Jeg havde en tankevækkende oplevelse for nylig, som satte nogle lige så vækkende tanker i gang:

Min kone og jeg bor store dele af året i Småland, og det syntes svensk tv er så interessant, at de lavede et indslag om os i deres regionale program, som modsvarer det danske TV 2’s regionale nyheder, Lorry og så videre. Her hedder det Smålandsnyt. Den mandlige fotograf og den mandlige journalist, som lavede indslaget, havde forberedt sig godt til opgaven og vidste således, at jeg bl.a. er kønsdebattør. Det var de meget optaget af, og inden vi så os om, var vi i gang med en intens udveksling af køns- og ligestillingserfaringer, hvor de to svenske mænd var de ivrige spørgere: Hvordan går det med ligestillingen i Danmark? Det går godt, men det kan sagtens blive bedre. Er der forskel på danske og svenske kvinder rent kønspolitisk? Ja, de svenske kvinder er meget mere offensive og næsten fundamentalistiske i forhold til danske kvinder. Hvordan fremstilles mænd i de danske medier? Generelt godt, hvorimod jeg kan se, at der i Sverige er en udpræget tendens til at fremstille mænd som værende nogle voldelige størrelser, der slår på hvad som helst. Er danske mænd også feminister, som mange mænd siger, at de er det her i Sverige? Nej, det er ret ualmindeligt i Danmark, at en mand erklærer sig som feminist. Og sådan gik snakken frem og tilbage, indtil den mandlige journalist sagde noget, som fik mig helt frem i stolesædet: Hver morgen, når vi holder redaktionsmøde og gennemgår den forrige dags sendeflade, gennemser vi nøje hvert program og tager tid på, hvor længe henholdsvis mænd, kvinder og indvandrere er på skærmen i de respektive indslag. Hvorfor gør I det? Jo, vi har en mediepolitik, som siger, at kvinder og mænd og indvandrere skal være repræsenteret procentmæssigt på sendefladen i forhold til den procentdel, som de udgør i befolkningen. Hvabehar! Jeg var lige ved at få kaffen og kanelbollen galt i halsen og havde allerede som dansker tvangsfantasier om svenskernes kontrol-og-forbuds-det-ene-og-det-andet. Gør I ikke sådan noget i Danmark? Nej, det gør vi så absolut ikke! Nå, det gør vi altså her, og helvede er løs, hvis det viser sig, at der har været for mange mænd på skærmen. Så får vi læst og påskrevet af vores kvindelige chefer. Men de har jo også ret, ikke? Hvad mener du? Ja, der er altid et jakkesæt, som tilbyder sig, når man skal have fat i en ekspert, ikke? Hvad gør I så, hvis I ikke kan få fat i et kjolesæt? Jamen, så leder vi videre, til vi finder en kvinde, der også er ekspert på det område, som vi vil vide noget om. Hvad nu, hvis der ikke er en kvinde, der er det? Det er vores erfaring, at der nok skal dukke en kvinde frem, hvis vi leder længe nok. Er hun så lige så dygtig og kompetent som de jakkesæt, som står i første række og er parate til at tilbyde sig? Ja, det skulle jeg mene. Gør I også det samme, hvis der er tale om et traditionelt kvindefelt? Hvad mener du? Ja, leder I så også, til I finder et jakkesæt bag alle kjolesættene? Ja, det gør vi rent principielt. Rent principielt? Og sådan fortsatte snakken. Vi var kort sagt røget ind i den klassiske diskussion om, hvordan man forandrer tingenes tilstand: Er det via en holdningsændring? Eller en strukturel ændring? Eller både-og? For mig at se går vi i Danmark primært ind for, at det er holdningsændringer, der ændrer tingenes tilstand. Vi er så tilpas anarkistiske og individualistiske, at alt stritter på os ved tanken om indgreb og alt styrende retningslinjer. Hvorimod man i Sverige ikke går af vejen for at være indgribende og sætte spilleregler op. Det interessante er, hvad der rykker mest – i længden. I Danmark, siger vi, at holdningsændringer tager tid, hvorimod de i Sverige har en holdning om, at det er de strukturelle ændringer, der på sigt ændrer tingenes tilstand. Hvilket ikke udelukker, at man også kan snakke om tingene og på den måde ændrer folks holdninger. En afgørende forskel her er for mig at se den måde, som de to befolkninger opfatter staten på. I Sverige har den almindelige Svensson et åbenlyst positivt forhold til staten. Ja, her opfattes staten som værende absolut god, hvorimod danske Jensen har et meget mere speget og derfor også meget mere indviklet forhold til staten. Som dansker oplever jeg en umiddelbar modstand mod begrebet ’strukturel ændring/indgriben’. Det opleves som uretfærdigt: Er det ikke først og fremmest folks kvalifikationer, det drejer sig om? Og ikke deres køn! Kvotering – er det ikke noget, som har med fisk at gøre? Men i den forbindelse er en af de største og mest overraskende pointer, når vi snakker ligestilling i det danske samfund, at det er de strukturelle forandringer i samfundet, som mest af alt har ændret de traditionelle kønsroller. Her tænker jeg på, at kvinden ikke længere føder hjemme, men på hospitalet, hvorved manden pludselig bliver deltager og dermed fra begyndelsen får mulighed for at være aktiv og ansvarlig i livet omkring det nyfødte barn. Tænk på alle de generationer af mænd, som har set deres nyfødte datter eller søn gennem en glasrude og dermed aldrig har fået muligheden for at træde aktivt ind i barnets liv fra begyndelsen. En anden afgørende strukturel ændring er, at kvinden ikke længere er hjemmegående, men udearbejdende, hvilket igen betyder, at børnene ikke længere er derhjemme, men i daginstitution. Med det resultat, at det er blevet almindeligt for en far at tage del i husholdningen derhjemme og livet omkring børnene med at hente og bringe i diverse daginstitutioner. Samt ved at deltage i diverse møder på sine børns daginstitutioner. At den danske far har taget disse strukturelle ændringer til sig, viser alle undersøgelser med al tydelighed, idet den danske far er den mest aktive i Europa, når det gælder husholdningsarbejde og omsorgstid med børnene. Mens kvinderne med rette har viftet ihærdigt med de ideologiske bannere, har den moderne mand uden at ytre sig ret meget offentligt om ligestilling taget de nye tider til sig og fremstår nu som en moderne mand og far, som både er til stede i den gamle mandeverden, arbejdslivet, og i den nye verden, familien og hjemmet. Denne udvidelse af mandens liv er ikke sket, fordi han har haft formulerede holdninger om, at det skulle være sådan. Der er således ikke tale om et bevidst (køns)politisk og ideologisk tilvalg. Eller en bevidst mandepolitisk holdning og strategi, i hvert fald ikke hvis vi taler om den almindelige danske mand. Nej, der er tale om noget så jordnært og ordinært som nødvendighed: Nu kræver arbejdet det. Nu kræver parforholdet det. Nu kræver familielivet det. Nu kræver det samlede liv det! Jamen, så lægger jeg mig efter det, for ellers hænger tingene ikke sammen. Ellers kan helheden ikke fungere, som den skal. På den måde er den moderne mand og fars tilgang til de radikale ændringer, der i dag finder sted med de to køn, et resultat af de strukturelle ændringer i det daglige liv. Efter samtalen med de to mænd fra SVT Smålandsnyt begyndte jeg at se svensk tv med andre øjne, ligesom jeg begyndte at læse de svenske aviser med andre øjne, og her gør der sig en afgørende forskel gældende, når man sammenligner med tilsvarende danske medier: Der er langt flere synlige kvindelige eksperter, fagfolk, kunstnere og politikere, ligesom der også er markant flere synlige indvandrere i de svenske medier. Og en anden meget afgørende forskel: De svenske indvandrere fremstilles som almindelige mennesker med almindelige liv. Ligesom der også er markant flere indvandrere i de svenske reklamer end i de danske. Når det kommer til kultur og kunst, gør det samme sig gældende: Her ses der også mange flere aktive og udøvende indvandrere inden for alle kunstarter, ligesom der også ses markant flere kvinder end i Danmark. Alt dette ikke for at forherlige Sverige frem for Danmark. Men jeg tror, at der er en lektie at lære i Sverige, som vi passende kunne begynde at forholde os til i vores danske virkelighed, nemlig: Hvor er det muligt at indarbejde strukturelle ændringer, som kan fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder? Hvor er det muligt i den danske virkelighed at indarbejde strukturelle ændringer, som vil fremme den positive synliggørelse af indvandrerne? For mig at se vil det være et åbenlyst fremskridt, hvis de danske medier begynder at blive meget mere bevidste om kønnenes og etniciteternes repræsentation i ’sendefladen’. Det vil være oplagt både inden for radio og tv, hvor det burde tilstræbes, at de to køn og landets indvandrere optræder i procentdele, der repræsenterer den virkelighed, som vi lever i. På den måde vil de to køn, gammel- såvel som nydanskerne kunne genkende deres virkelighed i mediebilledet. Men forhåbentlig i en mere positiv udgave end den, vi præsenteres for i dag. Man kunne passende fortsætte til hele dagsinstitutions- og skoleområdet, hvor det i dag primært er kvinder, der er repræsenteret i forældrerådene. Også her burde man lave strukturelle ændringer, der tilgodeser, at mændene og indvandrerne kommer mere på banen, så sammensætningen af forældre spejler den reelle virkelighed. Det samme kunne passende gøres inden for pædagog- og læreruddannelsen, hvor der efterhånden ikke findes mænd mere. Også her kunne man lave strukturelle ændringer, der tilgodeser mænd og indvandrere. Eller som appellerede til mænd og indvandrere. Og når det kommer til barselsorlov og forældreorlov, skulle de samme strukturelle ændringer indføres. Mænd skal ikke spørges, om de vil have orlov. Det skal de bare have. Basta! Ikke så meget diskussion om det, og så skal der selvfølgelig også laves strukturelle ændringer, som sørger for, at en familie ikke bliver straffet rent økonomisk, fordi det er faderen, der går derhjemme. Ja, og sådan kunne man blive ved. F.eks. inden for politik, hvor kvinderne i Sverige udgør 45 procent af politikerne i Riksdagen. Ligesom 25 procent af alle topledere i Sverige er kvinder. Det er absolut ikke et acceptabelt tal, men det er dog meget større end det, vi har her i landet. For ikke at tale om en af de virkelig centrale problemstillinger, når det gælder ligestilling, nemlig ligeløn. Jeg synes, at vi er kommet dertil i ligestillingsdebatten og indvandrerdiskussionen, at ord og holdninger ikke længere er nok. De slår simpelthen ikke til, hvad virkeligheden med al tydelighed viser. Der er jo ikke længere nogen mænd og kvinder, som ikke vil ligestillingen. Ligesom der heller ikke længere er nogen danskere og indvandrere, der ikke vil ligestillingen. Jo, det er der nok. Men det er mit indtryk, at de udgør et absolut mindretal i begge lejre. For mig at se er vi kommet dertil i ligestillingen og integrationen, at de nu må skubbes afgørende videre, ved at vi i samfundet på en lang række områder laver nogle strukturelle ændringer, som på sigt vil fremme dels ligestillingen kønnene imellem og integrationen af landets indvandrere. Det karakteristiske ved strukturelle ændringer er, at de er bærere af det lange, seje træk, som kræver tålmodighed og udholdenhed. Men omvendt: Når de først er sat i gang, så kører de, og så er der ingen vej tilbage. Kun vejen frem. Samtidig ved jeg godt, at det er provokerende for en dansk tankegang med tvang og regler, anordninger og forordninger. Det får alt til at stritte i vores nationalkarakter, og vi får en ubændig trang til at gøre det modsatte. Men er det ikke en barnlig holdning? Er det ikke netop udtryk for en destruktiv umodenhed, som bare fastholder de positioner, som allerede eksisterer? For mig at se ligger det i voksenheden, at man forholder sig overordnet til samfundet og gør de tiltag, som er nødvendige for at skabe den helhed, som vi alle i det store og hele er enige om, at vi vil leve i. På det punkt er vi kommet til en skillelinje, når det gælder ligestillingen og integrationen i samfundet. Det er simpelthen ikke godt nok bare at snakke og have holdninger. Det er blevet for letkøbt. Nej, som borger og samfund viser man sine reelle hensigter via sine handlinger og de tilvalg og fravalg, som man foretager sig. Derfor appellerer jeg til de politiske partier, til fagforeningerne, til den offentlige sektor og det private erhvervsliv om at gå i gang med at foretage de relevante strukturelle forandringer og ændringer, der er behov for, for at skabe lighed og ligeværd kønnene og gammel- og nydanskerne imellem. Med andre ord: Tiden er til handling og strukturelle ændringer, alt mens vi fortsætter med at snakke, som vi altid har gjort det.