I dag for 62 år siden begik den østrigske forfatter Stefan Zweig selvmord i Rio de Janeiro. 1930'ernes magtpolitik og nationalegoisme knuste den tanke, Zweig i en halv menneskealder havde været fortaler for: Europas forening i humanismens ånd. Efter verdenskrigens vanvid fik hans europæiske vision en renæssance. Den viste sig at være svaret på efterkrigstidens politiske problemer. For første og måske eneste gang i historien sad den europæiske humanisme inde med en praktisk anvendelig kur mod samtidens sygdomme. Men historien er gået videre, og Zweigs europæiske tanke har ikke udviklet sig til at blive svaret på problemerne i verden af i dag. Han er, i bogstaveligste forstand, en europæer af i går. Stefan Zweig var jøde, og nazisterne lyste i 1930'erne ham og hans forfatterskab i band. Berøvet sin hjemstavn og ude af stand til at udgive på sit modersmål flakkede han om i verden i årene efter Anschluss. Som en af mellemkrigstidens populæreste forfattere - i en årrække var han den mest oversatte europæer - blev han vel modtaget, hvor end han kom frem. Færden gik først til London, dernæst til New York, før han endelig slog sig ned i Rio de Janeiro. Brasiliens charme vækkede for en kort bemærkning Zweigs ubestridelige forfattertalent til live igen. I løbet af nogle få måneder fuldendte han sit sidste store værk, 'Verden af i går. En europæers erindringer'. Men 1930'ernes nationalegoisme havde tildelt ham et banesår. I næsten 40 år havde hans virke været opfyldt af en stræben efter at forene Europa, og i særdeleshed de europæiske intellektuelle, åndeligt. Zweig var det, tyskerne kalder en Mittler, en formidler, der gennem kunsten forsøgte at sammensmelte de stridende europæiske folkeslag fra oven. Da mørket omsluttede det multinationale Mitteleuropa, han først og sidst var barn af, og da hans europæiske ideal bogstaveligt talt blev kastet på flammerne i Berlin, havde han intet at falde tilbage på. 22. februar 1942 begik han og hans unge kone, Lotte, kollektivt selvmord i deres brasilianske landflygtighed. Efterkrigstiden har ikke tildelt Zweig den litterære anerkendelse, der blev ham til del i samtiden. Til gengæld har hans europæiske tanke opnået hæder og ære. For tilhængere af det europæiske projekt står Zweig i dag som lidt af en profet, en stemme, der under vanviddet rejste sig og talte den fælles sag. Det europæiske samarbejde blev efter Anden Verdenskrig udformet som en praktisk udgave af Zweigs ønske om at forene Europa fra oven. Samarbejdets arkitekter var bevidste om, at befolkningerne var lunkne ved tanken om en europæisk føderation. De udtænkte en måde, hvorved nationale eliter kunne drive integrationsprocessen frem trods folkelig uvilje. Løsningen var ganske besnærende. Ved at skabe gensidig afhængighed på udvalgte forvaltningsområder blev der skabt afledte problemer på andre områder, der i sidste ende kun kunne løses ved at udbygge samarbejdet. Det europæiske projekt blev kort sagt gjort selvforstærkende. Stefan Zweigs skæbne og forfatterskab understreger det rigtige i at opbygge et europæisk samarbejde efter verdenskrigenes ragnarok. Omstændighederne taget i betragtning var det end ikke videre angribeligt, at projektets arkitekter valgte en dybt ufolkelig model. Men det er på tide at erkende, at verden har ændret sig. En genlæsning af Zweigs tanker maner frem for alt til besindighed. Det europæiske projekt lider under to skavanker, der har tråde direkte tilbage til hans europæiske vision. For det første er den ufolkelige tilgang til integration ikke længere en farbar vej frem. For det andet er visionen svaret på fortidens problemer. Nøglen til at forstå Stefan Zweigs europæiske tanke er at forstå dens åndelige rødder. Zweig var barn af den europæiske humanisme, og han nærede en stor hengivenhed for dens faderskikkelse, Erasmus af Rotterdam. Han så sig selv som en moderne formidler af det erasmiske ideal: dyrkelsen af menneskeheden og fornuften på bekostning af nationerne og følelserne. Første Verdenskrig havde lært ham, at krigsbegejstring kunne få selv de største intellektuelle skikkelser til at kvæde hadesange om nabolandene. I hele mellemkrigstiden var hans mareridt, at de intellektuelle atter skulle forråde humanismen på fædrelandets alter, et nyt trahison des clercs. Da skyerne drev sammen over Europa i 1930'erne, søgte han i sin berømte biografi om Erasmus at mane den humanistiske fornuft til live igen. Bogen skildrede Erasmus' kamp for fornuften og hans modstand mod krig og religiøse stridigheder. Men Zweig satte ligeledes nådesløst fingeren på det ufolkelige i det humanistiske dannelsesideal. Biografien betonede, at Erasmus ikke et øjeblik tænkte på at indrømme folket den ringeste ret - han anså simpelthen enhver udannet for umyndig. Humanismens grundfejl var, at den ville belære folket fra oven i stedet for at forsøge at forstå det. Den humanistiske drøm om at forene nationerne i en fælles kulturs tegn vedblev at være en utopi, fordi den så stort på, ja afskyede det virkelige folk. Zweig forstod altså at forklare humanismens skibbrud, men samtidig gjorde han sig til bannerfører for et og samme projekt. For han ville netop forene de dannede, de intellektuelle, ikke folket. Hans erindringers behandling af Første Verdenskrig begræder i højere grad den belgiske digter Verhaerens angreb på tysk sprog og kultur, end den begræder de otte millioner fattige og forarmede, der fandt døden i skyttegravene. Det er ganske sigende, at han døbte sin higen efter den åndelige forening af Europa et nyt Babelstårn. Til tider søgte han tilsyneladende at gøre sine idealer så virkelighedsfjerne og elitære som muligt. Kun yderst sjældent lå det ham på sinde at inddrage småfolket i sit europæiske broderskab. Da efterkrigstidens europæiske arkitekter skulle udforme det nye samarbejdes trosbekendelse, var det naturligt at omfavne den europæiske humanisme. Den erasmiske fornuft udgjorde en modpol til 1930'ernes betændte nationalisme, og EU-institutionerne blev bevidst besjælet af den erasmiske ånd. Med i købet kom det ufolkelige dannelsesideal og forsagelsen af det nationale tilhørsforhold. Den slags kunne gå an i et sønderslået Europa, der mere end noget anglede efter fred og velstand. Men det ufolkelige grundlag for det europæiske samarbejde har efterhånden overlevet sig selv. Der hersker i dag en betydelig lede eller i hvert fald ligegyldighed over for den europæiske tanke i medlemsstaternes befolkninger. Den folkelige uvilje hænger til dels sammen med, at Europa bygges fra oven. Det er selv ivrige fortalere for det europæiske projekt parate til at indrømme. De vil derimod nødigt erkende, at projektets forsagelse af det nationale tilhørsforhold har bidraget til at fremmedgøre befolkningerne. For Erasmus' nutidige arvtagere må kulturforskelle vige til fordel for det fælles bedste, fornuft må råde frem for følelse. Det er da også svært at betvivle, at et stadig tættere samarbejde vil være forbundet med en række økonomiske og politiske fordele. Men det står efterhånden klart, at bærerne af den europæiske tanke begår en fejltagelse, hvis de fortsætter med at se stort på befolkningernes {lsquo}ufornuftige' indvendinger. Samarbejdets fordele forslår som en skrædder et vist sted, hvis det ikke kan påkalde sig den almindelige borgers loyalitet. Det er ret beset et åbent spørgsmål, hvor tæt nationerne egentlig bryder sig om at komme på hinanden, såfremt det ikke er påkrævet for at skabe fred i Europa. Det er det ikke i dag, og heri ligger visionens næste problem: Den er kuren på en bestemt tidsalders sygdom. Stefan Zweigs samtid var præget af den store holmgang mellem Tyskland og Frankrig, mellem teutoneren og galleren, som den engelske statsmand Winston Churchill med vanlig sans for at søge nutiden i fortiden kaldte striden. Første dyst i 1871 var faldet ud til det fremadstormende Tysklands fordel, og i 1914 og 1940 fulgte de stadig mere omfattende revancherunder. Striden antog efterhånden karakter af en veritabel europæisk borgerkrig. Zweig fremhævede i 'Verden af i går', at hans slægtled som næppe noget tidligere blev ramt af skæbnens slag og byrder. Det er indlysende, at en form for europæisk samarbejde var den eneste farbare vej ud af voldsspiralen. Der er heller ingen tvivl om, at det europæiske projekt skabte forløsning i verden af i går. Succesen har været så mærkbar, at faren for en ny fransk-tysk holmgang hører fortiden til. Der er grund til at være taknemmelig over denne udvikling, men det nytter ikke noget at hvile bevidstløst på laurbærrene. Den europæiske humanisme har ikke vist sig særlig duelig efter den kolde krigs ophør. Verden har ændret sig, og i en international situation præget af spændinger mellem kulturer står den erasmiske tanke ganske magtesløs. En stor del af den europæiske elite har i de seneste år udtrykt stærkt mishag over USA's håndfaste tilgang til udenrigspolitiske udfordringer, ikke mindst i Mellemøsten. Der er mange gode grunde til at mane amerikanerne til besindighed, men kritik, der ikke følges op af et slagkraftigt alternativ, er svær at tage alvorligt. Problemerne med undertrykkelse, forarmelse og overbefolkning på Europas dørtrin udgør på mange måder en større trussel for europæerne end for amerikanerne. Det forekommer forstemmende, at fortalerne for den europæiske tanke ikke har noget bud på, hvordan denne tikkende bombe kan afmonteres. Det eneste, de kan blive enige om, er tilsyneladende, at det ikke bør ske med sværd i hånd. Men som den italienske statsmand og politiske tænker Niccolò Machiavelli har fremhævet, er værdier - de være sig gode eller dårlige - lidet anvendelige uden våben til at bakke dem op. Og hermed er vi tilbage ved Zweig og Erasmus. I sin tidligere nævnte Erasmusbiografi forklarer Zweig, hvorfor den store humanist ikke kunne dæmme op for sin samtids religionsstridigheder. Erasmus beredte gennem sin kritik af den katolske kirke vejen for Martin Luther. Den tyske reformator var imidlertid en stridsmand, og han gjorde virkeligheden alt for sort-hvid efter den store humanists smag. Luther søgte efter bruddet med Rom Erasmus' støtte. Det samme gjorde pavestolen. Erasmus hældede først til den ene side, dernæst til den anden. Han kunne ikke tage en beslutning, og mens religionskrigene rykkede stadig nærmere, valgte han den lette løsning og stak hovedet i busken. Han holdt på sin humanisme, men hans manen til fornuft kunne intet udrette mod de mægtige religiøse følelser, der krydsede klinger uden for hans elfenbenstårn - i den virkelige verden. Erasmus' resignation udgør en pendant til den nuværende internationale situation. Europæerne klynger sig i mangel af bedre til nutidens store erasmiske tanke, FN-filosofien, som i de tidlige 1990'ere blev anset for et levedygtigt alternativ til magtpolitik. Problemet er bare, at FN-filosofien har vist sig at være uden hold i virkeligheden. Forskellen mellem kulturer og nationale interesser har igen og igen udstillet det store verdensfællesskab som en illusion. I en verden, hvor magt, nationalegoisme og religiøs lidenskabelighed fortsat gør sig gældende, er den stædige insisteren på at følge i Erasmus' fodspor en sikker måde at gøre sig selv overflødig på. Tanken er sådan set meget smuk, men den er udtryk for, at europæerne har benene solidt plantet i den blå luft. Den floromvundne snak om en ny tidsalder præget af menneskerettigheder og et internationalt retssamfund gør næppe det store indtryk i verdens brændpunkter. Som for 500 år siden taler Erasmus' stemme oftest for døve øren i den virkelige verden. Stefan Zweigs europæiske tanke og hans humanisme - de to er i hans tilfælde uadskillelige - kunne ikke dæmme op for virkelighedens fortrædeligheder, da det gjaldt. Under nazismens fremmarch veg han tilbage fra at tage aktivt del i kampen mod Hitler. Han erkendte åbent, at han var for erasmisk til at kunne sejre, hvor lidenskaben rådede. Frem for at acceptere magtpolitikken valgte han at acceptere humanismens iboende svaghed. Der er noget storslået over den måde, hvorpå Zweig veg tilbage fra at tage virkeligheden i øjenhøjde. Det højmodige ved hans nederlag ændrer imidlertid ikke ved, at han led et eklatant et af slagsen. Og det var vel at mærke et nederlag, der drev ham til det dennesidiges yderste kant: selvmordet. Fortalerne for den europæiske tanke står åndeligt i dyb gæld til Zweig. Derfor er hans kranke skæbne værd at ihukomme på årsdagen for hans død. Den historiske lære af Zweigs nederlag er, at det ikke nytter noget at hæve fanen så højt, at benene ikke kan nå jorden. Nutidens europæiske arkitekter risikerer at gøre deres eget hjertebarn en bjørnetjeneste, hvis de ikke vedkender sig denne lære. For det første er det på tide at erkende, at de europæiske folkeslag ikke nødvendigvis vil acceptere at afgive yderligere suverænitet til fjerne og ufolkelige instanser, nu hvor hverken truslen fra Tyskland eller Rusland kan begrunde det. For det andet er den stædige europæiske insisteren på egen humanisme ikke svaret på de nuværende internationale udfordringer. Det betyder ikke, at europæerne skal opgive humanismen. Men de må erkende, at principper sjældent fører sig selv ud i livet. Som den engelske filosof Thomas Hobbes har påmindet os, må der være en magt, der kan håndhæve retten, for at ret og uret overhovedet kan have mening.