Sidste weekend var jeg til en større familiefest. Det er som regel meget hyggeligt, og der var en masse mennesker at diskutere med. Når man som jeg er politisk aktiv og samtidig har svært ved at holde bøtte, kan det ikke undgås, når man møder andre politisk aktive mennesker, at meningerne brydes. Denne gang var det så et medlem af Det Radikale Venstre, som jeg fik en kort ordveksling med. Det blev faktisk ikke til mere, end at den pågældende forklarede mig, hvor træt vedkommende var af SF med hensyn til integrationspolitikken og efterlønnen; så førte festen os hver til sit, og jeg fik aldrig svaret. Det vil jeg så forsøge på her. Min baggrund er, at jeg siden 1976 har arbejdet på skoler med mange elever af anden etnisk oprindelse end dansk (det er vist den i øjeblikket mest politisk korrekte betegnelse), og at jeg i to perioder, nemlig fra 1977 til 1982 og igen siden 2004 har boet i almennyttigt byggeri; først i Brøndby og siden i Køge, hvor jeg stadig bor. I de mellemliggende år har jeg boet på Stevns, hvor der lå et ret stort asylcenter. I to perioder har jeg siddet i to kommunalbestyrelser for SF. I Stevns sad jeg fra 1994 til 2002 og var som formand først for socialudvalget og siden for kulturudvalget den politiske kontakt til asylcenter Sigerslev, og ved sidste kommunevalg blev jeg valgt ind i byrådet i Køge, hvor jeg er formand for arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget. I de fire foregående år sad jeg i bestyrelsen for den almene boligafdeling, hvor jeg bor, så jeg har gennem årene samlet mig en vis viden om integrationsområdet. Det er interessant at flytte i almennyttigt byggeri. Da min kone (som er underviser i dansk som andetsprog for voksne på et sprogcenter) og jeg fortalte, at vi ville flytte til en almennyttig bolig, var den første kommentar som regel: »Skal I skilles?«, og når vi så benægtede det, var den næste »Er I gået på røven?«. Når vi så også benægtede det, var der en del undren hos mange over, at vi kunne træffe en sådan beslutning, for hvordan kunne man frivilligt finde på at flytte et sådant sted hen? Forklaringen er såmænd ret enkel. Vores daværende bolig var for stor, da det sidste af børnene var på vej væk, og vi ville gerne ind til en by, men vi ville ikke investere flere penge i mursten. Hvad angår hele diskussionen om ’ghetto-områderne’, så er der meget fokus på den del af vores forslag, der omfatter det at normalisere dagligdagen, og det er den del, jeg stod for skud på. Det lyder da umiddelbart heller ikke som SF-politik at snakke om mere politi, overvågning og kontrol.
Hvordan er det så kommet dertil, og er det i øvrigt rimeligt? Ja, det er det faktisk. Den boligafdeling, jeg bor i, er relativt fredelig, men der er dog en del indbrud i kældre, og der er blevet lavet bål i opgange og kældertrapper. Vi har haft noget hærværk, og der er kun beboerne til at betale. Der er også en del stofhandel i området. Der er desværre også en flok uvorne knægte (også danske), der råber efter folk og har en truende adfærd. Dog har vi ved hjælp af SSP og nærpolitiet som regel styr på det. Vi har brugt beboernes penge til at etablere et værested for de unge, fordi kommunen har droslet klubtilbuddet ned, og vi har også i perioder haft vagtværn til at føre opsyn, så hvis livet er væsentligt mere utrygt i de områder, der er udnævnt til ’ghettoer’, kan jeg godt forstå, at beboerne vil have en styrket indsats i forhold til at kunne færdes sikkert der, hvor de bor. Det er korrekt, at politi alene ikke løser problemer, men faktisk er et velfungerende nærpoliti med kontakt til de unge, der er på vej ud over kanten, et rigtigt godt tiltag. Disse unge og deres forældre har langt mere respekt for politiet end for andre myndighedspersoner. Og vi er nødt til det af tre grunde:
