To forhold trænger sig på hos mig. Vi markerer Auschwitz-dagen, og vi udviser hjemløse romaer. Er det, som om vi helst forholder os til fortidens forfølgelser på passende intellektuel vis og samtidig praktiserer nye? I så fald er det ikke første gang, Danmark reagerer således. Trods kendskab til jødernes forhold i Nazityskland returnerede vi alligevel tyske flygtninge til en grum skæbne. Halvtreds år senere undskyldte og beklagede statsministeren disse handlinger. Hvis en statsminister om halvtreds år vil gentage dette, bliver det nok hans livs længste tale. Vi er gode til at fordømme folkemord i fjerne egne. Vi begår jo ikke selv den slags forbrydelser, men det forgangne år bød ud over romaudvisningerne, asylbørnenes skæbne, ’hjemsendelse’ af uledsagede flygtningebørn, returnering af kristne irakere til forfølgelse – for at nævne nogle – også på en række enkeltsager med barske afgørelser, der klinger hult sammen med vores selvopfattelse. Kun de urimeligheder, der eksponeres i pressen, bliver korrigeret, mens de mange ’stumme’ sager dør i glemsel. Vi har voldsomme diskussioner om tørklæder, men hører ikke meget om, hvorvidt en jøde kan gå uantastet over Blågårds Plads med kalot. Vi mindes holocaust med officielle arrangementer, og for at vise politisk korrekthed har vi udvidet minderne til at omfatte alle forfulgte folk og markere modstand mod folkedrab, især de steder, hvor det ikke skader udlandshandelen for voldsomt. Hvert års Auschwitz-dag har sine temaer, i år er det: Kampen om erindringen med nøgleordene erindring, historieopfattelse, identitet, glemsel, mindekultur, forsoning, benægtelse, erindringspolitik, fællesskaber, historiekultur, myter, kollektiv erindring, moral, retsopgør, tabu, traumer, alt sammen fint nok. Der er baggrundsmateriale og forslag til workshops og en række officielle arrangementer, og så er det på plads. Det er alt sammen så godt og rigtigt og fortræffeligt og skal bestemt være med, men det er altså også blodig alvor, og vi skal alle passe på, at vi ikke blot parkerer vores etik på institutter og intellektualiserer den grumme virkelighed, hvorefter vi fortsætter som hidtil. Hvordan mon asylbørnene og de ’uledsagede’ børn får det med erindring, historieopfattelse, identitet, glemsel, mindekultur, forsoning, benægtelse, erindringspolitik, fællesskaber, historiekultur, myter, kollektiv erindring, moral, retsopgør, tabu og traumer?
Januar 1994, Tuzla, Bosnien, en dansk soldat viser mig et brev (her oversat), han fik overrakt af en lille pige: »Jeg er en flygtning fra Srebrenica … Min familie og jeg flygtede fra vores landsby, to dage efter serberne havde erobret og brændt alle vores hjem. Vi flygtede til min tante i Doboj, men kort efter blev også Doboj erobret, og vi kom alle fem måneder i en koncentrationslejr. Vi så omkring os en katolsk kirke, fem moskeer og huse, der brændte. Mange blev arresteret, og vi så dem aldrig igen. Vi blev heldigvis udvekslet med serbiske soldater og kom til et befriet område … Jeg vil aldrig glemme al den angst og terror, jeg så. Vi må alle huske og aldrig glemme«. En anden soldat fortæller om en patrulje i Bosnien i vinteren 1995: »Der var meget etnisk udrensning, og vi kunne ikke gøre noget. Vi kunne bare se til. Det var ret voldsomt. Vi kørte gennem en lille sigøjnerteltby oppe i bjergene og vidste, at serberne eller kroaterne var på vej derop. Ingen af dem kunne lide sigøjnere. Mig mod min fætter og min fætter og mig mod de fremmede. De fremmede var sigøjnerne, dem kunne de i hvert fald blive enige om ikke at lide. Vi kører igennem den her teltlejr og kan ikke rigtig gøre noget for de her mennesker, der har det rigtig, rigtig skidt, og vi ved, at højst sandsynligt i løbet af det næste døgns tid er de ikke mere i live, for folk er på vej op ad bjerget. Da kommer et barn på fire-fem år, en dreng, løbende, og lidt andre større børn bag ham. Han er fuldstændig nøgen i den her frost, men har en indkøbspose over sin krop, hvor der er revet hul til hoved og arme. Han løber af sted i den her indkøbspose efter den bil, som jeg sidder i. Vi kører igennem nogle frosne vandpytter. Han skærer sine fødder på isen, og han bliver bare ved med at løbe, og han råber og skriger og han græder, »tag mig med, tag mig med«. Det kunne jeg jo ikke. De var ganske rigtigt også væk næste gang, vi kom. Lige det billede af ham, der rækker armene ud, den er lidt styg en gang imellem«. Sigøjnerdrengen får ingen problemer med erindring, historieopfattelse, identitet, glemsel, mindekultur, forsoning, benægtelse, erindringspolitik, fællesskaber, historiekultur, myter, kollektiv erindring, moral, retsopgør, tabu og traumer. Det gør de udviste romabørn måske, for i de sydeuropæiske lande kan de endnu mindre lide sigøjnere, end vi kan, og det gør den muslimske pige givetvis også. Hvad det medfører, ved vi fra Theresienstadt-børnene: Der var 23 danske børn i alderen 0-15 år i Theresienstadt, nogle få blev født der. De levede der fra oktober 1943 til kapitulationen. De fleste lever stadig – med store ar på sjælen. En af dem fortæller mig godt 60 år senere som svar på mit spørgsmål: »Hvor meget har det påvirket din barndom og opvækst?«.
