Kære Helle, kære Villy, kære Margrethe, kære Johanne og ikke mindst kære Christine – tillykke med et flot valg.
Tillykke med udbyttet af en lang kamp i opposition. Det glæder mig som lærer, at vi nu skal til at kigge på skolen i et helt nyt lys, for det trænger den til. Valgkampen har tydet på, at I ved, der er behov for det. Men den borgerlige panikskolepolitik gennem ti år har fået mig til at frygte, at I ikke ved, hvor slemt det står til? Da jeg blev lærer for ti år siden, startede mit lærerliv med et opstartsmøde på skolen forud for sommerferiens afslutning. Det altoverskyggende punkt på dagsordenen var ikke undervisning, men derimod økonomi. Kommunen skulle spare og havde meldt ud, at det blandt andet ville blive børne-unge-området og dermed skolerne, der måtte holde for. Konkret betød det, at det budget, man havde haft året før, skulle barberes med 5 procent. Dengang – som nyuddannet lærer – sagde det mig ikke så meget. Jeg havde jo ikke nogen erfaring fra tidligere år og dermed ikke et indblik i, hvor meget det var. Ledelsens melding til os var, at man ville spare pengene ved at reducere i kursuspuljen til efteruddannelse. Det blev ikke vel modtaget, men desværre har meldingen år efter år været den samme. Gennem de seneste ti år har jeg arbejdet på fem forskellige skoler i tre forskellige kommuner, og desværre var mit første opstartsmøde ikke en enlig svale, tværtimod.
