne ned, og vi ser tydeligt de blå opsvulmede striber. Endnu værre er det hos en af kvinderne. Som Frances tørt bemærker, så er der jo mere at slå på, og samtidig er der også en seksuel dimension, når en kvinde bliver slået af en mand.
Den unge lærer, som dårlig kan bevæge sig, er besat af frygt: »Jeg tør ikke gå nogen steder. Og de ved, hvor jeg bor, for de tog vores id-kort. De slog og slog, mens de krævede, at vi skulle tilstå vores synder og hylde partiet og Mugabe«. Bagefter møder vi hele staben på centret, som hører under den i Danmark baserede verdensomspændende organisation IRCT. De er lavmælte og taler mest om mængden af ofre, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om den fare, de løber ved deres arbejde. Frances Lovemore har været arresteret, og centret har været ramt af brandbomber. Jeg er berørt af både ofrenes mentale sår og stabens utrolige mod. Jeg har mærket dybden af den frygt, som skabes hos den enkelte og dennes familie. Og forstået, hvor vigtigt det er, at der er nogen, som tør tage sig af det. At denne form for praktisk idealisme, som i disse år konkurrerer benhårdt med ligegladhed og kynisme, i dén grad er nødvendig på dette tidspunkt i klodens historie. Helt centralt i den menneskeretserklæring, som FN vedtog for nu 60 år siden, står det absolutte forbud mod tortur. Myndigheder må ikke bevidst tilføje mennesker streng smerte, hvad enten formålet er at skabe frygt, fremtvinge en tilståelse eller fremskaffe oplysninger. I Zimbabwe var formålet at skabe en frygt, der kunne ramme enhver og lamme ethvert tilløb til opposition mod Mugabes siddende styre. I Moldova handler det om at opnå tilståelser. Jeg går ned ad Chisinaus brede boulevarder i bagende varme og ser en by, der er en mærkelig blanding af brutalistisk kommunistisk arkitektur og nykapitalismens påtrængende, prangende shoppingcentre og casinoer. Regeringen, som gerne vil have Moldova ind i EU, har sagt, at den ønsker at komme torturen til livs. Som arv fra Sovjettiden har der hos politiet været en tradition for høje opklaringsprocenter. Man piner simpelt hen ’tilståelser’ ud af de anholdte. Hun ser utrolig træt ud, Ludmilla Popovice, da hun kommer ind lobbyen på Hotel Leogrand. Det har været en særlig hård dag på ’Memoria’, det lokale center for rehabilitering af torturofre, siger hun og smider sig i en af de bløde stole. Hun er vel omkring de fyrre år og har sammen med sin mand opbygget det center, som der er så god brug for – også efter opløsningen af Sovjetunionen. Det er den dag, da hun for alvor har tænkt på, om hun kan fortsætte sit arbejde:
