For tyve, ti eller måske endda fem år siden var formålet med den europæiske integration at få Bulgarien til at ligne Grækenland; et land, der er rodet, men demokratisk; på mange måder dysfunktionelt, men samtidig fremgangsrigt nok til, at folk ikke går på gaden; et land med mange problemer, men også et land i den europæiske mainstream. Nu håber man, at det vil lykkes Grækenland om fem eller ti år at blive som Bulgarien; et land, der er det fattigste i Europa, men som også har den næstlaveste gæld og fører en disciplineret finanspolitik; et land, der i de sidste tyve år ikke har genvalgt en regering; men også et land, hvor et regeringsskifte ikke fører til en ændring af den økonomiske politik. Bulgarien er et land, hvor flertallet af befolkningen ikke stoler på deres egne politikere, men hvor de stoler på Bruxelles.
Der er to ting, der gør den bulgarske oplevelse af krisen interessant. Den første er, at forskellige kriser i de sidste to årtier har præget landet så meget, at bulgarerne har tendens til at opleve krisen som en normaltilstand. Og den anden er, at bulgarerne stadig ikke rigtig mener, at krisen i EU er alvorlig, fordi de fleste bulgarere altid har forstået EU som en union, hvor kriser simpelthen ikke forekommer. Men hvor man i Bulgarien stadig er optimistisk i forhold til unionen, er der en dimension i den bulgarske debat, som man ikke finder i Vesteuropa, nemlig den, at det kun står alt for klart for bulgarerne, hvorfor Sovjetunionen brød sammen. Og hvis der findes et område, som vi bulgarere er eksperter på, så er det de menneskeskabte verdensordners skrøbelighed. Lektien fra Sovjetunionens sammenbrud udgør den uudtalte baggrund for Bulgariens syn på krisen i EU. I 1992 vågnede verden op til en virkelighed, hvor Sovjetunionen ikke længere var med på verdenskortet. Den ene af verdens to supermagter var brudt sammen uden krig, invasion eller nogen anden katastrofe. Og det skete mod alle forventninger. Det er rigtigt nok, at der var meget, der tydede på, at det sovjetiske system siden 1970'erne havde bevæget sig ind i en uigenkaldelig forfaldsperiode, men den herskende opfattelse var, at denne ville strække sig over årtier. Det var ikke på forhånd bestemt, at sammenbruddet skulle blive 'det korte' 20. århundredes højdepunkt.
