0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Solidariteten på spil

Lægeløftet og idealet om fri og lige adgang for patienter er alvorligt truet. Kan det danske sundhedsvæsen bevare sin sundhed?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Jørn Villumsen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Om nogle år vil vi måske spørge os selv: Hvorfor lod vi det her ske?

Hvordan kunne vi dog give slip på de grundlæggende solidariske principper for Danmarks sundhedsvæsen? Hvorfor tillod vi, at det blev undergravet af en tiltagende privatisering?

Når lægen forlader universitetet, aflægger hun eller han Lægeløftet, og en af sætningerne lyder: » ... at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden personsanseelse«. Og den ordlyd svarer til det, der har været en del af selve formålet og det bærende ideal for lægegerningen i Danmark: Fri og lige adgang til sundhedsydelser.

– Dette ideal er truet i dag.

Det oprindelige grundlag for lægekulturen i europæiske lande er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Samaritaneren var en fremmed, som hjalp en fremmed. Ordet hospital betyder egentlig ’rum for fremmede’.

Et hospital er altså det rum, eller det hus, hvor man hjælper fremmede. Eller sagt på en anden måde: man hjælper dem, som man ikke er forpligtet til at hjælpe af anden grund end netop ’den samaritanske pligt’. Sådan behøvede det ikke at være. I nogle kulturer er det sædvane og skik, at man hjælper sine nærmeste, sin familie, sin slægt, mens man ikke er forpligtet til at hjælpe fremmede.

Fremmede kan så eventuelt købe sig til hjælp. Et sundhedsvæsen kan naturligvis ikke drives uden midler; samaritaneren betaler kroværten for patientens pleje. Men sundhedsvæsenet hviler på et solidarisk grundlag, sådan at andre hjælper dem, der er i nød. De stærke hjælper de svage.

Tanken støttes mere eller mindre ubevidst af de fleste; den samaritanske pligt indgår i den kultur, som har kendetegnet vort samfund, og som er nedarvet, fordi vi – igen mere eller mindre ubevidst – kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner, at en fremmed tog sig af en fremmed, sin næste, sit medmenneske. Alene af den grund, at dette medmenneske havde brug for det. Denne kultur er truet i dag.

Fri og lige adgang til sundhedsydelser har været et uvurderligt gode og har været så dybt og selvfølgeligt forankret i vor kultur, at det syntes umisteligt. Men dette gode er ikke længere umisteligt. Der er et stigende antal initiativer og regler, som støtter og motiverer en privatisering af sundhedsvæsenet i Danmark.

Den nye sundhedslov fra 2005 har nu formuleringen »let og lige adgang til sundhedsvæsenet« (paragraf 2). Tilsyneladende en lille ændring fra ’fri’ til ’let’, men den er hverken tilfældig eller ubetydelig. Og ændringen er indført under forbløffende tavs debat. Den hidtidige regel var, at borgerne blev hjulpet efter tur og behov. Ændringen, der tegner sig, betyder, at de bliver hjulpet efter tur og behov – medmindre de altså betaler for at komme foran andre.

Mange danske politikere og administratorer går ind for privatisering, udlicitering, garantiordninger og direkte markedsføring på sundhedsområdet.

Et eksempel er Lov om Markedsføring af Sundhedsydelser fra 2003. I bemærkningerne til lovforslaget blev det anført – og man skal bestemt lægge mærke til ordvalget – at formålet med lovforslaget var at »liberalisere reglerne for markedsføring af sundhedsmæssig virksomhed … for at skabe øget konkurrence mellem udbydere i sundhedssektoren«.

Men markedsføringen vil blandt andet blive rettet mod sårbare mennesker, som måske er ekstra påvirkelige på grund af et stærkt ønske om helbredelse. I modsætning til, hvad der gælder andre tilbud og varer, bliver valget derfor ufrit. Og hvordan afgør den ’ubevæbnede’ borger/forbruger/patient, om et behandlingstilbud holder, hvad det lover, eller om en behandling i det hele taget er påkrævet?

Formålet med reklamer er at sælge – ikke at informere. Ud fra en simpel markedsøkonomisk tankegang vil konkurrence mellem udbydere af forbrugsvarer og forbrugernes frie valg mellem tilbud sænke prisen og øge kvaliteten. Der synes at være en udbredt og usvækket tillid til denne virkning af frie markedskræfter, selv om det aldrig er dokumenteret inden for sundhedsvæsenet.

For nogle år siden sammenlignede en undersøgelse amerikanske dialysepatienter i forretningsmæssigt drevne klinikker med patienter i offentlige centre. Der var flere dødsfald blandt patienter i nyredialyse behandlet på disse private klinikker end på de offentlige klinikker. Patienterne havde også ringere sandsynlighed for at blive sat på venteliste til transplantation, og de fik lavere doser nødvendig medicin.

En kommercialisering og privatisering giver grobund for mistænksomhed over for lægens motiver til at anbefale en bestemt behandling. Vil patienten kunne nære tiltro til lægens råd og handlinger, når det er med i billedet, at enhver ekstra undersøgelse og ethvert ekstra behandlingsforslag betyder personlig indkomst for lægen?

Det ubestrideligt gode ved et offentligt betalt og solidarisk sundhedsvæsen er, at der grundlæggende kan være tillid til behandlernes motiver. Et læge-kunde-forhold i stedet for et læge-patient-forhold bygger således mindre på tillid og mere på gensidig mistillid.

Begge parter må sikre sig på anden vis. Patienten vil eventuelt søge ’second opinion’, og lægen er nødt til at handle mere og mere forsigtigt og må sikre sig skriftligt samtykke, herunder et forud givet samtykke både til undersøgelse og behandling (og eventuelt – som det kendes fra USA – tilsagn om at ville og kunne betale, og til ikke at ville klage).

Der udvikler sig da den såkaldte defensive lægegerning, hvor lægen føler sig tilskyndet til at iværksætte ekstra undersøgelser og give ekstra behandlinger – ikke for patientens, men for en sikkerheds og måske for pengenes skyld. Og man kan jo ikke bebrejde lægen, at han er omhyggelig. Men defensiv lægegerning er dyr, unødvendig og kan endog være farlig, fordi ingen undersøgelser og behandlinger er helt risikofri.

De senere år har privatiseringen blomstret i Danmark, og den er blevet gødet intensivt af lovgivningen i form af støtte (skattefradrag) til sygeforsikringer og i form af ventetidsgarantier, som indebærer, at der også over skatterne betales til privathospitaler.

Det foregår endda sådan, at det fulde beløb af den såkaldte DRG-takst udbetales, mens de offentlige sygehuse kun får 50 procent. Der afregnes endog i nogle tilfælde efter forskellige takster, hvilket kan betyde, at det offentlige hospital kun har fået ca. 25 procent af, hvad privathospitalet får.

Hvor blev de frie markedskræfter i øvrigt af? Her er der tale om direkte positiv særbehandling, hvor de private sygehuse og klinikker støttes indirekte og direkte. Tilmed har det offentlige s