Der er danskeraften i den danske ambassade i Kabul.
Det er ikke nogen stor gruppe. De fleste er unge mennesker. Forretningsfolk, specialestuderende, ambassadetilknyttede. Der er stillet drikkevarer frem. Men også en beholder, hvor man kan lægge nogle dollar. Der skal spares på repræsentationsbudgettet. Det hele foregår i den lille gårdhave. Himlen over Kabul er fuld af stjerner. Snakken går. Nyheder fra ind- og udland. Nu vil rektor for Kabul universitet være generalsekretær for FN. Der tales også om sikkerhed. I sidste uge var der to selvmordsbomber. Mindst to om ugen er normen i dag. Den første var ved en central rundkørsel. En bil med 150 kilo sprængstof dræbte 13 personer. Helt overvejende folk fra Kabul. En ung forretningsmand fortæller, at han dagen før var lige ved at blive ramt. En bombe eksploderede kort foran: Var han kommet 30 sekunder før, havde han ikke stået her med en øl i hånden. Ellers gik forretningen godt. Udstyr til lejre. Der var lige det med sikkerheden. Man skulle helst have sort hår og lade skægget stå. Tage lidt slidt tøj på og køre i en gammel Taunus med en afghansk chauffør. Den fungerende ambassadør fortalte, at blot for et år siden kunne man bevæge sig frit rundt i Kabul og rejse rundt i de nordlige provinser. Nu var ambassaden bevogtet til tænderne. Betonklodser, vagter med strittende våben, checkning af alt. Som officiel besøgende i Kabul kører man i armerede Toyota-vans iklædt hjelm og skudsikker vest. Man ser Kabul fra et støvet bilvindue. Det er englænderne fra ISAF, NATO’s International Security Assistance Force, der sørger for VIP-transporten. Det er høflige, men bestemte folk. Og de kører hurtigt af sikkerhedsmæssige grunde. Sikkerhed for hvem? Ikke for Kabuls befolkning, trætte kvinder, nogle burkaklædte, legende børn, alvorlige mænd, oldinge. De får støvet fra de hvinende hjul op i ansigtet, de springer for livet. Det er hverdagen i Kabul. Alt er blevet mere usikkert. Befolkningen er – siger den næstkommanderende for ISAF-AIR, en canadisk general – blevet frustreret. Hvor bliver de gode nyheder af, hvornår kommer velstanden, sikkerheden, muligheden for at planlægge for fremtiden? Befolkningen blev befriet for Talebans diktatoriske og umenneskelige regime, men det er nu afløst af indbyrdes konflikter mellem klaner, krigsherrer, Taleban-terrorister og en international styrke. Den internationale styrke kommer flyvende ind med overlegent materiel og hypermoderne teknologi samt et omfattende såvel ødelæggelsesudstyr som genopbygningsudstyr. Missionen er at forsøge at etablere og sikre et levedygtigt Afghanistan. Vil det lykkes? Eller skal verden til at indrette sig på, at Taleban-styrkerne igen forsøger at trænge ind i Kabul, som de overtog i 1996, og som de blev jaget ud af i efteråret 2001 af koalitionsstyrkerne ledet af USA? Taleban demonstrerede for nylig ved at sende raketter ind over den internationale lejr ved lufthavnen i Kabul, at bjergområderne omkring Kabul var Taleban-land. Et af missilerne var tæt på at ramme et kampfly. Situationen er alvorlig – er den uafvendelig? Den NATO-næstkommanderende giver Afghanistan missionen 50 procent chance for at lykkes. At lykkes vil vel først og fremmest sige at forhindre, at Afghanistan bliver en failed state uden demokrati, sikkerhed, udvikling – at Afghanistan bliver en inhuman stat, uden menneskerettigheder og frihed , præget af Taleban-middelalderideologi . De 50 procent chance lyder næsten selvopgivende. Den unge kvindelige NATO-politiske rådgiver taler om, at frustrationerne spreder sig som en virus. Der skal kraftig modgift til. Kan det internationale samfunds militære og civile styrker producere den? Hvordan skabe sikkerhed og stabilitet i et land, som altid har været præget af indbyrdes splid, og hvor centralregeringen altid har været mødt med dyb skepsis? Et land, hvis overlevelse fortsat er dybt afhængigt af opiumsdyrkelse? Da Taleban kom til magten i midten af 1990erne, var strategien at fjerne opiumsdyrkningen. Man tolkede Koranen sådan, at dyrkning af opium var forbudt. Det varede kun kort tid. Der skulle penge til at købe våben. Opiumspengene kunne ikke undværes. Taleban ophørte i 2000-2001 med at beskatte opiumsbønderne og søgte at begrænse dyrkningen. Produktionen gik helt i bund, et forhold som betød, at verdensmarkedsprisen steg voldsomt, da Afghanistan står for næsten 90 procent af den samlede produktion. Men året efter var produktionen igen den samme. Taleban finansieres i vidt omfang gennem beskatning af opiumsbønderne i den sydlige del af landet. Centralregeringen – støttet af det internationale samfund – søger derimod at tvinge bønderne til at dyrke andre afgrøder – afgrøder, der kun kan give en fjerdedel af indtægten ved opium. Her er befolkningen under et voldsomt krydspres: Taleban lover beskyttelse, hvis man dyrker opium. Det vil sige beskyttelse mod regeringstropperne og de udenlandske tropper – og mod at blive dræbt af Taleban. Altså: Hvis man dyrker opium, kommer regeringen, og hvis man ikke gør det, kommer Taleban. ( Rapport af P.D.Thruelsen, Forsvarsakademiet; under udgivelse.) Er der ingen fremskridt? Ingen positive tegn? Jo. NATO fungerer. Det er opmuntrende at se, at NATO’s 26 medlemsstater plus en række ikke-NATO-lande kan operere i en så omfattende fredsskabende, stabilitetsskabende og rekonstruktions-etablerende mission som den i Afghanistan. NATO-landene var hurtige til at stå last og brast med USA efter 11. september 2001. »Vi er alle amerikanere«, som franskmændene sagde. NATO besluttede at aktivere paragraf 5 i NATO-pagten: Et angreb på USA var et angreb på alle. Men USA ville ikke føre krig med NATO i førersædet. Som Rumsfeldt udtrykte det: »Vi vil ikke føre krig by committees«. Det er USA parat til nu. Med hænderne fulde i Irak og i den globale krig mod terror har amerikanerne besluttet at overlade kommandoen af sine tropper i Afghanistan, som hidtil har været under direkte amerikansk ledelse og som har haft til hovedopgave at jagte al-Qaeda-terrorister, til NATO. Nu er krig by committees blevet acceptabelt. Med alle militære styrker under en fælles NATO-kommando er der skabt en enhedskommando. Det er i sig selv en styrkelse. Det er fascinerende at opleve de mange lande dybt involveret i at løse opgaven. Der er selvsagt udstukket en fælles strategi for ISAF. Den internationale sikkerhedsassistancestyrke. Den er meget detailleret og taler om nødvendigheden af at optræde proaktivt over for talebanerne. Det betyder ikke, at et succeskriterium er det største antal dræbte Taleban-krigere. Succeskriteriet er at få den økonomiske udvikling og genopbygningen i gang på grundlag af en helt nødvendig basal sikkerhed. Det vil sandsynligvis blive afspejlet endnu mere i en kommende revideret udgave af NATO-strategien. Men sikkerheden er jo langt fra på plads. Befolkningen – ikke mindst i den sydlige og østlige del – bliver terroriseret. Taleban omdeler løbesedler, der fortæller, at hvis man samarbejder blot det mindste med de vantro, er man selv vantro. Altså dødsens. Men der er meget, der tyder på, at Taleban er presset. En ny taktik synes nødvendig: selvmordsattentaterne. Overfald på civilbefolkningen, som opfører sig som vantro i Talebans øjne. F.eks. på skoler, hvor der undervises piger. I det lange løb vil det svække Taleban. Taleban er ikke i stand til at etablere noget, der har den mindste lighed med et civilsamfund – eller blot et fungerende samfund, som tilfredsstiller basale menneskelige behov, som f.eks. Hizbollah i Libanon har været i stand til. Også den afghanske befolkning – blandt de fattigste i verden – ønsker at få del i den generelle økonomiske vækst i verden, som betyder velfærd, og i den politiske udvikling, som betyder demokrati. Det har befolkningen vist ved to frie valg med relativ høj valgdeltagelse. Konklusionen er, at Taleban er presset, og Taleban er ude af trit med det 21. århundrede. Ikke alt går skidt. I den nordlige del af Afghanistan er der genopbygningsprojekter og udviklingsprojekter, der lykkes. Nogle af dem er danske. Der er lagt en storstilet plan, ’Den afghanske Nationale Udviklingsstrategi’, ANDS , som har tre grundlæggende mål: retssikkerhed, økonomisk og social udvikling og opbygning af regeringens kapacitet til at beslutte og implementere udviklingsprojekter. Konceptet er udtryk for en tankegang indeholdt i en historisk, regional formulering: »Ingen regering uden en hær. Ingen hær uden penge. Ingen penge uden velstand. Ingen velstand uden retstilstand og god administration«. Den økonomiske vækst er betydelig, om end ud fra et meget lavt udgangspunkt og også godt hjulpet af narkohandelen, som dækker 40 til 60 procent af bruttonationalproduktet. Den gennemsnitlige indkomst per indbygger vil blive øget fra 200 dollar til 500 dollar i løbet af 5 år. Der er to centrale indikationer på om landet udviklingsmæssigt går den rette vej: at gennemsnitslevealderen øges betydeligt fra de nuværende 45 år, og at børnedødeligheden, som er verdens højeste, reduceres kraftigt. Men noget går godt. Vaccinationsprogrammerne virker. Antallet af børn i skolerne er firedoblet siden 2002 (Strategic Survey 2006, IISS, London). Uddannelsen af den nationale afghanske hær er også en succes. Langsomt, men sikkert etableres effektive nationale militære styrker, uddannet af amerikanske og NATO-tilknyttede officerer. Derimod er politiets sikkerhedsstyrker – mest uddannet af Tyskland – en regulær fiasko. Styrkerne er ineffektive, dårligt uddannede og præget af omfattende korruption. Men det afgørende forhold er, at der ikke er noget alternativ til fortsat international tilstedeværelse. Og politisk set er det det bedste udgangspunkt for denne tilstedeværelse. Det internationale samfund har fra første færd efter angrebet på USA 11. september 2001 engageret sig slagkraftigt og effektivt. Koalitionsstyrkerne med den afghanske Nordalliance vandt det første afgørende slag – Taleban blev fordrevet. Et regimeskifte i markant demokratisk retning fandt sted. Den internationale indsats i Afghanistan har også en krystalklar legitimitet: De Forenede Nationer med Sikkerhedsrådet står bag. Her er ingen slinger i valsen og ingen vej udenom: Det internationale samfund med NATO som ledende organisation har forpligtet sig i Afghanistan. Afghanistans skæbne afhænger fundamentalt af situationen i det internationale system: Vil det internationale samfund leve op til sine forpligtelser? To aktører overskygger andre: NATO og Pakistan. Når det gælder NATO, er medlemmernes vilje til at engagere sig politisk og militært i Afghanistan, til at gøre organisationen til en central global aktør, afgørende. Der skal satses på stærkt øgede ressourcer til sikkerhed, stabilitet, rekonstruktion og udvikling. Når det gælder Pakistan, har landet et alvorligt medansvar for, at grænsen til Afghanistan – som end ikke er gensidigt anerkendt – tætnes og sikres. Taleban trives nu uhindret i begge lande. En international pression er i denne sammenhæng bydende nødvendig.
