Det er nu et år siden, at hele mit liv ændredes totalt. Jeg troede, at jeg havde sommerferie i vores hus på Møn, da min svigerinde Karen ringede fra København og sagde: »Den er helt gal!«. Nanna og jeg kørte hjem næste dag. Som alle ved, regnede det en del i begyndelsen af juli 2011, og vores kælder i indre København var da også ligesom mange andre kældre blevet oversvømmet, og vi mistede opmagasinerede møbler, tæpper, bøger og noget fint gammelt julepynt. Frygtelig ærgerligt, men ikke katastrofalt. Og mine tanker var da heller ikke på vores egen kælder, men på det store lejede arkivlokale, jeg havde i en kælder i Bredgade. Jeg kørte straks derhen, men kom ikke meget længere end til porten, hvor min udlejer stod og så trist ud. Hele hans kælder, alle hans kælderlokaler, udlejede som egne, stod under vand. Jeg prøvede at gå ned i mit lokale, men sikringerne var sprunget, lyset slukket, og det eneste, jeg kunne se, var mørkt, mørkt vand. Dernede, vidste jeg, svømmede hele min samling rundt. Min dyrebare, min uerstattelige samling. Mit liv som samler begyndte i 1967, da min mor fortalte min storebror og mig, at vi hver måned måtte få et tegneseriehæfte, når nu vi var så vilde med det pjat. Min bror valgte Illustrerede Klassikere. Selv valgte jeg efter lang tids fundering Pellefant, som handler om en blå legetøjselefant og hans tro væbner, en mus ved navn Pip. En af skurkene hedder Lakridstrolden, og han løber hele tiden rundt og gnægger »Hæ hæ!«. Det var lidt uhyggeligt. Jeg er nem at skræmme. Stille og roligt fik jeg opbygget en pæn bunke Pellefant-hæfter, men så skiftede jeg til Batman, og lidt senere købte jeg både Basserne og den amerikanske udgave af Mad Magazine, som Tempo-kiosken i Maribo af uransagelige grunde lagerførte og solgte. Jeg begyndte også at købe bøger. Jeg var ganske vist flittig bruger af biblioteket, men min nye dansklærer i 4. klasse, fru Busch, læste ’Albert’ af Ole Lund Kirkegaard op. Det var (og er) noget af det sjoveste, jeg nogensinde har hørt. Så jeg begyndte selv at købe Ole Lund Kirkegaard-bøger i den lokale Deins Boghandel. ’Lille Virgil’, ’Orla Frøsnapper’ og ’Hodja fra Pjort’. Jeg kan huske, at Gyldendal havde fremstillet en stor farveplakat, som man fik gratis, når man købte ’Hodja’. Det var vist i 1970. Min samling af lp-plader begyndte lidt skævt. Det er udelukkende min storebrors skyld. Det var også i 1970. Steppenwolf havde lige udsendt deres dobbelte livealbum, og det havde han forelsket sig i ved gentagne lytninger på Maribo Stiftsbiblioteks nye musikafdeling. Nu ville han gerne eje det, hvorfor han truede mig til at købe det for de surt optjente penge, jeg ville købe mit første album for. Han skulle være gået med ind i forretningen, for jeg kom i stedet til at købe ’The Freewheelin’ Bob Dylan’. Da jeg glad kom ud igen, fik jeg bank.
Heller ikke de næste album var, som han ønskede dem. Jeg købte ’Bridge over Troubled Water’ og så, sådan lidt trodsigt, Steppenwolfs ’For Your Ladies Only’, for den kunne jeg selv meget bedre lide. Jeg tror faktisk aldrig, jeg købte livepladen som vinyl. Anyways, dette er ikke tænkt som begyndelsen på mine barndoms- og ungdomserindringer, men bær lige over med mig et par linjer mere. Der skulle gerne vise sig en pointe, som jeg selvfølgelig håber på bliver bare en lille smule universel. For hvorom alting er, så udbyggede jeg gennem årene en samling bøger, plader, tegneserier, film på vhs og dvd, magasiner samt kulturelle tingester, det være sig nøgleringe, plakater, krus, køleskabsmagneter og det, der er værre. Og denne samling blev i løbet af de næste 40 år en del større end de flestes samlinger, for nu at sige det mildt. Det er der flere grunde til. For det første var jeg fuldstændig ude af stand til at smide ud. Indtil juli 2011 havde jeg f.eks. stadig mine Pellefant-hæfter og min Ole Lund Kirkegaard-plakat. Engang i 80’erne, hvor jeg syntes, antallet af vinylplader, som jeg aldrig hørte, tog overhånd, udvalgte jeg nogle posefulde og gik ned og solgte dem hos Accord ved Rådhuspladsen. Dagen efter skulle jeg faktisk bruge en af pladerne, så jeg styrtede ind på min cykel og købte dem alle sammen tilbage. De var søde at sælge mig dem til købspris. Siden har jeg aldrig forsøgt at skille mig af med en eneste plade. Lad mig kort forklare mit arkiv i Bredgade. Jeg havde tusindvis af vinylplader, tusindvis af cd’er, tusindvis af film, tusindvis af bøger og tusindvis af tegneserier. Du vil slet ikke vide hvor mange, men lad mig give et eksempel. Siden slutningen af 70’erne havde jeg samlet på amerikanske Batman-tegneserier, og der kom indtil flere om måneden, så alene den samling var på omkring 4.000 hæfter. Mit arkiv hed i øvrigt ’Bathulen’ blandt venner. Min samling var meget arbitrær, forstået på den måde, at der ikke var nogen logik eller ydre sammenhæng i, hvad jeg samlede. Indre sammenhæng, jo. Jeg vidste præcist, hvad jeg gik efter, men for en antropolog ville den volde vanskeligheder. Hun ville tro, at det var mange menneskers samlinger. Men der var ikke noget, jeg bare samlede, fordi man skulle, eller fordi det hørte sig til. Jeg elskede at samle, og det, jeg samlede, elskede jeg. Og enhver, der har samlet bare en lille smule, ved, hvor fantastisk det er endelig at stå med noget, man har prøvet at få fat på i flere år. Jeg samlede f.eks. på førsteudgaver af Henrik Pontoppidan, Herman Bang og J.P. Jacobsen. Jeg tror, at det efterhånden var lykkedes mig at skaffe dem alle sammen. Pontoppidan var den sværeste, ikke mindst fordi der er så mange bøger. Han skrev fra 1881 til sin død i 1943, og med ham er der ydermere det trick, at det med flere af hans værker var vigtigt også at skaffe f.eks. 3.- eller 4.-udgaven, fordi han konstant skrev dem voldsomt om. Jeg startede min Pontoppidan-samling, da jeg i 1978 begyndte på Københavns Universitet, og sidste år var jeg som sagt lige ved at være færdig. Men også kun lige. De fleste af Pontoppidan-bøgerne var i pæn stand. Mange af dem indbundne, mange af dem signerede. Det var fantastisk at gå ned i arkivet og hive enkelte bind frem og lade hånden glide hen over halvbindets læderryg eller den smukke mønstrede forsats, som kunne være mere end 100 år gammel, og som var udført med håndværkerens kærlighed til faget. Jeg samlede også udenlandske bøger, bl.a. Truman Capote. Dem havde jeg alle sammen, også de meget sjældne. Kun en enkelt af dem signeret. Han er blevet rigtig dyr, men at stå med ’Observations’ i hånden for første gang, det var vist i 1996, var en sejr. Det er verdens smukkeste bog udgivet i 1957 i samarbejde med fotografen Richard Avedon og Alexy Brodovitch, som var chefdesigner på magasinet Harper’s Bazar. Den er kun kommet i 1.500 eksemplarer og svær at finde i et pænt eksemplar. Det er en samling litterære portrætter og fotos, og der er i øvrigt to danskere med, Karen Blixen og Carl Th. Dreyer.
