0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ansæt mig som rektor for RUC

Efter universitetsreformen er stillingen som rektor for RUC genopslået. Som studerende på stedet ønsker kronikøren demokratiet og åbenheden tilbage, og derfor søger han rektorposten i denne åbne jobansøgning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Snart skal den første ikkevalgte rektor på Roskilde Universitetscenter (RUC) ansættes. Jeg søger jobbet. Ikke fordi jeg respekterer eller billiger, at det nu er en udemokratisk bestyrelse, der skal bestemme, hvem der skal være rektor, frem for at universitetets studerende og ansatte har valget. Tværtimod. Jeg mener, at universiteterne er på gale veje, og står for en kursændring.

Både vores studenterorganisationer, undervisere og forskere og selv universiteternes rektorer advarede mod den afskaffelse af demokratiet, som regeringen har gennemført med universitetsreformen. Men forgæves. Vi står nu uden for indflydelse i spørgsmålet om, hvem der skal lede det universitet, som vi bruger vores tid på, som vi er engagerede i, og som vi er hamrende glade for. En hemmelig og lukket proces skal afgøre en post, som ikke bare er afgørende for os, men også for resten af samfundet.

Men vi vil ikke flæbe, vi vil gå konstruktivt til værks. Det er derfor, jeg søger stillingen som rektor for RUC - på vegne af fællesrådet for de studerende på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, også kaldet Samba.

I samarbejde med Samba har jeg valgt tre områder, som jeg vil sætte i fokus, såfremt jeg bliver ny rektor for RUC.

For det første skal universitetet gennemføre en reel åbning mod samfundet, så hele befolkningen får gavn af det arbejde, forskerne gør - ikke kun de private virksomheder. For det andet skal RUC have en stærk stemme i den offentlige debat, som tør sige sandheden om den økonomiske situation på universiteterne.

Og for det tredje skal vi fortsætte arbejdet med internationalisering, men sige klart nej til kommercialisering.

Min gennemgående vision er at bringe demokratiet og åbenheden tilbage - gerne i en ny og udvidet form. Det er også en af pointerne med at skrive denne offentlige ansøgning til posten som rektor, selv om jeg naturligvis også har sendt en ansøgning til bestyrelsen på RUC.

Første punkt i programmet for et bedre universitet er en åbning mod samfundet. Det kan virke som et underligt ønske, når jeg nu var og er indædt modstander af universitetsreformen. Åbenhed var jo netop regeringens slagord, da den skulle sælge ideen om at afskaffe 500 års selvstyre på universiteterne. Nu står det imidlertid klart, at det var en stor gradbøjning af den reelle hensigt.

Universiteterne er blevet åbnet for én bestemt sektor i samfundet: de private virksomheder. Cand.mag. Nikolaj Bendtsen har i en Kronik i denne avis dokumenteret private virksomheders vundne indflydelse i bestyrelserne. Over halvdelen af de eksterne pladser i bestyrelserne er besat af direktører og koncernchefer. På RUC har vi været blandt de heldige med vores nye bestyrelse, men man bliver også nemt taknemmelig, når man ser på andre universiteters bestyrelser. Her tænker jeg blandt andet på Aarhus Universitet, hvis bestyrelsesformand er fra Arla Foods, og IT-universitetet, som har fået direktøren for Nykredit i spidsen.

Som studerende vil vi - og i tilfælde af, at jeg bliver rektor, vil jeg - meget gerne åbne vores universitet for samfundet. Jeg har ingen romantiske forestillinger om at bygge flere elfenbenstårne, hvor forskerne kan passe deres egne projekter fra en position højt hævet over alt andet. Universitetet har et enormt ansvar for at tage del i udviklingen af samfundet, ikke mindst nu, hvor viden er en helt afgørende byggesten. At vende ryggen til omverdenen ville derfor ikke bare være en falliterklæring, det ville være en samfundsmæssig katastrofe.

Men en reform, hvor monopolgiganten Arla besidder den vigtigste post på landets næststørste universitet - udgør det en reel åbning mod samfundet? Det mener jeg ikke, og derfor er min vision en anden. Med en åbning mod samfundet vil jeg tage regeringens ord for gode varer og gennemføre en langt mere dybtgående åbning mod hele samfundet. I de nuværende bestyrelser er der ikke én eneste repræsentant for fagforeningerne, selv om de har en enorm viden om det store flertal af danskerne, der hverken er koncernchefer eller direktører. Der er ikke en eneste repræsentant for menneskerettigheds-, bolig- eller forbrugerorganisationer. Det er netop disse grupper, vi skal åbne os over for.

Som rektor vil jeg ikke være i stand til at ændre på bestyrelsens sammensætning. Det er heller ikke idéen, i hvert fald ikke på kort sigt. Der er andre måder at åbne sig på. Jeg vil blandt andet arbejde for, at RUC's forskellige institutter indgår partnerskaber med ngo'er og andre organisationer, så forskningen kan få en forankring i folks hverdag. I bestyrelserne på Danmarks Farmaceutiske Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) sidder Novo Nordisk og er med til at udstikke retningslinjer for forskningen, på trods af virksomhedens plettede renommé i den tredje verden. På RUC skal vi i stedet indgå partnerskaber med læger og planlæggere fra den tredje verden.

En anden akse, hvor vi kan udvikle os, er gennem den konkrete forskning. Vi skal arbejde for en moderne forskning, som dels er bundet til den konkrete virkelighed, dels giver reel indflydelse til de mennesker, som indgår i undersøgelserne. RUC har særlige forudsætninger for at blive foregangsuniversitet i opgøret med den gamle videnskab, med elfenbenstårnene. Vi har tværfagligheden og det konkrete projektarbejde som to afgørende forudsætninger. Og vi har erfaringer med den såkaldte aktionsforskning, det vil sige en forskning, hvor forskerne aktivt indgår i konkrete udviklingsprocesser. Vi kan udvikle det psykiske arbejdsmiljø eller demokratiske arbejdspladser sammen med medarbejderne, og vi kan gå i gang med at udvikle bæredygtige nær- og bymiljøer sammen med borgerne.

Jeg vil styrke denne forskning, så RUC bliver en aktiv medspiller i udviklingen af videnssamfundet, i et samarbejde med borgerne. Kun sådan kan vi imødegå udfordringerne fra globaliseringen. En reel åbning mod samfundet inkluderer naturligvis også det private erhvervsliv. Forskellen er, at det ikke skal løbe med hele opmærksomheden.

Et andet indsatsområde er økonomien på uddannelsesområdet. Nedskæring på nedskæring har slået bunden ud af universiteternes økonomi. Som rektor ved RUC bliver det derfor en meget vigtig opgave at kæmpe for, at uddannelse og forskning skal prioriteres helhjertet. Alle er enige om, at uddannelse og forskning er alfa og omega for vores fremtidige velfærd. »Når de andre bliver billigere, skal vi være bedre«, har vores statsminister sagt. Alligevel bliver ordene ikke fulgt op af penge. Universiteterne må skære ned på både uddannelse og forskning.

RUC har brug for en rektor, som tør sige det, alle på universitetet tænker og hvisker: Den nuværende situation er fuldstændig uholdbar. Vi får skåret i antallet af forelæsninger; der bliver undervist i et hus med svamp og i huse, hvor vi ikke kan se tavlen; forskerne skal løbe hurtigere og hurtigere og har stort set ikke tid til selve forskningen; vi er nødt til at være i store grupper, for ellers er der ikke råd til vejledere ... og jeg kunne blive ved.

De kolde facts dokumenterer det også. Fra 1994 til 2005 er taxametertilskuddet per studerende faldet fra cirka 57.000 til 51.000 kroner, en besparelse på cirka 10 procent. På 25 år er vi på RUC blevet dobbelt så mange studerende per underviser, på samfundsvidenskab er vi nu 28 studerende per underviser mod 14 omkring 1980, og undervisere har stadig forskningspligt ved siden af undervisningen. Regeringens store reklamekampagne op til valget om 10 milliarder til uddannelse mærker vi ikke meget til, og det gælder hele uddannelsessystemet. I år skal Københavns Universitet for eksempel spare yderligere 55 millioner kroner.

Hvis jeg får stillingen som rektor, vil mit første skridt være at opfordre samtlige medarbejdere og de studerende til at tage bladet fra munden. Til at undersøge, vise og forklare, hvad samfundet mister med den nedskæringspolitik, som der er blevet ført på universiteterne i alt for lang tid. Sammen med den nye åbning mod samfundet mener jeg, at det kan skabe en generel forståelse for, at uddannelse og forskning angår os alle. Dermed også, at investering i uddannelse er aldeles nødvendigt.

Det overordnede mål med kampen for ordentlige ressourcer skal være det både simple og komplicerede: at få begejstringen i centrum for universitetet. Med undervisere, som har tid til både at forske og engagere de studerende. Undervisere, som gennem deres konkrete forskningsprojekter giver liv og mening til alle de abstrakte begreber, de engelske gloser og det hårde slid. Vi skal have nysgerrigheden, fantasien og begejstringen på dagsordenen. Det vil jeg arbejde for, og det kræver et stort arbejde på alle planer. Økonomi er langtfra det eneste parameter, men det er vigtigt - fantasi trives hverken i stress eller svamp. Som rektor vil jeg derfor sætte mig i spidsen for, at politikernes løfter bliver til virkelighed. Også hvis det kræver nye alliancer, for eksempel med studenterbevægelsen.

Et andet område, som vil kræve nye alliancer, er spørgsmålet om internationalisering. Det er et område, som i de kommende år vil blive stadig vigtigere for enhver universitetsrektor. Ikke mindst på et universitet, som a