Jeg har boet i Danmark i 15 år.

Jeg er født og opvokset i Bangladesh og kom til Danmark i 1993. Umiddelbart oplevede jeg Danmark som et åbent, gæstfrit land, der havde overskud til mennesker, der kom udefra. Jeg gik hurtigt i gang med at lære dansk og fødte mit første barn. Efter seks måneders barselsorlov forsøgte jeg at komme ind på universitetet, da jeg i forvejen havde en bachelorgrad i engelsk fra Bangladesh. Men jeg fik at vide, at jeg skulle begynde forfra igen, for »I Danmark underviser man i engelsk på en dansk måde«. Nå, så åbent var Danmark altså alligevel ikke. Jeg søgte job forskellige steder, men fik ikke noget, der matchede min medbragte uddannelse og måtte begynde min karriere som rengøringsassistent, stuepige, pædagogmedhjælper og hjemmehjælper. Senere tog jeg to uddannelser: socialrådgiver og senere en kandidatgrad i sociologi ved Aalborg Universitet. Lige siden har jeg været i arbejde og har fungeret som socialrådgiver i forskellige stillinger i snart ti år nu. Jeg takker Danmark, fordi jeg fik mulighed for at uddanne mig, når min medbragte uddannelse ikke kunne bruges. Jeg søgte dansk statsborgerskab, så snart det var muligt, og den dag, jeg fik det, følte jeg en glæde og stolthed over at være en ’rigtig’ dansker. Men føler jeg det samme tilhørsforhold i dag? Tiden er blevet meget anderledes. Det mærker jeg som privatperson, som dansker med minoritetsbaggrund og som socialrådgiver. Mit Danmark er blevet lukket. Mit Danmark er blevet kendt i udlandet som et land, der diskriminerer og handler umenneskeligt over for asylansøgere og herboende flygtninge og familiesammenførte. Mit Danmark er blevet kendt som et land, der stempler etniske børn og unge, der er vokset op hos ressourcesvage forældre i forstæderne. I mit Danmark er det blevet svært at få øje på ligestillingen. Jeg og mange af mine venner med etnisk minoritetsbaggrund oplever på trods af gode uddannelser og job diskrimination på grund af vores oprindelse. Siden slutningen af 1990’erne er der sket mange stramninger i de sociale ydelser, ligesom reglerne vedrørende opholdstilladelse, statsborgerskab og familiesammenføring er blevet strammet. Siden januar 1999 har kommunerne skullet forvalte en særlig integrationslov. Med denne lov blev der indført en lavere ydelse end kontanthjælp til flygtninge og familiesammenførte, kendt som starthjælp. Målet var dobbelt: Dels at give flygtninge og indvandrere et incitament til at lade sig integrere hurtigst muligt på arbejdsmarkedet, dels at begrænse tilstrømningen til Danmark. Fokus på etniske minoriteter er blevet yderligere skærpet med oprettelsen af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i november 2001. Siden da er der kommet en række tiltag fra Integrationsministeriet i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet såsom ’Loft over kontanthjælp’, ’Flere i arbejde’, ’En ny chance til alle’, ’Bred aftale om integration’, ’300-timers reglen’, (som snart afløses af 450-timers reglen ifølge aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti af 22. september 2008), tiltag, der især rammer de etniske minoriteter. Ganske vist er regelsættene udformet således, at de principielt er ens for alle, men i praksis berører de helt overvejende etniske minoriteter. Den nye 300/450-timers regel er et godt eksempel. Reglen medfører bortfald af kontanthjælp til den ene ægtefælle, hvis den pågældende ikke har haft mindst 300/450 timers arbejde inden for de sidste to år. I praksis indebærer det, at i en familie, hvor begge er på kontanthjælp, vil den ene blive frataget sin ydelse. Det betyder, at familien (med muligvis flere børn) vil skulle leve for under 12.000 kr. om måneden før skat. Formålet med at reducere ydelserne er som nævnt at give etniske minoritetsborgere en ekstra tilskyndelse til at søge arbejde. Forskningen har imidlertid ikke været i stand til empirisk at underbygge, at tiltagene skulle have den tilsigtede effekt, og min oplevelse er, at de lavere sociale ydelser snarere end at føre til arbejde fører til øget social eksklusion. Som praktiserende socialrådgiver er det min erfaring, at de lavere ydelser ikke gør det lettere for traumatiserede flygtninge eller nedslidte indvandrerkvinder at blive en del af det danske samfund. Uanset den offentlige, politiske retorik om mangel på arbejdskraft forholder det sig jo ikke sådan, at arbejdsgivere gennemgående vil modtage en 47-årig kvinde med dårlige danskkundskaber, slidgigt og depression med åbne arme. Det er heller ikke alle arbejdspladser, der kan rumme en stærkt traumatiseret mandlig flygtning bl.a. med flashback, smerter, koncentrationsbesvær og angst. Når disse mennesker har svært ved at komme i arbejde, skyldes det ikke arbejdsskyhed eller mangel på motivation. Derfor har økonomiske incitamenter ingen positiv beskæftigelsesfremmende effekt. Langt snarere er effekten, at de bliver yderligere marginaliseret og får sværere ved at udvikle et positivt selvforhold. Man behøver ikke at være økonom for at anskue, at mange familier kommer til at opgive bl.a. børnefødselsdage og fritidsaktiviteter, som ellers bliver anset som værende en vigtig del af integrationsprocessen. De bliver yderligere marginaliseret og stemplet som fattige og dem, der ikke kan være med i fællesskabet. Jeg har allerede med de gældende regler om kontanthjælpsloftet og 300-timers reglen oplevet, at familier har måttet forlade deres hjem, fordi den offentlige hjælp er skåret så kraftigt, at der end ikke er råd til de mest fundamentale udgifter som f.eks. husleje. Jeg har erfaret, at familier ikke sender deres børn til fotograferinger af klassebilleder. Børnene i disse familier lider ikke kun under de store materielle afsavn, men oplever også, at deres forældre ikke bliver anerkendt i det Danmark, de bor i. De oplever sig ikke som ligeværdige børn, fordi deres forældre ikke har råd til at skabe et sundt og væsentligt børneliv for dem. Reglen er ikke skabt for at løse integrationsproblemer, tværtimod skaber den eksklusion. Den tyske filosof Axel Honneth mener, at mennesker har behov for at blive anerkendt for at udvikle en vellykket identitet, der indeholder et positivt selvforhold. Kun i den udstrækning, at mennesket anerkendes som en med værdifulde egenskaber og rettigheder på lige fod med alle andre, har mennesket mulighed for at udvikle et positivt selvforhold. De nævnte opstramninger sker, samtidig med at etniske minoriteter i medierne og af politikerne ofte italesættes som en byrde for samfundet. I lyset af anerkendelsestanken kan udviklingen ses som ringeagt for de værdier, som etniske minoritetsborgere tilskriver sig selv. Den muliggøres i mine øjne af en samfundsmæssig anerkendelsesorden, der har svært ved at se forskellighed som noget positivt, der styrker fællesskabet. I denne anerkendelsesorden måles menneskelige subjekters værdi ud fra deres deltagelse i, hvad der opfattes som samfundsnyttigt arbejde. Dette fører til mangel på anerkendelse af bestemte type af mennesker, nemlig minoriteter. Det er så vigtigt for regeringen at forhindre en øget indvandring i Danmark, at de er ligeglade med, hvordan de omtaler de mennesker, der har valgt Danmark som deres hjemland. Regeringens såkaldte kvoterejser viser, at det ikke handler om at give asyl til dem, der er mest trængende, men vælge dem, der ifølge regeringen har ’integrationspotentiale’. I Danmark taler vi ikke mere om beskyttelse til dem, der er hårdt trængende. I den seneste aftale står der soleklart, at det kun er dem, der »har evner og kvalifikationer til at bidrage positivt til det danske samfund«, der skal komme til Danmark. Hvem ved ikke, at flygtninge med traumer har brug for massiv behandling, før der kan tales om positivt bidrag i form af ustøttet ordinært arbejde? Kan det være rigtigt, at et land som Danmark kun skal have højtuddannede personer, men ikke synes, at dem, der kører taxaer og tager ufaglært arbejde, er gode nok til at yde et positivt bidrag? Det er overhovedet ikke anstændigt, at vi skal mistænkeliggøres og kun præsenteres som problemer for samfundet. Opfattelsen af etniske minoriteter som kriminelle eller som passive nassere giver os en følelse af ikke at høre til i det her samfund. Negativ omtale om os skaber vejen til eksklusion. Det kan ikke være rigtigt, at jeg på grund af nogle få samfundsfjendske mennesker skal stemples som en, der ikke er en del af samfundet. Følelsen af disrespekt giver mange veluddannede etniske minoriteter som mig tanken om landflygtighed. Vi, etniske minoriteter, lever i en samfundsstruktur, hvor vi er genstand for både politisk og mediemæssigt negative konstruktioner. Jeg mener, at den negative omtale af os virker som en magt, der står i vejen for idealet om anerkendelse. Det usynliggør mig og mange andre som en vigtig og positivt bidragydende medborger i det her land. Jeg er enig i, at dansk statsborgerskab ikke bare er noget, man trækker i en automat. Men adgangen til indfødsret bør heller ikke bruges som et eksklusionsredskab til at udelukke ikke højtuddannede, ressourcesvage, psykisk dårlige mennesker fra at opleve tilhørsforhold til deres nye land. ’Aftale om indfødsret af 8. december 2005’ gør det næsten umuligt for ikke boglige etniske minoriteter at opnå dansk indfødsret. Kravene bliver skærpet endnu mere efter VKO-aftalen 22. september 2008. Der skal bestås en svær prøve, der bliver stillet strengere krav til selvforsørgelse, og der bliver stillet krav til danskkundskaber svarende til 9. eller 10. klassetrin. Men i det her land bor der også mange aktive, selvforsørgende taxachauffører og grønthandlere, der yder et positivt bidrag i form af deres arbejdskraft, men fordi de ikke er højtuddannede eller måske har problemer med at læse, oplever de eksklusion fra det danske statsborgerskab. At leve og arbejde i et land uden statsborgerskab giver igen en følelse af at blive udelukket fra det samfund, man gerne vil være en del af. Hvordan går det med børn af etniske minoriteter i Danmark? Vi hører næsten aldrig om dem, hvis det går godt. Men når det går skidt, så hører vi om, hvor uduelige de er til at færdes i Danmark, og hvordan der skal sanktioners mere og mere over for dem, eller at de skal sendes ud af landet. Selvfølgelig skal de kriminelle unge straffes. Men der er et stærkt behov for forebyggelse og et stærk behov for at vise, at Danmark vil have dem, og at de er en del af Danmark. Vi hører mere og mere om voldelige unge ’andengenerationsindvandrere’. Vi ser tv-billeder af brændte skoler og biler, hvor årsagen har været disse ballademagere. Men hvad er grunden til, at de er så destruktive? Hvorfor føler de sig ikke anerkendt i det land, de er født og vokset op i? Hvorfor vender de ryggen mod det samfund, de bor i? Nej, det er ikke kun samfundets skyld, at de er afvigere fra et sundt ungdomsliv. Men det handler meget om, hvordan de unge gang på gang bliver marginaliseret og stemplet fra barnsben. Vi kunne spare en hel masse, hvis politikerne ikke kun brugte tiden på at konkurrere med hinanden om, hvem der kunne stemple og stramme mest. Bare politikerne og medierne brugte deres sunde fornuft til at anvende en inkluderende tone, i stedet for kun at tale om konsekvenspædagogik, hvor den største straf er at udvise dem fra deres boligområde eller fra Danmark. Hvor er det ærgerligt, at vi ekskluderer de unge, der er født og vokset op i dette land, fordi de ikke er født af majoritetsdanske forældre. Jeg tror på, at børn og unge kunne føle sig hjemme her, hvis de følte sig anerkendt som en del af Danmark, hvis de kunne opleve tillid i stedet for mistænksomhed, og hvis de kunne få lige adgang og opfattelse af de samme rettigheder som de danske majoritetsbørn og unge. Lad os nu kigge på velfærdsministerens seneste udspil om ’barnets reform’. Reformen skal mindske svigt hos børn bl.a. ved at stille strammere krav til sagsbehandlingen, stille forpligtende kommunale mål for indsatsen, mulig tidligere anbringelse og flere tvangsanbringelser, flere tvangsmæssige undersøgelser, mere fokus på forældreansvar og økonomisk straf til de forældre, som ikke kan tage ansvaret. De fleste af forslagene handler om straf, konsekvens og umyndiggørelse, men rummer meget lidt af tidlig forebyggelse. De kriminelle ’andengenerationsunge’ er bare en anden betegnelse for udsatte børn, der er blevet udsat for svigt fra deres familier, muligvis fra skolesystemet eller fra andre voksne. Hvor der ikke var tale om tidlig forebyggelse og hjælp med store bogstaver. Hvad hjælper det at straffe deres forældre med økonomiske sanktioner? Hvordan kan forældre, der har det dårligt og ikke kan magte deres liv, blive bedre forældre, bare de mærker økonomisk straf? Vi kunne forebygge meget, hvis vi forebyggede fattigdom og stempling. Materiel fattigdom og menneskelig disrespekt er to væsentlige faktorer, der skaber svigt og udsatte børn – og senere kriminelle, utilpassede unge. Når forældrene ikke har penge til mad sidst på måneden eller bliver smidt ud af deres bolig, fordi de tilhører en bestemt religion, øger det sandsynligheden for, at de ikke har overskud til at tage vare på deres børn. Nedsatte kontanthjælpsydelser, økonomiske nedskæringer og stempling skaber et enormt pres, der rammer de svage børn af de svage familier. Som socialrådgiver savner jeg en reform, der gør det muligt at hjælpe de utilpassede, kriminelle og hashrygende unge, fordi de er Danmarks børn og fremtid. Jeg savner igen en tone, der taler om inklusion af disse børn og unge, støttet af den rette pædagogiske, socialfaglige omsorg i stedet for at undersøge, hvor hurtigt kan de blive smidt ud af Danmark. Ud fra anerkendelsestanken afhænger en vellykket integration af en samfundsmæssig solidaritet, som er åben over for mangfoldighed. En solidaritet, der gør det muligt for alle og enhver at føle sig værdsat af samfundet, hvilket, i mine øjne, er totalt fraværende i dagens Danmark. Jeg savner at se udstrakte arme, der tilbyder os at blive en del af fællesskabet. Danmark er mit land, og jeg føler, at der skal kæmpes for anerkendelse i mit land. Vi kunne løse mange af de eksisterende sociale problemer ved at anerkende de mennesker, der bor her. Men hvem ved, hvor længe jeg skal blive ved, måske er det på tide, at jeg pakker min kuffert.