Jeg hader den, for jeg kan ikke blive fri for den, lige meget hvad pokker jeg gør eller forsøger at gøre. Uanset hvor jeg bevæger mig hen, så forfølger den mig overalt. Tidligere kunne vi nøjes med at åbne et vindue og lufte ud for at få frisk luft. Det kan man stadig nogle steder, men langtfra overalt. Mange husker måske de ældre DSB-tog, hvor der i hver vindueskarm på et lille metalskilt stod skrevet: »Hvis blot en af passagererne i kupeen ønsker vinduet lukket, skal det lukkes«. Altså man kunne åbne vinduet og få frisk luft. Nu får man i stedet forpestet og smittebærende luft pustet lige i fjæset, uanset om man vil det eller ej. For den samme luft fiser rundt hele tiden, godt blandet op med baciller fra alle andre passagerer, de forkølede ikke at forglemme. Så at sætte sig ind i et tog, et fly eller en bus fyldt med passagerer og med den hårde aircondition ræsende rundt er man nærmest at være sikker på at blive smittet med andres dårligdomme eller at få held til selv at smitte andre. Og i det mindste blive så stærkt afkølet på hals og hoved, at nedkølingen i sig selv kan forårsage en god gang snue eller det, der er værre. Heller ikke færgens vinduer kan åbnes længere. Eller de nye kontorers. I stedet skal vi gennempustes af den forbandede aircondition, så man bliver helt snurrevippen i bolden. Personlig betaler jeg med mindst to gedigne lungebetændelser om året, nogle år tre. Heldigvis har min læge nu lært mig at bruge ulden kasket med skygge under flyrejser, så køles hoved- og halsregionen i det mindste mindre ned, siger han og har vist ret. Det næste bliver så åndedrætsværn eller beskyttelsesmaske, så visse bakterier og baciller måske kan holdes på afstand ad den vej. Man kommer til at se køn ud efterhånden. Hvem er det, der på nærmest én gang har bildt alle samfund ind, at det er bedst, mest behageligt og overhovedet ansvarligt at sende gammel brugt luft - eller iskold frisk luft - rundt i denne evige, uudholdelige cirkulation? Hvem er det, der har fået alle til at tro, at det nu skulle være smart og nutidens bud på frisk luft? Hvorfor er der ikke andre, f.eks. folk med faglig baggrund, der sætter kraftigt ind mod denne irriterende og direkte skadelige udvikling? Alle ved vi, at beton ikke fremmer oplevelsen af velvære, og at betonhuse er usunde at trække vejret i, fordi husene ikke selv kan ånde. Vi ved det, men bygger stadig af beton. Her har fagfolk talt imod - for døve øren. Men de har dog talt. Hvem er tilsvarende gået til kamp mod at blive hvirvlet igennem af usund, forstyrrende og nedkølende genbrugsluft hvor som helst og når som helst? Endda uden at blive hørt? Jeg har ikke set det eller hørt det og forsøger derfor nu selv. Skulle vi måske ikke i dette glade og ivrige foreningsland snart til at overveje at skabe endnu en protestforening - Landsforeningen Mod Aircondition? Nogle gange ser man, at den slags foreninger kan have et vist held med at kæmpe for eller imod en bestemt sag. Måske en overvejelse værd? Jeg husker tydeligt, da jeg i 1983 flyttede med min daværende arbejdsplads, TVA, fra det skønne Radiohuset på Rosenørns Allé på Frederiksberg til nybyggeriet i TV-Byen i Gladsaxe. Det var fra et sundt hus at trække vejret i, et hus, hvor det endda fik lov at trække lidt fra de gamle, delvis utætte jernvinduer - til et betonhus med nålefilt på gulvet, glasuld i væggene og kunstig udluftning. Man fik hovedpine på stedet. Jeg gjorde i hvert fald - og var ikke alene om det. Andre følger var allergiske reaktioner og tørre slimhinder. Og jeg blev træt meget hurtigere end ellers. Plus oftere syg, fordi al dårligdom fra andre tilstedeværende blev jævnt fordelt over hele medarbejderstaben. Og det var jo ikke kun i TV-Byen, den slags foregik og stadig foregår; det var bare et led i en yderst uheldig og vildt eksploderende udvikling, som burde være taget op til revision og være underlagt kritisk vurdering for længe siden. Prøv en dag at anskue et nymodens kontorhus oppefra og se, hvad der gemmer eller blotter sig øverst oppe. For nylig lavede jeg selv eksperimentet i det nye mondæne bolig- og kontorområde Tuborg Nord - ud til Øresund i Gentofte Kommune. Her ligger der en hel eller halv etage med slanger og rør oven på husene, oftest pakket meget dårligt ind af arkitekterne. Man synes ligefrem at gøre en dyd af roderiet på taget. Flere steder ser det ud, som om husene er blevet angrebet af en ond og ihærdig slangebande, der har indtaget huset ovenfra - som de ligger der metallisk blanke og voldsomt flettet ind i hinanden. Mindst halvdelen af dem må være til udluftning og aircondition. Tidligere kom den friske luft ind i huset gennem åbne vinduer og gennem naturlige sprækker og huller hist og pist. Noget man ikke kender meget til i nutidige betonhuse. Men man etablerede også umotoriserede udluftningskanaler i husene, noget man har kendt i århundreder, ja siden man begyndte at bygge huse. I min lejlighed i København, fra 1935, er der udluftningskanal i køkken og i badeværelse, og selv uden en motor fungerer det fint. I køkkenet er der ligefrem et koldt rum i et af køkkenskabene med direkte kanal ud til Guds fri natur. Det går ganske udmærket uden at skulle bruge strøm til at sende luften i cirkulation, skulle jeg hilse at sige. Og så larmer det heller ikke det mindste. Personlig sveder jeg hellere end at sidde mere eller mindre afkølet med risiko for at modtage en masse unødige bakterier. Tidligere kunne vi da godt opholde os i rum uden aircondition, så luftede man lidt ud, sad måske i lidt træk, gik udenfor et øjeblik og så - i rigtig gamle dage - nogle af damerne vifte sig yndefuldt med de medbragte vifter. Dem havde man jo god brug for - datidens mere sunde aircondition. De findes for resten endnu. Selv i et forholdsvis køligt og nordligt beliggende land som vores kan der indimellem være brug for at dæmpe varmen lidt. Og selvfølgelig ikke mindre i Syden. Men hvor mange fattige afrikanske, østasiatiske eller sydamerikanske lande har råd til det hersens airconditionpjat. Mange klarer sig uden, gør de. De har lært at finde skygge, flyver og rejser i det hele taget mindre og indordner sig, lærer at leve med naturens vilkår, mens vi andre finder på og skaber så kunstige miljøer, at det er til at få kvalme af - og direkte blive syg af. At komme ind i et fly i dag er noget af en temperaturmæssig nedtur. For nylig steg jeg på et Lufthansafly i Venedig. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Det var som at entre et heftigt nedkølet køle- eller fryserum. Håret stod ud til siderne på de langhårede - som i en reklame for lækker hårshampo, men SAS-fly, Mærskfly, Cimberfly og alle andre fly kan sagtens være med. Det første, jeg gør, når jeg sætter mig i et fly, er at skrue helt og aldeles ned for min egen lille puster eller 'hårtørrer' over mit sæde. Men hvor meget hjælper det, når alle andre pustere omkring én fortsat kører for fulde drøn. Der skal meget til at bede en hel kabine om at skrue ned. Der er også grænser for, hvor meget opmærksomhed den enkelte passager kan leve med at skulle påkalde sig. I stedet sidder jeg så pakket ind som på en hård, stormende vinterdag på Nordpolen - under en isnende kold tørrehjelm. Halstørklædet viklet tre gange rundt om halsen, overtøjet på og hatten på toppen. Nu mangler kun masken. Nogen tror, man kun vil ses og bare krukker. Mens jeg prøver at beskytte mig mod pesten. Ligesådan på færgen til Bornholm eller over Kattegat. Det hvirvler og blæser vildt indendørs. Og i IC3-togene. Hold da op, hvor bliver man ofte kold i dem. Aircondition i toget er et faktum, ikke noget man overhovedet kan skrue ned for eller på anden måde regulere. Og ofte er der så direkte hundekoldt i togene, at man igen skal pakkes ind, som boede man nu i Sibirien og kørte i åbne, uopvarmede tog. Eller tag en bus, ikke mindst en rigtig turistbus, hvor man udenpå direkte reklamerer med, at den er airconditioneret. Ja tak, må vi være fri! Jeg skulle engang fra Paris til en mindre lufthavn uden for byen. Jeg rejste med Spies og blev hentet ved hotellet af en stor airconditioneret bus. Den var så kold, og indendørs i bussen blæste det meget værre end andet, jeg har oplevet. Så jeg bad flere gange både chaufføren og guiden venligt skrue ned. Det kunne de selvfølgelig ikke finde ud af og så i øvrigt på mig, som om jeg var hysterisk og mere end almindeligt gal i hovedet. Vi kørte en time. Næste dag havde jeg 39 i feber og lungebetændelse. Måske er jeg særlig sart, måske har jeg svage lunger, men jeg kan sgu da ikke være den eneste, der har skullet betale den dumme sygdomsregning for en gennemkold og latterligt gennemluftet køretur? Jeg skrev til Spies, selvfølgelig ikke for at bede om erstatning, men for at forsøge at sikre andre Spieskunder mod samme oplevelse - med samme chauffør i samme bus. Jeg bad Spies bede busselskabet overveje sin nedkølings- og pustepolitik. Spies svarede høfligt tilbage og sendte som undskyldning fire lækre frottéhåndklæder. Tak for dem, selv om det ikke var det, jeg bad om. Men huskede man nu også at bede chaufføren agere anderledes? Jeg har i hvert fald ikke selv turdet teste det siden. Jeg tvivler på det. Tag også bare vore egne biler - mange af dem er selvfølgelig nu med aircondition. Nu er det ikke længere nok at kunne rulle vinduet lidt ned eller åbne i taget, hvis det er muligt. Nu skal der køles ned overalt, også selv i vores lille og for det meste ret kolde Danmark. Det er da næsten for meget. Og ikke mindst irriterende i taxaer, hvor det igen er vanskeligt at skulle være den besværlige og krævende kunde, der opleves som svær at gøre tilpas. Prøv også et supermarked, et større indkøbscenter eller et stormagasin. Man er ved at blive hvirvlet omkuld bare ved at nærme sig indgangsdøren. Det er det samme helvede, der er brudt løs her. Vi skal endelig ikke kunne mærke, at vi er indendørs, den kunstige luft er åbenbart at foretrække. Så kan man selvfølgelig holde sig fra de steder, men hvad hjælper det, hvis også ostehandleren, slagteren og Matas spiller med på samme trælse melodi. Man kan efterhånden vanskeligt blive fri nogen steder. Heller ikke i café- og restaurationslivet. Enhver ordentlig café og restaurant med respekt for sig selv vil selvfølgelig ikke have, at folk skal sidde og svede og risikere at blive lidt varme, fordi mange er samlet. Nej, så skal vi nok endelig lufte grundigt ud for jer ved at sætte jetjagermotoren til, så alle er ved at dø af kulde og blive blæst ned af stolene. Eller hvad med de nyere hoteller? Også her er der samme problem - i foyeren, på værelset og i badeværelset. Rent kunstigt liv. Og man kan ikke slukke - end ikke bede andre gøre det samme i svømmehaller og på biblioteker, i en del udstillingsrum og på flere nyere hospitaler. Jeg var forleden på Hvidovre Hospital, hvor jeg sad nogen tid og ventede ved ambulatoriet for blodprøvetagning. Der var koldt som i et frysehus, for også her er der susende aircondition, dele af hospitalet ligger jo nærmest som en bunker under jorden med mange opholdsrum uden dagslys og vinduer. Så er løsningen selvfølgelig aircondition. Jeg var på hospitalet for at få undersøgt mine sarte lunger og havnede så ved skæbnens ironi i et rum, der automatisk giver lungebetændelse. Også konferencerum og foredragssale af nyere tilsnit er rene hvirvelvindsrum at opholde sig i. Jeg stod engang i en foredragssal på et seminarium i Skive og var som foredragsholder ved at blæse bagover. Da jeg var blevet tilstrækkeligt irriteret og mere end kold nok og dårligt kunne høre, hvad jeg selv sagde, for sådan en satan larmer jo også ad h... til, bad jeg om hjælp. Man kunne selvfølgelig ikke selv skrue ned for stadset inde i rummet, men måtte hidkalde seminariets praktiske mand, der så skulle rundt her og der for at løse problemet. Det tog ti minutter, så var der endelig ro, og vi kunne fortsætte uden at dø af kulde. Den oplevelse er ikke spor enestående. Jeg har selvfølgelig også prøvet, at man ikke kunne slukke. Jeg ved godt, at jeg kan lyde sart og pylret, og at nogen kan tænke, at nu må sådan en stor, ældre herre også tage at pakke sig, hvad jeg jo i øvrigt gør - i en anden betydning af begrebet. Men jeg er ikke den eneste, der afskyr aircondition, det ved jeg. For hver gang jeg har prøvet min irritation på andre, har jeg kun mødt enige lidelsesfæller. Jeg har aldrig mødt et eneste menneske, der priser denne forbandede udluftningsdille med tilhørende gener. Tværtimod er alle irriterede. Men hvor skal vi henvende os? Hvilket ministerium hører det under? Hvem skal man klage til? Hvem har ansvaret? Svaret er: Ingen bestemt. En dårlig tilbøjelighed har bredt sig, en ny pest har fundet vej ind på livet af os, og vi lever bare med den. Fordi den er så forbandet svær ar tale imod og få bugt med. Arkitekten og ingeniørerne bruger nu aircondition helt automatisk, som om den var det mest naturlige i verden, som om den allerede hørte med, da kloden blev skabt, og som om vi nu om dage ikke ville kunne overleve uden. Det samme gør butiksindehavere og restauratører. Alle skal være med, og alle er vi ofre uden at kunne gøre noget eller klage reelt noget sted. Jeg klager derfor ikke til hverken regering, Folketing, ombudsmand eller menneskerettighedsdomstol - men til alle, der er med på den dumme modedille, og beder dem snarest tænke sig grundigt om, gøre noget godt for deres kunder og gæster - og dermed ikke kun skrue ned, men meget gerne slukke helt og aldeles for dette utidige djævelskab. Den er ganske enkelt ikke til at leve med - den forbandede aircondition.