Valget har som ventet været en konkurrence på velfærd.

Hvem vil med sikker garanti bruge flest penge på velfærdsservice? Det var spørgsmålet, som både Socialdemokraterne og Venstre har bedt vælgerne tage stilling til. Det har ikke handlet om krigene, indvandring og integration, ja, knap nok om skat. Prioriteringen har været interessant. For den betød, at de to partier førte valgkamp mod hinanden på noget, som de strengt taget har overladt til kommuner og regioner. Det er et interessant vidnesbyrd om den gennemgribende forandring af den offentlige sektor, der er sat i gang. Det kulminerede med kommunalreformen. Men det fortsætter i forhold til kommunerne og i forhold til andre dele af den offentlige sektor. Der er to interessante træk ved udviklingen. Det ene er, at man er langt væk fra de temaer, der lader sig trække ind i en valgkamp. Det fanger ganske enkelt og med rette ikke vælgernes opmærksomhed. Det andet er, at man sporer en rent ud utrolig tiltro til central styring og kontrol i de store partier. Det overrasker måske ikke for Socialdemokraternes vedkommende, men Venstre? Det gamle landboparti, de selvstændiges, højskolebevægelsens og de frie skolers, det kommunale selvstyres parti? Har det fjernet sig så langt fra sine liberale rødder, at det fører sig frem som et statsbærende parti, hvis højeste idealer er moderigtig management og centralstatslig kontrol? Det overrasker. Ja, det er så meget mere iøjnefaldende, som vi her har fat i ting, der ikke lader sig bortforklare med henvisning til nødvendigheden af at kunne tælle til 90. Man får syn for sagn i den plan for en kvalitetsreform, som regeringen gik til valg på. Det vrimler med tanker og forslag. Det gør det svært at få hold på, hvad reformen helt præcis går ud på. Men hver gang det bliver konkret, er den klare konsekvens, at kommunernes selvstyre bliver lagt i faste rammer. Nøjagtigt det samme gælder de institutioner, som man samtidig vil give mere frihed. Hver eneste gang er det også sådan, at man nok erkender og anerkender idéen. Samtidig må man spørge, om det nu med sikkerhed er måden at gøre det på. Kvalitetsreformen er først og fremmest rettet mod social- og sundhedssektoren. Et af forslagene er at etablere et særligt akkrediteringssystem. Forklaringen er, at »på det sociale område og daginstitutionsområdet findes der ikke i dag fælles metoder, der sætter fokus på kvaliteten, og som systematisk understøtter medarbejderes og lederes arbejde med kvalitetsudvikling ...«. Der er ingen præcise oplysninger om, hvordan det skal ske. Men det fremgår dog, at det skal ske »gennem sparring med uafhængige og særligt uddannede akkreditører«. Løbende læring, selvevaluering og indsigt i egen praksis skal understøtte arbejdet med pædagogiske læreplaner, sprogvurdering og børnemiljøvurderinger. De er med planens ord de centrale værktøjer i den ’akkreditering light’, som fremtidens daginstitutioner skal igennem. Så let kan man ikke tage det på plejehjemmene og i ældreservice – og slet ikke på sygehusene. Den Danske Kvalitetsmodel er rettet mod de offentlige (!) sygehuse. Den skal sikre, at de alle lever op til bestemte standarder. Et uafhængigt akkrediteringsinstitut skal fastsætte dem. Det skal med andre ord ske på centralt niveau. Det er selvsagt ikke noget, man klarer en gang for alle. Derfor skal standarderne hvert tredje år gennemgå en revision, der sikrer indarbejdning af nye dokumenterede metoder. Man er opmærksom på, at det forudsætter en omfattende dokumentation. For med det udtryk fra valgkampen at undgå, at kolde hænder erstatter varme hænder, »vil regeringen i Den Danske Kvalitetsmodel i samarbejde med regionerne arbejde for, at den tid, der bruges til dokumentation, modsvares af et tilsvarende kvalitetsmæssigt løft, som er synligt for medarbejderne og patienterne«. Det bliver en dokumentationsopgave, som kræver sit. Det gælder så meget mere, som man vil koordinere akkrediteringen på tværs af sektorer, dog sådan, at man respekterer hensynet til sammenhæng i kommunernes og regionernes ledelsessystemer. Jeg håber, De fik den. Det er ikke nemt at tolke budskabet. Det sikre er, at det bliver indviklet. Det er det også blevet på de videregående uddannelsers område. Der har en tilsvarende strømlining længe været i gang. Bekendtgørelser og studieordninger er kørt gennem Sanders mølle, så der nu for hvert eneste fag er sammenhæng mellem målbeskrivelse, pensum og undervisning og udmålingen af karakterer på den nye skala. Næste skridt er også taget. Det består i en central akkreditering af alle uddannelser, hvor man inderligt må håbe, at statsmagtens akkreditører husker, hvor tålmodigt et medium planer på papir er. For det er grundlaget for den stort anlagte øvelse, der ligesom akkrediteringen af plejehjemmene har internationale forbilleder. Spørg mig ikke, om deres positive effekter er dokumenteret. Der er andre elementer i den store plan. De går ud på, at alle ældre, der modtager service og pleje fra kommunen, skal have en fast kontaktperson. Det samme gælder for patienterne på sygehusene. Læg dertil, at »den bornholmske virksomhedsmodel« skal være forbillede for alle landets kommuner med det simple sigte at adskille drift og politik fra hinanden, ligesom der for alle former for velfærdsservice skal udvikles klare mål og standarder for service. Det skal, om jeg forstår det ret, ske gennem lovgivning. Om det også gælder den kontraktstyring, som regeringen – i øvrigt i lighed med Socialdemokraterne – vil gøre obligatorisk, står hen i det uvisse. Det interessante i den sammenhæng er, at mange kommuner og regioner (amter) allerede har eksperimenteret med kontraktstyring i en årrække. Men om effekten står mål med den gode hensigt er ikke sandsynliggjort. Vi ved det i al sin enkelhed ikke. Det er svært at se det egentligt liberale i alle disse tiltag. De minder mere om den slags tanker, som ministerielle embedsmænd lagrer på harddisken for det tilfælde, at regeringen skulle bede dem om forslag til, hvordan den endnu engang kan vise stålsat handlekraft. Men der er dog liberale tiltag i pakken. De består i det af Venstre så højt besungne frie valg. Det er indført og udvidet på sygehusområdet, og i takt med stramningen af behandlingsgarantierne strømmer der penge ned i deres før så slunkne kasser. Det er også indført inden for folkeskolen, i ældreplejen og på daginstitutionsområdet med den væsentlige tilføjelse, at den kommunale kapacitet sætter sine grænser for, hvor frit valget er, når det kommer til stykket. Det er den ene begrænsning. Der er imidlertid to andre, som er ret så interessante i et styringsperspektiv. Den ene er, at frit valg, privat og ifølge Venstres seneste udspil nu også offentlig udfordringsret for institutionerne, ikke rimer ret godt med offentlig finansiering og offentligt ansvar for ydelser og leverancer af velfærdsservice. Kvalitetsreformens mange tiltag for tættere regulering og styring giver svaret på, hvorfor det er sådan. Der er ingen politiske partier, der i et velfærdssamfund som det danske tør slippe tøjlerne til fordel for frit valg og et vist mål af konkurrence. Det er også forklaringen på, at det er så som så med, hvor ivrige og succesfulde virksomheder, som Falck og ISS har været, når de for kommunerne har påtaget opgaver inden for velfærdskernen. Deres bitre erfaring blev, at kontrakten ikke hjalp alverden, når en stor eller lille svipser skabte en politisk sag i lige netop deres regi. Den erfaring har kommunale og andre offentlige institutioner levet med i årevis. Og den gør, at der lige netop ikke er megen fremtid i konkurrence- og udliciteringsmodeller inden for velfærdsservice. Den anden begrænsning opstår, fordi frit valg, konkurrence og udlicitering af velfærdsservice kræver regulering. Det være sig i form af lovgivning og andre generelle forskrifter, i form af detaljerede kontrakter eller – og mest sandsynligt – begge dele. Det er lidt af et paradoks, men sådan er det altså. Forklaringen er, at kommunerne med disse løsningsmodeller fraskriver sig de muligheder for indgreb, der ligger i den traditionelle institutionsmodel. Forklaringen er også, at begge parter, kommunen og virksomheden, er nødt til at sætte ord på deres aftaler. Kontrakten skal bogstaveligt talt kunne holde i byretten. Det problem har man ikke med den interne kontraktstyring, der som nævnt er på vej som obligatorisk styringsmiddel. Risikoen er til gengæld, at den ikke regulerer noget som helst. Men selv varm luft lægger beslag på ledelsesmæssig energi, der går fra andre opgaver. Venstrefolk og andre regeringstro vil over for denne fremstilling indvende, at jeg kun har hæftet mig ved styrings- og kontrolprocedurerne og slet ikke viser blik for den tilbagevendende bekendelse til kommunalt selvstyre, udvidet ledelsesrum på velfærdsstatens institutioner og den parallelle plan for afbureaukratisering af den offentlige sektor. Det er rigtig nok, at det også er en del af reformtankerne. Sagen er blot, at den særlige plan for afbureaukratisering slet ikke er specificeret. Den skal først foreligge i løbet af 2008. Det er naturligvis i orden, men det er samtidig en markering af, hvordan man i regeringen prioriterer kontrol og styring over for forenkling og frihed. Venstre har under valgkampen rådet bod på den skævhed. »Færre regler, mere frihed, bedre kvalitet«, kalder partiet sin egen plan. Men det hjælper ikke rigtigt, for det forbliver umådeligt svært at give en afbureaukratiseringsplan kød og blod. For hvordan skal man forstå det, når Venstre bebuder at »fjerne unødvendige og forældede regler og dokumentationskrav«, og når regeringen parallelt lægger op til ganske nye og meget omfattende ordninger af netop dette tilsnit? Ligeså lyder det overordentligt rigtigt, når Venstre påpeger, at »forbedringer og ny viden bliver til dér, hvor man har frihed til at afprøve nye idéer«, men genlæs så Kronikens første spalter, hvor jeg beskrev de akkrediterings- og standardiseringstiltag, som vil blive sat i værk. Og tænk på, hvordan det gik med 80’ernes frikommuner for ikke at tale om universiteternes fri-fakulteter. Det var spændende Venstre-tanker. Og specielt den sidste tanke byggede på idéer, der noget så radikalt afviger fra dem, som Helge Sander forvalter. Synd og skam er det, at den aldrig fik en ærlig chance. Man undlader da heller ikke at bemærke, at forsøget med fri-institutioner alene skal iværksættes i udvalgte kommuner og på udvalgte sektorområder. Nogle områder er altså udelukket fra deltagelse på forhånd. Er det folkeskolen eller daginstitutionerne, sygehusene eller ældrecentrene, universiteterne eller bibliotekerne? Og hvad er det, de får lov til, som man ikke tør lade alle gøre? Denne kritiske gennemgang er rettet mod Venstres (og den hidtidige regerings) plan for kvalitetssikring og afbureaukratisering. Den kunne selvsagt lige så godt have haft Socialdemokraternes velfærdsprogram i søgelyset. Mange elementer går igen i begge planer, og den socialdemokratiske plan lider under nøjagtigt den samme tvetydighed, når det gælder at finde balancen mellem styring og selvstyre, kontrol og frihed. Problemet er, at Venstre i løbet af få år er undergået en forvandling. Frisind og pragmatisme er fortrængt af en systemtænkning, hvor man nødigt forlader sig på, at det kan lokale institutionsledelser og medarbejdere, kommuner og regioner, universiteterne og deres lærere godt selv finde ud af. Man har samtidig helt overset, hvor svært det er netop inden for velfærdsservice at realisere standardiserede procedurer og mål. Det er sært nok, for i andre henseender har netop Venstre vist en forbløffende opfindsomhed. Samtidig har partiet også vist forståelse for, at de enkle løsninger også kan være de stærkeste og mest effektive, når det gælder styring og kontrol i den offentlige sektor. Foghs forkætrede skattestop er en sådan simpel styringsidé. Den er undsagt af økonomer og vismænd, uden for hvis metier udgiftsstyringens politiske logik naturligt falder. Den er også undsagt af andre partier. Men det bør ikke forbigå opmærksomheden, at skattestoppet trods alt har lagt et loft over de offentlige udgifter. Da der har været økonomisk vækst, har det ikke været særlig snærende, og væksten i det offentlige forbrug har været stærk. Alligevel har skattestoppet lagt bånd på de allerværste overbud. Det er skattestoppets enkle indhold, som har gjort det politisk troværdigt, for det ville være meget nemt at afsløre et brud på det løfte, der ligger i det. Skattereform og skattelettelser er ikke populære emner. Det har Socialdemokraterne klart fattet. Det bør dog i den sammenhæng ikke forbigå opmærksomheden, at skattestoppet har tvunget Helle Thorning-Schmidt op i en krog. Igen og igen har hun måttet love, at den skattereform, der kommer, før vi ved af det, skal forhandles hen over den politiske midte. Der er tilsvarende enkle idéer i kvalitetsplanen. Tag f.eks. forslaget om at etablere en egentlig patientombudsmand eller den parallelle, men foreløbig lidet konkretiserede tanke om at ansætte særlige borgerrådgivere i kommunerne. Læg dertil simple idéer om forenklede nøgletalssystemer, som letter sammenligninger kommuner og gerne institutioner imellem. Det er tiltag, hvis udgangspunkt er – som Anders Fogh Rasmussen igen og igen gentog det under valgkampen – at borgerne i dette land for 85 procents vedkommende er tilfredse eller endog meget tilfredse med den kommunale velfærdsservice, som de får. Samtidig er det (og det er det centrale) systemer, som muliggør kritisk reaktion og ansvarsplacering, når der uforudsigeligt sker konkrete svigt. Endelig er det simple systemer, der lægger beslag på få kolde hænder. Samtidig institutionaliserer de erkendelsen af, at kontrol og styring aldrig må blokere for spontane eksperimenter i det yderste led, hvor institutionernes medarbejdere er »i øjenhøjde med borgerne« for nu for allersidste gang at citere Venstre.