Det danske seksuelle frisinds dåbsattest er straffeloven af 1930.

Ganske vist går vi og tror i dag, at frisindet udspringer af en forårseng i 1969 eller blev født i et kollektiv i 1970’erne og havde syv fædre og absolut ikke blev døbt i en kirke. Men nej. Straffeloven af 1930. Det kan vække anstød, at sådan en repressiv instans som straffeloven skal tage æren for noget af det fineste, vi har i dagens Danmark. Seksuel frihed kommer ikke fra oven, fra magthaverne, fra domstolene, fra politiet og fra politikerne, vil nogle mene. Seksuel frihed må da komme fra dig og mig, fra folket, fra den liderlige ungdom, fra forfatterne og poeterne. Det sker da også, men i Danmarks tilfælde broderede de videre på noget, som nogle tørre jurister havde brygget sammen – og det var straffeloven af 1930. Straffeloven fastsatte nemlig, at sex uden for ægteskabet skulle være tilladt. Med andre ord blev heteroseksualitet, ’som vi kender den i dag’, lyst i kuld og køn. Loven nævnte heller ikke noget om ’omgang mod naturen’ i sine paragraffer. Med andre ord var homoseksualitet nu en fornøjelse, der tilhørte privatlivets fred. Det anser vi i dag for naturligt, men med frihed for Thor fulgte frihed for Loke, for under den gamle paragraf, der straffede ’omgang mod naturen’ med ’Baal og Brand’, hørte også sex med dyr. Den fornøjelse har været dyrket i Norden siden hedenold. Den findes afbildet i helleristninger, og senere oppe i tiden var man så opskræmte over dette fænomen, at man ikke alene henrettede det skyldige menneske, men også dyret, da man var bange for at et hundyr, der blev bedækket af et menneske, ville føde et monster. Men denne overtro og disse moralistiske love blev afskaffet i 1930. Det danske frisind var dog ikke fuldvoksent endnu. Homoseksuelle blev stadig diskrimineret af loven; de skulle være 18 år gamle, før de kunne dyrke sex, hvor de heteroseksuelle kunne nøjes med 15 somre. Ligeledes måtte fattige kvinder trækkes med uønskede graviditeter, som rigere kvinder kunne få ordnet i al stilfærdighed. Og mændene var vel over alle bjerge og med en ny pige. Og så var der kampen om pornografien, der fortsatte indtil slutningen af 60’erne, hvor det borgerlige samfund strakte våben og lod folk glo på, hvad de ville. I 1976 var det danske frisind blevet voksent, det vil sige, hvad der svarer til 15 i menneskeår, for da blev lavalderen både for homoseksuelle og heteroseksuelle sat til 15 år. I årene, der gik forud, var pornografien som sagt blevet frigivet, den frie abort indført, og den mandlige prostitution ligestillet med den kvindelige, det vil sige kun strafbart som løsgængeri, hvilket igen betød arbejdsløshed, hvilket betød, at det var op til politiet, hvorvidt de orkede at skride ind. Disse liberaliseringer var frugten af 1960’erne og 1970’ernes seksuelle frigørelse og byggede videre på traditionen fra 1930 – at det tilhørte privatlivets fred, hvordan mennesker forvaltede deres seksualitet. Desuden stod denne seksuelle frigørelse på skuldrene af kæmper. Sexreform-bevægelsen fra mellemkrigstiden havde kæmpet for et liberalt syn på seksualitet. Ikke kun i lovgivningen, men også blandt befolkningen. Fra 1948 havde de homoseksuelle organiseret sig i Foreningen af 1948 (nu Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske). I 1950’erne og de tidligere 1960’ere spredte der sig en angst for, at disse homoseksuelle skulle forføre landets mandlige ungdom ud i asocialitet, perversion og kriminalitet. Man indførte en lov mod de homoseksuelle prostitutionskunder, men da pressen, homoseksuelle aktivister, tolerante politikere og mange andre havde protesteret i fire år, besindede folketingsflertallet sig og afskaffede loven igen. Loven havde dog haft den positive indflydelse, at den satte diskrimination af homoseksuelle på dagsordenen i fire år og også gav de homoseksuelle et vink med en vognstang om, at det var uacceptabelt at betale drengene på Rådhuspladsen 10-15 kroner for en spiller. I hvert fald forsvandt den homoseksuelle prostitution fra bybilledet sjovt nok på samme tidspunkt, som man fratog politiet muligheden for at gøre noget ved den. Utallige frisinds-arkitekter, for at låne et ord fra Christian Graugaard, må stå unævnte hen. Alle de brave mænd og kvinder (og transseksuelle og transvestitter), der har kæmpet for, at vi i dag ikke behøver at skamme os så meget, hvis vi ikke er som naboen på det seksuelle område. Og ikke skal frygte, at politiet banker på vores dør. Fra 1965 og fremefter er det deregulering af det seksuelle område, der står på dagsordenen og kan fejre sin triumf i 1976. Men nu er Danmark ved at sælge ud af arvesølvet. Styring, kontrol, straf, skam og indskrænkning vinder frem. Forbyd horekunderne! Stop pornoficeringen af det offentlige rum! Opløs de pædofiles forening med grundloven i hånd! Beskyt børnene! Fjern pornoen fra kioskens hylder! Forbyd dyresex! Fortsæt selv listen af slagord, vi ofte hører i debatten. Neo-moralisterne, der vil indskrænke den seksuelle frihed, er ikke som de gamle moralister. De står ikke med Bibelen i hånden og vil heller ikke henrette forbryderne, men i stedet give dem behandlingsdom. Det, de har tilfælles med de gamle moralister, er, at de vil fratage individet retten til selv at vælge, ikke lade de enkelte forældre tage ansvar for deres egne børn og ikke overlade til retsinstanserne at fortolke dyreværnsloven. Senest har vi set to Kroniker i Politiken, der er udtryk for denne tendens. 28. september får forfatter Lene Andersen trykt en mærkværdig kronik, der forsøger at bevise, at mænd til alle tider har villet i bukserne på små piger. Med udgangspunkt i sagen om chat-konsulenten og sagen om Natascha Kampusch postulerer kronikøren en eksplosion af pædofilisager. Udgangspunktet er grotesk, da chat-konsulenten formentlig kun gik i seng med piger over 15. Selv om det, han formentlig har gjort (retten har ikke talt endnu), strider mod forførelsesparagraffen, er det altså ikke pædofili. Hvis der skal være nogen som helst stringens i en argumentation, må vi altså fastholde straffelovens aldersgrænse for pædofili, og den er 15 år, ellers kan vi alle mene, at et eller andet er pædofili, når der er en aldersforskel. Omkring sagen om Natascha Kampusch ved vi ikke konkret, hvad der et sket mellem hende og hendes bortfører, så det er ren spekulation at mene, at han var pædofil. Og uanset hvad, så er to sager altså ikke en eksplosion. Lene Andersen fortsætter i samme hysteriske leje, og ved hjælp af en fiktiv historiefremstilling og en masse enkeltsager insinuerer hun, at alle mænd er pædofile dybt nede. Fortidens ægteskabsskikke bliver udråbt til »seksuelle overgreb«, og den katolske kirke bliver beskrevet som én stor pædofilt forankret organisation. Sådan er ordene, når man tror, at ens egen moral er vejen, sandheden og livet. Formålet er at besynge sin egen renhed i det store kollektive ’vi’ som omfatter pæne mennesker som Lene Andersen, der mener, at afvigere er »syge og klamme«, som hun så præcist formulerer det. Måske skulle Lene Andersen og ligesindede tænke over, at det ’syge og klamme’ ikke har været det samme historien igennem. Det er ikke, fordi folk var dummere eller grusommere før i tiden, men fordi folk har haft forskellige bekymringer. Selv om vi i dag foretrækker den samfundsordning, vi nu har, er det da topmålet af arrogance at mene, at alle tidligere samfund var dummere eller grusommere. I et rigt samfund hvor forældrene kan forsørge deres 1-2 børn til de bliver 18 år og er giftemodne, er det fuldstændig gratis at mene, at fattigere samfund, hvor man får mange børn og bliver nødt til at gifte pigerne væk i en for os tidlig alder, er forkert på den. Lene Andersen forstår ikke, »hvad der foregår i hovederne på disse mænd«, men måske prøver hun slet ikke, for hendes formål er bare at bære ved til sex-hysteriets bål. Ligeledes foreslår dyrlæge Lene Kattrup i Politiken 6.10. at kriminalisere dyresex. Lene Kattrup forsøger at sætte lighedstegn mellem folk, der har prøvet sex med dyr og »psykopater samt sex- og voldsforbrydere«. Hvad hun vil opnå med det, er uklart. Hvis man forbyder dyresex, holder de så op med at være psykopater samt sex- og voldsforbrydere? Eller vil hun bare stigmatisere alle, der har prøvet at have sex med et dyr? Hun bygger det bl.a. på en undersøgelse, der viser, at dømte sexforbrydere, der har misbrugt børn, også har prøvet at misbruge dyr. Jamen, mener hun virkelig, at hvis man har sex med et dyr, så kommer turen til et barn næste gang? Det er simpelthen bare misbrug af statistik. Det kunne jo være, at mange har forsøgt sex med dyr, og ikke siden er kommet med i Lene Kattrups statistikker, for hvis de havde, var der nok en del ’almindelige’ mennesker, der ville forrykke hendes billede. Lene Kattrup mener også, at al sex med dyr er et overgreb og i øvrigt er at sidestille med sex med børn. For det første må det fastslås, at det i dette samfund er tilladt at udsætte dyr for ting, vi ikke vil udsætte mennesker for. Vi spiser f.eks. ikke vores børn. For det andet må man bemærke til Lene Kattrups ’bevisførelse’, der går på undersøgelser af sexmisbrugte dyr, der er blevet fysisk skadede, at det jo netop er de dyr, der kommer til skade, der bliver bragt til dyrlægen, og dermed overser Lene Kattrup alle de forhold, hvor dyrene ikke er kommet til skade. Hvis Lene Kattrup ikke kan forestille sig, at sex med dyr kan være uden skade på dyret, har hun en dårlig fantasi. Små dyr, der bliver penetreret af et menneske, vil selvsagt tage skade, men større dyr vil knap nok mærke det, på grund af det mandlige lems underlegenhed i forhold til visse andre handyrs. Derudover er oralsex med dyr vist også kendt fra pornografien, og hvis vi skal postulere ’psykiske skader’ i den forbindelse, er vi langt ude i spekulationernes og antropomorfismernes overdrev. Og hvad med kvinders seksuelle omgang med dyr? Tager dyrene også skade af det? Neo-moralisterne gør det for børnenes skyld. For dyrenes skyld. For retsfølelsens skyld. Alle disse ord, der skal forhindre os i at tænke klart. Både børn og voksne ville vinde meget, hvis vi i stedet for sexhysteriet afdramatiserer det seksuelle. Hvis din lille datter eller søn af vanvare ser et pornoblad i kiosken, så grin dog ad det. Og glæd dig ved den smukke halvnøgne mand eller dame i reklamen på byens gader og stræder. Det tager vi ikke skade af. Selvfølgelig skal vi ikke grine ad overtrædelser af straffeloven, og vi skal heller ikke grine ad luderne på gaden. Men vi hjælper ingen ved at skride ind med forbud, kontrol og hysteri. Vi hjælper ikke dem, der er kommet i klemme på det seksuelle område ved at påtvinge dem en eller anden middelklassemoral. Hvis vi i stedet kunne optræde mere køligt, også når vi hører om reelle sex-forbrydelser, vil vi kunne hjælpe f.eks. luderne, der hvor de er, og hjælpe vores børn til at vokse op uden skrækforestillinger om seksuelle forhold. Og vi andre kan dyrke vores seksualitet i ro og fred inden for lovens rammer. Et yderligere problem ved mange af de restriktive sexlove, der forsøges indført for tiden, er, at de ikke kan administreres i praksis. Forbyder man dyresex, tør folk ikke tage til dyrlægen, hvis noget er gået helt galt. Forbyder man prostitution, driver man den ind i skyggerne, hvor luderne formentlig får det hårdere. Forbyder man de pædofiles forening, hindrer man offentligheden i at have en idé om, hvem de er. Og man hjælper ingen. Bortset fra de pæne mennesker, der sover bedre om natten, hvis skidtet er blevet forbudt. Vi må opfordre vores folkevalgte til at slå koldt vand i blodet, når der er folkekampagner fra neo-moralisterne. Ikke al seksuel frigørelse kommer fra neden, nogle gange er det politikernes ansvar at gå foran, som det skete med straffeloven af 1930. Var jer for symbolpolitik, der kun har til formål at sende signaler om, hvem der har den gode, og hvem der har den dårlige moral. For hvor skal det ellers stoppe? Hvad med analsex? Er det ikke et overgreb på de stakkels teenagepiger? Spreder løse forbindelser ikke kønssygdomme? Kan det virkelig være tilladt? Hvornår skal Ørstedsparken lukkes ned for at forhindre de ækle bøsser i at dyrke offentlig sex? Måske var straffeloven af 1930 en fejl af samme skuffe som hele den seksuelle frigørelse. Eller også burde den komme med på en af Brian Mikkelsens kanonlister som noget af det smukkeste, Danmark har skabt. Vogt dig for de nye moralister! Hvem ved, hvornår de banker på dit sovekammervindue?