0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fire frugtbare år i fængsel

Præsten Erik Carlé var sjælesørger for besættelsestidens dødsdømte danske krigsforbrydere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fængelspræst. »En præst i folkekirken bliver normalt indsat i sit embede af en provst. Derfor kunne jeg læse i avisen, at jeg var blevet indsat i Vridsløselille Statsfængsel«, fortæller Johannes Møllehave.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Johannes V. Jensen skriver om sit ophold på et pensionat i Stamford Street i London. I det pensionat lå en syg sømand. Johannes V. Jensen fulgte ham fra dag til dag, mens sygdommen blev værre:

»En Dag, da jeg kom ned ad Trapperne, stod Døren ind til Sømanden igen aaben. Lagenet laa pynteligt op over hans Ansigt, Formen af Hovedet kunne kun skelnes. Han var død. Med ham døde Bevidstheden om saa og saa mange Kryds rundt Kap det gode Haab.

Med ham sluktes Erindringen om den og den Dravat i Spanskesøen – Glimt af Dovers Kridtklint ...

Med ham døde Mindet om en Ring af Mennesker«.

Denne skildring af den ukendte sømands død fik mig til at tænke på det menneske, som jeg i fire år hver dag arbejdede sammen med på Vridsløselille Statsfængsel.

Han hed Erik Carlé. Han døde i 2008, og da jeg læste dødsannoncen, kom jeg til at tænke på linjerne fra Johannes V. Jensens Myte.

Med Erik Carlé døde en række rædselsglimt, som han aldrig kunne frigøre sig fra. Med ham døde flere tusinde samtaler med alle slags forbrydere: seksualforbrydere, mordere, bankrøvere, brandstiftere og småkriminelle.

Med ham døde den mest belastende periode i hans liv.

Da han, som selv havde været frihedskæmper, var præst for stikkere, torturister og hippohåndlangere, fra 1945 til 1950. Sommetider gik der tre eller fire år, fra de dødsdømte havde fået deres dom, til henrettelsen fandt sted. Han fulgte dem ved talrige samtaler og var med den nat, de tog afsked med deres familier, før de blev skudt. Han tog næsten altid med ud til henrettelsesstedet, når de bad ham om det, fordi han var den, som de var mest fortrolig med. De ønskede, at han skulle gå med ud og bede fadervor for dem før henrettelsen.

Kierkegaards filosofi
Naturligvis kunne han aldrig fortrænge de oplevelser. Undertiden havde han mareridt om perioden, glemme kunne han ikke. Men nu er det alt sammen glemt med ham. Jeg var præst i Greve-Kildebrønde. En dag i 1960’ernes slutning stod en lille mand i kirkedøren, da jeg skulle hjem. Han havde en cottoncoat på, og hans ene øjenlåg var halvt tillukket.

Jeg anede ikke, hvem han var. Han spurgte mig, om jeg, som ofte holdt foredrag, kunne tænke mig at holde et foredrag for hans menighed. Jeg sagde med det samme ja, men spurgte, hvor kirken lå. Han svarede, at det var fængselskirken i Vridsløselille. Han præsenterede sig, det var Erik Carlé. Han tilføjede, at jeg ikke skulle prædike i kirken, men holde et foredrag på hans store kontor, hvor der var plads til 70 fanger, eller som man kaldte dem ’indsatte’. Det blev begyndelsen til vores venskab og samarbejde. Jeg mødte op, og der var så mange i rummet, at der ikke kunne være flere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement