Et kongeligt operakor skåret ned til stemmernes sokkeholdere, en operachef, der siger sin stilling op i protest imod besparelser, kulturinstitutioner, der over en årrække støt og roligt udsættes for besparelser kun symbolsk afbrudt af en studenterprotest, der i form af en udstilling på Statens Museum for Kunst af en række identiske billeder med en bavnehøj, noget vand og en dansk sommerhimmel viste, hvor den danske kunstverden er på vej hen, hvis det – ifølge studenterne – stod til den nu tidligere kulturminister Per Stig Møller.
Socialdemokraterne protesterede dengang i foråret 2011, men under den ny socialdemokratisk ledede regering og den ny kulturminister maler besparelsesmøllen støt videre. På det punkt går blå over i rød og vice versa. I en tid med økonomiske problemer er det for mange regeringer i Europa en fristelse at drive symbolpolitik på kulturområdet og skære ned på kulturbudgetter, som i forvejen ikke fylder meget på landenes bruttonationalprodukter, i gennemsnit under én procent. I lande som Belgien, Holland, Kroatien, Portugal, Storbritannien er kulturen særlig hårdt ramt, men også i Grækenland og Italien skæres der nu helt ind til benet. Også i Danmark blev der i 2010/2011 skåret med 80 mio. kr. ud af et budget på 6,1 mia. kr., og ifølge de nyeste tal kalkulerer 80 procent af landets folkebiblioteker eksempelvis i 2012 med besparelser.


























