Lediheden blandt indvandrerkvinder – og især indvandrerkvinder med tørklæde – er markant højere end hos danske kvinder. Og trods gode tider med lav ledighed og stor satsning fra kommunerne på at få indvandrerkvinder i arbejde går det kun langsomt frem. Der er noget, der blokerer. Noget, der står i vejen for job, noget som hverken jobtræning, aktivering eller virksomhedspraktik kan overstige. Min erfaring siger mig, at der er fire væsentlige årsager til, at indvandrerkvinder er så svære at integrere på arbejdsmarkedet: 1) De har en anden sygdomsidentitet, en anden sygdomsopfattelse. 2) De har en ringe eller slet ingen arbejdsidentitet. 3) Den kulturelle identitet fastlåser dem til hjemmet. Og 4) Tørklædet – og fordommene omkring det – blokerer både for arbejdsgivere og for kvinderne. HVOR MEGET kender vi egentlig til gruppen af etniske kvinder? Først og fremmest ved vi, at arbejdsløsheden er meget høj. Tal fra 2006 viser, at hvor der blandt de 16-66-årige på landsplan var 72,4 pct. af de danske kvinder i beskæftigelse, så var tallet blandt de etniske kvinder på kun 42,2 pct. Skyldes det et dårligere uddannelsesniveau end hos de tilsvarende danske kvinder? Er det kulturelt betinget, at kvinden skal være i hjemmet og passe børnene? Er det religiøse årsager, der ligger bag – eller noget helt andet? For at kunne besvare spørgsmålene, er det vigtigt at have et overordnet kendskab til gruppens ressourcer og kende lidt til, hvilke ønsker de har for fremtiden. Et andet spørgsmål er, hvorfor de etniske kvinder har så stort et forbrug af sundhedsvæsenet? ERFARINGER fra Københavns Kommune viser, at en stor gruppe af de etniske kvinder fastholdes i ledighed og uafklarede, ofte afbrudte, aktiveringsforløb, fordi kvinderne har en ikke-diagnosticeret sygdomsopfattelse. Kvinderne er fastlåst af en bestemt sygdomsidentitet, og jævnlige sygemeldinger forhindrer aktiveringstilbud og resulterer i, at kvinderne ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Fejlagtigt tror mange, at kvinderne bare er dovne eller lever fastlåste i roller, der enten er kulturelt eller religiøst betingede. Men forklaringen er, at mange etniske kvinder har en anden sygdomsopfattelse end tilsvarende danske. Eksempelvis kan flere læger berette om etniske kvinder, der opsøger dem med ondt flere forskellige steder på kroppen. De frygter, at det er en livstruende sygdom. Og selv om de mange gange bliver undersøgt på kryds og tværs og får konstateret, at de ikke fejler noget alvorligt andet end helt almindelige sygdomme og symptomer såsom ondt i halsen, svamp, hoste, muskelinfiltrationer osv. – så kommer de ofte igen blot få dage senere. De mange henvendelser kan sætte lægen i et dilemma mellem på den ene side at ville kvinden det bedste og måske lade sig overtale til at sygemelde kvinden vel vidende, at kvindens sygdom mere er af psykosomatisk karakter. Og på den anden side at raskmelde kvinden tilbage til aktiveringsforløbet. Alderen kan også have en betydning for deres sygdomsopfattelse, fordi flere indvandrerkvinder føler sig gamle og slidte allerede i en alder af 45 – 50 år. Kvinderne har måske arbejdet, siden de var små børn eller har gennem mange år haft hårdt fysisk arbejde, der har slidt på dem såvel fysisk som psykisk. I kvindernes oprindelige hjemlande er det helt almindeligt, at de unge arbejder, hvorimod ’de gamle’ ikke behøver. I Danmark er det derimod ikke helt almindeligt at stoppe på arbejdsmarkedet allerede som 50-årig, og det kan være en væsentlig barriere i forhold til arbejdsmarkedet. Og det forklarer, hvorfor eksempelvis mange kvinder opfatter sig selv som syge, selvom lægen ikke kan fastslå en diagnose ud fra en patients oplysning om symptomer. KULTUREL identitet betyder overordnet: Hvem er jeg? Det kan forstås på flere måder, men i den her forbindelse skal det ses som en samlet betegnelse for en række forhold: national identitet, etnisk identitet, social identitet, kønsidentitet etc. Den kulturelle identitet udvikles i mødet med omverdenen. Derfor kan den kulturelle identitet både udvikle sig i en positiv og negativ retning i et arbejdsmarkedsperspektiv. Hvordan den kulturelle identitet ændrer sig over tid afhænger af, hvordan samspillet mellem ’os’ og ’dem’ udarter sig, samt hvordan kvindens øvrige familie integreres. Hvis manden har et godt fodfæste på arbejdsmarkedet, kan det styrke kvindens indsigt - og omvendt. Det tager tid at ændre den kulturelle identitet, og omfanget af denne ændring afhænger af flere faktorer. Nogle af kvinderne peger på, at de gerne vil arbejde, men at det skal være foreneligt med deres traditioner og kultur – bl.a. det at bære tørklæde og tid til at passe børn. I islam er det meget magtpåliggende, at det er kvindens opgave at passe hjemmet. Flere fagfolk kalder kvindens hjem for ’indenrigsministeriet’, hvor kvinden er den såkaldte indenrigsminister. Hun har hovedansvaret på hjemmefronten, hvor manden til gengæld er den, der styrer det uden for hjemmet og betragtes som udenrigsministeren. Uanset om manden har et arbejde eller er arbejdsløs, så er det kulturelt betinget, at det er manden, der altid er hovedforsørgeren og styrer økonomien. Dette er ikke altid ensbetydende med, at kvinden ikke må være udearbejdende. Men som forsørger kommer manden altid i første række, da han ellers vil føle sig undertrykt, fordi han mister såvel den økonomiske som den sociale status udadtil. Den sociale status hænger meget sammen med begrebet ære - og skamkultur. For kvinderne er det altafgørende at have et godt rygte og omdømme, og her bliver den sociale kontrol praktiseret gennem sladder, der benyttes som et redskab/våben alt afhængig af motivet eller bevæggrunde. Paradoksalt nok giver det status blandt andre kvinder, hvis en kvinde er hjemmegående, fordi hun skal passe på sin syge mand. I forhold til islam er kvinden i dette tilfælde at betragte som en helt, og det giver anledning til en hel del positiv sladder og omtale, hvilket fastholder kvinden i rollen som den hjemmegående sygepasser. Negativ sladder kan omvendt være ødelæggende for en hel familie og give statustab for især de mandlige medlemmer – ikke mindst i kvindernes omgangskreds. Man kan med andre ord sige, at når man lever i et samfund, hvor en anden kultur end ens egen gør sig gældende, så får tilhørsforholdet til andre med samme kulturelle referenceramme en endnu større betydning. Kulturel identitet kan derfor defineres som en fælles forståelse af, at noget bestemt karakteriserer en gruppe, og gør den forskellig fra omverdenen. KVINDER, der har modtaget kontanthjælp i lang tid, har relativt få eller ingen arbejdsmarkedserfaringer. Derfor er det også kun en begrænset del af indvandrerkvinderne, som har et veludviklet arbejdsbegreb og en reel viden om, hvad det betyder at kunne identificere sig med det at have et arbejde. De mangler de kvalifikationer, der matcher arbejdsmarkedets krav, de mangler med andre ord en arbejdsmarkedsidentitet. En del af kvinderne har urealistiske forventninger til de muligheder, de har på det danske arbejdsmarked. Det kan for eksempel være en forventning om at kunne bruge en uddannelse fra hjemlandet eller at kunne arbejde med det samme og på det samme niveau i Danmark som i hjemlandet. Der er flere barrierer, som først skal forceres, inden en vellykket arbejdsmarkedsintegration kan finde sted. På hjemmefronten er det oftest kvinden, der står for hele husholdningen, herunder også ansvaret for børnene. På grund af manglende dansk kan en del af kvinderne på arbejdspladsen have svært ved at forstå, hvad der bliver sagt til dem. De ved derfor ikke, hvad der forventes af dem på arbejdspladsen. Og manglende sproglige kompetencer kan også gøre det ekstra svært for kvinderne at forstå, hvilken kultur, der gør sig gældende på arbejdspladsen – herunder eksempelvis hvordan ironi og humor er en vigtig del af arbejdspladskulturen i Danmark. Det kan betyde, at de føler sig dårligt behandlet og bliver isoleret på arbejdspladsen, med det resultat at de sygemelder sig. Derudover har mange af dem allerede deltaget i en del projekter, hvor de blev lovet muligheden for job, men ikke fik det. Det betyder, at deres motivation er lav, allerede inden de starter i et praktikforløb. Kvinderne har med andre ord ikke haft mulighed for at udvikle en arbejdsidentitet, hvor de kan identificere sig selv med deres arbejde. I modsat fald viser flere undersøgelser, at danskerne netop identificerer sig meget med deres arbejde, og at arbejdsidentiteten er kommet til at fylde mere og mere i danskernes selvforståelse. Det kommer til udtryk ved, at det ikke er løn og pligt, der får folk til at arbejde, men derimod selvudvikling, samarbejde, selvrealisering og selvudfoldelse. Med andre ord bliver mange danskere ét med arbejdet, og det bliver en del af deres identitet – modsat indvandrerkvinderne. SOM JOBKONSULENT oplever jeg til daglig, at tørklædebærende kvinder påpeger to typer af problemer i forhold til deres jobmuligheder. På den ene side tror kvinderne ikke, at de vil blive accepteret af en arbejdsgiver på grund af deres hovedtørklæde. På den anden side er de bange for at blive diskrimineret af danske kolleger af samme årsag. Kvinderne mangler basal information om og kendskab til arbejdsmarkedet og om, hvad det vil sige at være udearbejdende. En vigtig del af mit arbejde går derfor ud på at give dem de manglende informationer. Men kvinderne reagerer som regel ved at gå i forsvarsposition eller ved at give sygdom skylden for deres manglende arbejdsmarkedstilknytning. Derfor må jeg konkludere, at deres sygdomsopfattelse kan skyldes tørklædet som følge af den selvopfattelse, der er hører med til at bære et hovedtørklæde. Omvendt kan en del af kvinderne motiveres, når jeg refererer til en undersøgelse fra 2005 blandt virksomheder på Fyn. Her blev virksomheder spurgt om deres holdning til tørklæder på arbejdspladsen. 54 pct. gav udtryk for, at de syntes det var ’ok’, 35 pct. havde forbehold og endelig svarede 11 pct. ’ved ikke’. Kvinderne giver udtryk for, at det kommer bag på dem. Deres opfattelse af, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, er meget begrænset, og deres holdninger er tydeligvis præget af uvidenhed, fordi deres primære opgave altid har været som tovholder i hjemmet og altid har været underlagt en stærk social kontrol som følge af deres religion. I FLERE af de store kommuner, ikke mindst København, bliver der brugt mange penge på beskæftigelsesfremmende projekter for indvandrerkvinder. Og det er ikke småbeløb, der er på spil, når kommunen ofte benytter et privat firma. Eksempelvis kan et 3-måneders forløb koste mellem 100.000 og 200.000 kroner. Selv om prisen er høj, så er det dog ikke ensbetydende med, at kvinderne efter endt forløb har opnået den nødvendige arbejdsevne, og mange af dem bliver ledige igen. Jeg tror derfor, at det kan gøres både billigere og bedre, hvis man i stedet hjalp kvinderne ved at tilknytte en form for hjemme-/arbejdsvejleder, der som udgangspunkt skulle agere rollemodel og være en, de vil lytte til. Opgaven består i at være brobygger til arbejdsmarkedet og skabe forståelse ikke kun blandt kvinderne, men også hos virksomhederne, der som udgangspunkt er nødt til at tilpasse sig en del af kvindernes ønsker, såfremt de vil fastholde dem på arbejdsmarkedet. Flere af de kvinder, jeg har samtaler med, peger på, at det er et problem at prioritere mellem hjemmefronten og arbejdsmarkedet. Det hænger sammen med deres kulturelle identitet. Mange af kvinderne giver udtryk for, at ’tilvænning’ er nøgleordet. Der er tale om et stort spring – især for de kvinder, som ikke har indstillet sig på dette skift. Tilvænningsprocessen kan være lang, og flere forhold skal gå op i en højere enhed, bl.a. børnepasning, husarbejde, indkøb osv. Vejlederens opgave i forhold til tilvænningsprocessen er at få banet vejen til arbejdsmarkedet ved bl.a. at få klarlagt, hvad kvinden i religiøs henseende må og ikke må. Sidst, men ikke mindst, så er det meget vigtigt at informere kvinderne om, at det vigtigste ikke er at få et godt job med det samme – men at det handler om at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.