Efter en rejse i Israel skrev Bashy Quraishy (Politiken 13.4.), at »jøder og muslimer må forstå, at antisemitisme og islamofobi er to sider af samme sag«.

Jeg er helt enig med Quraishy og kan endog tilføje, at de to religioner og kulturer endda sagtens kan rummes i samme krop. Min mor var fra fødslen både jøde og muslim. Hendes mor var muslimsk khazar og hendes far en jødisk khazar. Hun følte sig uhyre jødisk i nærheden af muslimske og kristne gejstlige og totalt ujødisk i selskab med en rabbiner, men trods alt nærede hun gennem livet meget ømme følelser over for Muhammed. Hun syntes altid, at det var synd for profeten, at det gik så galt for hans folk, efter han døde. Allah kunne min mor til gengæld aldrig døje. Min far trodsede skæbnen og kom til verden som jiddischtalende jøde i Vitebsk i 1884 (nej, han kendte ikke Chagall personligt, men påstod, at han engang blev ramt i nakken af en snebold angiveligt kastet af den store maler, medens han øvede sig på violin foran et åbent vindue). Min far opgav hurtigt sin karriere som 2. sals violinist og blev mange år senere (1907) ’genfødt’ som en trotskist i The Bronx. The Bronx er et af universets utallige arabesker, hvor tid og rum siden tidernes morgen har været hvirvlet ind i hinanden. Bydelen er opkaldt efter færingen Johannes Bronx. Og er den eneste del af New York City, som ligger på kontinentet. Johannes var student fra Roskilde Katedralskole. Han sejlede med Henry Hudson i 1608 og blev landsat med kreaturer og grise på fastlandet nord for Manhattan. Det ved jeg, fordi jeg er førstegenerationsindvandrer fra The Bronx og i 1969 var pædagogikumkandidat i den gamle Roskilde Katedralskole. Der, på en skråvæg under loftet, hang et kobberstik af Johannes med de ovenstående detaljer. Det hænger der nok endnu, men jeg tør ikke tjekke det. »Hvad nu, hvis du tager fejl?«, spørger min kone. »Hvor er vi så henne?«. Jeg er hverken jødisk-muslimsk islamofob eller muslimsk-jødisk antisemit, men kan gøre grin med både jøder og muslimer, uden at de bliver fornærmede. Det er dejligt. Man skal bare passe på at fordele krænkelserne jævnt, så ingen føler sig tilsidesat. Danskere dyrker den samme selvironiske humor som new-yorkere. Derfor har jeg altid følt mig hjemme i Danmark. Mit barndomskvarter i det nordøstlige Bronx var et åbent, halvbebygget, socialistisk immigrantreservat på 3-4 hektar kaldet The Coops. Før fjernsynets indtog bestod sommeraftenunderholdningen hovedsageligt af verbale dyster på bænke og gadehjørner. Vi var østeuropæiske jøder, italienere, lange vestindiske sorte, armeniere, en blåøjet græker, der selvfølgelig hed Nick, en rendyrket altid beruset tutsihøvding fra Florida, en vaskeægte jødisk hopi-indianer fra Arizona og ikke mindst en muslimsk storfamilie Abedkhar fra byen Zahlè i Libanon. Familien Abedkhar bekendte sig til den 19. af moderbyens 18 gængse islamiske sekter. Da jeg var 8-9 år gammel, blev jeg forelsket i Abedkhar’ernes magreste datter, Majada, på 13-14 år. Efter skoletiden passede hun Mehdik, familiens ældste. Mehdik var i rullestol; godt og grundigt ramponeret; evigt hæs, men altid veloplagt. Majada sad på bænken med sit magiske ansigt, en bog og et smil, der fik luften mellem hende og omverdenen til at dufte af kanel. Jeg levede for at løbe ærinder for hende. Hun drillede mig aldrig, formentlig fordi hun vældig godt kunne lide, at jeg elskede hende. Vi tre diskuterede sammen som ligeværdige voksne. Nu og da voksede en pibende lyd frem fra Mehdiks indre. Normalt forsvandt den igen med det samme. Jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i om araberne. Majada og Mehdik var interesserede og imponerede; ikke i mig, men i arabernes bedrifter. Mange år senere fandt jeg ud af, at Abedkhar-familien slet ikke var arabere, men muslimer fra Kalikut på Indiens vestkyst. Og at Mehdiks stakkels radbrækkede krop skyldtes gennemprygling, total emaskulering og hængning udført af optændte hindu-nationalister, da han var 18 år gammel. Min far og mor fortalte om deres liv, medens de henholdsvis skrællede kartofler i køkkenet eller syede gallamilitære uniformer på en stor foddrevet symaskine i entreen af vores toværelses lejlighed. De fablede af hjertens lyst og lærte mig, at Guds forbudte sande ansigt nok ligner en jødisk arabesk. Khazarerne var en lokal blanding af lyshårede, blåøjede iranere (arier) og sorthårede, mørke tyrkiske folk. De overvågede og styrede handelsvejene gennem det nordlige Kaukasus. I det 8. århundrede dannede khazarerne et stort uafhængigt kongerige, Khazaria. For at understrege deres upartiskhed i handelsstridigheder adopterede khazarerne – efter omhyggelige undersøgelser – judaisme som statsreligion, idet judaisme var den fælles religiøse rod for både muslimer og kristne, der færdedes på handelsruterne. Alle handelsrejsende stolede på jøderne, som var de foretrukne mæglere i stridigheder mellem ikke-jødiske kolleger. Jøderne stolede på hinanden og havde ingen fjender på verdens handelsruter. Those were the good old days. Den ny statsreligion forenede kongeriget og gjorde det stærkt. I to århundreder besejrede khazarerne igen og igen de angribende arabiske kalifater og afværgede en islamisk-arabisk invasion af det sydlige Rusland. Khazarerne begyndte at tage jødedommen alvorligt. Gennem kontakt med jødiske karavaner fra Nordafrika og Europa søgte khazarerne kontakt med de højkulturelle jøder i Spanien (sefardim). Sefardim var i begyndelsen ikke så lidt hovskisnovski over for de selvudnævnte lyse trosfæller fra de fjerne bjerge. De morede sig nok kosteligt over navnet khazar, idet chazar på hebraisk betyder svin. Alligevel korresponderede den spanske overrabbiner fra Córdoba-kalifatet med khazarerne for at sætte dem ind i jødiske skikke og traditioner, så de kunne accepteres som ægte jøder – også af antisemitter. Det jødiske kongerige mistede magten sidst i det 10. århundrede, da deres gamle byzantinske allierede indgik en alliance med rus’er og pecheneg’er (ferskenfarvede negre?) Efterfølgende blev Khazaria gennemrendt af svedige, sandblæste hestefolk fra Mongoliet, Nordafrika, Persien og Arabien. De uindbudte gæster modtog gaver fra deres værter, medens de forlystede sig med landets formeringsdygtige kvindestand. Det var efterhånden ikke sjældent, at en nyfødt khazar i Khazaria ikke lignede sin far. Mange khazarer tog sig sammen og begyndte at udvandre. De åbnede nye handelsruter mod nordvest, medens hestefolkene fortsatte deres genetiske hærgen langs Sortehavets nordlige kyster og videre mod Balkan. Man mener, at de udvandrende khazarer var forfædre til de moderne ashkenazim (germanske jøder). De fleste tilbageblevne khazarer – min mors forfædre – blev behændigt overtalt af skiftende muslimske herskere til at konvertere til islam. De blev derefter fritaget for dhimmi-skatten, en slags beskyttelsespenge opkrævet af muslimerne fra jødiske og kristne medborgere. Ashkenazim er i øvrigt – ifølge min far – langt dygtigere end sefardim i alle vigtige menneskelige aktiviteter bortset fra rumba og solbadning. Det faktum nævnede han mange gange gennem sit lange liv. For god ordens skyld giver jeg det videre her. Jeg kom til verden 20. maj 1937 om bord på det tyske dampskib ’SS Hamburg’, tre døgns sejlads fra New York. Min fødsel var helt uofficiel, idet min mor var udvandret fra USSR med et falsk transitvisum udfærdiget af den amerikanske ambassade i Moskva. Derfor blev jeg firet ned sammen med lodsbådens øvrige diplomatpost. Min far, som i mellemtiden var blevet traktormekaniker og amerikansk statsborger, ventede på kajen sammen med den ambulance, som immigrationsmyndighederne havde bestilt for at køre os til Fordham Hospital i Vestbronx, hvor min fødselsattest ventede. Således undgik jeg at blive jødisk statsborger i Nazityskland. Jøderne har altid levet efter en slags kosmisk lukkelov. Da Trotskij ikke dukkede op til Lenins begravelse i 1924, lugtede Fixet lunten og besluttede, at det nok var bedst for helbredet at forlade russernes rige igen. På en sommerlejr for jødiske og ikke-jødiske venstredrejede voksne – ’Camp No Worries’ i Mt. Beacon, N.Y. – mødtes min far, Samuel Rosenbaum, og min friskindvandrede mor, Reva Chariton. De blev ’meget omhyggeligt’ gift i 1926, 1927 og 1928 (alle tre gange efter et ophold på ’Camp No Worries’). Reva elskede simpelthen bryllupskirsebærvin. Men det er en helt anden historie. Min mor mente bestemt, hun var jøde, fordi hendes far var jøde. At hendes mor var muslim var noget morsomt og interessant, men uvedkommende. Far kunne vist godt lide at betragte hende som muslim. Det var langt mere eksotisk end at være gift med en jiddisch mama. Han elskede at drille hende med de åbenlyse ømme følelser, hun alligevel gemte et eller andet sted i hjertet over for ’Fadder’ Muhammed. Min mor læste flydende russisk, fra hun var fire år gammel. Da hun fyldte elleve, kunne hun med en stor hvid sløjfe i håret og insisterende stemme, på dramatisk højrussisk, recitere 36 stanzer udenad fra Aleksandr Pushkins episke roman-digt ’Yevgenji Onegin’. En barnløs velstående faster, der var aleneboende enke i Moskva, adopterede Reva og sørgede for hendes videre uddannelse, så da Reva i 1913 fyldte 16, rejste hun til Moskva. Et år forinden havde de øst-ortodokse kirkefædre i Rusland besluttet, at efter næsten 2.000 år var tiden inde til at hævne Jesus Kristus. Alle jøder i den russiske tsars imperium skulle myrdes. Hele den feudale russiske landbefolkning stod parat med kniv, økse, hammer, høtyv, fakkel og hunde med blottede tænder. Landbeboelser, der husede jøder, blev omringet af eksalterede feudale bønder. De ventede kun på signalet fra Kijev. I Kijev sad rigsretten klar til at dømme Mendel Beilis til døden. Beilis var ellers en simpel, flot ung jødisk altmuligmand; en shagits (jiddisch for en jødisk mand, som er så smuk som en ikke-jøde.) Han havde afvist at gennemføre et samleje med den menstruerende elskovshungrende pebermø, der havde sendt bud efter Beilis for at ordne husets rør. Anklagen mod Beilis var udelukkende baseret på ’Protokollerne af Zions Ældste’, et famøst antisemitisk falsum, opdigtet af det ukrainske hemmelige politi i 1905 efter ordre fra tsar Nikolaj. Protokollerne beskrev, hvordan verdens jøder pønsede på at overtage verden. Og at jøderne i øvrigt var årsag til alkoholisme, darwinisme, marxisme, nietzscheisme, liberalisme, kvindernes stemmeret, socialisme, pressefrihed, pornografi, økonomiske svingninger og andre anerkendte undergangsfremmende ideer. I alt var der 25 ’temaer’ på 62 sider. I pauserne beskrev man jødernes religiøse uskikke, f.eks. deres rituelle drab af kristne smådrenge for at tappe blodet til brug i påskeknækbrød. Det var det, jøden Beilis var anklaget for. En royal skueproces var sat i gang for endelig at rydde tsarens Rusland for jøder. Liget af en brutalt myrdet dreng med overskåret hals blev fundet på en losseplads i udkanten af Kijev. Med Protokollerne i hånden og en utæt, forsmået pebermø i vidneskranken skulle anklagen mod Mendel Beilis føre til en offentlig hængning og efterfølgende holocaust. Takket være verdensomspændende protester opløste tsaren tribunalet, frikendte Beilis og ekspederede ham anbefalet ud af landet i en lukket hestekærre. Store dele af mine forældres generation, deres søskende og forfædre fik en frist på 30 år, inden de under Anden Verdenskrig hver for sig blev klædt af, pryglet, skudt og levende begravet af det frivillige og ivrige hjælpepoliti fra Tyskland, Østrig, Ukraine og – for god ordens skyld – Ungarn, Rumænien, Letland og Litauen. Mange fromme bibellæsende angelsaksiske kristne mænd i vest og blød hat havde længe set frem til disse forløsende nedslagtninger. På væggen bag der Führers skrivebord hang – for god ordens skyld – et signeret foto af en berømt og indflydelsesrig amerikansk beundrer og allieret i kampen mod jøder: Henry Ford fra Dearborn, Michigan, USA. Ford-fabrikkerne i Dearborn er nu for længst nedlukkede og de kæmpe støbe- og pressemaskiner, der selv efter Nazityskland erklærede krig mod USA sidst i 1941, stadig producerede dele til tyske panservogne, er begravet eller kørt væk. Men omegnen genopstod og blev et af USA’s mest velfungerende lokalsamfund; en bydel med over 30.000 muslimske indbyggere og nul kriminalitet; det absolutte nulpunkt for en politibetjent, der ønskede sig lidt aktion. Desværre er bydelen nu begyndt at gå i opløsning. Små store-front-moskeer bemandet af radikale imamer har gjort deres indtog. Deres mission er at vække byens muslimske unger og frelse dem fra forældrenes slappe islamiske engagement. Dette religiøse fremstød er finansieret af det saudiske kongehus og bogføres under kolonnen ’muslimsk velgørenhed’, det vil sige beskyttelsespenge udbetalt til al-Qaeda. Majadas ældste søn, Adam er biolog og var, inden de flyttede til Salt Lake City, en af Dearborns viceborgmestre. Han har tre døtre (gæt hvem de ligner!) Majada blev enke for 10-11 år siden og flyttede med til Utah. Hun fyldte 75 (eller 69f iflg. hendes eget regnskab) i fjor. Da muhammedkrisen toppede i 2006, blev jeg kimet ned i flere døgn af hele Abedkhar-slægten. De havde hørt, at man var ved at internere alle muslimerne i Danmark. Jeg mindede dem om, at jeg var jo halvjøde og derfor stadig på fri fod og i godt humør. Når min teenagedatter, en fuldblods vikingeungmø, tog telefonen, hviskede hun indforstået på meget langsomt rigsdansk, at jeg havde gemt mig i krybekælderen med Cheezits og Pepsi, og at hun lovede ikke at angive mig til hjemmeværnet. Beskeden blev nedfældet og dechifreret i USA med hjælp af en dansk-engelsk parlør: »[Herb] was creeping around in the cellar with Jesus and the Pope who were, in accordance with Danish law, trying to poison him with some homebrewed beer«. Alle forstod straks, at krisen var overstået. Nu er pladsen ved at løbe ud. Jeg ville egentlig have fortalt meget mere om min jødisk-muslimske tilværelse. Om dengang i 1950’erne, da Israel bortvalgte jødisk kultur til fordel for Bibelens fortræffeligheder. Jeg fik det med Israel som den fortvivlede Isak med Abraham på vejen til offerstedet: »Far, jeg forstår godt, hvad du siger, men jeg forstår dig ikke«. Om de gange jeg genfandt stemningen fra mit barndomskvarter på bytorve i Zagazig, Aleppo og Mosul. Om at jeg, når jeg træder ind i en kristen kirke, stadig kan lugte, hvordan middelalderens dødedyrkelse emmer ud af stenene. Om mine mange rejser på kryds og tværs af USA, hvor jeg blev et forfærdet vidne til en stor nations langsomt fremskridende forfald. Når jeg fortæller folk, at jeg har jødisk-muslimske aner, bliver jeg nødt til at tilføje, at jeg ikke er religiøs. Jeg mener, at religion er utrolig fantasiforladt og blokerer for tro og fordybelse. »Hvad mener jøderne egentlig om Gud?«, bliver jeg ofte spurgt for god ordens skyld. Jeg svarer med følgende lille vits: »En dreng fra en ikketroende jødisk familie kommer hjem fra skolen. »I dag lærte vi om treenigheden«. Faren er dybt forarget. »Det er noget værre vrøvl. Nu skal du høre, min dreng. Der er kun én Gud. Og ham tror vi ikke på«.