Der er en væsentlig forskel på ’kategori’ og ’gruppe’, men det er en forskel, der sjældent tages hensyn til, når muslimer diskuteres offentligt. En gruppe har en fælles dagsorden, en gruppe er organiseret, og de allerfleste grupper har en repræsentant. Muslimerne i Norge fremstilles som en gruppe, men er langtfra en gruppe. De er en kategori. Det er en samlende betegnelse, som kan bruges om noget eller nogen med et eller flere fælles karakteristika, for eksempel at man er kristen eller muslim. Men en kategori er i udgangspunktet hverken en handlende enhed eller et meningsfællesskab. Man kan godt tale om en gruppe, hvis diskussionen f.eks. handler om, hvorvidt muslimerne skal have adgang til egne gravpladser eller halalmad. Når man derimod skal diskutere synet på vestlig skolegang, børneopdragelse eller holdninger til demokrati, giver det ingen mening at tale om ’muslimernes holdninger’, som om de udgjorde en samlet gruppe. Det er interessant, at medierne benytter gruppebetegnelserne så ofte, for det politiske sprog, som det forekommer i rapporter, partiprogrammer og parlamentariske debatter om integration, er samtidig blevet individualiseret: Integration handler i dag om indvandrernes individuelle pligt til deltagelse. Der er altså sket en forandring, siden ’det farverige fællesskab’ blev lanceret som begreb af Arbeiderpartiet, og der blev manet til tolerance og respekt for forskellighed, til i dag, hvor fokus er rettet mod, at indvandrerne selv skal bidrage positivt til integrationsprocessen, og at man også skal stille krav til dem. Samtidig med at det politiske sprog opererer med individet som den integrerende aktør, har der udviklet sig en tydelig mistillid til grupper. Der er for eksempel tematisk lagt stor vægt på, at regeringens politik skal bane vej for unge enkeltpersoner, der ønsker sig ud af et for veldefineret fællesskab. Et tydeligt træk ved mediernes omtale af muslimer er bekymringen for, hvorvidt mindretalsgrupper overdriver retten til autonomi og dermed kan udøve skade på deres yngre medlemmer. Det er et generelt træk ved debatterne om muslimer, at ordene ’gruppe’, ’ledere’ og ’forældre’ er omgærdet af en vis mistænksomhed. I fremstillingerne af muslimer som en gruppe spiller islam en væsentlig rolle, og der refereres meget ofte til islam som et tidløst værdisystem. Den viden, der findes lettilgængeligt om islam, er stor set historiske oversigtsbøger. Der findes kun ganske få bøger om muslimerne selv. Som samfundsmedlemmer i et flerkulturelt samfund behøver man ikke at have viden om alle de forskellige måder, man kan være muslim på, men vi bør vide, at der er mange måder at være muslim på – og det bidrager medierne ikke ret meget til. Hvis nordmændene eller danskerne havde udgjort en mindretalsbefolkning i Malaysia, sådan som pakistanerne gør det her, ville det være ærgerligt, hvis hele det malaysiske samfunds viden om os var baseret på viden om normativ kristendom eller om amerikanske kristne fundamentalister. Politisk har temaerne for integration følgende rækkefølge i forhold til graden af vigtighed: arbejdsmarked, uddannelse, boligmarked og endelig værdifokus. I de offentlige debatter er temaernes relevans vendt på hovedet: I medierne er værdispørgsmålet i centrum. Og med værdier i centrum har man også øget fokus på konflikt. 11. september omtales stadig som datoen, der ændrede indvandrerdebatterne. Der er særligt én ændring, der er blevet tydelig i medierne fra og med denne dato: Den ’svage indvandrer’ er blevet til den ’stærke muslim’. I den tidligere indvandrerfjendtlighed i Europa blev indvandrerne betragtet som de svage, som dem, der var nederst på den sociale rangstige. I flertalsbefolkningen blev de enten betragtet som nogle, der havde brug for hjælp, eller som nogle, der burde rejse hjem. I dag er den etniske marokkaner eller tyrker blevet ’muslimen’, der ikke længere er svag, men stærk, i kraft af at repræsentere et alternativt værdisystem. Min hypotese er, at synet på indvandrere og deres efterkommere har ændret sig til i højere grad at ligne de tendenser, vi kender fra antisemitismen. Den individuelle indvandrer betegnes stadig oftere som bærer af en kollektiv mentalitet, som repræsentant for en gruppe. Den ’kollektive muslim’ er stærk, en trussel i kraft af at repræsentere et alternativ. Den fokus på værdier, der hersker i integrationsdebatterne, kommer først og fremmest til udtryk i trusselsmetaforer: »Den nye indvandring og religionspolitiske kræfters stigende indflydelse kan føre til, at vores demokratis ideologiske grundlag udvandes«, er et eksempel fra en bog om indvandring, der i 2006 har fået meget omtale. Et typisk træk i de værdiorienterede diskussioner er forståelsen af et ’vi’, som er efterkommere af oplysningstiden, over for et ’de’, der repræsenterer middelalderens mørke. I identitetspolitikkens logik findes der et krav om forskelle, men for at de skal have nogen betydning, må de gøres sammenlignelige. Ergo bliver forestillingen om norskhed også mere religiøst ladet. I 1970’erne og 1980’erne talte man om, at indvandrere fra forskellige lande kom til ét geografisk stykke Norge, men i takt med at muslimerne tydeligere og tydeligere blev fremstillet som en gruppe og bærere af fasttømrede værdisystemer, ændrede også forestillingen om Norge sig i debatten: Nu er det et sæt muslimske værdier, der står over for et sæt ’norske værdier’. Diskussionen har udviklet sig fra at handle om et møde mellem nationer og forskellig geografi til at handle om et møde mellem forskellige værdier. Problemet med at fokusere på værdiforskelle er efter min mening ikke selve tematikken, men manglende viden om tematikken. I Norge er det svært at få øje på undersøgelser, der giver viden om værdisyn hos forskellige mindretal. De to rapporter, der foreligger, viser imidlertid, at der i synet på religionsfrihed, demokrati, kvinders stilling, det sociale system og børneopdragelse samlet set er et stærkt sammenfald mellem forskellige mindretal og den øvrige befolkning. Man kan undre sig over, hvorfor medierne i så ringe grad har fundet disse undersøgelser interessante. Der er naturligvis mange argumenter for ikke at bruge antisemitismen som bagtæppe for undersøgelsen af kollektiviseringen af ’muslimen’. Modargumenterne går imidlertid på samfundsstrukturelle forhold og ikke på indholdet i tilblivelsen af fordomme, der er mit anliggende her. I en sammenligning mellem den kollektive ’jøde’ og den kollektive ’muslim’ har jeg ledt efter, hvilke grundliggende faktorer der bruges til at fremhæve muslimernes kerneidentitet. I offentligheden minder de grundliggende faktorer – eller symboler – ret meget om det, vi finder i antisemitismens hovedtematik: dårlig behandling af kvinder og børn, illoyalitet over for nationalstaten og lydighed over for de religiøse tekster, der opfordrer til had. Følgende temaer udgør grundlaget for forestillingerne både om ’jøden’ fra første del af det forrige århundrede og om ’muslimen’ i dag: 1. ’Overtagelsen’. Se f.eks. bogen ’Jøden og Gojim’ af advokat Eivind Saxlund fra 1910, en antisemitisk norsk bog. Saxlund skrev følgende om sit eget motiv til at skrive bogen: »(...) troen på, at jeg derved dog vil bidrage til at bakke op om den gamle og ærlige norske nationalkarakter, som jeg nødigt ser undergravet af den semitiske livsopfattelse«. Frygten for, at ens eget bliver undergravet, og opfordringen til at påtage sig pligten til at bevare ens eget er gennemgående motiver i debatterne om både muslimer og jøder. Det tydeligste eksempel på ’den stærke muslim’ er formuleret i konspirationsteorien om magtovertagelsen. Parallellen til overtagelsesmyten i antisemitismen ligger både i frygten for, at vigtige institutioner bliver undergravet, og i forestillingen om globale og internationale netværk. I lighed med jøden fremstilles muslimen som potentielt set illoyal over for den norske stat. 2. ’Den naive venstrefløj’. Et andet træk i den antisemitiske litteratur, der ligner dagens debatter, er ytringen om, at det kun er få mennesker, der tør kritisere jøden/muslimen. Flertalsbefolkningen fremstilles som naiv. »De er aktive, vi er passive«, som Saxlund formulerede det i sin bog. Flere steder gentog han, at de europæiske lande lider af en national eftergivenhed i forhold til den fare, som jøderne udgør. Ikke ulig den kritik, som den godtroende venstrefløj udsættes for i dag. (I den norske integrationsdebat ser man for tiden et bemærkelsesværdigt angreb på ’den godtroende venstrefløj’. Venstrefløjens politikere præsenteres som ’nyttige idioter’, som har ansvaret for en ’fejlslagen integrationspolitik’. Det er underligt, i betragtning af at vi lige har haft en lang periode med en borgerlig regering). Også i antisemitismen blev liberale og venstreorienterede kræfter defineret som ’jødernes forsvarere’ og ’naive selvfornægtere’. 3. ’Had beordret af Gud’. Religion som kilde til gruppestereotypi er kraftigt til stede nu ligesom dengang. Saxlund skrev: »Den jødiske religion er ingen religion i vores forstand, måske kan den snarere betegnes som jura. Kvintessensen er i hvert fald politik, isolationspolitik«. Den vægt, Saxlund tillagde den religiøse identitet som politisk og segregerende, ligner i påfaldende grad homogeniseringen af islam. I nutidens skriverier om islam er det næsten umuligt at se, at det er en religion, der også handler om tilgivelse, sjælen, frelse og det metafysiske, som de fleste religioner handler om. Den politiske side af islam betyder kun lidt for de fleste muslimer i Norge, men mediernes billede viser det modsatte. I antisemitisk litteratur gentages for eksempel gang på gang, at »jøderne nærer et stærkt had til kristne«. Man bruger uddrag af Toraen på samme måde, som uddrag af Koranen bruges i dag. Citaterne er valgt til at vise, at der hos dem findes en gudgiven og dermed fatalistisk bestemmelse om fjendtlighed over for kristne. 4. ’Institutioner i fare’. I antisemitismen undergraver ’jøden’ legitimiteten af institutioner, som skaber tryghed: kirken, familien, monarkiet, landsbyfællesskabet og stændersamfundet. ’Jøden’ kobles sammen med modernitet og liberalisme. ’Muslimen’ er proportionalt omvendt en trussel mod dette moderne, som vi efterhånden har gjort til ’vores’: verdsliggørelsen, den individuelle frihed og den ligestillede familie. 5. ’Den latterlige mand’. Det er et almindeligt fænomen at bruge køn i stereotypier om ’de andre’. Mens ’jøden’ blev fremstillet som latterligt feminin, forfængelig og forfinet, bliver ’muslimen’ gjort overmaskulin. Det er interessant, fordi det nok en gang fortæller om dualismens logik: I dag er det dominerende mandsbillede langt mindre macho, end det var i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. I takt med udviklingen af den ideelle bløde mand er forestillingen om ’muslimen’ blevet urealistisk macho. Den noget overvægtige pakistansk-norske mand – ham, som kan lide, at livet er ’hyggeligt’ – adskiller sig tydeligt fra mediernes billede af den rå machomand. Hvorfor sammenligne? Eksempler fra antisemitismen kan skræmme os væk fra deltagelse i en politiseret gruppetænkning. Ved at kollektivisere andre, kollektiviserer man også sig selv. Så bliver det let en form for pligt at handle på vegne af sin egen gruppe og de værdier, man mener, den repræsenterer. På den måde kan der opstå en form for moral og loyalitet indhyllet i diskrimineringen mod andre. En stærk form for selvretfærdighed. En selvretfærdighed, som historien har vist os risikoen ved. Når omtalen af muslimer i offentligheden får for mange tegn på, at fremstillingen lige så meget drejer sig om at sikre ens egen gruppe – en form for selvopretholdelse – er vejen til gruppehad kort.