0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De udsatte børn

Hvis et barns udvikling er i fare, og forældrene ikke ønsker at modtage hjælp, skal der reageres fra samfundets side. Vi kan gøre det bedre!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man kan diskutere i det uendelige, hvor mange børn der er udsatte i Danmark.

Er det de 5-7 procent, der vokser op med betydelige funktionsnedsættelser? Er det de 5-10 procent, der oplever vold, misbrug og elendige skilsmisser? Er det de 10 procent, der er udsat for mobning uden at få hjælp til at komme ud af situationen? Er det de minimum 40.000 børn, der lever i fattigdom?

Vi er temmelig overbeviste om, at vi også på børneområdet har et samfund, der lader sig opleve med ordet 8/10. Hovedparten – de 80 procent – har det på næsten alle områder godt. Deres forældre er i arbejde, mange af dem har godt nok travlt, men det fungerer. Børnehaven og vuggestuen er presset, men de kører også, som de skal. Det samme gør skolen.

Men så er der de knap 20 procent. Ikke alle sammen i krise eller behandlingskrævende. Men det fungerer ikke så godt for dem, som det kunne, og i nogle af familierne slet ikke. Og det er børnene mærket af. De er udsatte, sårbare, marginaliserede, eller hvilke ord vi nu vil bruge. Nogle af dem tilhører etniske minoriteter og ser sig selv under dobbelt ild.

Alt dette har været på dagsordenen i mange år. Der er søsat store programmer, bl.a. indsatsen mod negativ social arv. Forskning, særlige puljemidler, store ord og gode hensigter. Helt ærligt: Det har ikke flyttet så meget på den virkelighed, som de udsatte børn lever i. Ikke fordi pædagoger, socialarbejdere, psykologer og andre ikke har slidt for sagen, men fordi problemet ikke lader sig løse ved blot at afsætte lidt ekstra midler til særlige projekter.

Socialpolitikken må sadles om. Hensynet til privatlivets fred hjælper ikke udsatte børn. Misforståede hensyn og halvhjertede indsatser må tværtom afløses af et ægte samfundssocialt ansvar og et fuldt engagement. Der skal tænkes anderledes, fordi det i høj grad handler om social ulighed, om mangel på social integration og om svigtende åbenhed fra vores side i de velbjergede institutioner og skoler. Den nuværende regering elsker at tale om mønsterbrydere og efterspørger bistandsklienter, der i stedet bliver til bankdirektører. Men er det primært mønsterbrydere, vi har behov for?

Svaret er nej. I stedet for mønstrebrydere skal vi bryde mønstret. Det er ikke nok, at lidt flere slipper igennem nåleøjet, hvis vi bliver ved med at have et samfund, hvor mennesker udstødes, og hvor børn fødes til et liv, vi ikke kan være bekendt. Vi bliver med andre ord nødt til at erkende, at der fortsat er noget grundlæggende forkert ved den måde, vores samfund udvikler sig på. Vi skal en helt anden vej;

Vi siger for det første, at hjælpen til de udsatte børn og børnefamilier skal tænkes med ind i alle indsatser for børn – lige fra fødselsforberedelsen til børnehaven og videre til musikskolen. Vi skal være et særligt øje for børn og børnefamilier, der ikke trives.

Ved hvert eneste tilbud til børn og børnefamilier skal der indbygges en sikring af, at disse børn og børnefamilier kommer med ind i processen. Det helt centrale i denne tilgang er to ting. For det første, at integration med forstærket pædagogisk indsats understreger vores sociale ansvar i fællesskab. Det kan aldrig bare skubbes over på forældrene alene. For det andet, at der med denne tilgang fokuseres på den forebyggende indsats. Vi skal gennem en styrket forebyggende indsats modvirke, at børn glider ud og ender som specialtilfælde eller regulært udsatte.

Det er det, der kaldes at udbygge og kvalificere sikkerhedsnettene omkring børn. Helt konkret: Hvis de kommende forældre ikke deltager i fødselsforberedelsen, skal der bankes på døren hos dem – med et forstærket tilbud. Sundhedsplejerskens indsats intensiveres, og der skal være mulighed for hjemmebesøg hos familien, når et barn er startet i vuggestue eller børnehave og ikke har det helt godt.

Hvad er pointen? Den er klart og tydeligt den, at social integration skal skabes op gennem barndommen, den starter allerede inden fødslen, og den udbygges gennem årene. Efter vores mening er det her, vi har svigtet: Vi har i alt for høj grad sagt, at det er op til forældrene selv, også selv om vi vidste, at det ikke var et frit valg for disse forældre. Eller at de ikke magtede det. Derfor skal vi forstærke vores tilbud til de udsatte grupper og på den måde overbevise dem om, at det er til gavn for dem selv og deres børn.

Vi foreslår, at der i alle dagtilbud udarbejdes en decideret risikopolitik, hvor den enkelte daginstitution formulerer en strategi for, hvordan man tackler børn, der har problemer eller er i mistrivsel. Vi ved godt, at mange pædagoger vil kalde lige præcis det her initiativ for bureaukratisk og umuligt at efterleve. Men umuligt er det ikke. Det kræver blot et større fagligt fokus på de børn, der ikke har det godt. Og det kræver mere tid.

Derfor foreslår vi, at der i løbet af de kommende år ansættes 3.000 flere pædagoger. Det er et højt tal. Men det er nødvendigt med flere hænder i børnenes hverdag. Under alle omstændigheder skal de udsatte børn og deres forskellige behov tænkes ind i alt fra sundhedsplejerskens arbejde til hverdagen i vuggestuen. Ellers opdager vi ikke disse børn, eller vi får ikke overskud til dem!

Indsatsen i forhold til udsatte børn skal ikke ses isoleret. Det er ikke puljer og særlige initiativer, der er behov for. Tværtimod. Til gengæld tror vi på at udbygge de tilbud, der gælder for alle børn og i sammenhæng hermed få tænkt de udsatte børn ind i den samlede velfærdspolitik for børn. Vi er ved at sætte samfundets rummelighed over styr, fordi vi synes, det er for besværligt med de besværlige.

Men mennesker er besværlige. Og det er børn også. I stedet for adskillelse og eksklusion tror vi på inddragelse og inklusion. Det betyder, at de udsatte børn, i det omfang det overhovedet lader sig gøre, skal opleve en barndom sammen med alle de andre børn i deres lokalområde. Men at f.eks. børnehaven skal intensivere sin opmærksomhed og tilbud til det udsatte barn. Derfor foreslår vi også, at der for hvert enkelt barn skal udarbejdes en individuel pædagogisk udviklingsplan. Et forslag, som Politiken tidligere har kritiseret. Mærkeligt nok. Sagen er jo den, at der i dag er børn, der bliver overset. Der er børn, der ikke bliver hørt, og der er børn, der møder folkeskolen uden selv de mest grundlæggende forudsætninger.

Er løsningen blot flere pædagoger og voksne omkring børnene? Nej. Det er ikke løsningen. I hvert fald ikke alene. Vi tror på, at der både skal være flere voksne i dagtilbuddene, samtidig med at den pædagogiske indsats kvalificeres. Og kvalificering for os er to ting: både et godt socialt børnefællesskab – og voksen-overskud til det enkelte barn. En individuel pædagogisk udviklingsplan skal hverken være et synderegister, en