Snart skal den første ikkevalgte rektor på Roskilde Universitetscenter (RUC) ansættes. Jeg søger jobbet. Ikke fordi jeg respekterer eller billiger, at det nu er en udemokratisk bestyrelse, der skal bestemme, hvem der skal være rektor, frem for at universitetets studerende og ansatte har valget. Tværtimod. Jeg mener, at universiteterne er på gale veje, og står for en kursændring. Både vores studenterorganisationer, undervisere og forskere og selv universiteternes rektorer advarede mod den afskaffelse af demokratiet, som regeringen har gennemført med universitetsreformen. Men forgæves. Vi står nu uden for indflydelse i spørgsmålet om, hvem der skal lede det universitet, som vi bruger vores tid på, som vi er engagerede i, og som vi er hamrende glade for. En hemmelig og lukket proces skal afgøre en post, som ikke bare er afgørende for os, men også for resten af samfundet. Men vi vil ikke flæbe, vi vil gå konstruktivt til værks. Det er derfor, jeg søger stillingen som rektor for RUC - på vegne af fællesrådet for de studerende på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, også kaldet Samba. I samarbejde med Samba har jeg valgt tre områder, som jeg vil sætte i fokus, såfremt jeg bliver ny rektor for RUC. For det første skal universitetet gennemføre en reel åbning mod samfundet, så hele befolkningen får gavn af det arbejde, forskerne gør - ikke kun de private virksomheder. For det andet skal RUC have en stærk stemme i den offentlige debat, som tør sige sandheden om den økonomiske situation på universiteterne. Og for det tredje skal vi fortsætte arbejdet med internationalisering, men sige klart nej til kommercialisering. Min gennemgående vision er at bringe demokratiet og åbenheden tilbage - gerne i en ny og udvidet form. Det er også en af pointerne med at skrive denne offentlige ansøgning til posten som rektor, selv om jeg naturligvis også har sendt en ansøgning til bestyrelsen på RUC. Første punkt i programmet for et bedre universitet er en åbning mod samfundet. Det kan virke som et underligt ønske, når jeg nu var og er indædt modstander af universitetsreformen. Åbenhed var jo netop regeringens slagord, da den skulle sælge ideen om at afskaffe 500 års selvstyre på universiteterne. Nu står det imidlertid klart, at det var en stor gradbøjning af den reelle hensigt. Universiteterne er blevet åbnet for én bestemt sektor i samfundet: de private virksomheder. Cand.mag. Nikolaj Bendtsen har i en Kronik i denne avis dokumenteret private virksomheders vundne indflydelse i bestyrelserne. Over halvdelen af de eksterne pladser i bestyrelserne er besat af direktører og koncernchefer. På RUC har vi været blandt de heldige med vores nye bestyrelse, men man bliver også nemt taknemmelig, når man ser på andre universiteters bestyrelser. Her tænker jeg blandt andet på Aarhus Universitet, hvis bestyrelsesformand er fra Arla Foods, og IT-universitetet, som har fået direktøren for Nykredit i spidsen. Som studerende vil vi - og i tilfælde af, at jeg bliver rektor, vil jeg - meget gerne åbne vores universitet for samfundet. Jeg har ingen romantiske forestillinger om at bygge flere elfenbenstårne, hvor forskerne kan passe deres egne projekter fra en position højt hævet over alt andet. Universitetet har et enormt ansvar for at tage del i udviklingen af samfundet, ikke mindst nu, hvor viden er en helt afgørende byggesten. At vende ryggen til omverdenen ville derfor ikke bare være en falliterklæring, det ville være en samfundsmæssig katastrofe. Men en reform, hvor monopolgiganten Arla besidder den vigtigste post på landets næststørste universitet - udgør det en reel åbning mod samfundet? Det mener jeg ikke, og derfor er min vision en anden. Med en åbning mod samfundet vil jeg tage regeringens ord for gode varer og gennemføre en langt mere dybtgående åbning mod hele samfundet. I de nuværende bestyrelser er der ikke én eneste repræsentant for fagforeningerne, selv om de har en enorm viden om det store flertal af danskerne, der hverken er koncernchefer eller direktører. Der er ikke en eneste repræsentant for menneskerettigheds-, bolig- eller forbrugerorganisationer. Det er netop disse grupper, vi skal åbne os over for. Som rektor vil jeg ikke være i stand til at ændre på bestyrelsens sammensætning. Det er heller ikke idéen, i hvert fald ikke på kort sigt. Der er andre måder at åbne sig på. Jeg vil blandt andet arbejde for, at RUC's forskellige institutter indgår partnerskaber med ngo'er og andre organisationer, så forskningen kan få en forankring i folks hverdag. I bestyrelserne på Danmarks Farmaceutiske Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) sidder Novo Nordisk og er med til at udstikke retningslinjer for forskningen, på trods af virksomhedens plettede renommé i den tredje verden. På RUC skal vi i stedet indgå partnerskaber med læger og planlæggere fra den tredje verden. En anden akse, hvor vi kan udvikle os, er gennem den konkrete forskning. Vi skal arbejde for en moderne forskning, som dels er bundet til den konkrete virkelighed, dels giver reel indflydelse til de mennesker, som indgår i undersøgelserne. RUC har særlige forudsætninger for at blive foregangsuniversitet i opgøret med den gamle videnskab, med elfenbenstårnene. Vi har tværfagligheden og det konkrete projektarbejde som to afgørende forudsætninger. Og vi har erfaringer med den såkaldte aktionsforskning, det vil sige en forskning, hvor forskerne aktivt indgår i konkrete udviklingsprocesser. Vi kan udvikle det psykiske arbejdsmiljø eller demokratiske arbejdspladser sammen med medarbejderne, og vi kan gå i gang med at udvikle bæredygtige nær- og bymiljøer sammen med borgerne. Jeg vil styrke denne forskning, så RUC bliver en aktiv medspiller i udviklingen af videnssamfundet, i et samarbejde med borgerne. Kun sådan kan vi imødegå udfordringerne fra globaliseringen. En reel åbning mod samfundet inkluderer naturligvis også det private erhvervsliv. Forskellen er, at det ikke skal løbe med hele opmærksomheden. Et andet indsatsområde er økonomien på uddannelsesområdet. Nedskæring på nedskæring har slået bunden ud af universiteternes økonomi. Som rektor ved RUC bliver det derfor en meget vigtig opgave at kæmpe for, at uddannelse og forskning skal prioriteres helhjertet. Alle er enige om, at uddannelse og forskning er alfa og omega for vores fremtidige velfærd. »Når de andre bliver billigere, skal vi være bedre«, har vores statsminister sagt. Alligevel bliver ordene ikke fulgt op af penge. Universiteterne må skære ned på både uddannelse og forskning. RUC har brug for en rektor, som tør sige det, alle på universitetet tænker og hvisker: Den nuværende situation er fuldstændig uholdbar. Vi får skåret i antallet af forelæsninger; der bliver undervist i et hus med svamp og i huse, hvor vi ikke kan se tavlen; forskerne skal løbe hurtigere og hurtigere og har stort set ikke tid til selve forskningen; vi er nødt til at være i store grupper, for ellers er der ikke råd til vejledere ... og jeg kunne blive ved. De kolde facts dokumenterer det også. Fra 1994 til 2005 er taxametertilskuddet per studerende faldet fra cirka 57.000 til 51.000 kroner, en besparelse på cirka 10 procent. På 25 år er vi på RUC blevet dobbelt så mange studerende per underviser, på samfundsvidenskab er vi nu 28 studerende per underviser mod 14 omkring 1980, og undervisere har stadig forskningspligt ved siden af undervisningen. Regeringens store reklamekampagne op til valget om 10 milliarder til uddannelse mærker vi ikke meget til, og det gælder hele uddannelsessystemet. I år skal Københavns Universitet for eksempel spare yderligere 55 millioner kroner. Hvis jeg får stillingen som rektor, vil mit første skridt være at opfordre samtlige medarbejdere og de studerende til at tage bladet fra munden. Til at undersøge, vise og forklare, hvad samfundet mister med den nedskæringspolitik, som der er blevet ført på universiteterne i alt for lang tid. Sammen med den nye åbning mod samfundet mener jeg, at det kan skabe en generel forståelse for, at uddannelse og forskning angår os alle. Dermed også, at investering i uddannelse er aldeles nødvendigt. Det overordnede mål med kampen for ordentlige ressourcer skal være det både simple og komplicerede: at få begejstringen i centrum for universitetet. Med undervisere, som har tid til både at forske og engagere de studerende. Undervisere, som gennem deres konkrete forskningsprojekter giver liv og mening til alle de abstrakte begreber, de engelske gloser og det hårde slid. Vi skal have nysgerrigheden, fantasien og begejstringen på dagsordenen. Det vil jeg arbejde for, og det kræver et stort arbejde på alle planer. Økonomi er langtfra det eneste parameter, men det er vigtigt - fantasi trives hverken i stress eller svamp. Som rektor vil jeg derfor sætte mig i spidsen for, at politikernes løfter bliver til virkelighed. Også hvis det kræver nye alliancer, for eksempel med studenterbevægelsen. Et andet område, som vil kræve nye alliancer, er spørgsmålet om internationalisering. Det er et område, som i de kommende år vil blive stadig vigtigere for enhver universitetsrektor. Ikke mindst på et universitet, som allerede har fået meget omtale af arbejdet med internationalisering. Det har ikke kun været positiv omtale, jævnfør den store debat om kinesere og pengeindtjening på udenlandske studerende. Jeg støtter visionen om RUC som et foregangsuniversitet inden for internationaliseringen af uddannelsen, og derfor forstår og støtter jeg det store optag af udenlandske studerende. Men som rektor er man også nødt til at forholde sig til den politiske diskussion, som foregår i øjeblikket, på internationalt plan og i Danmark. Det spørgsmål, som diskuteres, er, hvorvidt uddannelse fortsat skal opfattes som en ret, eller om det skal betragtes som en vare. En vare, som de studerende kunder kan købe, og som de udbydende universiteter kan tjene penge på. Der er meget, som tyder på, at kommercialiseringen af universiteterne kan være på vej til Danmark. Direktøren for Niels Brock-handelsskolerne, Anya Eskildsen, har for nylig i et debatindlæg med titlen 'Uddannelseseksport: Vejen til eksportsucces' gjort holdningen klar. Hun skriver, sammen med et V-medlem af Borgerrepræsentationen, at »det er glædeligt«, at Helge Sander »har åbnet for, at danske uddannelsesinstitutioner kan drive virksomhed i udlandet ... Der er meget store muligheder i det internationale marked for uddannelser, som venter på at blive udnyttet af danske uddannelsesinstitutioner«. Der er da også store penge at tjene. Uddannelsesmarkedet vurderes på verdensplan at omsætte for 2.200 milliarder kroner, og for New Zealand er uddannelse det fjerdestørste erhverv! Nu er selv Politiken faldet for fristelsen, og i en leder opfordres der ligefrem til at gøre uddannelse til en global handelsvare. Men der er store omkostninger for studerende, forskere og samfundet ved en sådan kommercialisering af uddannelse. Når uddannelse defineres som en vare, så falder det også ind under frihandelsregler og WTO, organisationen, som allerede nu presser på for en liberalisering af uddannelsesområdet. En liberalisering vil medføre, at andre universitetsvirksomheder vil slå sig ned i Danmark, med det ene mål at tjene penge. Det vil få katastrofale følger. I første omgang vil det formentlig betyde, at vi ligesom i USA og nu også England vil få massiv brugerbetaling. Dekan ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Tage Bild, mener, at liberaliseringen vil »tvinge os til at indføre betalingsuddannelser. Med regeringens forslag om at lade studerende tage deres taxametertilskud med til en filial, som f.eks. Harvard etablerer i København, vil de studerende blive afkrævet yderligere en privat betaling for at kunne opnå den kvalitet, som Harvard tilbyder. De dygtige studerende og undervisere vil gå til Harvardfilialen, mens vi kan beholde resten. Derfor vil der blive et pres for, at danske universiteter får lov til at opkræve en betaling, der gør os i stand til at konkurrere«. På sigt kan konsekvenserne blandt andet blive en opdeling i A- og B-universiteter og en øget erhvervsfokusering af forskningen, idet det er private virksomheder, som vil eje universiteterne. På RUC er vi nødt til at medtage dette aspekt i debatten om internationalisering. Vi skal holde fast i vores positive vision, men vi må også erkende, at der er kræfter, som under dække af internationale visioner ønsker en kommercialisering af uddannelsessystemet. Vi må aldrig give efter for denne varegørelse af det, vi som studerende og ansatte elsker ved vores universitet: søgen efter viden, som giver mening. Som rektor vil jeg derfor kaste alle kræfter ind i et forsvar for gratis og offentlige uddannelser. Vi skal fortsat styrke vores internationale profil, men vi må have pengemotivet ud. Første skridt ville være et signal om, at udlændinge ikke skal betale for at gå på RUC. I stedet skal vi arbejde for at opbygge en international alliance af universiteter, som vil fortsætte med at lave udveksling, det vil sige gensidigt tilbyde gratis uddannelser til hinanden. Det skal være vores internationalisering, en udvikling, som sigter mod at dele viden og uddannelse på tværs af landegrænser, frem for uddannelse som endnu et middel til at tjene penge. Jeg håber, mine visioner vil blive godt modtaget af bestyrelsen - eller rettere sagt af det private rekrutteringsfirma, som er hyret til opgaven. I virkeligheden ville jeg foretrække en fælles debat blandt alle os, som befolker universitetet, gerne i en fælles dialog med alle de mange mennesker og organisationer, som har interesse i universiteterne. Var demokratiet i funktion, så tror jeg ærligt talt, at flertallet ville bakke mine ideer op. Men det finder vi jo desværre aldrig ud af. Jeg kan kun håbe, at bestyrelsen i det mindste vil skele til de ønsker, som vi studerende har til vores universitet. Det er jo trods alt os, som bruger det hver dag, os, som - sammen med de ansatte forskere, undervisere, sekretærer og pedeller - ved, hvor skoen trykker. Så derfor håber jeg at blive inviteret til samtale. Jeg vil gerne fortælle mere! Bestyrelsen er til gengæld nødt til at se gennem fingre med min delvise mangel på formelle kvalifikationer. Ledererfaring har jeg eksempelvis ikke meget af, men jeg har masser af undervisningserfaring - har gået i skole i snart 14 år, og har 4 år igen!