SØN af en teolog. Oplært med aftenbøn: sid op i sengen, fold hænderne, bøj nakken, luk øjnene, Fadervor. Ved konfirmationsforberedelsen var mit ønske om at tro så stærkt, at jeg troede stærkt. Efter konfirmationen faldt troen til gengæld af mig som en gammel frakke, hele denne konstruktion med Gud, Jesus, synden, nåden og nadveren klaskede sammen: selvsuggestion, selvopgejling - plus selvfølgelig præsteskabets snedige metode til at få os ned med nakken! Erkendelsen af, at Vorherre var ren indbildning, var en stor befrielse, en utrolig lettelse. Og et hovedkuls problem: Hvordan kunne de andre i klassen, på skolen, i verden dog tro på dette totale nonsens? VI VAR FIRE i klassen, som fandt sammen om at være vantro. Sammen kastede vi os over Bibelen for at finde eksempler på urimelighed og modsigelse, vi ville bevise, at vi havde ret. Religionen var ingen åbenbaring, men et historisk fænomen. Til sidst var vi parat: Vi anmodede præsten om at få lov at besøge ham, der var noget vi ville fortælle. Han var en venlig mand. Han gav os en kop linde-te (det var i 1941) og lyttede opmærksomt, da vi forklarede ham, at han tog fejl: Gud var der i virkeligheden slet ikke. Han fortrak ikke en mine, smilede måske lidt, klappede os derpå - højst ubehageligt - på skulderen og slap os ud - uden på nogen måde at modgå vore håndfaste beviser. På vej hjem fra præstegården følte vi os bekræftet i vores formodning om ham og hans kirke. Vi opgav ham og fortsatte vore hedenske studier. Når jeg tænker tilbage på dette, kan jeg blive helt stolt. Vi var femten år gamle, elever ('disciple') på en konservativ kostskole, hvor ateisme var et ukendt fremmedord. Efter cirka et år gled hele spørgsmålet om Vorherre imidlertid ud for os fire vantro. Der var så meget andet at være optaget af, når man var seksten, og tyskerne stod i landet - jeg husker stadig indskriften på deres bæltespænder: Gott mit uns. Men religionen var trods alt en uvæsentlig ting, et kuriøst fortidslevn, hvorfor dog holde den i live ved overhovedet at ænse den, endsige drage den i tvivl? Virkeligheden foregik andetsteds. Lad dog disse sære fantasifostre fra menneskehedens barndom visne væk af sig selv! SÅDAN SÅ DET også længe ud til at gå. Kirken så ud til at ende som mødested mellem udholdende præster og et svindende antal gamle damer. Men så dukkede Islam op! Med sin vældige trosstyrke lod den danskerne opleve deres lunkne tro som en svaghed. Indvandringen har givet religiøsiteten vind i sejlene, så den i 2006 får lov at fylde det gode gamle radikalt ateistiske blad Politiken en lang, varm sommer. RELIGIØS TRO er en tilstand af overmandethed over for livets store spørgsmål, en bevæget svaghedstilstand, som enhver tids præsteskab har været hurtig til at tilbyde et sprog og en ramme for, i givet fald også har kunnet bruge i kampen mod konkurrenter, fjender. Når kristne i dag på farisæisk vis forstår sig som hævet over islamisk fanatisme, mener jeg, de kan have nytte af en historisk påmindelse. Kristendommen har ikke kun skabt præsterne, synden, syndsbevidstheden og rettroenheden, men også f.eks. religionskrigene i det 16. og 17. århundrede, da religiøs fanatisme blev en regulær trussel mod den europæiske kultur: Vi slagtede hinanden for frelsens skyld i adskillige krige, inspireret og holdt i gang af en teologisk disput: var denne vin underfuldt forvandlet til Kristi eget blod, eller var den kun et symbol? Katolikker, lutheranere og calvinister havde hver sin uforsonlige vished: Gud har ikke bare skabt verden, han er også garanten for vore ufordragelige påstande, som ikke står til forhandling med de formastelige helvedeskandidater: slå dem ihjel! Freden i Augsburg 1555 skaffede foreløbig ro, ud fra en barsk grundregel, cujus regio, ejus religio: den fyrste der ejer området, hans religion skal deles af alle indbyggere. Den der havde en anden tro end fyrsten, måtte enten rejse til et andet land eller - med risiko for den evige helvedesstraf - konvertere til fyrstens. Skiftede fyrsten tro, eller fik han en efterfølger med en anden tro, stod hele befolkningen overfor valget mellem fortabelse af den evige salighed eller af hus og hjem. Denne fredsslutning bragte imidlertid en vis orden, dog varede det ikke længe, før myrderierne og krigene begyndte forfra, værst i Tyskland og Frankrig, så blodigt og omfattende at Europa stod i fare for at gå i opløsning. Indtil nogle humanister trådte frem og belærte deres samtid: uden tolerance går vi alle under i blodig borgerkrig. Vi må acceptere andres ret til at være til, selv om de har et andet syn på nadveren. Lad enhver blive salig i sin tro. Højere end religiøs påståelighed står menneskets ret til liv. Meget blod skulle udgydes, før en sådan tolerance blev accepteret og praktiseret. Den undergraver det sandhedsmonopol, som er ethvert præsteskabs magtbasis: hvis vinen er blod, er den ikke vin, hvis Paven er pave, skal han lystres. Troen og dens dogmer står ikke til forhandling, tro er enten-eller, tolerance er både-og. Tolerancen var det første alvorlige slag mod ortodoks kristendom og dens autoriserede forkyndere. Med Darwin og naturvidenskaberne truede alternative sandheder fra et andet hold: verden kan ikke både være skabt på én uge i det år 4004 f. Kr. og i løbet af umådeligt meget længere tid, og for resten kan ingen gå på vandet. Hvad gør man, når tro og viden står mod hinanden? Spørgsmålet indebar i sig selv en svækkelse af kirkens magt. Det tredje og værste slag, som europæisk kristendom har været udsat for, er den moderne velstand. I sin lange historie har den kristne tro været forbundet med fattigdom, kummer, tidlig død, afsavn, skyld, synd og bod - og trøst ved tanken på et bedre liv i det hinsidige. At nyde var syndigt, i hvert fald fordægtigt, »behersket af kødet i smudsigt begær« kalder Paulus det, at give afkald og at lide i det stille var Herren velbehageligt. Hvilket rædselsfuldt magtmiddel en sådan puritanisme har været! Den har unægteligt fået sig et problem i en verden, hvor et formiddagsblad praler: 'Hed sex på festival', og hvor forbrug er blevet den nye borgerpligt, vækst det nye mantra. Helvedesprædikanter må veje deres ord, når ugebladsartikler og populære bøger kappes om anvisninger på, hvordan vi får det meste og det bedste ud af sengens og bordets glæder, og præstens hævede pegefinger erstattes af det rejste lem og den spillende tunge. DISSE TRE anslag mod præstemagten - tolerancen, videnskaben og velstanden - har medført et magttab, som næppe kan indhentes. Den forsagelse og den syndsbevidsthed, der var grundlaget for klerikal magtudøvelse, er ganske vist ikke helt borte, men antager mærkelige former: Kristendommen har som bekendt som sit varemærke et redskab til langsom og kvalfuld død, og dette lidelsens tegn ses stadig pynteligt anbragt i guld over mangen en smuk kavalergang. Midt i overflodssamfundet lever den kristne forsagelse i form af bodfærdige gaver til Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, desuden som afmagringskure, sundhedskure, antirygekampagner og i fitness-centre, ligesom anoretikerens livspraksis ligger i forlængelse af gamle mønstre (fasten). Men ellers?! De trusler om det evige helvedes flammer til straf for kønslig og gastronomisk nydelse, som har været den røde tråd siden Paulus, Thomas a Kempis og Luthers katekismus, og som har været præsteskabets egentlige magtbase, er lige så uanbringelige som dogmer, kardinaldyder og dødssynder. Den havesyge og selviske griskhed, der engang fordømtes som en last, erkendes i dag som vækstsamfundets drivkraft og forstås som en socialt anerkendt dyd. Imidlertid er vi langtfra trygge ved en sådan ideologisk promoveret egoisme, og hele tre højst forskellige brancher lever højt på den frygt for den retfærdige straf, som er indpodet i vore forfædre gennem mange hundrede år: 1. For det første har underholdningsindustrien for længst opdaget, at der er penge i en sådan angst: Dommedagsfantasierne har ny opvind. Hver anden tv-film handler om et ordnet samfund, der trues af ondskab, skydevåben, ild og en katastrofe, som heldigvis afværges i yderste øjeblik af behjertede mænd. 2. For det andet breder alle stats- og sikkerhedsapparater sig velbehageligt takket være de omfattende kontrolforanstaltninger, som den skrupelløse selviskhed gør nødvendige i risikosamfundet. Den politiske verden beviser sin uundværlighed ved at forebygge både reelle og hypotetiske risici, fra miljøødelæggelse til terrorisme. Verden er blevet nervøs, hvor går det galt i morgen? Politi og forsikringsvæsen har gode dage. 3. Men for det tredje har kirken her fundet sin niche. Utryghed? Kom til os! Det er ganske vist kun med forsigtighed, den tager sine traditionelle trusselsmidler i brug, talen om helvedes flammer er således stærkt nedtonet, fordømmelsen af anderledes troende er forstummet, og tøjlesløs kapitalistisk begærlighed slipper med en mild påtale. Dommedag er yt. Efter religionens opium for masserne forsøger den moderne præst sig med metadon for de tryghedssøgende. Hun er rummelig, foretrækker de mindst anstødelige skriftsteder, pirker kun taktfuldt i dårlige samvittigheder og bruger en meget olieret stemmeføring, når hun må fastholde, at Jesus fødtes af en jomfru, genopstod på tredjedagen, og den dag i dag kan fortæres i oblatform. Hendes menighed læser da også kun sjældent i Bibelen, men har den stående på hylden. Går sjældent i kirke, men melder sig heller ikke ud. Er man troende? Ja da for så vidt, sådan set, i en vis forstand, på en måde i hvert fald. Til servicering af denne holdning har præstestanden opfundet et særligt sprog og en særlig omgangsform af storartet naturlighed og mageløse frejdighed. Hos Esajas og de andre profeter kan enhver slå efter: hvad angår tilværelsens store spørgsmål er en holdning, der således lader fem være lige, både fej og forkastelig, og den sande troende bør udspy den af sin mund. Jesus og Paulus mener det samme: En tro der snarere næres af ulyst til at støde nogen end af noget inderligt forhold til Herren, fordærver indehaverne i sind og skind, så de ikke ved, hvad de selv mener eller står for. SELV OM VI måske ikke ligefrem tror sådan rigtigt på Gud, finder vi det imidlertid klogt at holde ham som reserve. Har vi selv tabt troens glød, kan vi i hvert fald fastholde dens genskær hos børnene. Hvorfor dog ødelægge julestemningen ved at tale højt om, hvad alle ved, at Gud, helligånden og det lille Jesusbarn er i familie med Thor, Odin, Balder og Julemanden? Eller Zeus, Jahve eller Allah. Alle disse guder! Mens de der tror alvorligt på en af dem, afviser alle andre muligheder, så er den folkekirkekristne respektfuldt forstående over for alle inderligt troende (bare de ikke er fanatiske!). Enhver kan blive salig i sin tro, og kan vi nu ikke have det godt med hinanden? Ved at gå med - hvem vil støde unødvendigt ved at blive hjemme? - til dåb, konfirmation, kirkebryllup og begravelse stiller kirkeskattebetaleren sin imødekommenhed til skue og lader Gallup bekræfte sig i, at det er helt i orden: fortæller Gallup måske ikke, at denne overenskomst om at foregive, at kejseren har klæder på, har et flertal af befolkningen bag sig? Hårdt trængt af den anonyme udspørger fortæller et flertal, at de da for så vidt tror på Gud. Men hvad med resten af det mytologiske apparat? Når den religiøse oplevelse udbygges med et sådant, hvad adskiller den så fra tvangstanker, vrangforestillinger eller almindelig sindssyge? At den deles af et betryggende antal landsmænd. Vist kan folkekirkemedlemmet blive lidt flovt, når han/hun lejlighedsvis overværer et enkelt af disse bizarre søndags-skuespil og da forsigtigt synger med på de ærværdige sange med deres sære påstande! Men pyt, når det ikke sker for tit, kan man vel leve med det, for en nutidsdansker er den bog under alle omstændigheder umulig læsning med dens tale om gudsfrygt, om Jesus hvis blod renser os for al synd, om lyset der intet har til fælles med mørket, om utugt, forkrænkelighed og kødets opstandelse: Et sprog og en tankegang fra en kulturkreds, der er fremmed og fjern både i tid og sted. Hvorfor lægger vi ikke denne tro bag os, som vi har gjort det med heksekunsten, astrologien og guldmageriet? Fordi den har sat sig så imødekommende i det brede rum mellem vantro og fanatisme. Med tanke på de daglige beretninger om en islamisk fanatisme, der bringer vore egne religionskrige i erindring, kan man naturligvis spørge, om ikke denne folkekirkekristne bekvemmelighed er det mindre onde? En opfangning eller afbødning af et potentielt livsfarligt underkastelsesbehov? Svaret er nej. Vejen fra tro til vantro går gennem abstinenser, som er en nødvendig del af kuren, og rummelighed er intet værn mod fanatisme. Den ugudelige fejhed, der kaldes folkekirkekristendom, og som breder sig i Danmarks Radio lige fra dagens begyndelse og til dens ende, er en art forebyggende afbødning af den oprigtige vantro, men er en uholdbar konstruktion, truet fra det sorteste højre: Den danske folkekirkekristne er stærkt fascineret af gospelsyngende sorte, af muslimer der hengivent kaster sig på bedetæppet, af munke og nonner og fromme buddhister. Samtidig fører kirkelig konservatisme/ fundamentalisme sig frem med fornyet selvsikkerhed, hvornår får vi den første abortlæge-morder i Danmark? Selveste præsident Bush er erklæret talsmand for aggressiv kristendom: »This is my handbook!«, sagde han for åben skærm og løftede med sit selvtilfredse smil Bibelen over sit hoved. Var Folkekirken et brugbart svar på en fundamentalistisk bølge, en vaccine mod et nyt præstestyre, meldte jeg mig ind på stedet. Men den er overtalelse til holdningsløshed, og derved bereder den jorden for fanatikere. Søren Krarup har medvind. Unge lyshårede danske står frem og fortæller, hvorfor de er blevet muslimer. Også andre trosretninger har lugtet kristenblod og er i den grad i offensiven, at det officielle Danmark er ved at være bekymret og bevilger stadig mere sendetid til vammel folkekirkesalvelse. Lad mig slutte denne bredside med en anbefaling af at læse Femte Mosebog, fra det 4. kapitel (formaning til at holde loven), og fortsæt med Paulus' brev til romerne (om synden). Døm så selv, om denne rethaveriske og blodtørstige uforsonlighed kan være basis for en fredelig fremtid i en globaliseret verden.