0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tyskland og Danmark, fælles skæbne

Jeg var engang en rød-hvid nationalist. Må jeg nu prise samarbejdet med det ny Tyskland, som på onsdag fylder 60?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
BONNERUP CLAUS
Foto: BONNERUP CLAUS
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Allerede da jeg var 12, var jeg klar over, at Tyskland er Danmarks skæbne.

Jeg stod med min fem år ældre bror på en mark – det var dengang – ved Jægersborg Station og så Hitlers sorte fugle flyve lavt og kaste det berømte ’Oprop’.

Få dage efter blev et skib, min stedfar sejlede med som maskinmester, bombet af tyske fly i en norsk fjord. Kokken døde, og skibet blev beskadiget, men ikke mere, end at de efter en afstemning blandt den 24 mand store besætning kunne nå til England. Herfra sejlede det de kommende år i konvoj mellem England og Amerika. 24. april 1943 sænkede en tysk ubåd skibet, og alle omkom.

På det tidspunkt havde jeg allerede indmeldt mig i partiet Dansk Samling, der som det eneste lovlige parti bekæmpede samarbejdspolitikken. I oktober var jeg et lille hjul i senere rektor Aage Bertelsens store aktion for at hjælpe danske jøder frelst til Sverige. I foråret 1944 fik jeg forbindelse med den ledende borgerlige modstandsorganisation Holger Danske og blev medlem af en af dens aktive grupper.

Jeg nævner dette for at sige, at jeg fra ganske ung blev vaccineret imod nazismen, og dermed også imod Tyskland, for dengang skelnede vi ikke. Jeg og min generation hadede af et godt og ærligt hjerte alt tysk.

Da jeg engang, sidst i 1945 har det vel været, stod med en gammel lærerinde foran hendes hus, og tyske flygtningeskarer traskede på vejen hjem, skammede hun mig ud over, at jeg ikke følte nogen medfølelse. Men det gjorde jeg ikke. Jeg husker også, hvordan min bror og jeg nægtede at synge på tysk, da en kusine efter krigen mødte en ung østriger, som min kusine gerne ville glæde ved, at vi juleaften sang ’Glade jul’ på tysk. Ikke tale om!

For mig fortsatte frihedskampen i Sydslesvig. Sådan stod der på en stor plakat, der viste frihedskæmperarmbindet snoende sig tværs over Sydslesvig.

Og sådan følte jeg og mange andre det dengang.

Sydslesvig var gammelt dansk land, der var blevet røvet og fortysket. Nu var befolkningen endelig vågnet og ville hjem til Danmark. Det skulle vi hjælpe dem med. Det var jeg ikke ene om at mene. Mange har glemt det i dag, men faktisk havde vi i Danmark de første efterkrigsår en indædt kamp om grænsen, en kamp, der kostede ledende danske politikere som Knud Kristensen og Christmas Møller deres politiske liv.

Hvor mange grænsespørgsmålet dengang engagerede, fremgår af, at flere hundredtusinde underskrev en henvendelse til regeringen om, at Sydslesvig måtte blive »frit«, som det udtryktes. Måske var den stærke danske bevægelse syd for grænsen konjunkturpræget og ville svinde, når Tyskland atter kom på fode. Med ’frit’ mente man uden for tysk overhøjhed – f.eks. som et mandat i forbindelse med en internationalisering af Kielerkanalen . Efter en årrække kunne man så (føjede de mere moderate til) holde en folkeafstemning, der endeligt afgjorde det omstridte lands skæbne.

Bagved lå en angst og et had til Tyskland – den angst og det had, der første gang manifesterede sig, da der i 1789 som reaktion mod Struensee og de mange tyskimporterede embedsmænd fandt optøjer sted i København.

Hidtil havde svenskerne været arvefjenden, men med de nationale bevægelser i 1830’erne, da »Sønderjylland vågnede«, treårskrigen og specielt 1864, blev det på ny tyskerne. Og besættelsen kunne jo kun bekræfte, at sådan var det og ville altid være.

Jeg var kort sagt en rød-hvid nationalist, og jeg bryder mig ikke om at læse, hvad jeg dengang skrev. Men det varede ikke længe. Et møde med Askov ændrede mit syn. Her havde forstanderen for skolen, der jo fra 1864 til 1920 var en grænseskole, Jakob Appel, som kultusminister efter genforeningen gennemført verdens mest frisindede mindretalsordning for det store tyske mindretal i Nordslesvig. De fik egne skoler og præster, betalt af den danske stat.

Appel var national, men på en anden måde end tidens nationalstemte patrioter, ligesom hans far, frimenighedspræsten Cornelius Appel, havde været det. Han var blandt de ’Klosterbrødre’ (fordi de mødtes i Løgumkloster), der vendte sig imod den danisering, som nationalistiske kredse i København forsøgte sig med i Mellemslesvig, beruset af den tapre landsoldats sejre i treårskrigen.

Senere udbyggede Askovlærere og forfatteren Jørgen Bukdahl dette syn på det nationale. De talte om grænselandet som Front og Bro. De nationale kulturer og respekten for dem var som piller under en bro. I sig selv var pillerne ikke noget. Deres opgave var at bære en bro. Heller ikke broen havde betydning i sig selv, den skulle jo hvile på noget. Altså hørte bro og piller sammen. Nationalkulturerne var at sammenligne med pillerne – ikke noget i sig selv. Deres funktion var alene at bære samarbejdets bro.

Derfor vendte man sig både mod nationalisterne i grænselandet, der ikke ville tale om samarbejde, og mod internationalisterne, der ignorerede det nationale. Kun ved at være sig selv kan man være noget for andre, sagde Jørgen Bukdahl. Opgaven er ikke at være sig selv nok.

Den lære annammede jeg, og sammen med andre unge fra kongeriget og unge danske sydslesvigere, samlet i Foreningen af Sydslesvigs studerende, førte vi an i et forsøg på at føre danske og tyske sammen i grænselandet og i Europatankens lys afspænde situationen. Vi arrangerede dansk-tyske møder med misbilligende blikke fra højrenationale i begge lejre.

Samtidig voksede demokratiet sig stærkt i Forbundsrepublikken, og de mest hidsige i den danske bevægelse lagde kravet om genforening på hylden. Nu gjaldt det den kulturelle selvbestemmelsesret. Men bølgerne gik i mange år højt, specielt da det blev foreslået, at Danmark og Tyskland i fællesskab skulle opstille et freds- og forsoningsmonument på Dybbøl ligesom det i Skåne. Det var (for) stærk kost for mange. Og det vil Søren Krarup og ligesindede sikkert stadig mene. Retfærdigvis må tilføjes, at det varede længe og holdt hårdt, før landsregeringen i Kiel fuldt ud anerkendte det danske mindretal.

Den nye fase i grænselandets historie blev naturligvis hjulpet godt på vej af den demokratiske udvikling i Tyskland, og med København-Bonn-erklæringerne (H.C. Hansens og Adenauers bedrift, godt hjulpet på vej af dansk grænsepolitiks grå eminence i de år, professor Troels Fink) blev der sluttet fred. De to erklæringer, der beskriver det tyske og det danske mindretals rettigheder, er med god grund betegnet som en milepæl i grænselandets nye historie. Den glædelige udvikling er fortsat, og nogle taler i dag om ’den slesvigske model’, hvad der nok er at tage munden for fuld, de helt specielle forhold taget i betragtning, som præger hvert grænseland.

For mig er den demokratiske udvikling i Tyskland et eventyr. Det kunne jo være gået anderledes. Mange med tyskerhadet i blodet fulgte med lup udviklingen. Ingen steder har der været holdt et så vågent øje med nynazisterne som i Tysklands nabolande. Mange var parat til at falde over det nystøbte demokrati. Bemærkninger om, at de kan kun marchere og har intet lært og intet glemt, lå på tungen.

Glemt var, at Tyskland er samlet af mange og meget forskellige lande. Det er billedet af prøjseren, der for de fleste fremstår som tyskeren. Hvor mange ved, at ’Deutschland über alles’ (som heller ikke jeg kan høre uden en let gysen) ikke handler om, at Tyskland skal regere hele verden, men om Tysklands samling?

På 60-års dagen for republikkens dannelse er der grund til at sende mere end én taknemmelig tanke til dem, der fastlagde de allieredes kurs over for det besejrede Tyskland. Det var klogt ikke at gentage Versaillesfredens dumheder, men yde stor økonomisk støtte og animere de demokratiske kræfter. Der er også grund til stilfærdigt at hylde de ledende politikere, der var det nye demokratis fødselshjælpere og forstod at fastholde kursen, fra Adenauer til Angela Merkel. Men ét navn lyser specielt i tilbageblikket, set fra Danmark og Norden: Willy Brandts. Næppe nogen anden tysk politiker har betydet så meget for anerkendelsen af det nye Tyskland blandt Tysklands naboer, specielt de nordlige, som han.

Når vi taler om Tyskland-Danmark, er der også navne, der er mere ukendte, som fortjener at mindes i dag. Jeg vil fremhæve to – andre kan supplere listen. Mine to er mænd, der kom hertil som flygtninge før besættelsen, den socialdemokratiske redaktør og politiker Karl Raloff (1899-1966) og præst ved den tyske skole og leder af Sct. Petri skole, W. Görnandt (1893-1960).

W. Görnandt havde været stiftsprovst for den kendte tyske biskop Otto Dibelius, en af Martin Niemöllers nære medarbejdere i den tyske bekendelseskirkes kamp mod nazismen. Da Görnandt i tredivernes begyndelses blev tvunget til at flygte, fik han det langt mindre embede som præst ved den tyske kirke i København og samtidig formel leder af Sct. Petri skole.

Det siger selv, at det var yderst vanskelige poster at beklæde, specielt når det gjaldt den tyske skole. Vanskelighederne blev ikke mindre ved, at den tyske præst i København af historiske grunde indtager en særstilling blandt hovedstadens udenlandske præster og sorterer under Kirkeministeriet. Dr. W. Görnandt havde således en dobbelt loyalitet at skulle bestride. Han gjorde det med stor dygtighed – så dygtigt, at han efter krigen blev slået til ridder af Dannebrog, hvad der bør få nogle af ordensvæsenets foragtere til at revidere deres syn, for hvordan skulle man ellers fra dansk side yde ham en officiel anerkendelse? Ved at give ham en kongelig porcelænsfigur? Görnandt blev i Danmark efter krigen og udgav bl.a. et hæfte med Grundtvigs salmer i sin egen oversættelse.

Karl Raloff var også flygtning. Han havde været socialdemokratisk redaktør i Sydtyskland og i tyverne medlem af Rigsdagen. Som så mange andre kom han til Danmark i trediverne og hutlede sig igennem, hjulpet af socialdemokratiske venner.

Efter krigen blev han det tyske nyhedsbureau DPA’s første korrespondent i Danmark for at