Før Nørrebro, hvor jeg bor, bliver omdannet til en krigszone, fordi en kristen frikirke vil lukke et ungdomshus, så lad os prøve at se tilbage på sagens forløb.
Sagen om Ungdomshuset er blevet isoleret til et problem, der drejer sig om det juridiske ejerskab over adressen Jagtvej 69. Men hvis vi et kort øjeblik drejer fokus fra den fastlåste situation omkring ejerskabet til et bredere perspektiv på husets betydning og sammenholder det med politikernes ønsker for udviklingen af København som kreativ metropol, så viser sagen, at politikerne har handlet stik imod deres erklærede målsætning om at gøre København til en førende storby i kultur- og oplevelsesøkonomien. Hvis København, som kommunen og regeringen ønsker, skal have en fremtrædende plads i den internationale oplevelsesøkonomi, hvad skal der så være af betingelser for vækstlaget og undergrunden? Skal oplevelsesøkonomien og væksten i de kreative brancher opstå spontant ud af det rene ingenting, eller skal undergrundsmiljøer og vækstlag tænkes med ind i planerne for vækst? Skal der satses målrettet på at udvikle eller afvikle tilbud for utilpassede kreative kræfter? Mens politikerne har været hurtige til at tage tanken om kultur- og oplevelsesøkonomien til sig og fastsætte en målsætning om at gøre København til en førende by på det kreative område, er konsekvenserne af det projekt i forhold til undergrunden og vækstlaget ikke blevet tænkt igennem. Tværtimod viser sagen om Ungdomshuset, at den politiske vision risikerer at blive et skalkeskjul for en politik, der stik imod visionen udrenser eksistensbetingelserne for kreative og alternative undergrundsmiljøer. Den amerikanske økonom Richard Florida, der blev verdensberømt for at lancere begrebet ’den kreative klasse’, skriver i forordet til sin bog med samme titel, at »økonomisk vækst ikke udelukkende fremdrives af selskaber, men derimod opstår steder, som er tolerante, forskelligartede og åbne for kreativitet«. En kongstanke hos Florida er, at den kreative klasse – og dermed væksten i de kreative brancher – trives i bymiljøer, hvor forskelligheder sameksisterer. Det vil sige, at der er brug for indvandrere, homoseksuelle, bumser, punkere etc., uanset om vi (og de) kan lide det eller ej, fordi de sætter deres kulørte præg på byen og dermed gør den mere åben og befordrende for de kreative. I Floridas definition tilhører disse anderledes grupper ikke selv den kreative klasse (der er en temmelig konform gruppe), men i Ungdomshusets tilfælde er det ikke bare huset, der er en eksotisk størrelse i byrummet, som de kreative kan lide, en del af brugerne er også undergrundskreative, som senere i livet kan blive del af den kreative klasse. Derfor vil en lukning af Ungdomshuset ikke være det, der er brug for, hvis København skal blive en førende hovedstad i kultur- og oplevelsesøkonomien. Tværtimod burde denne vision blive fulgt op af en opbakning til Ungdomshuset og en opfordring til etablering af andre lignende brugerstyrede kulturelle initiativer i den kreative økonomis undergrund. Det alternative scenario, der i øjeblikket tegner sig som det mest sandsynlige, er, at den kristne frikirke med deres krav på ejerskab over huset vil få fremprovokeret først gadekampe på Nørrebro og siden en nedrivning af huset. Intet af det vil virke fremmende for København som kreativ metropol. Tværtimod. Historien bag Ungdomshuset bekræfter, at det er et sted, som er et kulturelt knudepunkt i Københavns undergrund. Huset, der i dag bærer navnet Ungdomshuset, blev oprindeligt døbt Folkets Hus. Det blev opført i 1897 som et af arbejderbevægelsens paladser, finansieret af andele på 5 kroner, der blev solgt rundt om i hele landet. Det første halve århundrede af sin levetid husede Folkets Hus foreninger og forbund fra arbejderbevægelsen og blev desuden brugt til kulturelle arrangementer såsom boksestævner, afdansningsballer og juletræsfester. I 60’erne var huset slidt ned, det blev sat i stand og købt af Hovedstadens Brugsforening, som i 1978 solgte det videre, fordi de ikke fik tilladelse til at rive det ned og opføre et supermarked i stedet, hvilket blev begrundet med husets historiske betydning for lokalområdet. Efter en juleferie, hvor oliefyret gik i stykker, og et vandrør sprang og forrettede skade på huset, gik Københavns Kommune ind og købte huset på grund af dets historiske værdi. Initiativgruppen for et Ungdomshus opstod i sommeren 1981 som et af BZ-brigadens projekter, der fulgte i kølvandet på slumstormerbevægelsen og børnebesættelserne på Nørrebro. De unge ville have et ungdomshus på egne betingelser, hvilket var svært for politikerne at forstå, eftersom de mente, at der i forvejen fandtes kommunale tilbud for unge. BZ-brigadens krav til kommunen var følgende: »1. Vi vil ha’ et ungdomshus NU. 2. Kommunen skal betale driften af huset. 3. Vi vil selv bestemme over huset. 4. Huset skal være på størrelse med Rutana (besat rugbrødsfabrik, red.)«. Overborgmester Egon Weidekamp var ikke interesseret i at imødekomme alle de unges krav, men valgte alligevel at forhandle med repræsentanter fra Ungdomshus-initiativet, og i november 1982 blev huset overdraget til BZ-brigaden. Da Egon Weidekamp i forbindelse med sin afgang som overborgmester blev spurgt, om der var noget, han fortrød at have gjort som overborgmester, var der kun to ting, som virkelig ærgrede ham: at han var med til at fjerne sporvognene, og at han gav bz’erne et ungdomshus. I de 18 år, hvor Københavns Kommune ejede Ungdomshuset, indtil det i 2000 blev solgt, bestod kommunens involvering i Ungdomshuset af det formelle ejerskab samt betaling af el og vand. Der er ingen varme indlagt i huset, ingen ansatte, og al renovering af huset er blevet foretaget af frivillige unge. Det har derfor været meget billigere for kommunen at drive Ungdomshuset end andre kommunale medborgerhuse. Huset består af øvelokaler, et medierum, en stor festsal, en mindre koncertscene, en bar, et køkken, et filmforevisnings- og møderum, info-cafeen Usmalia og en baghave. Aktiviteterne i huset består af koncerter, fester, bar, folkekøkken, biograf, foredrag, seminarer, gøglerarrangementer, håndværkerarbejde mv. Ungdomshuset er centrum for Københavns punk- og hardcore-scene, og det er oftest dette punkede look, der bruges til at kendetegne huset som et sort, hærget og ustyrligt sted. Da kommunen i maj 1999 valgte at sætte Ungdomshuset til salg, var det med den begrundelse, at huset krævede en renovering, der ville blive for dyr set i forhold til brugerfladen. Af referatet fra diskussionen på Borgerrepræsentationens møde 6. maj 1999 fremgår det dog, at hverken prisen på renoveringen eller brugerfladen var faste størrelser i afgørelsen, derimod var diskussionen præget af holdningstilkendegivelser og gætterier – som Leslie Arentoft fra Venstre formulerede det på mødet: »Debatten her bærer jo også præg af, at vi i virkeligheden ikke ved, hvad der sker derude. Vi gætter ...«. Prisen på den påkrævede renovering blev debatteret som en størrelse varierende fra knap to millioner kroner til 12 millioner, mens brugerfladen blev omtalt som alt fra en meget lille gruppe til 300-500 ugentlige brugere, mere end 600 til større arrangementer, altså flere tusinde på årsbasis. Uanset hvad tallenes reelle størrelse var, besluttede politikerne med 34 stemmer imod 15 at sætte Ungdomshuset til salg, fordi det var for dyrt at renovere i forhold til brugerfladens størrelse. Senere renoverede Ungdomshusets brugere selv huset for 50.000 kroner og fik deres arbejde superviseret af brandmyndighederne og godkendt af en byggeinspektør. Ud over at beslutningsgrundlaget var præget af, at politikerne ikke vidste, hvad der foregik i Ungdomshuset, og at de ikke var indstillede på at bruge penge på istandsættelse af huset, så var der også andre argumenter på banen i diskussionen om at sætte Ungdomshuset til salg. Det er alle argumenter, der kan genfindes i debatten i dag. Et argument var, at Ungdomshuset er en anakronisme – et levn fra en svunden tid, hvor opfindsomme bz’ere, når de nu ses i historiens formildende skær, lavede spektakulære og morsomme aktiviteter. Helle Sjelle fra de konservative var en af de politikere, der argumenterede for, at »Ungdomshuset har overlevet sig selv. De oprindelige brugere var politisk aktive græsrødder, som fyldte huset med aktiviteter og blandt andet gjorde det til et velbesøgt spillested. I dag er aktiviteternes omfang skrumpet ind, huset virker ikke længere så åbent som tidligere«. Et andet argument var, at Ungdomshusets brugere ikke har krav på huset, fordi dette krav opfattes som en form for selvtægt. Socialdemokraten Jette Bergenholz Bautrup formulerede det på den måde, at: »det kan ikke være rigtigt, at der er en lille gruppe unge, der går ind og tiltager sig nogle rettigheder«. Et tredje argument handlede om muligheden for at flytte aktiviteterne til et andet sted. Det var flere politikere fortalere for, eksempelvis A. Benhaddou fra CD, der forklarede: »Det, der for mig er afgørende, er ikke, at jeg er imod de brugere, der er. Det er simpelthen, fordi jeg mener, at det ligger et utrolig dumt sted. Ungdomshuset skulle aldrig nogen sinde have ligget dér. Disse brugere skal selvfølgelig have lov til at udfolde sig i en eller anden form for bygning, men det er altså uhensigtsmæssigt at lægge den midt i et almindeligt beboet kvarter«. Det argument blev dog ikke forsøgt omsat til en praktisk løsning, hvor Ungdomshusets brugere eksempelvis kunne søge om midler til lignende aktiviteter andetsteds i byen. Endelig var et argument, som Louise Frevert fra Dansk Folkeparti flere gange fremførte, at Ungdomshuset burde elimineres: »Det vil være en glædens aften den aften, hvor man kan sætte sin lillefinger på knappen for at stemme for husets tilintetgørelse«. Som Louise Frevert profetisk afbrød debatten: »Det korte af det lange er, at jeg er dødtræt af at høre mere om det her Ungdomshus, så lad os hurtigst muligt få sagen afgjort og få det revet ned, simpelthen jævnet med jorden«. Ungdomshuset stod til salg i halvandet år fra Borgerrepræsentationens afgørelse i maj 1999. Da det endelig blev solgt i november 2000, var det til et tilbud på 2,6 millioner kroner – langt under ejendomsvurderingen, som lød på 7-8 millioner kroner. Køberen var et nystiftet aktieselskab, Human A/S, hvis navn var en forkortelse for ’Hjælp unge mennesker til ansvar for sig selv på et nænsomt grundlag«. Human A/S havde erhvervsadvokat Inger Stokvad Loft i spidsen og bestod af en række private investorer. Hvad Human A/S havde i tankerne at stille op med huset, fortalte de ikke. Et interview i Politiken med Inger Stokvad Loft 3. december 2000 var en af de få gange, selskabet gav lyd fra sig, og her forklarede hun, at »det er for ringe, hvis vi ikke kan finde ud af at bevare et hus, hvor gadebørn kan få en madras for natten« – hvilket aldrig har været Ungdomshusets funktion. »Det er smukt, hvis det kunne ende som en kulturinstitution eller et museum«, var et andet forslag, hun præsenterede, for hvad huset kunne bruges til – måske det kunne forblive med at være den kulturinstitution, det allerede var? På det spørgsmål om, hvad man ville stille op med de nuværende brugere, sagde Inger Stokvad Loft kort: »Jeg tror, de ringer, når vinteren kommer, og der skal lukkes op for varmen«. Men som sagt er der ikke indlagt varme i Ungdomshuset, så de unge ringede ikke, men anlagde i stedet en retssag og fortsatte deres ungdomshusaktiviteter som hidtil. Ved salget af Ungdomshuset opnåede Københavns Kommune den ’berlinermodel’, som Egon Weidekamp uden held havde forsøgt at lancere under Ryesgade-konflikten: En fond (her et aktieselskab) køber det besatte hus (her det brugerstyrede Ungdomshus), hvorved kommunen undgår forpligtelser af nogen art. Det var en model, som bz’erne blankt havde afvist med onelineren ’ingen private løsninger’. Men nu blev modellen realiseret. Hvad var resultatet? Først og fremmest medførte salget et nyt problem, som politikerne ikke havde fundet en løsning på: Gjaldt driftsaftalen også for de nye ejere? Med andre ord – skulle Ungdomshuset stadig være et brugerstyret ungdomshus? Det var der mange, der gerne ville vide, blandt andre direktør i KUC (Københavns Ungdoms Center), Hans Grønberg, der administrerede driftsaftalen, og ikke mindst Ungdomshusets brugere. Retssagen, som salget affødte, handlede præcist om, hvorvidt ejerne af huset eller driftsaftalen med kommunen fra 1982, der gav brugeren ret til at bestemme over huset, skulle afgøre, hvad huset fremover bruges til. Rettens afgørelse er, at ejerne bestemmer over huset. I de fem års tid, mens retssagen har stået på, er der sket endnu en udvikling i sagen. Investorerne i Human A/S har vist sig at være ledende medlemmer af den kristne frikirke Faderhuset. De har annonceret, at de ikke vil have ungdomshus i Ungdomshuset – faktisk vil de hverken have de unge eller huset, de vil bare gerne som retmæssige ejere kunne bestemme, hvad der i fremtiden skal ske med stedet Jagtvej 69. Får de lov til det, så udraderes det mest livsduelige og fandenivoldske kulturcenter for undergrunden og vækstlaget i det kreative København. Det er derfor ikke kun en dårlig deal for Nørrebro og husets brugere – det vil være et tab for København og en tort imod politikernes ambition om at gøre byen førende i kultur- og oplevelsesøkonomien.
