INDTIL DET sovjetiske imperiums sammenbrud i 1989 levede verden under terrorbalancen, både USA og Sovjetrusland kunne udslette den anden part i tilfælde af en 'all-out'-atomkrig. Men der var en balance, og det fremtvang en vis begrænsning i udøvelsen af magt, tydeligst udtalt under Cubakrisen og under Vietnamkrigen, hvor atomvåbnene ikke blev anvendt. Atomvåbnene fortsatte med kun at virke ved deres blotte eksistens. Og trods denne balancegang på randen af udslettelse gav terrorbalancen en form for stabilitet i verden. I stedet for den bipolare verden har vi nu efter 1989 fået en monopolar verden, hvor USA er verdens eneste supermagt. Det har taget USA et tiår fuldt ud at forstå, hvilken mulighed det gav for et militært verdensherredømme. Men nu har USA forstået det, og Irakkrigen er det første udslag af denne erkendelse. Og derfor har vi set, at præsident George Walker Bush ville have sin krig imod Irak - koste, hvad det koste måtte. Et splittet NATO, et splittet EU, en splittet verden: De, der ikke er med os, er imod os! Og verdens underligste koalition blev skabt af 30, eller er det 40, nationer på nær England (og Australien), en samling fjerde-, femte- eller sjetteklasses nationer, militært set - fra nogle småøer i Stillehavet over Albanien, Bulgarien og Colombia til Danmark og Polen. MEN DET værste på langt sigt er, at det potentielle verdensherredømme har medført en militarisering af USA. Og derved forstås her ikke blot militære styrker til overmål, men at sætte den militære betragtning over den politiske. Det var det, vi så klarest i Første Verdenskrig, da kejser Wilhelms militaristiske Tyskland forudså en tofrontskrig med Frankrig på den ene side og Rusland på den anden. For at klare den situation udkastede den tyske generalstabschef den såkaldte Schliefenplan. Kort fortalt gik den ud på at kaste størstedelen af den enorme tyske hær ind imod Frankrig - inden Rusland kunne få mobiliseret - for at slå Frankrig ud med en lynkrig. Og for at dette med sikkerhed kunne ske, var det en militær nødvendighed at krænke Belgiens neutralitet, garanteret af alle stormagter inklusive Tyskland. Så den tyske hær foretog en omgående bevægelse ind gennem Belgien som en le, der slår kornet i ét tag, for så at vende snittet indefter, syd om Paris og gennem en omringning tilintetgøre den franske hær. Og så gik tyskerne til og med frem med teutonisk grusomhed og dræbte i titusindvis af gidsler - af angst for 'franc-tireurs', snaphaner. Ejendommeligt, at de største militærmagter har de dårligste nerver. »Fusillé par les Allemands«, civile gidsler skudt af tyskerne, som det står på utallige gravstene i Belgien og Nordfrankrig. Et ramaskrig rejste sig verden over. Og bragte England ind i krigen, fordi det følte sig forpligtet af stormagternes garanti om Belgiens neutralitet. For historisk set at føje spot til skade var det hele forgæves, for tyskerne fik ikke omringet Paris, som ved et militært mirakel blev reddet af slaget ved Marne. Det var her, de hundredtallige parisiske taxier med tusindvis af soldater om bord af general Gallieni blev kastet ind i tyskernes flanke. Den af den tyske generalstab erklærede militære nødvendighed skulle vise sig at være en politisk katastrofe for Tyskland - og da krigen på Vestfronten så frøs til i en skyttegravskrig med millioner af dræbte og Tyskland lukket inde bag den engelske søblokade, måtte der igen ske noget drastisk. Det blev med en ny militær nødvendighed, nemlig at erklære den uindskrænkede ubådskrig i 1916. Alle skibe - også danske - på vej til England blev uden varsel torpederet. Et nyt ramaskrig verden over var svaret, og efter torpederingen af det store amerikanske passagerskib 'Lousitania' gik USA ind i krigen - for at forsvare havenes frihed. Og dermed havde Tyskland uigenkaldeligt tabt krigen - ved at sætte den militære nødvendighed over den almene politiske betragtning. SOM GENNEMFØRT militaristisk nation var det kejserlige Tyskland skæbnebestemt til at tabe, fordi det ikke kendte begrænsningens kunst. Også sabeltigeren måtte uddø, da dens sabel voksede og voksede, indtil den til sidst ikke kunne bære den længere. Med Bushdoktrinen om, at USA tiltager sig ret til at angribe alene på mistanke, har USA taget et afgørende skridt ind i egentlig militarisme. Heraf krigen imod Irak, imod det klare flertal i FN's Sikkerhedsråd og imod verdensopinionen, imod de gamle allierede Frankrig og Tyskland og imod Rusland og Kina samt imod langt størstedelen af de muslimske og/eller arabiske lande. Der var ikke tid til flere inspektioner, krigen var vedtaget af Bush, med hans militaristiske forsvarsminister Donald Rumsfeld som en shakespearesk Jago bag Othello. Hvorfor? Det var blevet en militær nødvendighed at sætte angrebet i gang, alene af den grund at den opmarcherede hundredtusindtallige amerikanske hær ikke kunne vente længere i ørkensandet. Toget var sat i gang - som i den første verdenskrig - og krigen en kendsgerning. MAN SKULLE tro, at verdens mægtigste militærmagt havde nerver af stål, men det er ikke tilfældet. Som tilfældet var det med den tyske militarisme, har den amerikanske militarisme svage nerver. Der bl.a. viser sig i erklæringer om, hvor stærk den er. Og med militære kommunikeer, der så åbenbart er halve sandheder. Det er et ejendommeligt politisk-psykologisk fænomen, at jo mere magt, des større psykologisk-politisk usikkerhed! Men der er nu trods alt god grund til dirrende nerver, for det er jo gået gruelig galt for amerikanerne og englænderne. Også deres Schliefenplan viste sig at være et luftkastel, en luftspejling i ørkenen. For selv om de fik knust Saddam Husseins militærmagt på tre uger - en utrolig militær bedrift - har de allerede, få måneder efter den militære sejr, tabt krigen politisk. Der blev ikke fred i Irak. Til 'koalitionen's store overraskelse viste det sig, at mange irakere langtfra entydigt betragter USA som deres befrier. Nok var de fleste irakere mildest talt trætte af Saddam Hussein, men de er allerede nu også godt trætte af en amerikansk besættelse, ja til og med dræbes daglig amerikanske og engelske soldater. Den amerikanske øverstkommanderende for felttoget, general Tommy Franks, har netop ved en senatshøring sagt, at den amerikanske tilstedeværelse/besættelse af Irak kan vare måske to til fire år, »I don't know«! Tænk engang, kære læser, hvad dette indebærer, at den amerikanske feltherre siger, det ved jeg ikke, om resultatet af sit felttog. Denne overvurdering af egen magtfuldkommenhed og undervurdering af fjenden er typisk for militarismen - som vi så det i de to verdenskrige. For enorm magt giver enorme muligheder, men hvis ikke disse muligheder er styret af en politisk betragtning, hvis ikke man sætter den almene, den politiske betragtning over den militære, så går det galt. 'Magtens begrænsning' (1) er nu som før et grundvilkår for mennesket. Og ikke nok så mange 'gudspåkaldelser' kan ændre ved dette. På spændet af de tyske soldaters livremme stod der i Første Verdenskrig 'Gott mit uns', men verdenssamfundet ville det anderledes. De neokonservative kredse omkring Bush synes også at mene, at de har Gud, dvs. de hvides (protestanters) gud på deres side. ET ANDET aspekt er, at George W. Bushs magtfuldkommenhed og udnyttelse af USA's verdensmagt næppe kan undgå at føre til, at der opstår en modmagt. En sådan modmagt har allerede til Washingtons åbenbare irritation manifesteret sig i aksen: Paris-Berlin-Moskva. Bannerfører for denne modmagt har været 'det gamle Europa', som Donald Rumsfeld foragteligt kalder Frankrig-Tyskland, modsat det mere følgagtige 'nye Europa', med et forsigtigt Polen i spidsen. Desværre kan denne magt-modmagt-problematik næppe skrues tilbage, glansen er gået af Sankt Gertrud i George Walker Bushs skikkelse. Og selv om der kommer en dag efter Bush, er skaden sket, forholdet mellem USA og Europa - og verden - bliver næppe nogensinde det samme som før Bush. I horisonten anes konturerne af et EUTO - til erstatning for NATO - fra Den Engelske Kanal til Vladivostok. En tanke, der allerede debatteres, også i Rusland. EFTER DET frygtelige terrorangreb på New York og Washington 11. september sluttede alle NATO-lande, ja hele verden op omkring USA. Det er således lykkedes Bushadministrationen i løbet af halvandet år at vende dette billede. Selvforståelsen hos verdens mægtigste magt tillader ingen kritik. Desperat søgte Bush efter en løsning, Irak blev svaret og midlet blev en militarisering af USA's udenrigspolitik. Og bl.a. med Rumsfelds erklæring under krigen om, at Syrien måtte holde op med at sende irakerne våben, herunder natkikkerter (en ejendommelig detalje), blev sagen ændret fra det politisk forståelige til det groteske. Man ser konflikten eskalere ind i en muslimsk og en arabisk verden i oprør imod USA. For de kan næppe skelne mellem Bushs kristne fundamentalisme og andre kristnes trostolerante økumeniske basis. Også dette peger i retning af EUTO. Også Danmarks statsminister er blevet smittet af magtens arrogance. På et meget spinkelt flertal - baseret på den yderste højrefløj - har Fogh Rasmussen ført Danmark i krig for første gang i halvanden hundrede år. Vi er ikke kun med i en af FN sanktioneret krig, vi er deltager i en regulær angrebskrig, som vore nordiske og sydlige naboer tager afstand fra. Men ikke statsministeren, for som han sagde i en tv-udsendelse i en fortrolig og mildt patroniserende stemmeføring: »Det vil også være det bedste for Danmark«! Men hvorfor, må man spørge, skulle Danmark gå enegang blandt de vesteuropæiske kontinentale EU-lande? Ikke engang Spanien ville engagere sig militært. Hvorfor skal Fogh Rasmussens samvittighed - som Tony Blairs og Bushs - tillægges større vægt end den svenske statsministers, den tyske kanslers eller den franske præsidents? Men det kan selvfølgelig hjælpe på samvittigheden, at Danmark som privilegeret krigsførende land har fået tilsagn fra Bush om, at vi nok også skal få kontrakter, når Irak skal genopbygges. SOM STATSVIDENSKABELIG kandidat, må man gå ud fra, at statsminister Fogh Rasmussen kender lord Actons frase om, at »magt fordærver, total magt fordærver totalt«. For han kan jo da ikke undgå at lægge mærke til, at det ikke kun er på det militære område, at USA på det seneste har vist sig at være sig selv nok. Det gjorde Bush også i Kyotoaftalen, i spørgsmålet om verdensdomstolen, i spørgsmålet om, at amerikanske statsborgere ikke kan forfølges af andre landes retsvæsen, i sin erklærede politik om, at der ikke skal være nogen magt og nogen ret over USA. USA har dermed sat sig uden for loven i den internationale orden, for det FN, som verden møjsommeligt har opbygget i de sidste 50 år. Konsekvenserne heraf og af USA's militarisering er helt uoverskuelige. Den klassiske militærteoretiker Clausewitz fastslog i sit værk om krigens væsen, »at krig er en fortsættelse af udenrigspolitik med andre midler«. Efter etableringen af FN er definitionen for bred, for FN tillader ifølge sit charter kun forsvarskrige eller af FN godkendte militære sanktioner. Og under den kolde krigs terrorbalance gjaldt Clausewitz' tese heller ikke, eftersom atomkrig - mellem Øst og Vest - ikke var en fortsættelse, men en opgivelse af at føre udenrigspolitik, ja det kollektive selvmord på Jordens befolkning. Dette forhindrede ikke, at man i militærstrategien dengang talte om 'slå først'-kapacitet, om at sætte den anden part ud af spil med et forebyggende og uvarslet atomangreb, en tanke der dog heldigvis aldrig vandt politisk genklang. Men med Bushdoktrinen om 'den forebyggende krig' imod slyngelstater, terroristlande og andre mistænkelige er det utænkelige sket, at amerikansk udenrigspolitik er blevet militariseret. For hvad er casus belli, krigsårsagen, i forebyggelsesstrategien? Ikke en konstateret militær (angrebs)handling eller et åbent ultimatum om en sådan, men den blotte mistanke om, at en anden stat kan rumme terrorister, der kan skade amerikanske interesser, er nok. Alle lande må herefter, som Cæsars hustru, være underkastet mistanke om at kunne skade USA. Da USA er verdens eneste supermagt, lægger tesen reelt set op til amerikansk verdensherredømme. Og hvordan skal forebyggelsesdoktrinen så fungere? Det bliver naturligvis først og fremmest på basis af de historisk set højst mangelfulde efterretninger, CIA og andre amerikanske efterretningsorganer kan lægge frem for præsidenten. Eller med andre ord er krig hermed ikke »en fortsættelse af udenrigspolitik, men snarere en fortsættelse af efterretningsvirksomheden med andre midler«. (Citat fra min Kronik i Politiken 12. marts i år). DER VAR tre officielle grunde til, at USA ønskede krigen: 1) at Irak havde masseødelæggelsesvåben, 2) at der var en klar forbindelse mellem Irak og bin Ladens terrorister og 3) at Saddam havde forsøgt at erhverve sig betydelige mængder af uran fra et afrikansk land (Niger) - så en irakisk atombombe lå lige for. Ingen af de tre påstande er efter tre måneders eftersøgning dokumenteret. Og hvad uranindkøbene angår, har præsident Bush netop indrømmet, at de skyldtes fejl af CIA. Dets direktør, George Tennet, har offentligt påtaget sig ansvaret herfor. Et bedre bevis på det dødsensfarlige i at »lade krigen være en fortsættelse af efterretningsvæsenet med andre midler« kan man næppe forestille sig. Mao opfattede i sin tid atomvåben - og dermed USA - som 'en papirtiger'. Nej, USA er så sandelig ikke en papirpiger, hvad Serbien-Afghanistan-Irak-krigene klart har vist, det kan snarere lignes med en sabeltiger. Som en nation, hvis militære styrker er vokset ud over dens bæreevne, så de nu koster langt mere, end USA har råd til - med et gigantisk underskud såvel på statsbudgettet som på betalingsbalancen. DET ER i alt fald på høje tid, at Europa, Rusland og Kina og i videre forstand FN igen kommer ind i verdensbilledet. Også fordi USA nok er en militær sabeltiger, men det er samtidig en økonomisk kolos på lerfødder. Et verdenskaos venter os forude, såfremt store dele af verden mister sin økonomiske tillid til USA, sådan som det nu har mistet sin politiske - og reelt set også sin militære - tillid. Eggert Petersen er professor, dr.phil. og tidligere orlogskaptajn. Er forfatter til: 'Magtens begrænsning' (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk,1959).