Der er ingen bus, da jeg skal med den fra Nykøbing til Rørvig. I Rørvig skal jeg med færgen for at komme hjem til København. Efter nogle hurtige overvejelser beslutter jeg mig for at gå. Ikke bussens rute, men den anden vej, den vej, som jeg cyklede mange gange. Jeg går ud af byen og skyder en genvej hen over nogle marker for at støde til vejen over Hov Vig eller Isefjordsstien, som den har heddet og været en del af i snart mange år. Bilfri vej gennem et fuglereservat. I min barndom havde vejen ikke den rekreative funktion, som den har nu. Da havde vejen den funktion, at vi på cykel kom hurtigere til Nykøbing end ad den lange vej udenom. Hov Vig ligger i et strålende klart forårslys, inden jeg kommer op til Erik Jørgensens ejendom. Det er godt, at han døde, inden ejendommen brændte på grund af kortslutning i de elektriske installationer. Nu ligger der et moderne landhus, som slet ikke ligner en landejendom. Den lille udbygning, som ikke brændte, er revet ned, siden jeg cyklede forbi sidst, og der er ved at blive bygget et fint lille hus. I det nu nedrevne udhus havde Erik sine brevduer. Det var underligt og uforståeligt med de fugle, der fløj ud i verden med breve i næbbet. Sådan så jeg det for mig, for hvor skulle fugle ellers have breve. Det mest forunderlige var, at de altid vendte tilbage. Derfra er der et sandet hjulspor bagom til Nakke. I det lille hus yderst ud til engene nederst i landsbyen boede Sigurd og Annette. De var runde og snakkende, så det var mildt og trygt at skulle sælge en københavneravis til dem om søndagen. I nogle år var jeg avisens lokale avisbud, og det åbnede op for adgangen til meget. Huset er stadig gult, men i dag er det sommerbolig, og sikkert ikke af samme lerklinede standard som dengang. Tæt ved boede der en børstenbinder, som var blind eller i hvert fald svagtseende, men hans datter læste avisen højt for ham. Når man fra den sandede vej kommer ind i byen, ligger der et hus, der ikke ligner de andre. Det minder stadigvæk mere om et rigtigt byhus med have omkring og udsigt. Engang var det københavnere, der ejede det, og når de havde fri og havde ferie, så boede de der, og så købte også de avisen. I dag er det fastboende, der bor der. De har høns, nogle får, en lille hest og en bod med hjemmelavet appelsinmarmelade og hjemmebagt squashkage. Den står foran en gammel bygning ud mod det, der minder om en gade. For mange år siden var det landsbyens oprindelige smedje. Den er vist nok fredet.
Squashkagen er skåret ud og ligger i små plasticbakker. Jeg køber en bakke med to stykker til automatkaffen på færgen. Overfor havde Robert og Borghild deres lille ejendom. Robert spillede kort. Også med min far, men vildt gik det ikke for sig, selv om der nu nok blev spillet om penge. Rommy søndag formiddag i kirketiden. Man sagde ellers om ham, at han havde spillet en af sine køer bort. Borghild var sygeplejerske. Jeg tror, det var hende, der fik mine forældre med i en læsekreds. Da jeg var en stor dreng, syntes min mor, jeg skulle læse noget om besættelsen, og jeg gik i gang med en roman af Hans Jørgen Lembourn, som de havde købt til læsekredsen. Jeg stoppede med at blive klogere på besættelsen, da jeg havde læst en ophidsende erotisk scene. Det var en helt anden slags besættelse, jeg blev optaget af. En dag lå romanen ikke længere i dækketøjsskabet. Min mor havde sikkert opdaget, at bogen af sig selv slog op på de erotiske sider, og det var ikke det, hun havde tænkt sig, jeg skulle blive klogere på. Robert og Borghild havde en datter lidt ældre end mig. Man talte om, at det var noget sært noget, at hun skulle gå på realskole. Tilfældigt møder jeg hende en gang imellem i København. Vi taler sammen, også om at vi måske ikke blot skulle nøjes med at mødes tilfældigt, for nogle af de billeder, vi bærer med os, er de samme. Hun kender til dele af mit barndomsliv og jeg til hendes. Lidt længere oppe i Galbuen lå smedjen. Engang satte min far mig op på vores hest, for den skulle rides til skoning. Det skulle jeg vel nok kunne klare. Den var kæmpestor og bred, brun og varm. Jeg skulle ride den de to kilometer og var ikke stolt ved situationen. Sad og skrævede højt oppe i luften uden saddel. Det gik. For jeg havde taget cowboyhat på, og der var både blæsebælg og åben ild. Smedjen er lukket for længst, og nu sælges der havefliser fra bygningen. Da jeg går forbi, hilser jeg på ham, der arbejder i haven. Ikke fordi jeg kender ham, men fordi sådan gør jeg. Jeg hilser. Den lille søn spørger sin far, hvem det er, og faderen kan blot svare, at det er en mand, der går forbi. Ingen kender mig længere, og jeg kender ingen. Fattighuset er ikke længere sognets fattighus. Nu er det et gennemrenoveret hus med tilbygning og carport.
