Man kan diskutere i det uendelige, hvor mange børn der er udsatte i Danmark.

Er det de 5-7 procent, der vokser op med betydelige funktionsnedsættelser? Er det de 5-10 procent, der oplever vold, misbrug og elendige skilsmisser? Er det de 10 procent, der er udsat for mobning uden at få hjælp til at komme ud af situationen? Er det de minimum 40.000 børn, der lever i fattigdom? Vi er temmelig overbeviste om, at vi også på børneområdet har et samfund, der lader sig opleve med ordet 8/10. Hovedparten – de 80 procent – har det på næsten alle områder godt. Deres forældre er i arbejde, mange af dem har godt nok travlt, men det fungerer. Børnehaven og vuggestuen er presset, men de kører også, som de skal. Det samme gør skolen. Men så er der de knap 20 procent. Ikke alle sammen i krise eller behandlingskrævende. Men det fungerer ikke så godt for dem, som det kunne, og i nogle af familierne slet ikke. Og det er børnene mærket af. De er udsatte, sårbare, marginaliserede, eller hvilke ord vi nu vil bruge. Nogle af dem tilhører etniske minoriteter og ser sig selv under dobbelt ild. Alt dette har været på dagsordenen i mange år. Der er søsat store programmer, bl.a. indsatsen mod negativ social arv. Forskning, særlige puljemidler, store ord og gode hensigter. Helt ærligt: Det har ikke flyttet så meget på den virkelighed, som de udsatte børn lever i. Ikke fordi pædagoger, socialarbejdere, psykologer og andre ikke har slidt for sagen, men fordi problemet ikke lader sig løse ved blot at afsætte lidt ekstra midler til særlige projekter. Socialpolitikken må sadles om. Hensynet til privatlivets fred hjælper ikke udsatte børn. Misforståede hensyn og halvhjertede indsatser må tværtom afløses af et ægte samfundssocialt ansvar og et fuldt engagement. Der skal tænkes anderledes, fordi det i høj grad handler om social ulighed, om mangel på social integration og om svigtende åbenhed fra vores side i de velbjergede institutioner og skoler. Den nuværende regering elsker at tale om mønsterbrydere og efterspørger bistandsklienter, der i stedet bliver til bankdirektører. Men er det primært mønsterbrydere, vi har behov for? Svaret er nej. I stedet for mønstrebrydere skal vi bryde mønstret. Det er ikke nok, at lidt flere slipper igennem nåleøjet, hvis vi bliver ved med at have et samfund, hvor mennesker udstødes, og hvor børn fødes til et liv, vi ikke kan være bekendt. Vi bliver med andre ord nødt til at erkende, at der fortsat er noget grundlæggende forkert ved den måde, vores samfund udvikler sig på. Vi skal en helt anden vej; Vi siger for det første, at hjælpen til de udsatte børn og børnefamilier skal tænkes med ind i alle indsatser for børn – lige fra fødselsforberedelsen til børnehaven og videre til musikskolen. Vi skal være et særligt øje for børn og børnefamilier, der ikke trives. Ved hvert eneste tilbud til børn og børnefamilier skal der indbygges en sikring af, at disse børn og børnefamilier kommer med ind i processen. Det helt centrale i denne tilgang er to ting. For det første, at integration med forstærket pædagogisk indsats understreger vores sociale ansvar i fællesskab. Det kan aldrig bare skubbes over på forældrene alene. For det andet, at der med denne tilgang fokuseres på den forebyggende indsats. Vi skal gennem en styrket forebyggende indsats modvirke, at børn glider ud og ender som specialtilfælde eller regulært udsatte. Det er det, der kaldes at udbygge og kvalificere sikkerhedsnettene omkring børn. Helt konkret: Hvis de kommende forældre ikke deltager i fødselsforberedelsen, skal der bankes på døren hos dem – med et forstærket tilbud. Sundhedsplejerskens indsats intensiveres, og der skal være mulighed for hjemmebesøg hos familien, når et barn er startet i vuggestue eller børnehave og ikke har det helt godt. Hvad er pointen? Den er klart og tydeligt den, at social integration skal skabes op gennem barndommen, den starter allerede inden fødslen, og den udbygges gennem årene. Efter vores mening er det her, vi har svigtet: Vi har i alt for høj grad sagt, at det er op til forældrene selv, også selv om vi vidste, at det ikke var et frit valg for disse forældre. Eller at de ikke magtede det. Derfor skal vi forstærke vores tilbud til de udsatte grupper og på den måde overbevise dem om, at det er til gavn for dem selv og deres børn. Vi foreslår, at der i alle dagtilbud udarbejdes en decideret risikopolitik, hvor den enkelte daginstitution formulerer en strategi for, hvordan man tackler børn, der har problemer eller er i mistrivsel. Vi ved godt, at mange pædagoger vil kalde lige præcis det her initiativ for bureaukratisk og umuligt at efterleve. Men umuligt er det ikke. Det kræver blot et større fagligt fokus på de børn, der ikke har det godt. Og det kræver mere tid. Derfor foreslår vi, at der i løbet af de kommende år ansættes 3.000 flere pædagoger. Det er et højt tal. Men det er nødvendigt med flere hænder i børnenes hverdag. Under alle omstændigheder skal de udsatte børn og deres forskellige behov tænkes ind i alt fra sundhedsplejerskens arbejde til hverdagen i vuggestuen. Ellers opdager vi ikke disse børn, eller vi får ikke overskud til dem! Indsatsen i forhold til udsatte børn skal ikke ses isoleret. Det er ikke puljer og særlige initiativer, der er behov for. Tværtimod. Til gengæld tror vi på at udbygge de tilbud, der gælder for alle børn og i sammenhæng hermed få tænkt de udsatte børn ind i den samlede velfærdspolitik for børn. Vi er ved at sætte samfundets rummelighed over styr, fordi vi synes, det er for besværligt med de besværlige. Men mennesker er besværlige. Og det er børn også. I stedet for adskillelse og eksklusion tror vi på inddragelse og inklusion. Det betyder, at de udsatte børn, i det omfang det overhovedet lader sig gøre, skal opleve en barndom sammen med alle de andre børn i deres lokalområde. Men at f.eks. børnehaven skal intensivere sin opmærksomhed og tilbud til det udsatte barn. Derfor foreslår vi også, at der for hvert enkelt barn skal udarbejdes en individuel pædagogisk udviklingsplan. Et forslag, som Politiken tidligere har kritiseret. Mærkeligt nok. Sagen er jo den, at der i dag er børn, der bliver overset. Der er børn, der ikke bliver hørt, og der er børn, der møder folkeskolen uden selv de mest grundlæggende forudsætninger. Er løsningen blot flere pædagoger og voksne omkring børnene? Nej. Det er ikke løsningen. I hvert fald ikke alene. Vi tror på, at der både skal være flere voksne i dagtilbuddene, samtidig med at den pædagogiske indsats kvalificeres. Og kvalificering for os er to ting: både et godt socialt børnefællesskab – og voksen-overskud til det enkelte barn. En individuel pædagogisk udviklingsplan skal hverken være et synderegister, en opskriftsbog eller et unødvendigt skrivebordsprojekt. Det skal derimod være en reflekteret og faglig vurdering af, hvordan de voksne og det sociale fællesskab bedst kan yde den nødvendige støtte for hvert enkelt barn. For det andet skal vi stille højere krav på vegne af børnene. Det er dybt problematisk, at der i dag er børn, der møder ved skolestart med et mangelfuldt og dårligt sprog. Ligesom det er dybt problematisk, at der er forældre med meget lille forældreevne, der i dag takker nej til sundhedsplejerskens tilbud og i øvrigt knap nok forbereder sig på tilværelsen som familie. Selv om vi grundlæggende tror på, at de fleste forældre enten er eller kan blive gode forældre, så er vores hovedprioritet børnene. Og børnenes tarv, interesser og velfærd er vigtigere end forældrenes! Derfor vil vi på den ene side yde udsatte familier en bedre støtte end i dag. Og på den anden side indføre en række pålæg – altså handleforpligtelser – til forældrene. F.eks. om at sende deres barn i vuggestue, dagpleje eller børnehave, hvis barnets normale udvikling er i fare. Eller pålæg om at deltage i familieforberedelse eller få besøg af sundhedsplejerske i barnets første leveår. I modsætning til den siddende regering vil vi ikke trække i børnefamilieydelsen, hvis et pålæg ikke efterleves. For hvad skal det gavne? Er der virkelig nogen, der stadig tror på, at fattigdom gør mennesker til bedre forældre? Når vi i dag ved, at startydelsen og kontanthjælpsloftet ikke får arbejdsløse i beskæftigelse, nytter det ikke noget at tro, at mindre ydelser skaber bedre forældreevne. Også her skal der sadles om. Hvis et barns normale udvikling er i fare, og forældrene ikke ønsker at modtage sundhedsplejersken eller lade deres barn indskrive i dagtilbud, skal der reageres. Vores bud på en sanktion, der giver mening for barnet, er en finmasket socialpolitisk opfølgning, som i sidste instans kan medføre, at barnet anbringes uden for hjemmet. Når vi tror på, at nye forpligtelser er nødvendige for udsatte børn og deres forældre, så er det, fordi vi tror, at det sociale og faglige liv, der udspiller sig i f.eks. en vuggestue, er et nødvendigt tilbud at give til alle børn. Og for børn, der ikke trives, skal det ikke alene være et tilbud. Der skal det være en rettighed for det enkelte barn. En rettighed, det omkringliggende samfund skal kræve på vegne af barnet. For det tredje skal vi udbygge de tilbud, der gælder for børn i vores fælles velfærdssamfund. Det er ikke nok med store ord eller flotte handleplaner, hvis indholdet ikke kan gøres muligt, fordi der skal spares i alle kommuner. Derfor skal der selvfølgelig være en garanti for, at der sættes de nødvendige ressourcer af til at gøre det sociale sikkerhedsnet stærkt og med små masker. Men hvad vil det sige? Det vil sige, at der ikke skal skæres i sundhedsplejen, som vi ser det i dag, tværtimod: Der skal gives mulighed for ekstra normering, f.eks. i vuggestuen til at fange risikobarnet op med støttepædagog, der skal gives mulighed for, at den sociale medarbejder kan kontakte familien og få et samarbejde i gang med forældrene. Vores forslag er, at der indføres klare kvalitetsrettigheder, når børn i er dagtilbud. Blandt andet i forhold til antallet af voksne og adgangen til sund og gratis mad. Som samfund bliver vi nødt til at erkende, at de igangværende besparelser på den offentlige velfærd rammer socialt skævt. Når pædagogerne ikke har tid nok, går det især ud over de udsatte børn og de ensomme børn. Når der skæres ned på familie- og fødselsforberedelse, går det især ud over de børn, hvis forældre står svagest. Sådan er det bare. Det er sagt mange gange før, men kan godt gentages. Vi ønsker ikke et samfund, hvor de fleste bliver rigere privat, medens madordninger i vuggestuer skæres væk, og der ikke er jordemødre til stede, når børn skal fødes. Det hænger altså ikke sammen! Derfor skal der opstilles klare målsætninger på børneområdet. Blandt andet skal vi i fremtiden gøre det så godt, at der højst er 5 procent af børnene, som ved skolestarten har brug for specialpædagogisk bistand. Vi kan sætte effektivt ind over for de udsatte børn og børnefamilier. Vi har faktisk et bedre udgangspunkt end næsten alle andre lande. Det drejer sig ikke om at opfinde verden forfra, men om at tænke de udsatte grupper ind i alle vores tilbud til børn og børnefamilier – og så kvalificere tilbuddene til at løse opgaven. Det er ægte velfærd for de udsatte grupper. Vi skal gøre det her for børnenes skyld, for familiens skyld og for hele samfundets skyld. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, at sundhedsplejersken i børns første år kan udpege fremtidens vindere og tabere – uden at vi gør noget. Vi ved, hvad konsekvensen bliver, hvis vi ikke gør noget. Vi ved også godt, hvad der skal til for at ændre udviklingen. Vi tror ikke på den nuværende regerings strategi om på den ene side at fralægge sig det politiske ansvar og på den anden side tale om skiftevis privatlivets fred og mere og mere bygge på selvforskyldthed hos de udsatte forældre. Der skal sadles om. Som samfund skal vi tage et større ansvar. Drop forestillingen om privatlivets fred, når det gælder børn. Børn har ret til deres forældre. Men forældre ejer ikke deres børn. Og da slet ikke, hvis de ikke kan varetage deres interesser. Samfundet skal tage et større ansvar. Udsatte forældre skal have opbakning og støtte – i højere grad end i dag. Og børn skal have flere rettigheder. Vi tror, at vores ideer og forslag vil være til gavn for både udsatte børn og deres forældre. Men de vil også være til gavn for hele samfundet. En bedre forebyggende indsats samt en stærkere socialpolitisk indsats vil betyde et samfund, der på sigt vil få færre sociale problemer og mindre ulighed.