Har du en mening om den danske folkeskole? Naturligvis har du det! Alle har en mening om folkeskolen, eleverne, forældrene, lærerne, politikere, kunstnerne, erhvervslivet, professionelle meningsmagere, lommefilosoffer – og fem millioner andre, der med glæde eller ulyst har studeret fænomenet på nærmeste hold i ni eller ti år. Skoletiden er en betydningsfuld del af vores liv, og både for dem, der lige nu er daglige brugere af skolen, og for de mange, der må trække på erindringen, er følelser og kendsgerninger smeltet ubrydeligt sammen, så vi hver især har vores helt personlige opfattelse af, hvad der egentlig foregår eller foregik. Og også en mening om, hvad der bør foregå. Heldigvis! Den dag debatten om folkets skole forstummer, stander landet i våde. Men netop fordi vi alle sammen er eksperter på området, og fordi vores meninger i den grad bunder i selektiv hukommelse, personlige følelser og erfaringer, så kører diskussionen om folkeskolen hele tiden fra hovedvejen ud på markveje og stier, ja, ud i det blå. Solide jordbundne undersøgelser af, hvad danske børn har ud af at gå i skole, har vi ikke. Man skulle tro, at analyse af et så væsentligt samfundsområde var en interessant og aktuel opgave for videnskaben, men hvor er forskerne? Forældremøde: En skoleleder gennemgår skolens fagplaner og materialevalg for forældrekredsen. Overordnet, væsentligt og svært stof, men han er velforberedt, har overblik og formidler godt. En veltalende forælder bruger en spørgepause til lige at minde om, hvor vigtigt det er for læringen, at børnene har fået morgenmad. Skolelederen finder sin røde tråd igen og fortsætter. En lærer bryder ind og beder forældrene om at give børnene vandflasker med af hensyn til væskebalancen, selv har hun altid en flaske på katederet og en med på gårdvagten. Skolelederen vil fortsætte med aftenens overordnede tema, men flere forældre finder det alternative emne interessant, og han bliver lige mindet om ytringsfriheden og barnets tarv, og debatten drejes ind på skolens ansvar for børnenes væskebalance. En ældre lærer, svært handikappet af erfaring, frygter at væskeindtagelsen også vil medføre våde skolebøger og mange toiletbesøg, og så er niveauet lagt til en livlig debat, hvor alle kan være med. Hvor længe kan børn tvinges til at holde sig? Frygtelige episoder beskrives, den siddende regering holdes ansvarlig, lovgivning kræves, menneskerettighederne nævnes. Skolelederen slipper sukkende sin røde tråd og slukker for sin projektor. Skolen har horisontal ledelsesstruktur, men i krisesituationer er der alligevel en slags hierarki med ham selv nederst, og når situationen indbyder til at slå i bordet og råbe højt, nøjes han med diskret at banke tre gange under bordet og hviske et forebyggende knock-on-wood. Tanken om et tårevædet barn med tissetrang gør næsten hans foredrag om de nye lærebogssystemer i fysik og matematik umenneskeligt. Detaljen skygger for helheden, faglighed stilles op som modsætning til menneskelighed. Sådan kan den pædagogiske diskussion køre af sporet på det lokale plan. Og efter samme mønster kan den såmænd gøre det i en større sammenhæng. Alle vil det bedste Der er ingen helte eller skurke i debatten om den danske folkeskole, og politisk deler deltagerne sig på bedste hørup’ske manér mere efter anskuelser end efter partifarve. Lokalt kaldes forældrene jævnligt til møder på deres børns skoler; der er en god kontakt, og informationsniveauet virker højt. Og brugerne, de danske skolebørn, er ganske tilfredse med deres skole. Mest glade er børnene på de lavere klassetrin, ved konfirmationsalderen tipper balancen lidt, og i de større klasser er begejstringen måske ikke meget større, end den var i bedsteforældrenes sorte eller gråmelerede skole. Glædeligt er det at se, at de allerfleste skolebørn sætter samværet med klassekammeraterne meget højt.
Alle vil det bedste for danske skoleelever, og mange giver deres bidrag til debatten. Nogle taler om dansk kultur og sammenhængskraften, andre om landets konkurrenceevne. Nogle taler på alles vegne om barnet i centrum, andre er mere beskedne og taler varmt for et enkelt barn i centrum, deres egen lille skævbenede Hassan. Desværre taler ikke så mange om skolekundskaber som basis for et rigt personligt liv. Debatten er bred, uendeligt bred, og i spørgsmål om centrale eller decentrale løsninger kan man virkelig blive glædeligt forbavset over, hvordan de folkevalgte markerer sig individuelt, helt uden partidisciplin. Spørgsmål om f.eks. social arv, nationale test, privatskoler eller ghettoproblemer er ikke længere en del af klassekampen, men kan diskuteres med det faglige og menneskelige indhold som omdrejningspunkt. Floskler er der nok af. Grundtvig nævnes rutinemæssigt som et lysende fyrtårn, ja, gøres ligefrem til demokrat. Og oldtidens skole (= skolen før ’68) males sortere end beg, og Scherfig ophøjes til sandhedsvidne. ’Det hele menneske’ bøjes i fundamentalistisk neon, så vi overlevende fra den sorte skole stille må glæde os over, at vores lærere kunne nøjes med det halve. I medierne kan ethvert generelt synspunkt gendrives med klokkeklare enkelttilfælde. Jo, der er meninger nok i skoledebatten – sådan cirka fem millioner forskellige. Kom med en kritisk generel bedømmelse af fagligheden, omgangstonen eller arbejdsindsatsen i den danske folkeskole – og medierne vil på et øjeblik kunne vise enkelteksempler med ’dokumentation’ for præcis det modsatte med gribende nærbilleder i tv, netop den slags enkelteksempler, der taler til følelsen og langt mere end grundige analyser og statistiske opgørelser skaber opinion. I skolens hverdag er det naturligvis ikke muligt at skelne mellem det faglige, det metodiske og det menneskelige. Tingene hænger jo sammen. En halv million elever og 70.000 lærere oplever og analyserer ikke de enkelte lektioner eller skoledage som en funktion af overordnede regler om undervisningspligt, læseplaner, metodefrihed, lokale ordensregler og lærerens popularitet. Og uden for klasseværelset kan både elever og lærere beskrive den selvsamme skoletime så forskelligt, at der slet ingen lighedspunkter er. Opgør med den sorte skole Skolens kerneydelse er og bliver målbare færdigheder og kundskaber, og den kendsgerning står på ingen måde i modsætning til alle smukke ønsker om et varmt og menneskeligt miljø, variation i undervisningen og kreative udfordringer. Tværtimod! Tressernes opgør med den såkaldte sorte skole begyndte som en berettiget kritik af et stivnet skolesystem, men blev hurtigt til en revolution, der rev mere ned, end den byggede op. Det kloge ’Lyt ikke til falske autoriteter’ blev til kampråbet ’Lyt ikke til autoriteter’. ’Undgå gold udenadslære’ blev til ’Undgå udenadslære’, og ’Afskaf kedsommelig klasseundervisning’ blev til ’Afskaf klasseundervisning’.
