Med aftalen mellem staten og Fonden Fristaden Christiania bilægges en strid, der har stået på i mere end 40 år.
Nu skal vi aldrig mere diskutere, om der skal være en fristad i København – det skal der. Alle er enige om, at Christiania skal udvikles som et bæredygtigt fællesskab med alternative boligformer, erhvervsliv og kultur og social ansvarlighed i mere end en forstand – et reelt CSR-eksperiment (Corporate Social Responsibility) har taget sin begyndelse i hovedstaden København. Dermed er det også, vi tager hul på den konstruktive debat, der handler om, hvordan Christiania bliver ved med at udvikle sig. Hvordan vi fremmer det gode ved Christiania og eliminerer det uacceptable. Den debat har christianitterne selvfølgelig en særlig lod i, men alle, der bruger og elsker området, skal være med, og ikke mindst Københavns Kommune og staten skal fortsat være med; hvis ikke der efter 1. juli forvaltes med kærlighed, selvfølgelig inden for lovens grænser, lykkes det ikke. Tænk bare på, at der er solgt over 65.000 folkeaktier. Det svarer til, at mere end 1 procent af danskerne ikke bare støtter moralsk, men helt konkret har investeret i fremtidens fristad – en sand folkeindsamling. Det er en gigantisk sejr for Danmark, at Christiania bevares som en åben og tilgængelig del af København. Vi fik taget opsplitning og private køb af bordet, så området ikke udvikler sig til en lukket spekulationsghetto for de få. I stedet er fristaden nu endegyldigt udtaget af den destruktive spekulation, der har gjort så enorm skade på resten af landets boligmarked. Tænk blot på en boligform som andelsboligen, som ligger i ruiner. Parallelt med forhandlingerne har flere politikere udtrykt deres bekymring for, at det ikke er alle, der kan komme til at bo i fristaden. Derfor har det også været vigtigt, at vi med aftalen slår helt fast, at boligtildelingen forbliver gennemskuelig og åben for enhver, som har lyst til at søge et nyt hjem på Christiania. Der vil dog stadig være nogen, der får afslag. Simpelthen fordi der langtfra er plads til de mange tusinde flere, der gerne vil bo i fællesskabet. Derfor er jeg også glad for, at den fondsmodel og aftale, der er indgået, frit kan kopieres, så der kan udlægges flere arealer til alternative boformer. Modellen kunne oplagt tænkes ind i de nye byområder i Nordhavnen og på Carlsbergområdet. De politikere, der bekymrer sig, kan bare tage fat. Så skal vi nok få plads til alle, der vil noget andet end det mest almindelige. Flere og flere mennesker ønsker nemlig at bo sammen i byen på en ny måde. Flere anser kursrisikoen forbundet med en ejerbolig som et ulideligt stress og risikomoment. Det oplever vi dagligt på advokatkontoret. Før i tiden hjalp vi med at opkøbe gårde og oprette fællesskaber på landet, som Svanholm, Økobo, Torup, Hjortshøj m.fl. I dag er det fællesskaber i byen, vi etablerer. Huse og lejligheder, der indrettes som fællesskaber for unge, for børnefamilier, for singler og for ældre. Fællesskabet er in igen efter alt for mange år med mig, mit og min. Også derfor er det en velsignelse for os at have et så gammelt eksperiment som Christiania i en ny form, som vi kan lære af på godt, men også ondt. Christiania har i forbindelse med fondsdannelsen udfordret samfundet for anden gang. 85 millioner kroner i købspris og 5 millioner kroner om året i slutleje. Det er prisen for de 34 hektar. Dertil kommer en række nye byggegrunde, som overtages for 40 millioner kroner. Nogle har fundet prisen alt for høj, og andre har kaldt det et røverkøb. Jeg synes, prisen er præcis den rigtige, nemlig den, som staten og Christiania har kunnet enes om, og en pris, som muliggør Christianias fortsatte eksistens.
