Hvad er egentlig Socialdemokratiets projekt, spørges der iblandt. Spørgsmålet møder hos nogle af os, som har fået den ære at låne Socialdemokratiets ledelse for en tid, umiddelbar forbløffelse. Hvorfor er det, at netop Socialdemokratiet modsat regeringen, Dansk Folkeparti, SF – ja alle andre partier – skal stå til ansvar for at tegne et helt nyt projekt og samfundsvision? Spørgsmålets relevans forstærkes af, at den gældende samfundsmodel jo netop er Socialdemokratiets projekt. Opbygget og udviklet i tæt samarbejde med Det Radikale Venstre – bekæmpet af det borgerlige Danmark og populistiske bevægelser fra det yderste venstre til Fremskridtspartiet. Når vi har været for, har de været imod for så siden hen at tilslutte sig mere eller mindre helhjertet. Men nuvel. Fremskridtet er indtrådt, velfærdsmodellen stadfæstet, og så kan forvaltningen vel lige så godt overlades til den ene frem for den anden, synes ræsonnementet at være. Hvilket igen implicerer, at højrefløjen vitterlig ingen agenda har for at drive samfundet i anden retning. Den antagelse vil jeg nu stille mig tvivlende over for. Jeg tror ikke på, at den indre drivkraft for borgerlighedens politiske engagement alene er at forvalte magten på socialdemokratiske præmisser – i givet fald kan det i alt fald undre, at spørgsmålet om det politiske projekt ikke rettes mod dem, men snarere os. Men måske er det i virkeligheden sådan, at netop virkeliggørelsen af det socialdemokratiske projekt – velfærdssamfundet – også betinger, at kun Socialdemokratiet er i stand til at tegne en langsigtet nyudvikling. Hvis andre partier kun er forvaltere med retten til at herske inden for det socialdemokratiske projekt, bliver de via denne præmis ude af stand til at bryde rammer og bånd. Det socialdemokratiske projekts videre udvikling forudsætter nemlig mere end forvalterens evner – det kræver forståelse for og helhjertet tilslutning til konceptet. Har vi så et sådant projekt? Spørgsmålet ville jeg næppe stille, hvis svaret var negativt, men igen påkalder det altså undren, at for eksempel Politikens lederskribent kan stille et sådant spørgsmål. Vi har vedtaget et principprogram, som faktisk er en gennemlæsning værd. Vi har i april 2006 fremlagt et omfattende program, ’Samling om fornyelse’, som tilmed blev rost af blandt andre Politiken. De principper og det program har været grundlaget for vores daglige politiske virke, uanset om vi har opnået 19 eller 33 procent i meningsmålingerne, hvilket faktisk er springet inden for det seneste år. Alligevel er der altså behov for at tegne det op igen, hvilket jeg skal gøre nedenfor. Socialdemokratiet vil det stærke samfund. Det er vores mål, vision, ide og projekt. Vi tror på, at fællesskabet er og skal være det bærende element i vores samfund. Vi tror på, at et stærkt fællesskab øger mængden af frihed i samfundet for den enkelte. Ligheden er løftestangen til øget frihed og retfærdighed. Solidariteten, næstekærligheden er det kit, som binder samfundet sammen. Disse tidløse idepolitiske granitsøjler – frihed, lighed og solidaritet – er uadskillelige og indbyrdes forbundne begreber og forudsætningen for at forstå og udvikle den socialdemokratiske ide. Det er selve grundlaget for at være socialdemokrat. Og hvad betyder det så i dag for det aktuelle og fremtidige socialdemokratiske projekt? Velfærd frem for skattelettelser. Jeg er sikker på, at temaet har strejfet de fleste politisk interesserede. Nogen har endda hørt det så ofte, at kritikken går på, at det er det eneste, vi vil. Men sandheden er, at det er centrum for en grundlæggende diskussion om velfærdssamfundets udvikling. Hvis vi vælger forkert og vælger skattelettelser, tager vi samtidig et fravalg af det stærke samfund hen imod et samfund for de stærkeste. Det handler grundlæggende om holdbarheden af, hvor stærk vores fælles velfærd skal være. Det er nemlig ikke i længden muligt at blive ved med at tale forventningerne til den fælles velfærd op – valg for valg – og samtidig både undlade at understøtte den forventning med tilstrækkelige økonomiske midler og foretage svære prioriteringer. Men det er præcis, hvad den nuværende regering gør. Der bliver lovet bedre børnepasning, ældrepleje, sundhed og uddannelse med en historisk lav økonomisk vækst. Og så går det galt. Fordi forventninger er langt højere skruet op end den virkelighed, som brugeren til sin forbløffelse opdager – hvad enten det sker i nedslidte skolelokaler, minimal tid til pleje af ældre, lukkedage på almindelige arbejdsdage i børnehaven eller døende, som afslutter livet på en hospitalsgang. Og så kan man prøve at halse efter det forsømte ved at lægge kommuner sammen, lave kvalitetsreformer eller lappe på hullerne, men når råderummet er givet til skattelettelser, bliver det en meget svær opgave. Lad gå, om så regeringen havde vundet et valg på at love skattelettelser til gengæld for mindre velfærd, men det er som bekendt ikke lige det tema, de har ført an. En fortsat udviklingad denne vej fører til et svagere samfund. Væksten i private sundhedsforsikringer, stigningen i antallet af børn på private skoler og utilfredsheden med ældreplejen er tydelige advarselstegn på, at tiltroen til det fælles er ved at forvitre. Når Socialdemokratiet siger velfærd frem for skattelettelser, er det ikke bare en tilfældig sætning. Det rummer selve essensen i, hvordan vi skal styrke og udvikle velfærdens kerneområder fremover. Og mere til. Det indeholder også løftet om en skarp prioritering af, hvad som skal være fælles. Vi vil ikke stille en udvidelse af fællesskabet i udsigt, før vi har orden i kerneområderne. Og vi vil forpligte os på en ambitiøs reformkurs, hvor område for område vil undergå en kærlig og kritisk gennemgang for at se, om vi opnår og opfylder de oprindelige målsætninger. Vi vil stille spørgsmål til alt lige fra beskæftigelsespolitik og socialrådgivernes arbejdsområde for at forfølge de oprindelige målsætninger frem for at lade os styre af procentuelle måltal. Det er her, vi træder ud af forvalterens rolle og ind i rollen som udbygger og reformator. Og vi vil ærligt og direkte fortælle befolkningen, at merefterspørgslen efter service – dér, hvor det ikke fraviger hensynet til mål om lighed – vil blive underlagt tilkøbsydelser inden for den offentlige service. Vi vil en fair deal med befolkningen, hvor forventningerne afstemmes og er realistiske. Også fremover vil udviklingen stille krav til, at den offentlige service følger med samfundsudviklingen. Det bliver i sig selv en kæmpe opgave at følge med. Skattelettelser på bekostning af velfærd vanskeliggør den opgave massivt. Derfor ønsker vi velfærd frem for skattelettelser. Det er første del af vores projekt om det stærke samfund. Anden del af det stærke samfund handler om ulighed. Styrken ved det danske velfærdssamfund har altid været, at ingen skulle være fortabte – målet er en urokkelig ambition om at inkludere alle i fællesskabet. Også her kræver det ide og vision frem for forvaltning. Og Socialdemokratiet har et ambitiøst projekt. Hver gang vi erfarer, at det går den forkerte vej med uligheden i samfundet, lader det til at komme bag på den nuværende regering. Og det er jo ikke så mærkeligt, hvis man blot forvalter det bestående og ingen ambitioner har for fremtiden. Og tragedien er, at uligheden stiger under denne regering. Ikke alene den økonomiske, det er i sig selv slemt nok, men værre er, at den sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige ulighed også stiger. Det økonomiske kan man med en ny regering lynhurtigt rette op på – det er langt sværere med de andre forhold, fordi det tager tid. Det er derfor, at Socialdemokratiet er så ambitiøse med at sørge for en velfungerende anbringelsesreform for udsatte børn og unge. Det er nogle gange uopretteligt at kompensere for den skade, som de børn og unge har været udsat for. Langt tidligere og langt mere direkte skal vi ind og rette op på den ulykke, som de børn er udsat for. Investeringer her og nu i et ordentligt børneliv med fravær af utryghed, vold og alskens omsorgssvigt hører med til at have et stærkt samfund. Her går det for tiden den modsatte vej – det er bedrøveligt. Alt for mange danskere lever et usundt liv. Der er tydelig social slagside i den gennemsnitlige levealder – desto højere indkomst, desto længere liv. Overvægt blandt børn og unge stiger i alarmerende hast. Blandt andet derfor foreslår vi gratis sund mad i daginstitutioner og mulighed for billig skolemad. Vi har forslag om et årligt frivilligt og gratis helbredstjek for alle danskere, så vi kan få forebygget de værste livsstilssygdomme. Det kan ikke passe, at så mange børn forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive. Fremtidig færdsel i velfærdssamfundet bliver uhyre svært for den enkelte, hvis man ikke evner disse egenskaber. Her skal der fokuseres på at få succes. Og inden for en tiårig periode vil vi opnå, at 98 procent kan dette! Disse forslag erkun et lille indblik i de mange forslag, som Socialdemokratiet har fremlagt for at rette op på uligheden – vores program omfatter simpelthen den målsætning at udrydde hovedårsagerne til uligheden på alle de strækninger, hvor samfundet kan gøre en forskel. En lille investering i velfærden, men et gigantisk skridt for de dårligst stillede! Den målsætning er for os lig med et stærkt samfund. Et samfund hvor vi kan udvide friheden til flere, uden at det går ud over andre. Et stærkt samfund er en del af et internationalt samfund. Vi kan ikke adskille verden og Danmark, og det ville også være en stor og dyr fejltagelse. Vores velstand og vores mulighed for god velfærd betinges af, at Danmark er deltager i det internationale samfund, hvad enten det gælder handel eller politiske aftaler. Navnlig på tre områder skal vi gå i front. Beskæftigelse, miljø og integration. Når Kina er ved at blive denne verdens fabrikshal, er det en ringe trøst, at fladskærmene bliver billigere for dem, hvis job forsvinder. Det er en politisk opgave at udvise lederskab i Danmark og tilbyde uddannelse og understøtte udviklingen af nye arbejdspladser. Derfor er ret til efteruddannelse til alle, høj som lav, nøglen, og det kræver reformer og prioritering at nå dette mål. Det har Socialdemokratiet en model for. Og vi er netop partiet, der – trods meget heftig kritik – gik forrest og investerede i energibesparelser og alternative energikilder og har gjort en forskel i såvel Danmark som i verden med vores politiske indsats. Og her har vi mere i posen. Vi har programmer og planer, der rækker langt for vores energi og miljøpolitik – længere, end hvad der lige er på mode, og som regeringen tager til sig. Vi har ambitioner om et stærkt samfund i en international verden. Når Danmark er en del af verden, kommer en del af verden også til os. Med både masser af muligheder og masser af problemer. Vi skal kunne udveksle arbejdskraft i et internationalt samfund, men vi skal også tage vare på, om vi kan håndtere indvandringen. Her er det vores udgangspunkt, at navnlig de socialt dårligst stillede i samfundet ikke skal lægge lokalsamfund til en indvandring, som ikke har succes. Derfor må vi for at bevare vores sociale og solidariske samfund skærme os mod indvandring og koncentrere kræfterne i årene fremover på en kraftanstrengelse for at få succes med integrationen af nydanskere. En global verden må ikke medføre værdirelativisme i samfundet, for så eroderer solidariteten, som er nødvendig for et stærkt samfund. Tre gode underoverskrifter for et stærkt samfund: velfærd frem for skattelettelser; bekæmpelse af ulighed; investeringer i globalisering. Det er rammen for det socialdemokratiske projekt. Det kan vi tilbyde danskerne som alternativ til den nuværende regering. Og vi kan tilbyde et samarbejdende folkestyre. Det bliver aldrig med Socialdemokratiet, at vi går i krig på et tyndt mandat eller laver en ufinansieret kommunalreform eller sågar en skattereform på et snævert flertal i Folketinget. Og vi opbygger ikke vores politik ved at forhåne eller ekskludere bestemte befolkningsgrupper – vi vil udvise respekt og inkludere. Stærkt blev vi hånet, når vi ønskede at indgå samarbejde med VK-regeringen for at opnå resultater. Vi nåede en bred aftale om en velfærdsreform, men har måttet konstatere, at blokpolitikkens jerntæppe ellers har været sænket ned gennem Folketinget. Nye tider lader til at være på vej. Og det passer Socialdemokratiet fortrinligt. Mere end 100 års parlamentarisk praksis beviser den tese. Socialdemokratiet har om nogen været formidler af det brede samarbejde i tæt alliance med Det Radikale Venstre – det er vores ambition, at det samarbejde skal være krumtappen i en ny regering. Et stærkt samfund kræver et bredt samarbejdende folkestyre. Det stærke samfund er en ramme, som hver enkelt dansker har en plads i. Men netop kun en ramme. Det er op til den enkelte at gribe mulighederne. Politik har en begrænset effekt. Lykken skal man selv opsøge og tage ansvar for. Hver enkelt dansker og hver enkelt familie må foretage sig sine valg og fravalg – vores samfundsmodel, vores projekt, giver dem størst mulig frihed hertil. Min gode lederskribent på Politiken: Hvad vil du mere?