Nye undersøgelser foretaget ved Københavns og Aarhus universiteter afslører grundene til folks konvertering til kristendommen i Danmark. Grundene er udpræget ikke-religiøse, men derimod bundet til en generel oplevelse af manglende respekt og accept af ikke-kristne i Danmark. Ikke overraskende peger undersøgelsesleder Mogens S. Mogensen især på den generelt negative omtale af islam og muslimer i det offentlige rum. I den hede saudiarabiske ørken for godt 1.400 år siden opstod det fænomen, der om noget har været kristendommens plageånd, dens store historiske dilemma og dens absolut største udfordring gennem tiderne. Det store og ubesvarede spørgsmål, der har redet og til stadighed rider kristendommen og den kristne verden som en mare, er islam. Hvad skal man stille op med denne religion, der hylder Jesus og evangeliet, men som samtidig river kristen teologi og kosmologi op med rode? Hvad skal man stille op med denne Muhammad og med hans bog, der prædiker monoteisme? Med Koranen, der inviterer til fred mellem de religiøse samfund og samtidig afviser Jesu guddommelighed og de kristnes monopol på Guds frelse? Koranen opererer med begrebet Guds budbringere, som er en samlebetegnelse for en række personer, der på forskellige tidspunkter og steder i verdenshistorien har bragt menneskeheden åbenbaringer fra Gud. Bibelske skikkelser som Abraham, Moses, Noah og Jesus nævnes alle specifikt i Koranen som Guds budbringere. Muhammad anses for at være en af Guds budbringere, på lige fod med de førnævnte og andre, som ikke nævnes specifikt ved navn i Koranen. Heri ligger islams store synd. Ifølge den kristne dogmatik er Jesus nemlig den inkarnerede Gud og ikke menneskelig ligesom for eksempel Moses, Abraham, Noah, Buddha, Kung Fu-tse og Muhammad. Koranen påstår, at det guddommelige budskab er det samme i alle budbringernes åbenbaringer, på tværs af de religioner, som er opstået omkring dem. Essensen af Jesu budskab er således i bund og grund den samme som Muhammeds - at mennesket skylder Gud sin væren. Dette er kætteri set fra en dogmatisk-kristen synsvinkel, og heri ligger essensen af den påståede islamiske trussel. Islam er en gigantisk og uforklarlig torn i et kristent øje. Når nu kristendommen er åbenbaringen af den ultimative og endelige sandhed, hvorfor tillod Gud i sin almagt så fremkomsten af denne anden religion, islam? Islam kommer kronologisk efter kristendommen, og i forhold til kristen kirkelig kosmologi er islam derfor et paradoks. Islam og muslimer er ikke til stede i de kristne grundskrifter, ligesom for eksempel jøderne og jødedommen er det. Det kristne billede, der igennem tiderne er blevet tegnet af islam og muslimer, er ikke taget direkte ud af evangelierne eller Bibelen, men er alligevel opstået og bygget sammen af elementer fra den kristne grundfortælling. Er Muhammad en falsk profet, Matthæusevangeliets ulv i fåreklæder, der kommer for at vildlede de kristne lam? Er han selveste Antikrist, Messias' sataniske modstykke, Johannesbrevenes løgner, som benægter, at Jesus er Kristus? Hvis han er det, hvad fortjener han og de, der følger ham, da andet end det værste - vores had, vores krig, vores bitre forsagelse og fjendskab? Med ondt skal ondt fordrives ... Historisk set har der ikke været megen tvivl; billedet af islam og Muhammad i den kristne verden er tegnet ud fra disse rå bibelske skitser. Bibelske forestillinger om falske profeter, ulve i fåreklæder og Antikrist er alle blevet fortolket til at henvise til islam og Muhammad. I mere end tusind år er islams sidste profet blevet beskyldt for at være løgner, morder, blodtørstig, magtliderlig og for at have en uslukkelig og incestuøs seksuel appetit. Når han da ikke er blevet sat i ledtog med Djævlen og kaldt bringer af en forfærdelig og farlig vranglære. Hans efterfølgere er blevet tolket som apokalypsens bæst, fra de for første gang blev en realitet i den kristne verden i det syvende århundrede. Denne nye islamiske bevægelse, unavngivet i den kristne europæiske samtid, sås enten som Guds straf for de kristnes frafald eller som det pure sataniske værk. Det var (og er stadig den dag i dag) ganske simpelt en epistemologisk umulighed inden for en kristen verdensopfattelse, at Muhammad skulle være sendt af Gud med et nyt budskab til menneskeheden. Umuligt, fordi det vælter hele den dogmatiske kristendoms verdensbillede. Kirkens grunddogme er, at med Kristus' komme er verden renset og komplet. Efter Kristus har verden ikke brug for mere, og kristendommen er den eneste sande religion. Kun i troen på Sønnen og Faderen, det vil sige den kristne dogmatik, kan mennesket gøre sig forhåbning om den himmelske frelse - fra nu af og til evig tid. At der derefter skulle komme endnu en religion, er en tåbelighed, en tanke, der ganske simpelt er gudsbespottende inden for rammerne af den kristne kirkes lære og grunddoktriner. I stedet for at tage islam seriøst, har den kristne verden skabt en kanoniseret tradition af myter om islam og Muhammad. En side af sagen er kirkens mange korstog, hvis grusomheder verden næppe har set mage til, samt inkvisitioner og deslige. En anden side er den litterære tradition, kunsten og teatret, der igennem tiderne har knyttet sig til forestillingen om islam. I 'Den guddommelige komedie', der om noget er den europæisk-kristne litteraturhistories absolutte hovedværk, der genlæses og hyldes til stadighed, placerer Dante Muhammad i helvedet, hvor hans krop er »... kløvet fra hagen ned til hvor man fjærter. Hans indre hang og dingled neden for ham, så alt var blottet, selv den sølle pose hvor det man sluger bliver til lort i kroppen« (Dantes 'Guddommelige komedie', sang XXVIII). Muhammad fortæller selv senere i teksten, at han er her, fordi han har sået splid og ufred, mens han levede. Derfor bliver han som straf nu selv splittet af en djævel med et sværd, hver gang han er vokset sammen. Luther, den protestantiske kirkes grundlægger og den danske folkekirkes store ideolog, hadede islam, ligesom han hadede jøder og den katolske kirke. Han kaldte Muhammad kirkens fjende og djævlens slave. Voltaire fremstiller i det, han selv kalder sit bedste skuespil ('Mahomet ou le fanatisme'), Muhammad som en blodtørstig, magtliderlig kriger, en morder drevet af en uslukkelig, seksuel appetit. For blot at nævne nogle hovedeksempler på, hvorledes Muhammad er blevet afbildet i det kristne Europa. Salman Rushdies enorme popularitet i Vesten skyldes netop, at han formåede at bringe Mahound-myten tilbage (Mahound er navnet på den forvirrede profet i Rushdies 'De sataniske vers' og på Muhammad i nogle af de tidlige kristne spotværker). Ved at tegne sit bespottende billede af Muhammad fik han kredit for at være en moderne og progressiv fritænker og modtog anerkendelse overalt i det kristne Vesten fra øverste politiske plan. Reelt pustede han bare liv i en 1000-årig gammel europæisk-kristen spottetradition, der imidlertid var blevet gjort ubevidst og var forsvundet fra den sekulariserede, vestlige bevidstheds nethinde. Det skal nævnes, at i skyggen af denne tradition findes der fra oplysningstiden desuden en spirende om end langt mindre tradition, der anerkender Muhammads geni og islams teologiske rationale. Denne tradition udfordrer de gængse europæiske opfattelser af islam, der havde eksisteret og udviklet sig siden 700-tallet. Goethe citeres eksempelvis for udfordrende at spørge: »Hvis begrebet islam betyder 'underlagt Gud', lever og dør vi så ikke alle i islam?«. Den såkaldte sekularisering og modernisering af europæiske magt- og tankestrukturer har ikke resulteret i afgørende forskelle i opfattelsen af islam på europæisk grund. De tankemønstre, der tidligere var relateret til kirkens uimodsagte og hånlige forsvar mod islam, Muhammad og Koranen, er i dag en del af det, man kalder vores kristne kulturarv. Langt de fleste er således stadig enige om, at islam er farlig, men kalder den ikke længere satanisk. I stedet kalder man den i overensstemmelse med moderne sprogbrug totalitær, intolerant, militant, udemokratisk, kvindeundertrykkende og mange andre ubehagelige ting. Det vokabularium, der bruges til at forstå og beskrive islam, er nu som dengang essensen af det værste, vi ved; indbegrebet af vores egen selvopfattelses antitese. Det kristen-europæiske had til islam og muslimer har en lang historie og har sit udgangspunkt og fokus i et kristen-teologisk spørgsmål: Er Gud én og Jesus et menneske, eller er Jesus også Gud? Umiddelbart virker dette spørgsmål måske harmløst, men dets svar har enorme konsekvenser. Hvis Jesus er Gud, er kristendommen og troen på Kristus den eneste vej til paradis, frelse og den evige lykke. Hvis Jesus derimod ikke er Gud, har den dogmatiske kristendom og kirken spillet fallit, og kristne, døbte mennesker, som førhen var paradisets eneste beboere, må dele haven og evighedens lyksalighed med folk fra andre religioner. Den sidste mulighed, at Jesus var fantastisk, oplyst og forbilledlig som menneske, er måske i virkeligheden den, flest danskere bedst kan forholde sig til, fordi den er inkluderende og tolerant og har et globalt tilsnit, der grundlæggende ligestiller alle mennesker på Jorden. Det interessante ved det er, at denne version samtidig er Koranens version af Jesus, og at de fleste danskere dermed, i teologisk henseende, er muslimer og ikke kristne. Ifølge Koranen afhænger Guds nåde ikke af etnicitet eller hvilken religion man fødes ind i. Frelsen og paradis er ikke forbeholdt hverken etniske kristne, jøder eller muslimer, men derimod alle, der tror på den ene sande Gud og hvis livsførelse er bygget på bevidstheden om Gud. Således hedder det i Koranen: »Og de siger: Kun dem, der er jøder eller kristne kommer i Paradis. Dette er hvad de hævder. Sig: Kom med jeres bevis, hvis I taler sandt. Enhver, der vender sig mod Gud og er et godt menneske finder sin belønning hos Sin Herre ...« (Koranen, Sura 2, vers 111-112). I modsætning til kristendom definerer islam et positivt forhold til andre religiøse grupperinger - ja, Koranen går så vidt som til at sige, at det i bund og grund er én og samme åbenbaring, de alle bygger på. Blandt de etniske jøder er der således ifølge Koranen både rettroende og vantro. De rettroende kommer, ved Guds nåde, i himlen. Det samme gælder for de etniske kristne og endvidere for de etniske muslimer. Kristne renses gennem dåben og er derfor i udgangspunktet renere og bedre end alle andre. Et tilsvarende ritual, der stigmatiserer alle andre folk og religioner, findes ikke i islam. En persons gudsforhold og handlinger bestemmer, ifølge Koranen, personens frelse - ikke hvilken religiøs-etnisk gruppering denne er født ind i. Allah, som er det arabiske ord for Gud, er alles Gud, ikke kun de kristnes, jødernes eller muslimernes. Derfor er og bliver islam en enorm trussel for den dogmatiske kristendom. Koranen præsenterer en kristologi, hvor Jesus var et menneske, oplyst af Gud, javel, men menneske. Dermed er kristendommen en religion, der er stiftet omkring en af Guds budbringere, ligesom alle de andre religioner. Dette er enden på kristendommens monopol på frelsen og kristendommens sandhedspatent. Det store kristne spørgsmål om Jesu guddommelighed og dermed kristendommens frelsesmonopol er Koranens store stridspunkt mod kristen dogmatik. Den kalder ikke de kristne vantro og fordømmer dem, tværtimod opfordres de til at følge Evangeliet, ligesom jøderne opfordres til at følge Toraen. Således henvender Koranen sig direkte til blandt andet de kristne og jøderne med ordene; »... I har intet ståsted, medmindre I følger Toraen, Evangeliet og det som er blevet åbenbaret til jer fra Jeres Herre ...« (Koranen, Sura 5, vers 68). Kan kristendommen bære, at Jesus 'bare' var en fantastisk og af Gud oplyst budbringer til menneskeheden, som han er det i Koranen? Kan kristne bære at dele paradiset med andre? Islam modsætter sig ikke de stolte, kristne grundværdier; tilgivelsen, næstekærligheden, troen, barmhjertigheden, hengivenheden. Jesu liv og gerning hyldes i Koranen, og muslimer opfordres til at følge Jesu (og de andre budbringeres) eksempel. Kristne er, ifølge Koranen, en etnisk-religiøs gruppering bygget op omkring en guddommelig åbenbaring, nemlig Evangeliet. Muslimerne, som etnisk-religiøs gruppering, er bygget op om den essentielt samme guddommelige åbenbaring, nemlig Koranen. Jesus og Muhammad er budbringere for den samme, ene Gud. Den brede muslimske tilstedeværelse i hele Europa er historisk unik. Det skaber grobund for en ny situation, hvor det ikke længere er kristne (eller kulturkristne), der taler med andre kristne om islam og definerer islam ud fra den kristne kulturarvs tankemønstre. Det kristne frelses- og sandhedsmonopol, der har slået så ubegribelig dybe rødder i europæisk mentalitet, står for fald. Islam er kommet for at blive, og den mere end 1000-årige kulturelle, religiøse og politiske stigmatisering af islam i Europa må nødvendigvis forsvinde. Med tiden vil muslimske stemmer tage ordet i det offentlige rum og insistere på retten til at definere islam i positive termer. Med tiden vil de kristen-europæiske myter om islam, som lever og gror så frodigt i disse tider med krig, blive gjort til skamme. Forhåbentlig vil det ske, i takt med at ideologisk-baserede muslimske myter om kristne (og muslimer) også bliver gjort til skamme. Med tiden, om Gud vil det ...