Danske børn tager ikke del i den daglige husførelse. Det er synd for både børn og forældre, for ungerne udvikler sig til dovne, tvære teenagere. Kronikøren er mor og journalist, der har et bud på, hvordan man udvikler familien til et muntert arbejdsfællesskab. I Danmark hersker der generelt usikkerhed om, hvordan man håndterer børn. Mange voksne er bange for at krænke børn og er eksempelvis i tvivl om, hvorvidt det er godt eller for meget at bede børn hjælpe til i familien. Da mange voksne personligt omgås husholdningsarbejde som noget, der bare skal overstås, er de gået i defensiven i en blanding af kærlighed og afmagt. Børneforskere taler om en på en gang hyperaktiv og selvudslettende forældregruppe, der elsker deres børn og har hørt, at børn har godt af at lege. Altså vælger forældrene at lade børnene være og gøre det praktiske arbejde i hjemmet selv. Desuden er vi jo alle sammen imod børnearbejde. Jens Bonkes undersøgelser for Socialforskningsinstituttet har sat tal på det, vi alle sammen kan se med vore øjne. Hans sidste undersøgelse fra 1998 viser, at danske børn næsten ikke bidrager til familiens drift: Et barn, der bor i kernefamilie, præsterer således i gennemsnit seks procent af det praktiske arbejde. Undersøgelsen viser også, at piger i alle aldre laver mere end drenge. Ja, det er faktisk sådan, at selvom familien er beriget med en ældre søn, så er det hans yngre søster, der hjælper mest derhjemme. Køn spiller altså en større rolle end alder, når det handler om at hjælpe til derhjemme. Det gælder i øvrigt også de voksne, idet veluddannede mødre er de ivrigste til at frede børnene. Formentlig ud fra et velment ønske om at give dem tid til sjov og skolearbejde. Overordnet er det sådan, at jo flittigere de voksne er på husholdningsfronten, des mere laver børnene. Men generelt bidrager danske børn altså bemærkelsesværdig lidt - ikke mindst set i lyset af børnekyndiges udsagn om, hvor udviklende arbejdsopgaver i familien er for børn. Jeg har netop haft rig (og smertelig) mulighed for at undersøge sagen og evaluere min egen praksis i forbindelse med udarbejdelsen af en pjece om emnet til Forbrugerinformationen. Mit private udgangspunkt var, at det trods alle gode intentioner først for nylig er lykkedes mig at få mine egne tøser involveret i det tunge arbejde derhjemme: rengøringsarbejdet. Hvorimod de, der nu er 17 og 19, siden 8-års alderen har boltret sig hjemmevant i køkkenet. De kan også finde på at vaske tøj Personligt har jeg et næsten sanseligt forhold til en del husholdningsarbejde - elsker f.eks. at hænge vasketøj op udenfor en herlig sommermorgen - helst på bare tæer og med en dampende kop kaffe inden for rækkevidde. Så deres ladhed og indtørrede havregrynstallerkener har tit provokeret mig. Kender faktisk ikke et mere trættende syn forud for projekt aftensmad, og jeg indrømmer gerne, at mine døtres manglende huslige engagement er det element i vores samliv, der oftest har gjort mig sur. I min karriere som husmor har jeg af samme grund været optaget af, hvordan man kan vende bøtten, så alle i familien får et positivt syn på den vigtige opgave at føre sund husholdning. Personligt gør det mig f.eks. ekstremt fornøjet at kunne lukke en uanmeldt gæst ind uden først at skulle sparke til otte par sko. Og hjemmebagt brød gør mig decideret høj. I mange familier er forløbet, at de små hjælpsomme børn, der melder sig frivilligt til hvad som helst - opvask, rengøring og borddækning - hen ad vejen udvikler sig til tvære teenagere med alt andet i hovedet, end hvordan der kommer mælk i køleskabet og rent tøj i skabet. Det er i øvrigt helt naturligt. Men de samme forældre, der af lutter godhed fredede de små, er nu godt trætte af at blive konfronteret med sig selv som overudnyttede servicearbejdere. Og skælder måske børnene ud for at opføre sig, som om hjemmet var et pensionat med tilknyttet taxaordning. Hvordan undgår vi, at det kommer dertil? Da jeg er en stor beundrer af familieterapeuten Jesper Juuls evne til at gennemskue hverdagslivets tilsyneladende banale, men for mig ofte uforklarlige mellemmenneskelige, kommunikative processer, spurgte jeg ham til råds i mit pjecearbejde for Forbrugerinformationen. Og er nu overbevist om, at pointen ligger i langsomt at inddrage de små hjælpsomme i husholdningsaktiviteterne for dernæst i børnenes skoleår at lade opgaverne udvikle sig til faste rutiner. I modsat fald vil husarbejdet blive en evig forældreforpligtelse garneret med humørdræbende bebrejdelser mod de nu provokerende store børn, der forsøger at undvige. Jeg gav dig service de første ti år af dit liv - nu forventer jeg at få tilbage i samme valuta, tænker de voksne, når ungerne er 12-13 år. - »Men sådan kan man ikke handle med børn«, sagde Jesper Juul. Som jeg også spurgte, om det efter hans opfattelse er kærligst at lade børnene være eller klogest at inddrage dem, ud fra den tænkning at de ellers aldrig vil blive i stand til andet end at producere blødkogte morgenæg. Lederen af The Kempler Institute of Scandinavia svarede med et replikskifte: »Er det godt for børn at have pligter?«. - »Nej, det er det ikke«. »Hvis forældrene virkelig har brug for hjælpen, har børn stor glæde af at hjælpe til. Ikke hvis det er pligter for pligternes skyld«. Livet er altså ikke så enkelt, at man som forælder kan tage en rask fornuftsbeslutning om at indtage den fælles holdning, at børnene skal hjælpe med, fordi det er sundt for dem på længere sigt. Ligesom det ikke holder at sætte børnene fri og samtidig forbande dem langt væk. Det afgørende er, at forældre mener, hvad de siger. Og at de gør, som de mener. Det er altså vigtigt for det fremtidige samarbejde, at forældrene er afklarede, i forhold til hvad de som individuelle personer repræsenterer, inden de - måske - beslutter at inddrage børnene i husholdningen. Hvilke meninger og holdninger står vi virkelig inde for - hvilke holdninger og synspunkter udgør os som personer? Det handler nemlig ikke så meget om følelser, men om der er krop i det, vi siger. Det spørgsmål, forældre kan stille hinanden for at finde ud af, hvad de dybest set står for, kunne lyde: Synes jeg, at børns liv er hårdt nok, som det udfolder sig i dagens Danmark med høje krav til selvstændighed og dygtighed, lange skole- og institutionsdage og supplerende fritidsindlæring? Føler jeg dybest set, at jeg belaster og stresser mine børn urimeligt ved at inddrage dem i husholdningsarbejdet? Eller: Synes jeg, at det er vigtigt, at mine børn vokser op med den erfaring, at deres indsats er nødvendig og værdsat i familien? Suppleret med en oplevelse af, hvad et fællesskab indebærer? Og synes jeg, det er vigtigt, at mine unger vokser op med den erfaring, at et fællesskab af og til indebærer, at man må gøre ting, man ikke umiddelbart har lyst til?. Meget tyder på, at børn mister respekten for voksne, der udspyr slagord, opdrager på dem og brokker sig over dem i stedet for at kommunikere et sådan er jeg til børnene. Kort sagt nytter det ikke noget at være så bange for sine børn, at man ikke tør bede dem rense radiser, af skræk for at deres lystcenter skal lide skade. »Jamen, Kaspar rydder ikke op derhjemme«, lyder indvendingen måske. »Nej, men det skal du altså«, lyder svaret fra den afklarede forælder. Der også har mod nok til at sige, at sådan synes jeg, det er rimeligt. Og synes du ikke det, må du vente med at gennemføre din egen politik, til du flytter hjemmefra. Alle mennesker vil i længden foretrække at omgås mennesker, der spiller med åbne kort. Også når de bruger eventuel magt. Og hensigten er jo at realisere de værdier, vi som forældre har gjort os klart, at vi gerne vil have i vores familie. Socialforskere som Helle Holt og Agi Csonka taler for øjeblikket om, at mange danskere foretrækker at være på arbejde frem for derhjemme. Fordi det simpelthen opleves fredeligere. Familieliv er blevet lig med kaos. Og hvorfor så det? Vore mødre ville svare, at det er, fordi vi er for lidt hjemme til at orke at tage (opdragende) konflikter med børnene eller gennemføre den planlægning, der kunne bringe hjemmet på fode uden skænderier. Et af problemerne er måske, at vi ikke prioriterer at sætte tiden af til at etablere en arbejdsdeling, som familiens respektive medlemmer oplever som rimelig. Stadig flere danske par finder ud af at dele opgaverne, og det med god grund. Hvis der kun er en, der påtager sig ansvaret i familien, bliver opgaven nemt en sur pligt. Hvis man til gengæld er to, der går rundt med støvsuger og gulvspand med måske Mozart eller R.E.M. på stereoen - ja, så er det jo tæt på at være hyggeligt. Ernærings- og husholdningsøkonomen Kim Vandrup har opfundet begrebet 'huslig lykke', hvis essens netop er, at det skal være hyggeligt og allerhelst muntert at iscenesætte og gennemføre husholdningsarbejdet. Iscenesættelsen bygger på to fælles beslutninger i familien: 1) Positiv tænkning. Det skal være slut med at opfatte rengøringsarbejdet som noget, der bare skal overstås. 2) Det skal være en fælles sag at holde hus. Alle medlemmer i familien deltager i opgaven. Om end ikke millimeterdemokratisk. Rengøringen fordeles hen over ugen, ud fra filosofien om at hvis opgaverne bliver gjort hen ad vejen, bliver det ikke så surt - det kan endda være sjovt. Som Vandrup siger: »Jeg tror ikke, der er nogen, der tænder på at gøre badeværelse og toilet rent, men så må man prøve at snyde sig selv og sige, Hold op, hvor er det hyggeligt at gøre det her toilet rent. Og så grine lidt af sig selv«. Det er naivt at forestille sig, at børn vil engagere sig i familiens drift af egen fri vilje. Forældrenes opgave er at sige, hvad de vil have - direkte. Det er (blevet) min overbevisning, at børn har godt af - under præcise forudsætninger - at have opgaver, men børn bør ikke trækkes med et åg af husholdningsopgaver. Det bærende element er, at alle bidrager. Dertil behøves en plan. En arbejdsplan. Så især børnene ved, hvad de skal gøre, og har fri, når de er færdige. Det er en god ide at bygge fleksibilitet ind i planen, så det ikke er det samme familiemedlem, der vasker køleskabet af år efter år. Og så der åbnes for nye måder at leve på. Børnene skal også have lov at bytte - det afgørende er, at barnet påtager sig ansvaret for opgaven og altså også for en eventuel stand-in. Børnene skal jo ikke lære at adlyde ordrer, men at tage ansvar. De kan f.eks. passende lære at tage ansvar for sig selv. Ifølge Jesper Juul opnår forældre, der er villige til at overlade det personlige ansvar til barnet selv, de mest sociale og hjælpsomme børn. Et ansvar for sig selv kan børn i vid udstrækning tage, fra de kommer i skole. Med et personligt ansvar menes f.eks. at komme op om morgenen, få tøj på, lægge det snavsede til vask, rydde op efter sig og administrere sine egne lommepenge. Muligvis harmonerer de betingelser, ungerne vil trives med, ikke med forældrenes behov, så her gælder det om at fire på diverse diktatoriske tilbøjeligheder og eksempelvis give ungerne mulighed for inden for en tidsramme selv at bestemme, hvornår og hvordan opgaverne skal udføres. Kvinder, der (som jeg selv) mener at have tjek på, hvordan en huslig opgave ser ud, når den er udført ordentligt, bør indse, at vi netop selv har taget initiativ til projektsamarbejde med dertil hørende overdragelse af ansvar til familiens øvrige medlemmer. Når vi har indgået en aftale med en af ungerne om at feje køkkengulvet hver dag, nytter det altså ikke at formode, at han nok glemmer det for i næste øjeblik selv at udføre opgaven. Apropos aftaler skal børn være over ti år for at kunne indgå en fast aftale. Børn inden skolealderen kan ikke overskue en uge frem. Drop også al snak om at lønne børnene for at bidrage til familiens drift - så har man jo lavet sin familie om til en organisation. Er ungernes modstand åbenlys og formuleret, er der masser af støtte at hente - hos bl.a. dr.pæd. Steen Larsen, lektor i psykologi og specialpædagogik ved Danmarks Lærerhøjskole. Ifølge ham er det den, der udfører opgaverne, som lærer noget. »Så hvis man virkelig elsker sine børn, losser man alt arbejdet over på dem«, siger han - bevidst provokatorisk. Steen Larsen mener, at forældres medfølelse i mange tilfælde direkte hæmmer børns udvikling, og minder om, at hver gang en forælder mister tålmodigheden og binder barnets snørebånd, skal det i princippet gøres om en anden gang - af barnet selv. - At hjælpe andre mennesker til selvstændighed er i virkeligheden et paradoks: Jo mere energisk hjælperen er, jo mere passiviseres den, der skal hjælpes. Sagen er, at jo mere indlevet, man er i et andet menneske, jo sværere er det at fungere som sparringspartner og at yde den modstand, der er afgørende for dette menneskes personlige udvikling. Og hvordan det så går efter min bevidsthedsudvidelse i det blåbærfarvede træhus med de to teenagere? Fremad. Træerne har endnu ikke nået himlen, men i går havde den ældste uopfordret gjort kål på vores gæstemiddag-opvask (vi har ikke opvaskemaskine). Og for et øjeblik siden ringede den yngste fra centret og spurgte, om hun skulle købe mad med hjem. Vi har også etableret en rengørings- og madordning. Jeg er stolt af dem og lidt af mig selv. For grundlæggende er familiens drift og psykiske klima altid den voksnes ansvar.