Det er den første arbejdsdag i det nye år. Klimatopmødet og skuffelsen over en vag politisk erklæring er lagt bag os. Nu er det tid til at se fremad og glæde sig over, at den grønne dagsorden vinder frem overalt. Klimaet er gået hen og blevet high politics og big business. Men hvordan sikrer vi, at såvel politikere som virksomheder leverer varen og lader handling afløse den grønne retorik? Til en start kan vi rette blikket mod Danmark og vores egen indsats herhjemme for at reducere CO2-udledningen. For det er altid nemmere at tale om, hvad de andre skal gøre for at redde verden. I det følgende vil jeg gennemgå fire områder, som kan bidrage til en succesfuld klimaindsats i Danmark: grøn teknologi, biobrændstoffer, landbruget og energiværdikæden fra råvare til forbruger. Drømme løser ikke klimaudfordringen, selv om de kan virke besnærende. Faren er, at både medier og beslutningstagere lader sig forføre af spændende ’fantasiprojekter’ og ser bort fra allerede eksisterende teknologier, som hurtigt og effektivt kan bidrage til løsningen.
Et godt eksempel er det store fokus på CO2-lagring og kostbare anlæg til carbon storage som eksempelvis det, der er på tegnebrættet i Nordjylland. Ifølge eksperter vil teknologien ikke være klar før 2025. Og da der alene i Kina opføres et nyt kulkraftværk om ugen, er det ikke ligefrem en her og nu-løsning, som kapper toppen af CO2-udledningen. I mellemtiden skal vi så sikre, at politikere og befolkning rent faktisk synes, det er en god idé at gemme CO2; og atomdebatten har jo lært os lidt om, hvordan lagring af affald i undergrunden ikke just er en vindersag. Nu er det ikke min hensigt at hænge CO2-lagring ud, for på den lange bane bliver det sikkert en del af løsningen. Men mens vi venter på den rigtige løsning, forværres klimaet. Tiden er inde til at træffe en beslutning om, hvilke klimateknologier Danmark både på kort sigt og lang sigt skal satse på. Og der er nok at vælge mellem: bølgeenergi, brintbiler, solenergi, biobrændstof fra alger, hydrogenmotorer. Det er alle sammen teknologier, der tidligst kommer til at påvirke udledningen af CO2 om 15-20-25 år. Det er naturligvis uholdbart – så længe har hverken økonomien eller klimaet tid til at vente. Der skal stadig være plads til visionære ideer og store midler til forskning i ny teknologi – det er også i Novozymes interesse. Men klimaets og verdens økonomiske situation kræver, at vi i langt højere grad skærper debatten og skelner mellem, hvad vi kan nu, og hvad vi håber at kunne engang i fremtiden. Som leder af en dansk virksomhed med ambitioner om at bidrage til et bæredygtigt samfund kunne jeg godt ønske mig, at landets politiske ledelse klart tilkendegiver, hvilke teknologier Danmark skal satse på. En sådan satsning skal naturligvis baseres på et CO2-fodaftryk for at sikre, at samfundet får mest CO2-effekt for pengene. Det vil sikre det nødvendige tempo i udviklingen af økonomisk sunde og realiserbare klimaløsninger. Derfor skal vi se på løsningerne både i et kort og langt tidsperspektiv. Nu og her er der brug for, at vi støtter de danske virksomheder, der allerede har løsninger på hylderne, i stedet for at vente på, at endnu en umoden teknologi kommer dumpende med posten i næste uge – eller om 20 år. Markedskræfterne er ikke i stand til at vælge en løsning for os, for så var det sket. På grund af uigennemsigtige tilskudsordninger er markedskræfterne sat på standby, og derfor skal vi have en langt skarpere debat om, hvilke klimateknologier der kan flyve allerede nu – og hvilke teknologier der først om mange år vil være kommercielt tilgængelige. For nylig viste en rapport fra WWF Verdensnaturfonden, at industriel bioteknologi kan reducere udledningen af CO2 med 1-2,5 milliarder ton fra 2030. Rapporten understreger, at der er behov for stærke offentlige politikker, som kan bidrage til at realisere den industrielle bioteknologis potentiale. Fremtiden kan være en biobaseret økonomi, hvor små bioraffinaderier landet over omdanner affaldsprodukter og anden biomasse til energi og til andre produkter, som på nuværende tidspunkt fremstilles af olie, der som bekendt bruges i alt fra bleer til plastik. Teknologien har vi nemlig allerede – nu skal vi blot beslutte at satse på den. Der er ingen tvivl om, at den voksende CO2-udledning fra transportsektoren er en af vores største globale klimaudfordringer. I den sammenhæng forslår det slet ikke, at bilproducenterne langsomt øger brændstofeffektiviteten på nye biler, når eksempelvis den danske bilpark i høj grad består af ældre bilmodeller. På kort sigt er der kun ét alternativ til CO2-forurenende benzin, og det er bæredygtigt fremstillet bioethanol. Og vi behøver ikke at vente på, at bioethanol bliver markedsmoden. Den er her! Vi kan i dag producere andengenerations bioethanol af halm eller andet affald fra landbruget. Og hvis Danmark beslutter sig for det, kan vi i løbet af ganske få år blande al benzin op med ti procent bioethanol og hælde direkte på bilen. Det vil på give en øjeblikkelig reduktion af CO2-udledningen fra danske biler på 0,5-1 megaton om året. Eller hvad der svarer til, at vi med et snuptag fjernede 200.000 til 400.000 biler fra vejnettet. Dét er teknologi, der flytter noget. Dertil kommer, at produktionen af biobrændstof vil skabe permanente grønne job – det burde fange an i en økonomisk krisetid. Flere studier viser, at bioethanol uden sammenligning er den mest kosteffektive genvej til at reducere transportsektorens udledning af CO2 – andengenerations bioethanol reducerer CO2-udledningen med op til 90 procent. Teknologien kan anvendes nu og uden at flytte et komma i det nuværende afgiftssystem og uden ekstra infrastrukturomkostninger. Samtidig opnår vi en sikker forsyning af bæredygtig energi, som hverken sol eller vind på nuværende tidspunkt kan matche. Benzin iblandet ti procent andengenerations bioethanol er dermed en samfundsøkonomisk og miljømæssig sikker løsning, der tilmed skaber varige arbejdspladser, styrker forsyningssikkerheden og bidrager til at løse CO2-udfordringen.
