Johannes V. Jensen skriver om sit ophold på et pensionat i Stamford Street i London. I det pensionat lå en syg sømand. Johannes V. Jensen fulgte ham fra dag til dag, mens sygdommen blev værre: »En Dag, da jeg kom ned ad Trapperne, stod Døren ind til Sømanden igen aaben. Lagenet laa pynteligt op over hans Ansigt, Formen af Hovedet kunne kun skelnes. Han var død. Med ham døde Bevidstheden om saa og saa mange Kryds rundt Kap det gode Haab. Med ham sluktes Erindringen om den og den Dravat i Spanskesøen – Glimt af Dovers Kridtklint ... Med ham døde Mindet om en Ring af Mennesker«. Denne skildring af den ukendte sømands død fik mig til at tænke på det menneske, som jeg i fire år hver dag arbejdede sammen med på Vridsløselille Statsfængsel. Han hed Erik Carlé. Han døde i 2008, og da jeg læste dødsannoncen, kom jeg til at tænke på linjerne fra Johannes V. Jensens Myte. Med Erik Carlé døde en række rædselsglimt, som han aldrig kunne frigøre sig fra. Med ham døde flere tusinde samtaler med alle slags forbrydere: seksualforbrydere, mordere, bankrøvere, brandstiftere og småkriminelle. Med ham døde den mest belastende periode i hans liv. Da han, som selv havde været frihedskæmper, var præst for stikkere, torturister og hippohåndlangere, fra 1945 til 1950. Sommetider gik der tre eller fire år, fra de dødsdømte havde fået deres dom, til henrettelsen fandt sted. Han fulgte dem ved talrige samtaler og var med den nat, de tog afsked med deres familier, før de blev skudt. Han tog næsten altid med ud til henrettelsesstedet, når de bad ham om det, fordi han var den, som de var mest fortrolig med. De ønskede, at han skulle gå med ud og bede fadervor for dem før henrettelsen. Kierkegaards filosofi Naturligvis kunne han aldrig fortrænge de oplevelser. Undertiden havde han mareridt om perioden, glemme kunne han ikke. Men nu er det alt sammen glemt med ham. Jeg var præst i Greve-Kildebrønde. En dag i 1960’ernes slutning stod en lille mand i kirkedøren, da jeg skulle hjem. Han havde en cottoncoat på, og hans ene øjenlåg var halvt tillukket.
Jeg anede ikke, hvem han var. Han spurgte mig, om jeg, som ofte holdt foredrag, kunne tænke mig at holde et foredrag for hans menighed. Jeg sagde med det samme ja, men spurgte, hvor kirken lå. Han svarede, at det var fængselskirken i Vridsløselille. Han præsenterede sig, det var Erik Carlé. Han tilføjede, at jeg ikke skulle prædike i kirken, men holde et foredrag på hans store kontor, hvor der var plads til 70 fanger, eller som man kaldte dem ’indsatte’. Det blev begyndelsen til vores venskab og samarbejde. Jeg mødte op, og der var så mange i rummet, at der ikke kunne være flere. Jeg fortalte om Søren Kierkegaard. Dels ganske enkelt om hans liv, dels om hans hovedværker, navnlig ’Begrebet Angest’ fra 1844. Min erfaring er, at få i Danmark kender Kierkegaard, men at alle naturligvis kender H.C. Andersen. Men det er også min erfaring, at til trods for at de fleste tænker, at han da vist er for svær at forstå, gribes de fleste dog, når man taler om de emner, som han tumlede med, for eksempel angsten, fortvivlelsen, følelsen af at være fremmed i sin tilværelse. Derfor talte jeg mindre om Kierkegaards filosofi end om hans grundtemaer. Der blev lyttet intenst, vistnok fordi flertallet genkendte hans begreber fra deres egen situation. Efter foredraget måtte de indsatte naturligvis spørge om, hvad de havde lyst til, og jeg blev overrasket over, at de spurgte på så højt et plan, som de virkelig gjorde. Et spørgsmål lød: »Hvordan tænker Sartre i forhold til Søren Kierkegaard?«. Jeg ventede ikke det spørgsmål, og straks spurgte en anden: »Hvem var Sartre? Og kan du kort fortælle, hvad han mente om livet?«. Jeg svarede og kunne ikke overskue, at det ville udløse et brøl af latter. »Sartre mener, at alle mennesker er dømt til at være frie«. Der gik ikke mere end en måned, før jeg fik et brev, underskrevet af tyve af de indsatte, om jeg kunne tænke mig det ledige embede som hjælpepræst ved fængslet. Carlé havde vedlagt et brev, hvori han forklarede, at samtlige tyve, som havde skrevet under, havde det tilfælles, at de afsonede domme på livstid. Da jeg var lidt i vildrede, henvendte jeg mig til kirkeministeren, som hed Bodil Koch, hun rådede mig bestemt til at søge jobbet, fordi hun mente, at de indsatte kunne sammenlignes med et menighedsråd. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg fulgte hendes råd. Ubrugelig det første år En præst i folkekirken bliver normalt indsat i sit embede af en provst. Derfor kunne jeg læse i avisen, at jeg var blevet indsat i Vridsløselille Statsfængsel. Hver eneste dag mødte Carlé og jeg tidligt om morgenen. Vi havde hver vores skuffe i et rimelig stort skuffedarium, hvor der stod inspektør, viceinspektør, overvagtmester, fængselspsykolog, fængselssocialrådgiver, fængselslæge og så os fængselspræster. Hver indsat fik en slags smørrebrødsseddel, hvor han bare skulle sætte et kryds ud for den funktionær, han ville tale med. Når et år var omme, havde jeg og Carlé en stor bunke af de sedler, så vi let kunne se, hvor mange samtaler vi havde haft i årets løb, og det oversteg langt tusind.
