Forleden fik jeg en e-mail fra Gud. Jeg ved godt, hvordan det lyder. Men det gjorde jeg altså. Jeg opdagede den med det samme, jeg åbnede min inbox, fordi der kun stod ét navn i afsenderfeltet. Ikke fornavn og efternavn som normalt, men bare et enkelt ord. Gud. I emnefeltet stod der »Tag Eder sammen« og i selve mailen en lang svada. Mit første indfald var selvfølgelig, at der var nogen, der lavede sjov med mig. Mine venner er utrolig morsomme, faktisk de sjoveste mennesker, jeg kender. I hvert fald når man ser bort fra mine kolleger på bureauet, der er så sjove, at de tager penge for det. Jeg modtager også en hel del spam. Fortrinsvis omhandlende præparater mod erektil dysfunktion (jeg gentager: Det er spammail, som jeg på ingen måde har gjort mig fortjent til) samt mail, der underretter om, at jeg igen har været heldig i det nigerianske klasselotteri. Som det fremgår, havde jeg god grund til at tvivle på mailens lødighed. Det kunne være alt fra en practical joke til en eller anden form for religiøs spam. Men hvad nu hvis? Hvad nu, hvis mailen rent faktisk var fra Gud? Det forudsætter selvfølgelig, at Gud findes og har taget pc-kørekort, så han kan finde ud af at sende e-mail. Og dernæst, at han skulle finde på at sende en af slagsen til lige netop mig, ’the chosen one’. PYHA! Det eneste sikre var, at jeg havde god grund til at tvivle. Og jeg tvivler stadig; jeg tvivler, mens jeg skriver disse linjer. Måske er det hele bare noget, jeg bilder mig ind! Eller har fundet på for at komme i avisen, som nogen sikkert tænker. Alligevel kan jeg ikke lade være med at stille det store HNH-spørgsmål. Hvad Nu Hvis? Hvad nu, hvis jeg rent faktisk har modtaget en e-mail fra Vorherre? Jeg har uendelig svært ved at tro på det, men måske bliver jeg ikke desto mindre nødt til at gøre netop det. Tro. Ligesom Moses og Muhammed gjorde, da de var kommet ned fra deres respektive bjerge. Begge to har sikkert tvivlet hele vejen ned ad bjerget – de var jo ikke gustne demagoger nogen af dem, så selvfølgelig har de tvivlet på virkeligheden af det, de lige havde oplevet: at Gud havde henvendt sig til lige netop dem og bedt dem om at tage imod besked til resten af menneskeheden. Men så har de stillet det evige HNH-spørgsmål, måske nede omkring bjergets fod, og er blevet enige med sig selv om, at de ikke kunne tillade sig at tie stille med deres oplevelse, men var nødt til at tro på den. For hvad nu, hvis det ikke var noget, de bildte sig ind (eller havde fundet på for at komme i avisen og/eller andre tryksager)? Hvad nu, hvis de vitterlig havde fået overbragt et guddommeligt budskab? Hvis man mistænker sig selv for at være profet, bliver man nødt til at gå til bekendelse. SÅ det gør jeg så. Jeg går til bekendelse i god tro og fortæller om den e-mail, Vorherre har sendt til mig. Det vil sige, at jeg for det første vælger at tro på, at han findes (gudsbevis per mail, stik den, Thomas Aquinas), og at han for det andet har valgt at henvende sig til lige netop mig. For det tredje tror jeg på, han har valgt at gøre det per mail, hvilket faktisk giver god mening. Dels fordi det kniber gevaldigt med bjerge værdige til guddommelige åbenbaringer her på egnen (vi gør mest i infernalske bakker), dels fordi brændende buske er og bliver en lidet bæredygtig åbenbaringsform, der bare ikke holder på en klode med sved på panden og CO{-2} på hjernen. For det fjerde vælger jeg at tro på, at mailen ikke er blevet sendt til mig ved en fejl og i stedet var tiltænkt en vis anden Peter. Med andre ord går jeg ud fra, at mailen ikke er et internt himmelsk notat, der ved et uheld er havnet i min inbox, men at jeg derimod har modtaget en personlig hilsen fra de højere magter, som jeg derfor kan tillade mig at referere fra. SKAL jeg således sammenfatte mailens indhold, kan det faktisk gøres ganske kort: Gud er ikke skuffet. Gud er skidesur. Han er led og ked af at blive taget til indtægt for alle mulige, og endnu flere umulige synspunkter af mennesker, hvis skråsikkerhed kun overgås af deres ugudelighed. Sådan skriver han. Han kalder dém ugudelige, som konstant påkalder sig Gud i al deres gøren og laden: Jeg gør sådan og sådan, fordi det behager Gud, siger de, og undlader sådan og sådan, fordi det mishager Gud. Det ved disse mennesker nemlig alt om, bemærker han – vistnok ret sarkastisk. Hvis altings ophav nogensinde skulle komme i tvivl om, hvad han måtte mene om selv den mindste og tilsyneladende mest ubetydelige detalje, skal han altså blot konsultere disse alvidende skabninger. De vil med glæde belære ham om, lige hvad det skal være: sandwich med kylling og bacon? Nej tak, kun kylling. Flyttelæs på lørdag, siger du? Beklager, jeg skal loppe den til Guds ære. Hvem der fortjener at dø som de vantro hunde, de er? Hvor lang tid har du? Navnlig det sidste dvæler Vorherre en del ved i sin mail. Som nævnt er han oprigtigt vred over, hvad man kan finde på at tage ham til indtægt for. Men han er også oprigtigt forundret. »Hvor vover man«, spørger han. Selv om han er blevet rund og mild med alderen, har han trods alt ry for at kunne betale tilbage med renters rente, hvis man bliver for fræk. Se bare, hvordan det gik Adam og Eva, der blev smidt på porten uden varsel. Ikke fordi de havde slået nogen ihjel i Guds navn eller taget Gud bagfra og brugt ham som hånddukke i et demagogisk bugtalershow. De havde spist nogle frugter. Se, hvordan det gik menneskeheden på Noas tid. Tsunami. Se, hvordan det gik Sodoma og Gomorra. Svovl og ild. Se, hvordan det gik Lots hustru, da hun så sig tilbage under flugten fra Sodoma. Saltstøtte. MAN kan derfor sige meget om mennesker som for eksempel Osama bin Laden, bemærker Gud, men pivede er de ikke! Uden smålig skelen til egen frelse giver de en autoritativ udlægning af teksten og forkynder for alverden, hvad meningen er. Her er hverken forbehold eller forsigtighed, men lutter frygtløse fortolkninger med to streger under. Her er hverken tvetydighed eller ubesvarede spørgsmål, men lutter klare svar og krav om handling. Og handlet bliver der. Af andre modige mænd, som sætter ikke blot livet, men sågar hele efterlivet på spil ved at tro på Osama, når han bedyrer, at vejen til evigt liv går via andre menneskers død. Hvilket mod! Hvilken satsning! Ingen blusel, men til gengæld masser af nosser, fristes man til at sige. Væk er al gudsfrygt til gengæld for en urokkelig overbevisning om, at man har regnet ham ud – at man ved, hvad den lille gudmand vil. »Jeg gruer allerede for dommedag«, skriver han derfor om dagen, hvor han har lovet at skille fårene fra bukkene og sende sidstnævnte lige lukt derhen, hvor netop horn er højeste mode. Sikken ballade der vil blive! I stedet for den andægtige afslutning på verdenshistorien, dommedag var tænkt som, vil den blive et rent kaos. For dommen vil næppe blive modtaget med hovedet bøjet i from gudfrygtighed, men langt snarere med ukvemsord, buhråb og almindelig uorden. Fundamentalister og farisæere af enhver tro vil straks gå i rette med Gud og skælde ham huden fuld. For hvem er han, og hvad bilder han sig ind, når han sidder dér og spiller Vorherre i sin domstol? Ved han ikke, hvem de er? Ved han ikke, at de ikke kan siges imod, og at de, der har gjort det, er gået pludseligt bort? Således vil de lægge Gud over knæet, alt imens deres tilhængere går amok med vilde øjne, knyttede næver og brændende flag, indtil keruberne tilkaldes og trækker stavene. APROPOS brændende flag bemærker Vorherre, at det er en uskik at brænde flag af i tide og utide. Den slags gavner kun ham, der sælger flag efter fredagsbønnen, som han så vittigt formulerer det. I det hele taget er Guds mail fyldt med små og store morsomheder som denne, hvilket nok kommer bag på de fleste. I modsætning til hvad stort set alle religiøse hidtil har antaget, kan jeg faktisk bekræfte følgende: Gud har humor. Af samme grund plager det ham, at han næsten altid bliver fremstillet som en kedelig stivstikker. Som eksempel nævner han nogle vittighedstegninger af nyere dato, som har fået forfærdelige konsekvenser, fordi de gør grin med en af hans profeter og dermed indirekte med Gud selv. Og det er synd for Gud, synes mange. Så synd, at nogle har følt det magtpåliggende at trøste ham med ildspåsættelse og mordtrusler til hans ære. Og dét pisser ham af, for nu at sige det ligeud. En ting er selv at være humorforladt, noget andet er også at frakende Vorherre denne særlige form for intelligens, vi kalder humor. Dertil kommer den evindelige selvtægt på Guds vegne, når proselytter med privilegeret indsigt i det guddommelige følelsesliv påtager sig at hævne, hvad de anser for krænkelser af hans person. »Men hvor ved de fra, at jeg er krænket?«, vil Gud gerne vide og svarer med et nyt spørgsmål: »Er det, fordi de selv føler sig krænkede og antager, at jeg er ligesom dem og dermed automatisk føler mig krænket? Skulle jeg være ligesom dem? Sandelig siger jeg, det er en dristig skabning, der tænker sådan«, konstaterer Vorherre og fortsætter: »Men lad os nu blot antage, at jeg føler mig krænket over et eller andet. Skulle jeg da have brug for menneskers hjælp til at betale tilbage? Har man hørt mage: Mennesker, der hjælper Gud? Dristigheden vil ingen ende tage!«. SOM nævnt er Gud ikke skuffet. Han er skidesur. Han skælder og smælder i sin mail, er stiktosset over det ene og dybt forarget over det andet. Men som i så mange andre åbenbaringer giver han også anvisninger på, hvad han ønsker sig fra sine skabninger. Igen kan pointen sammenfattes ganske kort: mindre tro, mere tvivl. Mindre tro på os selv, og mere tvivl på vores evne til at gennemskue den guddommelige vilje i alle detaljer. Med andre ord handler det om gudsfrygt. Denne hellige følelse, der ofte viser sig at være omvendt proportional med graden af religiøsitet. Hvor er for eksempel gudsfrygten, når ortodokse jødiske bosættere fordriver palæstinensere fra deres fædrene jord med henvisning til Guds vilje? Hvor er gudsfrygten, når det religiøse politi i Iran og Saudi-Arabien overfalder kvinder uden tørklæde? Eller når de lyncher homoseksuelle? Hvor er gudsfrygten, når amerikanske kristne vil forbyde homoseksuelle at gifte sig og muligvis drømmer om at gøre med dem, som man gør førnævnte steder? Spørgsmålet er, hvordan man i den grad tør forgribe sig på sine medskabninger i Guds navn. »Jamen, det er Guds vilje«, lyder automatsvaret, hvortil modsvaret lyder: »Er du sikker?«. Er du sikker på, at Vorherre er en homofobisk og misogyn totalitarist uden humor, men til gengæld et utal af neurotisk-psykotiske lidelser, herunder udtalt spiseforstyrrelse? Og Hvad Nu Hvis han ikke er? Hvad Nu Hvis han er kærlig, mild og tolerant – og skidesjov. Hvad Nu Hvis han besidder alle de egenskaber, vi holder mest af hos vores medmennesker, bare i uendelig højere grad? I så fald er det faktisk godt nyt for alverdens fundamentalister med deres ugudelige nazigud. Det er den eneste grund til, at de, jeg citerer, »ikke ryger lige lukt ned i det sorteste helvede, hvor de hører til«. Citat slut. PS: Vogt jer for falske profeter!