Der har i den senere tid i medierne været debat omkring behandlingen af asylansøgere i Røde Kors-lejre i Danmark. Jeg selv har været psykiatrisk konsulent i Røde Kors-lejre i over 10 år og har derudover arbejdet med traumatiserede flygtninge i flere forskellige sammenhænge. Jeg føler derfor trang til at forsøge at kommentere denne debat ud fra flygtningenes eget perspektiv, der, så vidt jeg kan se, ikke har været berørt. Men først en kort omtale af temaet og de debatindlæg, der har været. En kollega til mig skrev et læserbrev i Politiken, hvor hun forundredes over Røde Kors' behandling af asylansøgere i Danmark, specielt i Sandholmlejren. Specifikt blev madpakkeordningen kritiseret. Madkasseordningen er et arrangement, hvor asylansøgere, hvis sag er færdigbehandlet, og som har fået afslag på asyl i Danmark, skal motiveres for at medvirke frivilligt til hjemrejse. De får ikke længere udleveret lommepenge, men udelukkende mad og en såkaldt hygiejnepakke. Rationalet bag skulle være, at madkasser frem for lommepenge formodes at fremme motivationen for at rejse hjem. Set i flygtningens perspektiv er dette et uforståeligt tiltag, herom senere. Det blev desuden påstået, at Røde Kors syntes mere indstillet på at tjene danske politiske interesser end at være de svages talsmand. Det blev yderligere antydet, at Røde Kors har forbudt sine medarbejdere i asylcentrene at fortælle den almindelige dansker, hvorledes denne udsatte gruppe af flygtninge behandles. Endelig blev vurderingerne af, om givne flygtninge trygt kan sendes hjem, stærkt kritiseret. Efterfølgende har der været en del debat i medierne. Integrationsminister Bertel Haarder er selvfølgelig blevet udsat for kritik, da han jo er ansvarlig for disse procedurer. Han har svaret, at de nævnte asylansøgeres sag er grundigt undersøgt, at de har fået afslag og derfor skal rejse hjem. Han anfører endvidere, at der aldrig er nogen børn under otte år, der har været på madpakkeordning. Centrale temaer i debatten har været, om Røde Kors opfører sig anstændigt over for de afviste asylansøgere, og om den aktuelle lovgivning i forbindelse med opnåelse af asyl og den vurdering, der ligger til grund for afslag på asyl, er gode nok. Et fast forløb har herefter været at udnævne nogle syndebukke, hvorefter man tilsyneladende selv har fået rene hænder. Afhængigt af politisk og humanistisk holdning udnævnes regeringen, Dansk Røde Kors, halalhippier eller andre til at være dem, der er skyld i hele denne misere. Mudderkastningen begynder, og opmærksomheden på flygtningene fortoner sig. I den såkaldte Tamil-sag for en del år siden var der heller ikke mange, der efterhånden interesserede sig for de konkrete tamilske flygtninge. Temaet var blevet et rent dansk slagsmål, der herefter næppe kom nogen tamilske flygtninge til gode. Som anført har jeg gennem mange år behandlet en del af de asylansøgere, der har haft behov for psykiatrisk behandling under deres ophold her i landet. Gennem årene er der sket en tydelig forandring af det klientel, der bliver henvist til mig. For 10 år siden var det typisk yngre mænd, der var flygtet fra hjemlandet på baggrund af politisk arbejde mod ofte diktatoriske regeringer, forfølgelse, fængsling, tortur efterfulgt af flugt. Det drejede sig i en del tilfælde om mænd, der var gået ind i en politisk kamp, som de mente var vigtig og derfor var parate til at løbe en endog ganske betydelig risiko for. Et karakteristisk eksempel var irakere, der havde kæmpet imod Saddam Husseins styre. Disse var ofte præget af en række såkaldte posttraumatiske symptomer, almindeligvis sammenfattet under diagnosen Posttraumatisk Belastningsreaktion, i engelsk litteratur PTSD (Post Traumatic Stress Disorder). Deres symptomer kunne nemt forstås og give mening i sammenhængen mellem den politiske kamp, de havde engageret sig i, dem, de havde kæmpet imod, og den pris, de nu måtte betale. De var ofte ganske forpinte, men var ikke i tvivl om, at de havde taget de rigtige valg på trods af denne forpinthed, og ville, hvis det var muligt, ikke have valgt anderledes. De var i et vist omfang tilgængelige for psykoterapeutisk behandling, således at traumerne kunne bearbejdes og deres tilstand bedres, og de kunne i større omfang forventes senere at kunne indgå i det danske samfund. Gennem årene har jeg indtryk af, at det samlede klientel, der søger asyl i Danmark, har ændret sig. Fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien er der kommet store grupper af flygtninge, der ikke på noget tidspunkt har engageret sig i politiske modsætninger, men snarere er blevet fanget mellem de stridende parter i borgerkrigen. Fra Kosovo er der således kommet mange familier, der af begge de stridende fraktioner er blevet opfattet som fjendtligt indstillet og derfor er blevet forjaget, kvinderne er ofte voldtaget, og mændene har været tilbageholdt og tortureret. Selv om borgerkrigen er slut, er de modsætninger, der nærede den, uændret til stede. Disse familier anfører almindeligvis, at de ikke længere kan vende tilbage til der, hvor de boede, fordi deres huse er brændt, deres familie og venner slået ihjel, og de mennesker, der var efter dem, har fortsat magten i det lokale område. De danske myndigheder, det vil sige Udlændingestyrelsen, vurderer imidlertid situationen anderledes og opfatter tilstandene i hjemlandet som sikre, hvorfor de kan sendes hjem. Hvilken af disse vurderinger der er den rigtigste, lader sig jo ikke nemt afgøre og er gudskelov heller ikke psykiaterens job. Det er dog tankevækkende, at der kan være to så forskellige opfattelser af sikkerheden i et område. Det er dog givet, at der med mellemrum kommer flygtninge, der som baggrund for flugten primært har ønsket om at leve i det danske velfærdssamfund og er rede til at lyve for at få opholdstilladelse, men de er sjældne og efter min erfaring af en helt anden kategori end dem, der her omtales. Jeg har hørt flere asylansøgere, der over for mig siger, at de hellere vil begå selvmord end at slås ihjel af forfølgere derhjemme. Uanset hvad 'sandheden' om sikkerheden i hjemlandet måtte være, understreger en sådan udtalelse oftest flygtningens egen angst og forpinthed ved udsigten til at vende tilbage. Lejlighedsvis ses da også flygtninge, der i forbindelse med selve hjemsendelsen foretager ganske alvorlige selvmordshandlinger. I mange tilfælde nægter disse mennesker altså at rejse hjem, fordi dette efter deres opfattelse vil betyde den sikre død for dem. Herefter bliver de sat på madkasseordning, og man forsøger derved at 'motivere' dem til at rejse hjem. De beklager sig sjældent over selve madkasseordningen. Flere synes at opfatte den som en slags straf, fordi de modsætter sig hjemsendelsen, andre ved angiveligt ikke, hvorfor de får madpakke og ingen lommepenge. Madkasseordning eller hjemrejse synes at være et let valg. Hvad der derimod plager dem meget, er, at de efter egen beskrivelse to gange ugentlig bliver indkaldt til en samtale med politiet, hvor man forsøger at få dem til 'frivilligt' at skrive under på, at de kan sendes hjem. Underskrivelsen er for dem det samme som at underskrive sin egen dødsdom. Samtalerne med politiet opleves derfor som voldsomt belastende, og mange frygter, på baggrund af de erfaringer, de har fra hjemlandet og Sandholmlejren, at politiet pludselig indfanger dem og sender dem hjem. Disse asylansøgeres psykiske tilstand har, siden de har været udsat for overgreb i hjemlandet, almindeligvis været meget dårlig, præget af depression, angst, pinagtige genoplevelser af overgrebene i hjemlandet, uligevægtighed og generelt reduceret funktionsevne. Det går ofte ud over børnene, der pludselig oplever, deres forældre ikke kan være forældre for dem på en god måde. Ydermere er de kulturelt og sprogligt isoleret fra den verden, de kendte tidligere. Madpakkeordningen tror jeg såmænd ikke gør den store forskel i denne sammenhæng. Det gør derimod det konstante pres for at vende hjem. Jeg har set talrige asylansøgere, hvis tilstand på trods af behandlingstiltagene bliver dårligere og dårligere. Efter et stykke tid er det utvivlsomt sådan, at uanset hvor de skal bo resten af livet, vil de være præget af posttraumatiske symptomer svarende til det, mange kan huske blev kaldt kz-syndrom, altså en tilstand præget af vedvarende nervøsitet og betydeligt reduceret psykisk og social funktion og reduceret levetid. De har hjemme levet, hvad de selv opfatter som almindelige gennemsnitlige liv. Pludselig bliver deres verden voldsomt forandret, de bliver udsat for en række overgreb såvel fysisk som psykisk, mister alt, hvad de har haft af fysiske ejendele og social status, og må flygte af sted til et fremmed land. Deres verden bryder i bogstaveligste forstand totalt sammen. De fremtræder ofte mere forpinte og ulykkelige, end jeg har set ved nogen anden psykisk lidelse. Her i landet sammenfattes deres situation meget fattigt under den administrative betegnelse afviste asylansøgere og den psykiatriske diagnose Posttraumatisk Belastningsreaktion. Disse betegnelser må siges at være ganske ufølsomme i forhold til deres egen oplevelse. Deres voldsomme lidelse er ikke som ved andre psykiatriske tilstande et produkt af biologi og uheldige omstændigheder, men menneskeskabt. Vi i Danmark er med til at skabe denne lidelse, et produkt af krænkelserne i hjemlandet og vores behandling af dem her i landet. De er ikke kun posttraumatiske, altså lidende af tidligere traumer, men i høj grad fortsat udsat for traumet, det traume, som det danske samfund påfører dem. De selv oplever kun ganske ringe medfølelse og beklager sig ofte over, at de ikke synes, de får nogen hjælp her overhovedet. Baggrunden for denne situation skal som bekendt ses i verdens samlede menneskelige krise med store økonomiske modsætninger, talrige borgerkrige, væbnede konflikter og op mod 100 millioner flygtninge på globalt plan. Menneskeheden er i sandhed ikke i stand til at leve fredeligt med sig selv. Efter Anden Verdenskrig opholdt en hel del tyske flygtninge sig i Danmark og blev så dårligt behandlet i flygtningelejre, at en betydelig del af dem døde af dette. Dette er et kapitel af danmarkshistorien, vi ikke snakker så meget om, når vi mindes vores indsats under Anden Verdenskrig. Snarere fremhæver vi hjælpen til de jøder, der flygtede, modstandsbevægelsen og så videre. Spørgsmålet er, om vi senere hen må være lige så fortrængende over for den måde, vi nu behandler de flygtninge på, der søger asyl her i landet. Spørgsmålet rejser sig så, hvad kan vi gøre her i landet. Det overordnede problem med de mange modsætninger og konflikter i verden kan jo kun løses, hvis man bidrager til at bilægge konflikterne, for eksempel i Mellemøsten. Dette er der jo gjort mange forsøg på, også fra dansk side, men de kræfter, der er i spil, har hidtil været af væsentligt større dimensioner end noget, Danmark kunne påvirke. Hvad vi kan gøre, er i hvert fald at behandle de mennesker, som på denne baggrund havner her, ordentligt. Og med ordentligt mener jeg på en måde, så vi bagefter kan se både hinanden og dem i øjnene. Det må konstateres, at der ikke er nogen nemme løsninger her. Jeg tror ikke bedre boligforhold i lejrene, mere psykiatrisk eller psykologisk behandling vil ændre noget væsentligt for disse mennesker. De er så gennemgribende bange og forpinte, at resten af deres liv vil være præget af denne angst. Det bedste, vi kan gøre, er at genskabe en oplevelse af sikkerhed og tro på menneskene og livet. I øjeblikket er vi i gang med at ødelægge livet for en række asylansøgere og deres børn. Hvem der skal blive her i landet, er i sidste ende en politisk beslutning, politikerne synes ikke klar over konsekvenserne af de nuværende tilstande. Personlig synes jeg ikke, vi kan være bekendt at behandle disse flygtninge så umenneskeligt, som vi gør.