Når der sker brud på lovgivningen eller blot på, hvad der er god skik og brug, kan det – ud over at være forsætligt – skyldes et uheld, manglende viden eller for megen fart.

En ’finke ryger af panden’. Men når bruddene bliver hyppige og af den grund bemærkes mindre og mindre som brud, men snarere måske efterhånden som acceptabel adfærd, må man spørge sig selv, om nye normer er under dannelse. Det kan naturligvis også ske inden for retskulturen. Man må rejse spørgsmålet om, hvorvidt sådanne nye normer er på vej inden for strafferetten og strafferetsplejen. På det mere generelle plan har straffelovgivningen i de sidste 10-15 år været brugt mere som signalgivning end som seriøs lovgivning, som jo bør have det sigte at mindske antallet af overtrædelser og dermed antallet af ofre. Antallet af årlige ændringer i straffelovgivningen er 8-10 gange større end tilfældet var i 1960’erne og 1970’erne. Ofte eller oftest foreslås og vedtages disse ændringer uden den sagkyndige behandling, som ellers var kendetegnet for dette vigtige område. Dette fænomen er ikke noget, der er i strid med hverken lov eller grundlov, men det er en ny skik og brug, som vi har savnet virkelig gyldige og rationelle grunde til. Et andet tegn på nye tider og mere, end hvad man vist blot kan kalde enkeltstående stilbrud, er den omsiggribende mangel på respekt for princippet om, at ingen er skyldig, før han eller hun er dømt. Det mest signifikante eksempel herpå fra nyere tid, men bestemt ikke det eneste, er justitsministerens udtalelser til flere medier om, at vi i sagen om mulig terrorforberedelse i Vollsmose har at gøre »med personer, som er danske statsborgere, og som har været langt fremme med at forberede en terrorhandling her i Danmark. Det er noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogensinde«. Udtalelsen vakte ikke større opsigt og har vist slet ikke givet anledning til megen interesse fra Folketingets side. Adskillige aviser har i øvrigt i lighed med, hvad der har været tilfældet ved lignende tidligere situationer, brugt mange sider på at beskrive de mistænktes hjem og omgangskreds med omfattende billeddækning. Heri ligger ikke nødvendigvis en påstand om, at alle de sigtede er skyldige – men de store reportageanstrengelser har kun et fornuftigt formål, hvis der er tale om farlige personer iblandt os. Er de ganske uskyldige, hvilket jo godt kan være tilfældet, er pressedækningen jo totalt interesseløs. Nu vi er ved massemedierne: Det er bemærkelsesværdigt, at Danmarks Radios nyhedstjenester næsten uden undtagelse føjer betegnelsen ’militant’ til enhver omtale af palæstinensere, der er blevet såret eller dræbt af israelske styrker. Man har indtryk af, at det nærmest er en rygmarvseffekt. Måske beroende alene på en mere eller mindre automatisk oversættelse fra amerikanske telegrammer. Helt undtagelsesfrit synes det at være, at i al fald alle dræbte palæstinensere var militante eller endog ’terrorister’, uden at der har været søgt fremskaffet noget belæg herfor. Jeg har ikke hørt et tilsvarende prædikat hæftet foran betegnelsen israeler. Men militant angiver jo, at der er tale om en voldelig person – en, der ulovligt gør oprør, måske oven i købet en terrorist. Her gør massemedierne sig i virkeligheden, uden måske at ville det, til parter i en strid. Det ville man ikke have gjort, såfremt man havde tilsluttet sig og opretholdt den gamle retskulturs formodningsregel: Ingen er skyldige før en dom. Et par boligforeningsformænd fra Vollsmose-området forbereder familierne til de mistænkte på, at de må finde nye steder at bo, såfremt de pågældende findes skyldige. Og dette ganske uanset, om der foreligger noget som helst om, at lejelovens betingelser for udsættelse skulle være opfyldt. ’Er dette rimeligt, hvis de pågældende var helt uden viden om forholdene?’, spørger journalisten. Ja, svarer formanden. Formandens iver efter at tage afstand fra familierne er påfaldende. Og er jo kun rimelig, hvis den afspejler en formodning om skyld. Hvorfor i alverden skal en række familier gøres angste for deres fremtidige boligforhold på et grundlag, som de måske ikke kender til? Det er i øvrigt interessant at bemærke, at dette tilfælde og fortilfældet fra Århus jo begge drejer sig om mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk. Jeg mindes ikke, at opfindsomheden og iveren har været så stor i sager, hvor lejerne har været ’rigtige’ danskere. Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at vi her står over for en ny tendens i vores retskulturs og retssikkerheds udvikling. De nævnte eksempler er ikke nogle, der (tilsyneladende) belaster ophavsmændene på nogen måde. Som en bekendt sagde: »Kommer man til at kalde en uskyldig for skyldig, jamen, så vil det jo vise sig, når dommen afsiges«. Den pågældende bliver så frifundet og får måske oven i købet erstatning! Altså: Må vi bede om tillid til vores domstole! Men det er samtidig en accept af, at det er i orden at blive anset for en forbryder, indtil man er frifundet – noget, der strider grundlæggende mod vores retsstatsprincipper. Jeg er oprigtig bange for, at vores retskultur er under angreb af postmodernismen. Den har slået sine folder på mange områder, der er knap så farlige, f.eks. arkitektur, litteratur og malerkunst. Den har også stukket hovedet frem inden for sociologi og samfundslære. I Gyldendals Store Danske Encyklopædi beskrives den sociologiske postmodernisme sådan: »Postmodernismen gør op med en universel vestlig tænkning, der bygger på rationalitet, objektivitet og totalitetstænkning. I stedet bliver begreber som ambivalens, uforudsigelighed, flertydighed, differentiering, strømme, dialoger, spil og ironi væsentlige i den postmoderne tænkning og i analysen af det postmoderne samfund. ... Opbrud præger det sociale liv. Det viser sig i midlertidige, korte og ustabile fællesskaber og møder. Det centrale politiske liv er fokuseret på iscenesættelse af personer og deres image, mens det decentrale udspilles i en mangfoldighed af sammenhænge«. Skulle man sammenfatte denne beskrivelse, kunne det vel blive i form af en påstand om alles ret til at pleje eget image uanset ansvar og position. På en mere generel filosofisk baggrund betragtes postmodernismen ofte som den tid, hvor ’de store fortællingers tid er forbi’. I stedet tillægger man små og situationsafhængige kriterier betydning for, hvad der er det ’rigtige’ eller det ’bedste’. Tendensen kaldes også attituderelativisme. Dette er vel egentlig ikke en helt forkert beskrivelse af situationen i Danmark det sidste år? Der er ligefrem politiske partier, der gør sig til af, at de anser de store fortællingers tid for overstået – og at man ikke skal vente sig nogen nye. Og det er jo ikke kun Dansk Folkeparti, det her drejer sig om. Men hvad vil det i grunden sige, eller hvad kan det tænkes at betyde, at de store fortællingers tid er slut? Giver man afkald på de friheds- og borgerrettighedsprægede samfund, som bl.a. USA er så kendt for at have skabt? Giver man afkald på de grundlæggende og universelle menneskerettigheder, som parlamenter og statsmænd var enige om at udforme og cementere i tiden efter 1930’erne og den forfærdelige Anden Verdenskrig? Ønsker man at sige farvel til den store fortælling, som det kristne grundlag for vor kultur vel også er? At sige farvel til oplysningstiden og dens forsøg på at indrette et humant og rationelt samfund? Disse fortællinger har unægtelig i høj grad præget vores retskultur. Det gælder f.eks. den rationelle og humane strafferet, hvis formål har været at opnå en situation, hvor der er så få kriminelle handlinger i et samfund som muligt. Så få ofre som muligt. Hvad er det i grunden, fortalerne ønsker at sætte i stedet? Postmodernistiske træk kan der såmænd ikke ske så meget ved i adskillige andre sammenhænge. Men når det drejer sig om ledelsen af vores politiske liv, herunder lovgivningsmagten og dennes betydning for hver enkelt af os, når det drejer sig om pressen, som den fjerde magt i vor stats system, og når det drejer sig om andre væsentlige dele af det danske samfund, f.eks. ansvaret for vores boliger, må man nok sige, at postmodernismen kan repræsentere et angreb på det, som så mange efterlyser: en sammenhængskraft i vort samfund. Man kan vel forestille sig en relativisme på visse afgrænsede områder uden fare for accepten af vort samfund og vort samfunds strukturer. Men kan man forestille sig en retskulturrelativisme i et givet samfund på en given tid, uden at samfundet lider skade? Vil en retskulturrelativisme, hvor hver enkelt bestemmende myndighed eller faktor i samfundet ’plejer sit eget image’, ikke medføre, at samfundet lider skade og borgerne mister tilliden? Ville det ikke netop komme til at repræsentere en række parallelsamfund – som så mange advarer imod? Retssikkerheden kan ikke deles efter det individuelle image, vi ønsker os hver for sig. Retssikkerheden er netop kendetegnet ved, at alle kan stole på, at love gælder for alle og vil blive gennemført. Det gælder også grundloven og de internationale retsregler, vi har tilsluttet os. Og det burde også gælde grundlæggende værdier af den karakter, der er med til at forme det, de fleste anser for at være et udtryk for retfærdighed. Uden denne berettigede tillid til retssikkerhedens idé vil et samfund næppe kunne bestå som et frit og demokratisk samfund. Som Ralph Dahrendorf, den kendte tysk-britiske sociolog, tidligere EU-kommissær og rektor for London School of Economics, har udtrykt det: Retssikkerheden er frihedens sidste bastion.