I 1678 holdt den store danske anatom og naturhistoriker Niels Steensen en forelæsning på Københavns Universitet. I anatomibygningen på Frue Plads, som rummede verdens første naturhistoriske museum, Museum Wormianum, opsummerede han sin indsigt i naturens væsen i følgende berømte citat: Pulchra sunt, quae videntur pulchriora quae sciuntur longe pulcherrima quae ignorantur Dette kloge udsagn rummer en række sandheder af stor relevans for et naturhistorisk museum. Den første og mest iøjnefaldende er, at hvis vi ønsker at formidle vores indsigt, er det en god idé at gøre det i et sprog modtageren kan forstå. De øvrige sandheder er nok tydeligere i den danske oversættelse. Det, Niels Steensens, siger er: Skønt er det, vi ser skønnere det, vi forstår men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme Steensens citat er nok den klareste og mest præcise beskrivelse, der findes af den aspiration, der driver forskning, og som forklarer vores fascination af naturen. Det giver samtidig en begrundelse for, hvorfor vi skal etablere naturhistoriske museer. Den første sætning handler om umiddelbar nydelse. På et naturhistorisk museum kan vi uden kalkulerede bagtanker eller formål nyde naturens uendelighed af former, farver, dufte, lyde og funktioner og hengive os til den standard for skønhed, naturen definerer, og som vi holder alle vores egne frembringelser op imod. Steensens anden sætning er for dem, der ikke kan nøjes med at svømme hen over naturens skønhed og gru. Til dem kan det naturhistoriske museum tilbyde viden om naturen og indsigt i dens betydning for os som mennesker. Et naturhistorisk museum kan endda mere end blot repetere leksikalsk viden om naturen. Det er også et laboratorium, hvor ny indsigt i naturen og dens sammenhænge skabes. Her inviteres man som gæst på besøg direkte ind i et aktivt forskningsmiljø, hvor man kan følge nye ideer vokse frem og enten se dem gå til grunde, når de modbevises, eller se dem vokse sig stærke og indgå som brikker i vores forståelse af den verden, der omgiver os. Steensens tredje sætning gælder også fuldt ud i dag, på trods af eller måske snarere på grund af den kolossale naturvidenskabelige viden og indsigt, vi har opnået. Denne tredje sætning er måske et naturhistorisk museums vigtigste begrundelse. Naturen fylder os med fryd, benovelse og ærefrygt, fordi intet menneske kan forstå eller overskue naturens væsen. Uanset hvor meget vi forsker, må vi indse, at naturens kompleksitet ligger uden for vores fatteevne. Det er en uhyre vigtig erkendelse, og det er lige så vigtigt, at vi som forskere fortæller omverdenen, at vi er helt på det rene med, at vi kun kan forklare en forsvindende lille del af den verden, der omgiver os.
Vi kalder os selv homo sapiens – det vise menneske, men i realiteten handler den menneskelige historie om kampen for at forstå, hvem vi er, og hvad vores rolle i verden er. Det er vores evne til at formulere relevante spørgsmål, der adskiller os fra dyrene.
