I år er der fem år tilbage til at nå FN’s ambitiøse ’2015-mål’. De blev sat for ti år siden, da 147 statsoverhoveder i 2000 i en erklæring lovede at udrydde fattigdom og skabe bæredygtig udvikling for alle inden 2015. Gennem sine organisationer arbejder FN målrettet på at nå målene, støttet af et utal af internationale, statslige og private organisationer. Herhjemme står Danida i spidsen, og alle de store ikke-statslige organisationer har oplysning om udviklingsmålene på deres dagsorden. ’En verden på spil’ er en stor udstilling med tilhørende pædagogiske aktiviteter på Experimentarium om 2015-målene, som de tager sig ud i Afrika. Den er spændende og nyskabende i sin form, knap så meget i sit indhold. Ligesom i den nylige Danmarks-indsamling, ’Hjælp Afrikas kvinder’, er der fokus på kvinder. Udstillingen viser et Afrika i nød, befolket af kvinder og børn. Budskabet er, at kvinder skaber Afrikas fremtid med hjælp fra Danmark. Er der mon ingen mænd i Afrika, der sammen med kvinder og børn kan udvikle kontinentet, eller er mændene en hindring for at nå de ambitiøse mål? Målene er at udrydde fattigdom og sult, at udrydde dødeligheden hos spædbørn og kvinder, at standse udbredelsen af hiv/aids, malaria og andre sygdomme, der truer menneskeheden, at sikre grunduddannelse til alle, at fremme ligestilling og kvinders rettigheder, at sikre en bæredygtig udvikling og endelig at sørge for, at udvikling kommer til at foregå i et ligeværdigt globalt partnerskab. Nogle mål er konkrete og målbare, mens andre er bredere og løsere formuleret. Ifølge en dansk reklamemand er målene stort set ukendte i Danmark, mens børn og voksne i Norge og Sverige kan remse dem op i søvne. ’En verden på spil’ skal gøre udviklingsmålene levende for børn i Danmark og deres forældre. Udstillingen er organiseret som et brætspil, hvor børnene er brikker og sætter sig selv på spil, og konkurrencen handler om at nå målene, inden det er for sent. »Vær de levende spillebrikker i klodens første og eneste underholdende spil om verdens uligheder«, lyder den friske opfordring. Deltagerne kan vælge enten at være ’os’ i nord eller ’dem’ i syd – i dette tilfælde Afrika. Jo mere børn deltager og sætter sig selv på spil i den konkurrenceprægede leg, som udgør lærdomsuniverset, jo mere skal de ønske at deltage i løsningen af Afrikas problemer. Det er ikke en nem opgave at fremstille målene og vejene til deres opfyldelse på en måde, der er attraktiv og håndgribelig for børn i vores del af verden. Men lykkes det mon? Er det sjovt at være med i spillet? Er det instruktivt, og hvis det er, hvad er det så, børn lærer? Kontinent uden mænd? Experimentarium i København er et dejligt lyst og rummeligt sted med plads til leg, lærdom og analyse. Det inviterer og aktiverer børn og voksne. Vi besøgte udstillingen en tidlig formiddag, to kolleger fra RUC som underviser i udviklingsprocesser og -problemer på en international uddannelse, herunder også i diskussionerne om 2015-målene. Vi har børn og en af os et barnebarn, og vi synes, det er særdeles vigtigt, at de næste generationer får indsigt både i klodens rigdom og mangfoldighed og dens problemer. Vi er spændt på, hvordan det lykkes for Experimentarium at omsætte målene om bæredygtighed, udryddelse af fattigdom og bedre sundhed og uddannelse til en sanselig og udfordrende virkelighed.

Spillet finder sted i et udstillingslokale midt i Experimentarium, hvis vægge er dækket af smukke, meterhøje fotoplancher, der portrætterer Afrikas fattigdom og generelle misere. Det mest iøjnefaldende viser en kæmpe losseplads, skidt og møg, afføring og gift, hvor halvnøgne brune børn tumler rundt. Kontrasten til velfærdssamfundets regulerede legepladser og skolegårde kan ikke være større. Andre plancher viser tørkeramte landskaber, kvinder og grise fanget i en voldsom oversvømmelse, en fortabt, ensom pige i natkjole ved højlys dag, usle slumboliger, trætte børn og mødre. Men hvor er mændene? Er Afrika et kontinent uden mænd? Der er masser af drenge og piger og kvinder på billederne, men ingen voksne mænd! Hvordan mon det kan være? I Afrika er magtens ansigt typisk mandligt. I de fleste sammenhænge er det ældre mænd, der tager de vigtige beslutninger om ressourcernes fordeling og samfundenes indretning. Køn og alder er afgørende for magtens udformning i afrikanske samfund, et forhold som besøgende i Experimentarium, opvokset i Danmark, heller ikke er helt fremmede for. Men i den afrikanske virkelighed, der vises på plancherne, og som strukturerer spillet, er der ingen mænd. Den eneste sunde og raske mand, der vises i fotografierne, er en ung fyr, der stjæler vand og flygter – et billede der bekræfter en fremherskende forestilling, at unge mænd i Afrika er farlige og uregerlige. Alle de respektable mænd mangler. Der er ingen fædre, ægtemænd, skolelærere, arbejdere, læger, forretningsmænd, politibetjente, politikere og religiøse ledere. »Hvem gider være Afrika?« er den provokerende overskrift til spillet. Det er der nok ingen danske børn, der gider, efter de har stridt sig igennem de mangeartede forhindringer for Afrikas udvikling, som spillerne oplever: sygdomme, sult, fattigdom, borgerkrig, kriminalitet, tørke og arbejdsløshed. Spillet lægger både op til, at danske børn skal sætte sig i afrikaneres sted, og at de skal forstå kontinentets problemer og udfordringer og indstille sig på at hjælpe afrikanerne på vej. Scary dukker Men ’En verden på spil’ viser et Afrika, som ingen ved sine fulde fem ønsker at bebo. I en af opgaverne bliver børnene, der deltager i spillet, udstyret med fiskestænger og skal så få deres mad på krogen. Hvis de er danskere, fisker de i et velforsynet køleskab; hvis de er afrikanere, i en skraldespand. I en anden opgave, som vækker jubel hos deltagerne, befinder spilleren sig i et aflukke lavet af glas, hvor en hvirvelvind slynger (plastik)frugt rundt, som spilleren så skal fange. Spilleren er fanget i stormen, kan ikke komme væk og bliver nødt til at hoppe og danse, vride og vende sig for at fange den forfløjne frugt. Det er rigtig sjovt både for deltageren og for publikum, der kan betragte anstrengelserne gennem glasset. Det Afrika, som børns kroppe fremmaner, er et kontinent, hvor mennesker vælter forvirret rundt uden mål og med og griber efter et hvilket som helst næringsmiddel, der blæser i vinden. En tredje opgave har karakter af et mareridtsagtigt dilemma. Et antal dukker, der skal forestille nyfødte børn, ligger på række.: »Otte vugger med skrigende unger. Skal de have sut, mad eller medicin for at overleve? Du bestemmer, men du har kun ét minut«, lyder instruksen. Opgaven er umulig. Den ene efter den anden sølle dukke dør under gråd, panik og blink fra røde lamper. Scary! Ligesom i andre brætspil kan en spiller blive bremset og slået tilbage. I dette spil om Afrika kan hindringen være, at der er udbrudt borgerkrig, eller der er en orkan på vej.