Rettighedskulturen er over os, men det er kun gennem pligtfølelse, ansvarlighed og ja, skyldfølelse, at samfundet kan blive til et samfund og vi til kulturindivider, skriver historikeren Henrik Jensen, som har skrevet bogen 'Ofrets århundrede'. For nylig offentliggjorde Politiken en undersøgelse, der viste, at 70 procent af danskerne tror, at de tror på Gud. Nogle ser ham som en faderfigur i bibelsk forstand, andre som 'en slags energi i universet', atter andre som en 'helt personlig stemme' i hvert menneske. Man kan spørge sig, hvor meget af dette der har med religion at gøre. Måske er det med stemmen bare et lidt opskruet overjeg. Eller værre: intet overjeg, bare stemmer. Snarere er 'Gud' noget, vi for tiden kan lide at parfumere os med. 'Sådan en har jeg også i mit liv!'. Samtidig viser en amerikansk undersøgelse, at 10 procent af danskerne tror på Djævelen. I Frankrig er det 20 procent, i Norge 24 procent, og i USA er tallet oppe på 71 procent! Efter 11. september 2001 kan de også sætte navn på ham. Lægger man de to undersøgelser sammen, kan man konkludere, at vi danskere ganske typisk tror på Gud, men ikke på ham den anden. Det kan man kalde det godes sejr over det onde. Vores massive tro på Gud kan ikke bortforklare nogle andre tal, ligefrem kendsgerninger, nemlig at 85 procent af den danske befolkning er (betalende) medlemmer af folkekirken, mens kun to procent kommer i den med noget, der minder om jævnlighed. Danskere er muligvis religiøst søgende, men finder de noget, er det ikke i folkekirken. De fleste kommer der aldrig, men melder sig på den anden side ikke ud - selvom der er penge i det. Det er der blevet tolket meget på, ikke mindst af kirkens egne. Nogle kalder pjækkerne for 'kulturkristne'og tæller dem med til flokken, andre taler om ateister, som bare er for meget vanedyr til at skrubbe helt af. Man må antage, at selv meget søgende ikke kommer i kirken, fordi den ikke møder deres behov. Man hører den tidstypiske bemærkning for sit indre øre: 'Det er ikke lige mig!'. Måske ved de ikke, hvad den har at tilbyde dem. Mange, særligt yngre, ved ikke, hvad de kirkelige højtider og ritualer går ud på. Det er ikke så mærkeligt - deres forældre var unge i tresserne og anså det ikke for vigtigt. Men de ved altså nok om kirken til at vide, at den ikke lige er dem. Og det er ikke bare det umoderne sprog, der har vanskeligt ved at trænge ind. Det er hele budskabet, der rammer ved siden af. Kulturen er et andet sted. Vi er ikke længere dem, vi var. Kortest formuleret handler det om, at det er svært, nærmest umuligt, for et moderne menneske at komme ned på knæ og bede en højere instans om tilgivelse for sine synder. Mennesker af i dag er ikke syndere, vi har ikke gjort noget forkert. Det er os, noget går ud over. Vi er med andre ord mere ofre, end vi er syndere. Og eftersom erkendelsen af syndighed og skyld er en logisk betingelse for at få del i kirkens tilbud om tilgivelse og frelse, bliver kontakten aldrig sluttet. Dialogen kommer ikke i gang, hvilket er - synd. De tomme kirker er ét blandt mange symptomer på opløsningen af den traditionelle kultur - de bånd, der holder samfundet sammen, og vores tolkning af dem. Det handler om moral - regler og normer, måder og vaner, forbud og åbninger. Det er ikke svækket 'danskhed', som man ellers tit hører - danskhed er der en overflod af. Det er den udbredte følelse af, at der ikke længere er noget, der gælder . Kulturen har ikke længere svar på de store, evige spørgsmål - hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvad er meningen, hvad stiller jeg op med mit liv og mit forhold til de andre, hvad er forbudt, og hvad tilladt, hvad sker der, når jeg dør. Svarene blæser i vinden, vi er overladt til at hutle os igennem hver især. Følelsen af svækkede normer hænger sammen med, at vi er spændt ud mellem to kulturer. På den ene side den 'dybe' kulturarv, en kristent funderet pligtkultur, som folk på disse breddegrader var sammen om i århundreder. Den ytrede sig dels direkte som en kristen skyldkultur, dels igennem en samfundsbygning, hvor den enkelte mest var noget i kraft af en plads i hierarkiet. Det var før, vi blev moderne og individualiserede, og 'personlig frihed' fik den rige klang, som ordene har i dag. Det var en verden af pligter, og de konstituerede samfundet. Og så på den anden side en rettighedskultur - et kritisk-humanistisk modstykke til kristendommen, som dukkede op som subkultur i renæssancen og styrkedes til modkultur til kristendommen med oplysningstiden, den franske revolution, den romantiske og den liberalistiske ideologi, verdenskrigene, velfærdssamfundet og så videre. I rettig- hedskulturen er den enkeltes forhold til helheden defineret gennem rettigheder, mens pligterne ikke figurerer. Uden for en snæver elite blev den fremherskende i løbet af det 20. århundrede - nærmere bestemt i 1960'erne. Som korrektiv til en noget tung pligtkultur var rettighedskulturen en betydelig kulturel gevinst. Meget af Vestens betragtelige kulturelle styrke i de sidste århundreder, dens egenart, konsistens, rationalitet og globale gennemslagskraft, hang på den ustabile balance mellem de to kulturer. De har hver deres grundværdier, og de er modstridende. Hvor pligtkulturen som sit endemål har orden, autoritet og fastholdelse af individet i en overordnet, fælles mening (Gud), drejer rettighedskulturen sig om individets frigørelse og lykke, udmøntet i en radikal kritik af autoriteter. I den oprindelige pligtkultur var frihed et ukendt begreb. I middelalderen var det nærmeste, man kom friheden at være på den 'rette hylde'. Individualiseringens frø var imidlertid blevet plantet, og Luthers reformation i det 16. århundrede kan ses som en søgen efter et arkimedisk balancepunkt: For at imødekomme individualiseringen i samfundet, individualiseres også troen og den kristne praksis, den kristne bliver 'sin egen kirke', i bedste fald reguleret af sin samvittighed. Her passerer vi en ikke uvæsentlig grund til de tomme kirker: Luther så aldrig et stort fremmøde som det eneste saliggørende. Og her er der en tråd tilbage til Gud som en 'helt personlig stemme': samvittigheden. Men hvordan afspejles de to modsatte kulturer i det enkelte menneske? Som en skizofreni. Pligtkulturen er i sin kerne en kristen skyldkultur. Mennesket er syndigt og skyldigt, eller pænere sagt (skyldig er jo sådan et grimt ord i vore dage): mangelfuldt og selvoptaget. Individet er ondt - men potentielt godt, i kraft af Gud. Allerede her begynder blikket at flakke på det moderne menneske. Ingen vil se sig som skyldig, endsige 'arvesyndig' - og det hjælper ikke, at skyldkulturen lover autoritative åbninger, hvorfra der kan strømme kærlighed, tilgivelse og i sidste ende frelse til den ærligt angrende. Det er ellers skyldkulturens ækvivalent til den moderne individuelle frihed: Der er håb om tilfredsstillelse for den, som gør sin pligt. Det er ikke en ret, men noget, man kan bede om og håbe på. Rettighedskulturen tager det stik modsatte udgangspunkt. Her motiveres mennesket til at se sig som en truet dyreart - et uskyldigt, godt offer for onde omgivelser. Det bliver afgørende at kunne trække en grænse, at være bevidst om sine rettigheder - alle andre tænker kun på sig selv. Det er en af liberalismens grundillusioner, at lader man individet være, kommer det gode samfund af sig selv. Men hvor pligtkulturen kan nedsmelte til neurotisk skyldkultur, bliver rettighedskulturen i sin radikale udgave til en offerkultur. I skyldkulturen har den enkelte kun pligter, i offerkulturen kun rettigheder. I skyldkulturen skylder den enkelte Gud, helheden eller fællesskabet alt - i offerkulturen er det lige omvendt: Samfundet skylder ofret alt. Skyldkulturen hæmmer den enkelte, indordner individet under en fælles mening og orden. Man har en gæld at betale og må efter bedste evne forholde sig til den og forsøge at skaffe den ud af verden. Til gengæld er der så tilgivelse at få - i dét omfang, der er relevante, autoritative og især troværdige institutioner til det. Mennesket er her i stadig dialog med sin skyldfølelse, som omformet til samvittighed bliver det vigtigste karaktertræk. Fællesskabet og kulturarven styrkes, når den enkelte borger hele tiden må forsøge at skabe balance på sin konto. Dette er en hovednøgle til den vestlige civilisation. Men det lader sig ikke længere gøre at opdrive en tilgivende instans med den fornødne autoritet. Kirken er der, ordet udtales, men kirken og ordet har ingen autoritet, når der ingen tro er. Blandt de kulturelle autoriteter, vi også skilte os af med, er forældrene. Omvendt er ofret kunden, som altid har ret. Hele tiden fokuserende på sine rettigheder, reelle som imaginære, kan det ikke se sin egen skyld, og findes der arvesynd, tilkommer den de andre. Men skyldfølelse findes ikke kun i skyldkulturen. Tværtimod - skyldfølelsen er et vilkår, der er forbundet med selve eksistensen, og ingen steder er der så megen fortrængt skyld som i en offerkultur, fordi den ikke kan 'italesættes', kun fortrænges. Tilbage er terapier, sprut og piller som måder at komme omkring den fortrængte skyld på. Og netop 'komme omkring', for tilgives kan den altså ikke. Et samfund, der baseres på rettigheder, risikerer altså at udvikle sig til et offersamfund - særligt når det er organiseret omkring den store modermaskine, velfærdsstaten. Et samfund af lutter sultne fugleunger kan hverken skabe eller fastholde et moralsk fællesskab, og hvor offerkulturen råder, risikerer det menneskelige fællesskab at blive til masse, i sin yderste konsekvens en koncentrationslejr. En hedonistisk koncentrationslejr måske, men immervæk ... Derfor er det vigtigt at holde fast i pligtkulturen som et korrektiv til rettighedskulturen. Det er kun gennem ansvarlighed, pligtfølelse og ja, skyldfølelse, at samfundet bliver til et samfund og vi til kulturindivider. Men tendensen løber den anden vej. Tag velfærdsstaten. Den kom til live i en stram, 'selvbegrænsende' pligtkultur efter Anden Verdenskrig - en sekulær institutionalisering af kristen medmenneskelighed. Men pligtkulturen eroderede, i takt med at staten fra 1960'erne svulmede til overstørrelse med almene omsorgsfunktioner. Rettighedskulturen trådte frem, pligt- og ansvarlighedskulturen tilbage. Med pædagogikken i 1960'erne og 1970'erne blev det odiøst at insistere på et personligt ansvar, den enkelte frarådedes det ganske enkelt og belærtes om, at tingenes dybere årsager lå gemt i miljøet, baggrunden, samfundsmæssigheden. Henrik Stangerup beskrev det som karikatur i 'Manden der ville være skyldig' (1972) - hvor manden slår sin kone ihjel, men ikke må blive straffet for det. Velfærdskulturen blev oprindelig båret af borgere, der halvbevidst betalte af på en gæld til helheden, traditionelt defineret som et sakralt bånd af ufødte, levende og døde. Siden er det meste af velfærdsmaskinens enorme volumen gået til at betale af på helhedens mystiske gæld til den enkelte borger, som i mellemtiden har erhvervet 'umistelige rettigheder' til alt, hvad den kunne tilbyde. »Det må vi kunne gøre bedre!«, sagde en statsminister engang i en nytårstale - og blev så grumme misforstået, fordi der nu var en stor vilje i befolkningen til at misforstå den statsminister. Han troede, han kunne appellere til en slumrende dansk pligtkultur, men blev hørt med en rettighedskulturs ironiske øren. Med 'vi' mente han 'os alle sammen', men befolkningen foretrak at høre 'vi' som 'regeringen', og så var sagen afgjort. I næsten enhver henseende peger pligtkultur og rettighedskultur, skyldkultur og offerkultur, hver sin vej, og vi er bærere af begge, om end i forskellig grad. Vi kan spille begge roller, og af avisernes debatsider ser man, hvordan de to kulturer kan kværulere med hinanden i det uendelige. Bedst var det, om rettigheder og pligter kunne holde hinanden i ave. Skyldkulturen er det sted, vi kommer fra. Det er, hvad vi var og i nogen grad stadig er, men en enerådende offerkultur er, hvad fremtiden truer med. Kulturkampen har kørt i århundreder, men er i det seneste halve århundrede tippet til fordel for offerkulturen. Det ses af den placering, rettighedstanken har fået i politikken (ofret har rettigheder, ikke pligter) og ytrer sig i tidens populistiske tilgang til velfærdskulturen (ofret ønsker flere og bedre ydelser på sundhedsområdet!). Det ses af den ikonstatus, ofret har i medierne, hvor det ikke længere synes muligt at servere en historie uden at begynde med et offer ('- og hvordan føles det så nu?'). Medierne foretrækker rollen som advokat for offerkultur og avanceret rettighedstænkning, fordi det er 'godt stof'. Og det ses, for igen at tangere indledningen, af den faldende brug af kirken, hvis 'portal' - skyldsbevidstheden - ikke siger et rettighedsbevidst menneske en disse. Det 'efterspørger' ikke tilgivelse, og selvom det langtfra er rent som et (offer)lam, bliver ethvert forsøg på at antyde noget andet betragtet som et overgreb. Præster forsøger at komme ofret i møde ved at styrke embedets terapeutiske dimension, men ordet og meningen lader sig jo ikke sådan vende op og ned på: »... og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; thi dit er Riget og magten og æren i evighed«. Det er vanskeligt at se den virkelige danske befolkning for bare medier og svært at vide, hvor megen pligtkultur, hvor megen kapacitet for ansvarlighed, selvbegrænsning og pligtfølelse der egentlig er tilbage. Men formodentlig er det en hel del. Så rejs jer da, overvægtige kæmper, riget stander i våde!