Der er noget, der går igen, hver gang jeg snakker med velfærdsarbejdere i den offentlige sektor – en frustration over, at der stadig er mindre tid til borgerkontakten, og et voksende stress over stigende mistillid, kontrol og dokumentation. Socialrådgivere bruger otte minutter ud af en time på borgerkontakt, hvor resten af tiden går til dokumentation. Sygeplejersker bruger halvanden time af deres arbejdsdag på dokumentation. Mange social- og sundhedshjælpere ender med at gøre en ekstra ulønnet indsats – fordi dobbeltregistreringer stjæler tid fra kerneopgaverne. Og skolelærere stritter imod, når de føler, at deres metodefrihed er smuldret bort til fordel for stadig mere detaljerede læreplaner og test. Men hvad skal der til, hvis mistillid skal erstattes af tillid til velfærdsarbejderne?
Først må man se på, hvad der er sket under de sidste ti års borgerlige styre, siden velfærdssamfundet i den grad er blevet oversvømmet med kontrol og bureaukrati. Faglighed er blevet underkastet matematiske formler, og der bliver mindre og mindre tid til kontakten mellem mennesker. Dygtige og omsorgsfulde medarbejdere knokler for at få modstridende krav om høj service og meningsløst bureaukratisk tidsspilde til at hænge sammen, med det resultat, at de tvinges til at gå på kompromis med fagligheden, fordi der simpelthen mangler den fornødne tid til at løse kerneopgaverne. For borgerne er resultatet katastrofalt. Hjemmehjælpen bliver afmålt i fastdefinerede, minutafgrænsede doser. Skolelærerne bruger tiden på elevplaner og obligatoriske test i stedet for at få lov til at koncentrere sig om undervisningen af børnene. De ledige underkastes absurde fremmøderegler og sendes i samlebåndsaktivering, fordi formalia er vigtigere end at finde den rette hjælp. Underretninger om misrøgtede børn risikerer at drukne i sagsbehandlernes bunker, fordi tiden bliver brugt på at taste hvert skridt i sagen ind i ineffektive it-systemer. I børnehaver og vuggestuer kniber det nogle steder med at finde tid til bleskifte, og det sker, at børnene ender med at få stukket en sut i munden, når lydniveauet bliver for højt. Den borgerlige regering har sprøjtet lovændringer og nye regler ud for at styre de mindste detaljer i velfærdssamfundets maskinrum. Det, der angiveligt skulle sikre velfungerende sagsbehandling, glade børnehavebørn, dygtigere elever, sundere patienter og tilfredse ældre, er endt i en tiltagende bureaukratisk forkalkning og kontroltyranni, som giver borgerne en dårligere hjælp, og som ødelægger arbejdsdagen for tusinder af offentligt ansatte. Hvad er årsagerne til det? Regeringen har en grundlæggende mistillid til, at de offentlige velfærdsarbejdere kan gøre det godt nok uden at blive kigget over skulderen hele tiden. Det betyder, at mistilliden nu hænger tungt i luften i daginstitutionerne, på plejehjemmene, i jobcentrene, i socialforvaltningerne, på sygehusene, på skolerne osv. Den faglige stolthed og det at arbejde med andre mennesker bliver langsomt kvalt af stadig mere regulering, dokumentation, registrering og akkreditering. Regeringen har gjort en massiv indsats for at skabe betingelser, der muliggør udlicitering af velfærden alle de steder, som det kan lade sig gøre. Når flere og flere velfærdsydelser på den måde omdefineres, så de kan måles og vejes, bliver det også lettere på sigt at lade dem overtage af private leverandører
