»Det er her, det sker«, skriver dagens kronikør, tidligere TV-producer der har taget metroen ud til Københavns flade, forkætrede, men frem for alt historierige appendiks - Amager. Det var Christian IV's idé. Der kunne bygges en by syd for København ovre på det sumpede område foran Amager. Når italienerne kunne bygge Venedig i vandet, kunne Christian vel bygge her. Så han byggede en by og gav den sit navn: Christianshavn. Det røde hus på hjørnet af Torvegade og Strandgade fungerede som rådhus, indtil selvstændigheden ophørte, og byen indlemmedes i hovedstaden. Prominente folk kom gennem tiden til at bo i Strandgade - Nikolaj Frederik Severin Grundtvig og Peter Wessel, bedst kendt som Tordenskjold. Han var en vilter herre, der slog store slag - også hjemme i lejligheden med vennerne. Når de skålede, futtedes en kanon af ude i gården. Det var tider. Volden, der omsluttede København, kom også til at værne Christianshavn. Den lå og stak sine bastioner frem mod det flade Amager. Herude lå retterstedet, hvor man kappede hovedet af folk. Når nogen trækker hånden hen over halsen og siger: »Ama'r«, og dermed mener 'lad mit hoved trille af, om jeg lyver', ja, så ligger forklaringen her. Man kunne også tage kæresten med ud til retterstedet for at blive underholdt - datidens svar på actionfilm eller splattervideoer. Vi havde haft svenskere kravlende op ad voldene, hvor borgene slog dem tilbage, og Frederik III udtalte, at alle københavnerne burde adles. Nu holdt man arealet helt ud, til Sundbyerne åbent, så man fra bastionerne med ild kunne bestryge, om svenskerne skulle vise sig. 1902 har man nok anset faren for at være drevet over. For da frigav man jorden til bebyggelse. Heldigvis i en tid med gode arkitekter. Kvarteret her blev godt for øjnene. Kommet herover bør man ved Amagerbrogades første hus, nr. to, lægge nakken tilbage og se op under taget på spidsen. Her sidder et relief af porten i volden, Amagerporten fra 1724. Foran den lå broen over til landevejen, ud til hollænderne i Store Magleby, som Kristian II på sin svigermor Sigbrits anbefaling havde fået herop. Som husene var sluttet op om vejen, var denne blevet til gade, gaden, der gik, fra Amagerbroen blev til Amagerbrogade og kvarteret til Amagerbro. Samtidig indlemmedes Sundbyerne i hovedstaden. De holdes adskilt i øster og vester af hovedåren. Her på den slettede bygrænse ved Hollænderdybet lagde Anders Henriksen sit Sønderbro Teater. I tredive år løb folkekomedierne over scenen, 'Barken Margrethe', 'Rasmines bryllup' med blandt andre den humørsprudlende Olga Svendsen. 1932 omdannedes teatret til storvarieteen Hollænderbyen, hvor Harald Mortensen spillede med sit orkester og havde fornøjelsen at præsentere publikum for en ung håbefuld sanger ved navn Gustav Winckler. På hjørnet af Hollænderdybet og Amagerbrogade lå en anden variete, Kit Kat, en spiserestaurant med højt til loftet, hvide marmorsøjler og spejlvægge indrammet i guld. Da denne lukkede, opstod i disse omgivelser Danmarks fornemste slagterbutik. Nu ligger her bare en bank. Hollænderbyen er også væk, Anders Henriksen er kun et gadenavn på husmuren, og så står det på gravstenen på den anden side af Amagerbrogade på Vor Frelsers Kirkegård. Her er også gøgleren Tribinis gravsted. Man synes at høre hans hæse røst, når han stod uden for sit telt på Dyrehavsbakken: »Mine herskaber, grevskaber og djævelskaber, kom frit frem og slip slanterne. Fuld tilfredshed, eller pengene er spildt. Entreen er så lav, at De må kravle ind. Den oversavede dame optræder desværre ikke i dag - hun er blevet skilt «. Ak ja, selv den mest talende bliver en dag tavs. Ved siden af kirkegården lå Aladdin Teatret. Aladdins forunderlige lampe stod her i operatørrummet og skabte levende billeder. Her så jeg som dreng Pompej gå til grunde under Vesuvs udbrud, medens et stort orkester i graven foran lærredet fulgte katastrofen. Dette var øens store biograf. Længere ude, i Merry Teatret, måtte man nøjes med, at fru Hansen fulgte begivenhederne på klaveret. Uden for biografen stod en uniformeret herre med stav i hånden og anbefalede filmen - rekommandøren. En reminiscens fra gøglertiden, film begyndte jo som gøgl. Nu er al underholdningen væk. Her ved Hollænderdybet holder i dag en pølsevogn. Pølsemanden har livet op med små dannebrogsflag. Lidet aner han, at han står oven på slavekirkegården. Her ligger de tæt, slaverne, under fliser og asfalt. Hvordan de blev slaver? Der skulle vist ikke meget til. Forseelser, vi i dag ville taksere til mindre bøder. Men de kunne ende i trædehjulet ude i havnen, et stort hult hjul, hvor slaverne hele tiden løb op ad den ene side og derved fik det til at dreje rundt, så nogle skovle skrabede hen ad havnens bund. Her i Hollænderdybet ligger de udfriet af deres kummerlige tilværelse. Går vi videre fra kirkegårdene, slavernes og Vor Frelsers, møder Sundby os med Københavns to flotteste beboelsesejendomme. I røde sten med tårne kronet med kobberkupler flankerer de Holmbladsgade. Over en af gadedørene sidder et relief af en mølle, der tidligere lå her. De er rejst af øens byggematador, der også lægger navn til villabyen lidt længere ude, Eberts Villaby. Her man Ebert, der har sat sit præg på byggeriet herude, begyndte med en høkerforretning på hjørnet af Brigadevej. Her begyndte jeg også min tilværelse, i ejendommen på Amagerbrogade lige over for Brigadevej. Jeg gjorde min entre i klunketiden på fjerde sal. Der var klunker overalt! Kvaster på lænestolenes armlæn, klunker rundt om bunden. Der var klunker på portiererne ved fløjdørene. Karnappen var indrammet i tynde tylsgardiner, der med knappenåle var sat op i rosetter. Her fra Sundbyøster ned ad Brigadevej med Ladegårdens afløser, Sundholm, for enden. »Det er rart at have noget at se frem til«, bemærkede min far tørt. Nå, vi faldt aldrig af pinden. Der var tjenende ånder, trykknapper på dørkarmene, der aktiverede en klokke i pigekammeret. Vaskekonen kom regelmæssigt og tog storvasken. Vinduespudseren hoppede ud ad vinduet og gik ude på gesimsen. Det var pirrende uhyggeligt. Så kom klaverstemmeren, det var værre. Han kunne ikke arbejde med den unge om benene - lille mig - så det var ud! Tæppebankermanden var helt speciel. Firkantet og frygtindgydende, det runde hoved sad plantet helt nede mellem skuldrene. Han havde en lang læderpisk i hånden. Så rullede han vore tæpper sammen, tog dem på skuldrene og forsvandt ud ad Brigadevej til Fælleden, hvor han tævede dem igennem, så de kunne vende støvfrie tilbage. Amagerbrogade her nedenfor havde her i tyverne en smal brolagt kørebane med temmelig toppede sten. Til gengæld var fortovene brede, og langs kantstenene stod lygtepælene opmarcheret. Det var gaslysets tidsalder. Larmen rejste sig i gadeskakten. Hestetramp og jernbeslåede hjuls ramlen over brolægningen. Fra morgenstunden kom bønderne til torvet, det var Grilles, Dirck og Jans, de gode navne fra Christian II's tid. Om eftermiddagen skramlede de tilbage. Den helt store panik var brandudrykningen. Stigesprøjten havde firspand for, og hestene strakte ud. Brandmanden ved siden af kusken kimede med en klokke. Stigen slingrede, og to mand, der sad med ryggen mod hinanden på den, fik sig en ordentlig vimmeltur. Så kom de motoriserede sprøjter, og de kørte på faste hjul. Ejendommene rystede. Min mor var altid henne ved glasskabet for at skubbe glassene tilbage på plads, de var også rykket ud. Så var der skrålene nede fra gadehandlerne. Manden med frugtvognen råbte om bananer. Fiskemanden forkyndte, så selv den mest tunghøre kunne fatte det, at sild er godt. Skærslipperen havde sin egen melodi: »Her slives knive, her slives sakse. Sakse og knive slives. Her er skærslipperen«. Fra den anden side huset stod gårdsangen op. Lirekassen jamrede. De engledekorerede kasser lejede positivdrejeren, som det hed, hos en udlejer. De mange lirekassemænd skulle tjene ind til ham også. Men slanterne sprang gavmildt ud fra vinduerne. Man sang ikke af glæde, men af nød. Andre nøjedes med at pudse dørklokker. Betle. Min mor smurte mange madpakker til fattige mænd. Det sociale netværk var ikke særligt fintmasket dengang. Når det skumrede, kom lygtetænderen. På en lang stang med krog i enden fangede han en lille ring oppe i lygten, og den lille vågeprås blussede op og spredte mørket. Han drog også ned ad Brigadevej, hvor lygterne på skift stod på hver side af kørebanen, så han gik frem og tilbage over den og spredte lys. Vi kunne fra karnappen følge hans krydstogt. Og sporvognen trillede herud, men sløjfede rundt inden bygrænsen. Helt ude, hvor gade blev til landevej, henvendte et stort skilt sig til den nye menneskerace, den motoriserede: '30 km overalt på Amager'. Drejer vi tiden yderligere et hundrede år tilbage, var der ingen huse langs Brigadevej. På sydsiden lå Holms Have, en park med eksotiske planter og træer, som Jacob Holm havde ladet sine skibe hjemtage fra fjerne egne. Holm havde Tovværket overfor på den anden side Amagerbrogade. Reberbanerne strakte sig vidt bagud og til siden. I 1938 brændte det hele - et vidtstrakt flammehav. Man byggede en ny fabrik, den fungerede kun kort, men bygningen kom til at danne ramme om Amager Centret. På Jacob Holms tid var Brigadevej militærets vej ud til det kongelige øvelsesterræn, det, der i dag giver mulighed for en Ørestad. Over for Holms Have lå på vejens nordre side Veterinær- og Landbohøjskolen. Stifteren Erik Nissen Viborgs gravsted fandtes i den botaniske have på hjørnet af Amagerbrogade. I dag ligger Landbohøjskolen på Frederiksberg, og herude finder man nu hans gravsten. De mange år er gået, men skydebanen på Amager Fælled har holdt en trekant åben, en trekant, der stikker spidsen helt ind til byens centrum. En enestående mulighed for København for at skabe et helt nyt kvarter i vor tids udformning. Her skal bo mennesker, men her skal også rejses firmadomiciler, forretninger, institutioner for undervisning, forskning. Rigsarkivet burde ligge her. Tv rejser sit hus. Koncertsal bygges. Og i disse dage kommer metroen jagende herud. Og over havnen kommer IC-toget med stop i Ørestaden før Kastrup, porten til verden, men samtidig døren til Danmark. Toget holder under den nye store terminal, hvor mennesker myldrer. Mange millioner passerer årligt. Toget fortsætter under Øresund for at dukke op på Peberholmen. Nu er vort forhold til Sverige stabiliseret, så vi har lagt bro over vandet, og togene iler frem og tilbage. En udvikling så hastig, at det næsten tager vejret fra en. Min far stod 17. juli 1910 og så Robert Svendsen fra Kløvermarken på Amager starte over Øresund mod Limhamn, kun kort efter at Ellehammer med sit aeroplan var lettet en halv meter. Nu er luften fyldt med menneskeskabte fugle, og ude i Ørestaden danser byggekraner deres ballet, svinger og drejer, medens fremtiden gror op. Kunstnere vil smykke de kommende torve, Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Hein Heinsen. Det går stærkt herude. Det er her, det sker - Ama'r.